Klumme
Læsetid: 3 min.

Kritisk kunst blottet for kritik

McDonald’s bliver i hænderne på samfundskritiske kunstnere til ’McDiabetes’. Men hvor samfundskritisk er det lige at være et ekko af statens sundhedskampagner?
Kultur
15. maj 2012

I de forgangne uger er jeg i både Berlingske og Politiken stødt på en aktuel udgave af, hvad de franske situationister kaldte détournement: en fordrejning af ’skuespilsamfundets’ præfabrikerede æstetiske elementer. Det drejer sig om den svenske kunster Viktor Hertz’ fordrejende omgang med kendte brands. Ifølge Hertz selv ønsker han at lave »ærlige logoer, der afslører den virkelige substans i virksomhederne.« Således er Carlsberg i Hertz’ hænder blevet til ’Calories’, Camel til ’Cancer’, Starbucks til ’Sugarbomb’, McDonald’s til ’McDiabetes’, Budweiser til ’Bellyexpander’, Captain Morgan til ’Crawling in the Morning’, Seven Eleven til ’Munchies’, Dunkin Dounuts til ’Buildin’ Bodyfat’ – og sådan bliver det ved i bedste ’subversive’ stil.

Hertz’ kunstneriske greb er populært blandt såkaldt kritiske kunstnere, herunder særligt den canadiske aktivistgruppe Adbusters, i hvis hænder Absolut Vodka er blevet til ’Absolut Impotence’ og Camels Joe the Camel til ’Joe the Chemo’. Strategien er at undergrave de multinationale brands ved at vende deres våben mod dem selv: Et kendt logo forvrænges, så budskabet bliver transformeret til noget langt mindre appellerende end det, der var virksomhedens hensigt. Formålet er at afsløre, hvad der opfattes som kapitalismens illusionsmaskineri.

Denne ’kritiske’ kunst er imidlertid blottet for kritik. For det første: Den overvejende del af de virksomheder, der ’afsløres’, er i forvejen hundrede procent transparente med hensyn til indholdet af deres produkter og advarer selv mod de mulige følgevirkninger.

For det andet og langt mere problematisk: Både Hertz’ og Adbusters’ antibrand-værker går et andet særdeles magtfuldt systems ærinde, nemlig statens. Logotransformationerne minder mest af alt om en kampagne fra Sundhedsstyrelsen: Husk nu, at du kan miste potensen, hvis du drikker for meget, at du får kræft af at ryge, at du kommer til at lide af overvægt, hvis du drikker øl og for mange Frappucinos. Og husk nu, at det er farligt at spise fastfood, fordi du risikerer at få diabetes, og husk nu, at kage er dårligt for dig, fordi du bliver fed af det, og husk, at dit liv kommer ud af kontrol ved alkoholindtag!

Da værkerne udnytter de æstetiske reklameeffekter, trænger budskabet givetvis langt mere effektivt igennem, end Bente Klarlund nogensinde havde turdet drømme om.

På den baggrund er det tankevækkende, at kulturminister Uffe Elbæk sidste år udtalte til MetroXpress, at kunsten »kan rejse de der irriterende spørgsmål, der er med til at flytte os og gøre os mere kritiske.« Tilsvarende udtalte han til DR i december: »Jeg tror, at samtidskunsten er en af de genveje, vi har til at forestille os, at tingene kan være anderledes, end de er lige nu. (…) Den kan stille de kradse, provokerende og irriterende spørgsmål.«

De fleste, der beskæftiger sig professionelt med kunst, er enige i den præmis. Det var først, da Elbæk lagde op til at spænde kunsten for en kommerciel vogn, kulturfolket råbte vagt i gevær. For et sådant tiltag ville netop underminere kunstens kritiske potentiale, lød det.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt det er den politiske instrumentalisering af kunsten, der er det væsentligste problem. Problemet ligger snarere i selve præmissen om, at kunsten – så længe den bare får lov at gå sine egne veje – fungerer som en kritisk modpol til det bestående. Forestillingen er udtryk for en indbildsk romantisering af kunsten som en systemuafhængig subversiv kraft, der kan få os systemafhængige til at indse, at vi lever i en Matrix-verden med dertilhørende undertrykkelse og manipulation. Når jeg siger det, er det, fordi det ofte har slået mig, at den kunst, der giver sig ud for at være allermest kritisk, i virkeligheden viser sig at være allermest affirmativ vis-a-vis etablissementet. Både Hertz og Adbusters eksemplificerer, hvordan den ’kritiske’ samtidskunst er fuldt ud på bølgelængde med netop sin samtid og hjælper os ikke til ’at forestille os, at tingene kan være anderledes, end de er lige nu.’

New York Magazine publicerede for nylig en liste med råd til kunstnere, der ønsker at nå til tops. Et af dem lød: »Pretend You’re an Outsider Even When You’re at the Center of Everything«. Det er rammende for store dele af den ’kritiske’ samtidskunst. Så vogt Dem for undergrundsgallerierne, her gemmer sig de mest reaktionære kræfter!

