Læsetid: 5 min.

Kom og syng en enkel sang om frihed

Værtslandet for årets Melodi Grand Prix, Aserbajdsjan, er notorisk kendt for at undertrykke sine borgere. Så burde vi i virkeligheden slukke for tv’et og blive væk? Eller er det bedre at møde op og dække sangdysten kritisk?
Er Danmark med til at legitimere et autoritært styre, når vi lader os repræsentere af Soluna Samay ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan? Eller rammer den øgede opmærksomhed styret i Baku som en boomerang?

Er Danmark med til at legitimere et autoritært styre, når vi lader os repræsentere af Soluna Samay ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Aserbajdsjan? Eller rammer den øgede opmærksomhed styret i Baku som en boomerang?

Camilla Rønde

21. maj 2012

Når Soluna Samay i morgen går på scenen i Baku i Aserbajdsjan for at synge det danske bidrag til årets Internationale Melodi Grand Prix, vil over en million danskere kigge med fra sofarækkerne, krydse fingre og håbe på det bedste. Men vil vi også stiltiende være med til at legitimere et totalitært styre? Et styre, hvor vold, censur og forfølgelse rammer journalister og demonstranter, der kritiserer regeringen.

Det er spørgsmålet, og spørgsmålet er ikke nyt. Det vender tilbage hver gang internationale kulturarrangementer afholdes i autoritære regimer. Hvad enten det er OL i Beijing, Formel 1 i Bahrain eller fodbold-EM i Ukraine. Hver gang stilles vi over for det samme dilemma: Skal vi forsøge at påvirke de totalitære styrer indefra ved at møde op og ytre kritik – eller skal vi straffe dem ved at holde os væk?

»Det kan godt være, det vækker genklang i medierne, hvis man udebliver, men det er ofte lidt en gratis omgang,« siger Jørn Hansen, professor i sportshistorie fra SDU og forfatter til bogen Den moralske stedfortræder og andre historier om idræt og politik.

Vil man boykotte et land, skal boykotten gennemføres på alle niveauer, mener han. Ellers bliver sport og kultur reduceret til moralske stedfortrædere for tungere områder, hvor politikerne ikke tør markere en afstand, fordi det er for omkostningsfuldt. Områder, som forskning, undervisning og samhandel for eksempel.

»Hvis politikere virkelig vil gøre en forskel skal de sige: Vi laver en handelsboykot og afbryder de diplomatiske forbindelser. Det batter alt andet lige mere end at manifestere en eller anden politisk korrekt holdning, som ikke har de store omkostninger, men som til gengæld får god pressedækning,« siger Jørn Hansen:

»Det er det, jeg mener med den moralske stedfortræder. At trusler om udeblivelse fra store kulturevents hurtigt bare bliver en nem og billig måde at markere en moralsk forargelse på som politiker«.

Fra hus og hjem

Kritikken af Aserbajdsjan som vært for årets sangfinale har de seneste måneder været massiv. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch rapporterer om grove overgreb i hovedstaden Baku, hvor tusindvis af borgere angiveligt er blevet tvunget fra hus og hjem for at gøre plads til nye og flotte boligbyggerier i forbindelse med grandprixet. Samtidig har Amnesty International meldt om mindst 16 samvittighedsfanger, der fortsat sidder uretmæssigt fængslet som følge af kritiske ytringer om landets styre.

»Aserbajdsjan bliver uden tvivl en prangende scene for stemmer fra hele Europa, men uden for koncertsalen tolererer man ingen kritiske røster,« siger John Dalhuisen, vicedirektør for Amnesty Internationals programmer i Europa og Centralasien.

»Man har forbudt oppositionen at komme til orde. Fredelige demonstranter er blevet fængslet og journalister og NGO’er bliver udsat for trusler og chikane,« siger han i en artikel på organisationens egen hjemmeside.

Aserbajdsjans naboland og tidligere arvefjende, Armenien, har allerede trukket sig fra årets sangkonkurrence i protest mod værtslandets opførsel, men ifølge historieprofessor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School er boykot ikke vejen frem.

»Jeg synes ikke, vi har de bedste erfaringer med at boykotte. Det er god egomassage, men man skal jo først og fremmest se på, hvordan det påvirker det enkelte land. Bliver de bare fornærmede? Eller får det rent faktisk nogle konsekvenser? Og dér mener jeg al erfaring viser, at det har bedre effekt, hvis man tager af sted med kritisk sans,« siger Uffe Østergaard, som er en af de få danske forskere, som rent faktisk har været i Baku og kender til forholdene i den tidligere sovjetrepublik.

Han er ikke i tvivl om, at styret har set Melodi Grand Prix som en mulighed for at tegne et glansbillede af Aserbajdsjan som et gæstfrit land med smuk natur og spændende turistattraktioner. Men foreløbig har strategien givet bagslag, mener han.

»Styret er snublet i sine egne snørrebånd. Meget kluntet har de tvunget folk ud af deres boliger i det gamle centrum for at få hovedstaden til at tage sig så godt ud som muligt – men resultatet er blevet det stik modsatte. Det er et lidet flatterende billede, der er blevet tegnet af Aserbajdsjan de seneste uger. Faktisk tror jeg aldrig, der har været kastet så meget negativt lys på forholdene dernede som nu – og det bekræfter jo bare, at diktaturstater lever bedst, når de lever skjult,« siger professoren.

