Baggrund
Læsetid: 8 min.

Målmanden, der ikke kunne redde sig selv

Han var en af sin generations dygtigste og mest talentfulde målmænd. Men bag det perfekte ydre gemte sig et plaget menneske, hjemsøgt af depressive tanker. I november 2009 begik Robert Enke selvmord, 32 år gammel. En ny fodboldbiografi fortæller hans historie og giver samtidig et unikt indblik i en mørk og uforståelig sygdom
Fodboldspilleren Robert Enke led af depression og angst. Det var hans velbevarede hemmelighed. I november 2009 kastede Robert Enke sig ud foran et tog.

Fodboldspilleren Robert Enke led af depression og angst. Det var hans velbevarede hemmelighed. I november 2009 kastede Robert Enke sig ud foran et tog.

Peter Steffen

Kultur
3. maj 2012

Lad os begynde med det faktuelle: Fodbold er et spil, hvor hvert hold stiller med 11 spillere på banen og fem på bænken. En professionel fodboldtrup består af 24 spillere. Det giver otte spillere i overskud hver weekend. De er de afviste, de vragede. På kampdage står deres fiasko tværet ud over holdkortet med usynlig blæk: Vi har ikke brug for jer, I er ikke gode nok.

Det er ikke svært at forestille sig, hvilket miljø et så darwinistisk udvælgelsessystem producerer. Presset for at præstere i en fodboldtrup er konstant; hele tiden er man i konkurrence med andre testosteronpumpede unge mænd om en plads i den eftertragtede startopstilling, og risikoen for at skuffe overstiger langt muligheden for at få succes. At lykkes under de vilkår kræver mænd af den rette støbning. Mænd, som ikke bøjer for vinden. Mænd, som kun bliver stærkere i modgang. For offentligheden var Robert Enke en sådan mand. I 2009 havde den 32-årige tyske målmand cementeret sin position i toppen af international fodbold. Han var fast anfører for bundesligaklubben Hannover 96 og udset til at spille for det tyske A-landshold ved den kommende VM-slutrunde. Alle, der betragtede den høje, brede og muskuløse målmand, så ham som det ultimative bolværk. Altid rolig og cool i selv de mest ekstreme og tilspidsede øjeblikke; altid klar når det krævedes af ham. Hvis fodboldspillere også er nationale forbilleder, var Robert Enke om nogen personificeringen af tyske fodboldfans’ håb og drømme. Mere end nogen anden gav han offentligheden troen på, at alle forhindringer kunne overvindes med vilje og mod.

Nationens raske drenge

Men en kølig efterårsaften i 2009 faldt alle illusioner til jorden. Efter i årevis at have kæmpet forgæves mod sine indre, mørke og angrebsivrige dæmoner kastede Robert Enke sig tirsdag den 10. november ud foran et tog på en banestrækning nordvest for Hannover. I sit selvmordsbrev undskyldte han over for familie og venner, at han havde narret dem alle til at tro, han var glad; at han havde ladet som om, spillet skuespil. Robert Enke blev 32 år.

»Depression er en demokratisk sygdom; den kan ramme alle – uanset om du er butiksassistent i en tøjforretning eller målmand for det tyske fodboldlandshold. Men fordi fodboldspillere i vores præstationsorienterede samfund ikke må være svage, mobiliserede Robert en ufattelig styrke for at holde sin depression hemmelig,« siger Ronald Reng, forfatter til biografien Et alt for kort liv – tragedien Robert Enke, der udkommer på dansk fra forlaget Turbulenz i næste uge.

Ifølge Ronald Reng har vi ikke noget problem med at acceptere, at kunstnere, musikere og forfattere lider af depression. Vi forventer det; ja, vi opfatter det nærmest som en forudsætning for den kreative proces.