Ulla Holm er sociolog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kasper Riis

Først og fremmest: kan man overhovedet kalde nogle halv-cliché-agtige, sandsynligvis allerede i forvejen udtænkte, omskrivninger af reklame logoer for kunst? Og dermed også, kan man kritiserere dem som sådan?
I mine øjne er det fuldstændig ligemeget om kunsten og staten har samme budskab - det vigtige er tværtimod kunstnerens udtryk, at vedkommende udtrykker hvad han/hun mener. Hvis det så er i fin forening med statens kampagner for sundhedsfremme, er det da ikke nødvendigvis et udtryk for at kunstneren er reaktionær eller at hans kunst ikke kan have betydning.
Men for at vende tilbage til dette tilfælde, vil jeg, som sagt ikke betragte de givne eksempler som kunst, men nærmere som en kommentar. En kommentar der kan siges at være slidt op, bevares, men ikke kunst. Derfor mener jeg heller ikke, selvom folkene bag så omtaler sig som kunstnere, at man bør kritisere den som kunst - da man giver den en uønskelig status.

Kaspar Olsen

-"Denne ’kritiske’ kunst er imidlertid blottet for kritik. For det første: Den overvejende del af de virksomheder, der ’afsløres’, er i forvejen hundrede procent transparente med hensyn til indholdet af deres produkter og advarer selv mod de mulige følgevirkninger."

Når befolkningen hvad angår bevidsthed omkring føde's skadevirkninger befinder sig tæt på et zombieagtigt nulpunkt må det være tilladt at male med den brede pensel.

At diverse fødevaregiganter advarer mod deres farlige fødemidler stopper på ingen måde forbrugerne i at shoppe gift og elendighed.

Prøv selv fra dag til dag at holde op med at indtage sukker eller kaffe eller te eller kød eller korn med gluten eller øl eller anden spiritus.
Prøv fra dag til dag at stoppe med brugen af tobak eller hash.

Faktisk påstås det; at af disse her ovenfor nævnte helsefarlige produkter er det aller-nemmest at stoppe med at bruge hash der dog er kategoriseret som et narkotika !

Christian De Coninck Lucas

Hvorfor er det at P3 fyldeordet "lige" bruges i en overskrift i Information?

Desuden, hvad ved en sociolog om kunst og corporate logos? Det virker som om hun helt har misset pointen. Det er blebvet anslået at et menneske i den vestige verden ser over 4000 logoer om dagen. Logoer er symboler, og dermed indehlder de mere information end det umiddelbare.

Det er en måde at bruge farver, former og særlige kompositioner til at fange øjet og bevidstheden. Med andre ord, det er hvad man i gamle dage kaldte en talisman. Et symbol med magt for dem, der forstår det. En effektiv løgn, der lever sit eget liv. Et af mange elementer i filmen The Matrix, som skribenten tydeligvis ikke har fanget.

Og hvor IKKE vælge de mest oplagte, som fx. sundhedsfaren McDonalds, der oplever god vækst i disse krisetider. Hvis de havde valgt at karikere Halliburton eller Lockheed's corporate logo, ville de fleste sikkert ikke forstå det, fordi de ikke ved hvor meget magt sådanne sammenflettede koncerner har.

Sikke en masse skrald, der dukker op i skifteklummen på side 2.

Søren Kristensen

Kender godt det der med at have lyst til at lave antireklamer:

http://www.youtube.com/watch?v=gKNejg0ilkA&feature=youtu.be

rasmus nyholm schmidt

Jeg havde selv studset over hvor ligegyldigt det er at lave McDonalds om til McDiabetes. Det kan godt være at det ikke ville hjælpe med Halliburton som du nævner, Christian, men det gør ikke denne kritiske kunst mere kritisk. Og det er det artiklen påpeger.

Desuden er "den brede pensel" ligeså ineffektiv som McDonalds egne advarsler.
Denne form for kritik har floreret i mange år på diverse T-shirts man kan købe overalt i verden, og det er virkelig lavt sat at lade sig inspirere af en T-shirt hvor Adidas er lavet om til Adihas el lign.

Thomas Krogh

Starfuckers, Incorporated. Det tager kun fem minutter. Men vi vil så gerne du bliver lidt længere.

Jacob Svendsen

Folk er alligevel for apatiske, bevidstløse, dumme eller fattige og for styrede af vanetænkning til at ændre deres forbrugsvaner, selv når de får skåret det mest elementære ud i pap. At fortælle folk, at pengene fosser ud af statskassen, medførende højere skat for alle, når de køber varer fra firmaer, der ikke betaler skat i Danmark, er som at råbe for døve øren - der sker intet. Eneste vej ud af moradset er at indføre det tabubelagte ord: "forbud" - mod samfunds- og menneskeødelæggende produkter over en bred kam. Så kune man droppe "nøglehulsmærker" og andre ligegyldigheder, nu hvor man ikke vil mærke fødevarer med "P" for pesticider, eller "M" medicinrester", i stedet for "Ø" for økologi, der burde være det mest tilgængelige, men aldrig bliver det, fordi folk selv må "bestemme" om de vil deltage i landets undergang - og deres egen. Så simpelt er det, fordi mennesket er ude af stand til at tage vare på sig selv og vor fælles naturgrundlag. Især i en profitorienteret, købmandsstyret verden, som vi bildes ind styrer alt i dag. Min bare. Så vågn dog op, og tag ansvar.

Erik Nissen

Pinlig, pinlig artikel. Gad vide, hvorledes Ulla Holm vil definere 'kritisk kunst', uden at hun kan (gen-)anvende samme svada til at afdefinere selvsamme begreb.