Så tag hjem!

DR oplyser, at man i forbindelse med grandprixet har forberedt flere kritiske nyhedsindslag om Aserbajdsjan. Udenrigsmagasinet Horisont har haft en journalist i landet og helliger i aften hele programmet til forholdene i den tidligere sovjetstat; onsdag viser DR2 Global en ny britisk dokumentarfilm om landet, og torsdag sender P1 en længere radiofeature om Aserbajdsjan i Eurovisionens lys.

Annemette Kirkegaard, der er lektor i antropologi ved Københavns Universitet og har forsket i det europæiske Melodi Grand Prix som platform for skuespil og politik, mener, det er afgørende, at festen på scenen suppleres med kritisk journalistik i andre programmer.

Dét gør en forskel, hvorimod en boykot hverken ville have gjort fra eller til.

»Hvis Danmark blev væk, ville det bare blive husket som det år, Danmark blev væk, og det ville antagelig ikke ændre noget i Aserbajdsjan. Til gengæld kan den dialog, som opstår, når folk mødes, være med til at flytte nogle hegnspæle,« siger Annemette Kirkegaard.

Hun peger på, at grandprixhistorien er fuld af eksempler på solister og aktivister, der har brugt konkurrencen til at ytre politiske budskaber.

Da Danmark i 1964 holdt finalen for åben skærm og rullende livekameraer, blev scenen indtaget af en gruppe, der hed 61, som stillede sig op midt under det portugisiske bidrag med et banner, hvor der stod: ’Boykot Franco og Salazar’. Det skete på et tidspunkt, hvor flere danskere i forvejen var begyndt at fravælge charterrejser til Spanien og Portugal i protest mod landenes diktatoriske regimer – og Björn Afzelius med sangen »Juanita« opfordrede turister til at holde sig væk fra Den Iberiske Halvø:

Så tag hjem! I har været her for længe. I forsinker vores friheds lyse stund./ I turister burde vide, jeres penge er som honning i overmagtens mund’.

 

»Begivenhederne i København i 1964 er et godt eksempel på, at det europæiske Melodi Grand Prix er og altid har været et meget politiske rum, og ikke bare en sangerdyst,« siger Annemette Kirkegaard og fremhæver desuden en række mere stilfærdige politiske opfordringer som for eksempel Nicoles pacifistiske hymne til verdensfred, »Ein bisschen frieden« fra 1982 – og senest danske A Friend in London, som i 2011 viklede deres engelsksprogede ørehænger »New Tomorrow« ind i paroler om at gribe dagen og skabe forandring i fællesskab:

 

Come on girls, come on boys/ It’s your future, it’s your choice/ And your weapon is your voice/ Let’s make a new tomorrow’.

 

Netop A Friend in London gav for nylig deres støtte til linjen om at møde kritisk op til grandprixet og benytte lejligheden til også at rapportere om forholdene bag scenen.

»Et gigantisk arrangement som finalen i Eurovision Melodi Grand Prix skaber stor international opmærksomhed, så derfor er det et oplagt tidspunkt at kigge landet efter i sømmene,« lyder det fra de fire bandmedlemmer i en fælles udtalelse på Amnesty Internationals hjemmeside.

Første semifinale med Danmarks deltagelse finder sted på tirsdag; torsdag er det blandt andre svenskernes tur i den anden semifinale, og selve finalebraget finder sted lørdag aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Tjah, jeg har det lidt svært med, at der er gået reklamekampagner, shows og den taktik, der i reklamebranchen kaldes "beautiful people" i menneskerettighederne de seneste år. Med beautiful people mener jeg - find en kendt VIP og stil personen op foran et kamera med et slogan, en lille salgstale, et girokort eller en seddel til underskrifter, så får du succes med din kampagne. Uanset hvad den ellers går ud på.

At man så prøver at vende vrangen ud på tendensen ved at angribe andres store spektakulære charmeshows, ændrer ikke på, at der en tendens til at stille skarpt på prestigefanger (en anden slags "beautiful people") og kendistyper ved hjælp af spektakulære markedsføringsteknikker, fremfor gennem sober oplysning at vise almindelige menneskers almindelige lorteliv - altså alle dem, som ikke har nogen reel mulighed for at blive hørt ellers.

Hvis Aserbadjan nu ikke havde råd til et spektakulært show, hvis opmærksomhed man kunne låne lyset fra, ville det så kunne betale sig at stille skarpt på menneskerettighedskrænkelser i landet? Ville man gøre det? Eller ville man skynde sig videre til et andet land, med aktuelt besøg af folk med mere starquality?

Søren Kristensen

Nu er der jo det ved Melodi Grandprix, at det er hamrende ligegyldigt hvor det bliver holdt. Det skal bare fungere og det gør det sikkert også denne gang. Hvis nogen vil protestere kan de jo bare tage pap og tusser med og stille sig i nærheden af et kamera.

Brian Pietersen

man kunne ønske sig, at der var lande der boykottede Danmark for at behandle arbejdsløse, syge og ældre, rygere og andre af h... til.