»Men fodboldspillere er nationens raske drenge. De skal være sunde og stærke, det er det image, de har, og som de selv er med til at holde i live ved at skjule deres svagheder. Robert Enke var ikke anderledes. Folk forventede, at han var den stærke mand i målet, og han gjorde selv alt, hvad han kunne, for at leve op til de forventninger.«

En vennetjeneste

Ronald Reng sidder i Library Bar på Hotel Plaza i København iført lys, ternet skjorte og sorte bukser. På bordet foran ham ligger biografien, som sidste år indbragte ham William Hill-prisen, som er den største internationale pris, der uddeles til en sportsbog. Bogen har betydet et gennembrud for Ronald Reng som forfatter. Men det er med ambivalente følelser, han taler om den. På den ene side repræsenterer bogen et stykke professionelt arbejde – Ronald Reng beretter over de 395 sider nøgternt om livet i professionel fodbold, om hierarkier og kultursammenstød og om den tabubelagte indstilling til depression, som i sportens elitemiljø er endnu mere udtalt end i resten af samfundet. På den anden side er biografien alt andet end et stykke professionelt arbejde; den er indfrielsen af et gammelt løfte, en vennetjeneste. Ronald Reng kendte Robert Enke personligt. Første gang, han mødte ham, var i Barcelona for ti år siden, da de to tyskere begge var flyttet til den catalanske hovedstad – Ronald Reng for at slå sig ned som sportsjournalist, Robert Enke for at blive en del af verdens bedste fodboldhold. Snart begyndte Enke at tale om, at Reng engang burde skrive hans biografi. »Jeg har taget notater, så jeg ikke glemmer noget,« sagde Robert Enke dengang. I dag ved Ronald Reng, hvad han mente: Først når hans karriere var forbi, kunne han omsider berette åbent om sin sygdom.

»Folk, der lider af depression, har meget svært ved at fortælle andre om det, fordi de skammer sig. Robert fortalte kun en lille håndfuld mennesker om sin sygdom, og jeg var ikke en af dem. På den måde er jeg kommet tættere på ham efter hans død, end jeg nogensinde var, da han stadig var i live.«

Frygten for angsten

Robert Enke led af depression to gange i sit liv. I 2003 og 2009. Første gang, sygdommen overmandede ham, var, da han blev kasseret som førstemålmand i FC Barcelona og udviklede en sygelig frygt for at fejle. Han gav depressionen skikkelse som et menneske. Den var som en angriber, der slap alene igennem med ham og ikke var til at bremse. På nogenlunde samme tidspunkt begyndte han at føre dagbog:

»Jeg er lammet af angst,« skrev han. »I lang tid ville jeg ikke indrømme det, selv om jeg burde have mærket det: Jeg var altid glad, når jeg ikke skulle spille, selv træningskampe. Når træneren ikke brugte mig, fik jeg det til at se ud som en kæmpe uretfærdighed (hvad det måske også var af og til), men i virkeligheden var jeg afslappet og lykkelig, når jeg så på fra sidelinjen.«

I al hemmelighed begyndte Robert Enke i et psykiatrisk behandlingsforløb hos Dr. Valentin Markser, og langsomt fik han kæmpet sig tilbage til topfodbold igen – først via en omvej til den næstbedste spanske række og siden via et mislykket ophold i den tyrkiske hovedstadsklub Fenerbache.

Men tre år senere slog skæbnen hårdt ned på familien igen, da Robert Enke og hans kone Teresa mistede deres toårige datter, Lara, som led af en medfødt hjertefejl. Denne gang formåede Enke dog at holde depressionen fra døren og leve et liv parallelt med sorgen. Men det var en stakket frist. I 2008, på et tidspunkt da det, i hvert fald udadtil, så ud til, at han havde genfundet lykken (en familie med en nyadopteret datter og udsigt til at stå på mål for sit land ved slutrunden i Sydafrika) vendte de mørke tanker tilbage – og denne gang voldsommere end nogensinde før.

»Den anden kliniske depression ramte Robert Enke kort efter, at han brækkede en håndrodsknogle til træning. Han var på det tidspunkt Tysklands nummer ét, og skaden fik ham til at drive ind i en stime af dårlige tanker: ’Hvorfor skal jeg være skadet nu, jeg vil miste min position på holdet, hvorfor sker det her altid for mig?’ Han talte sig selv længere ind i mørket og følte, at alle var imod ham – medierne, offentligheden, holdkammeraterne – at de alle foretrak en anden og yngre målmand end ham, Rene Adler. Men han fik igen arbejdet sig ud af krisen i al hemmelighed, og efter to-tre måneder genvandt han sit humør, indtil han pludselig og uden nogen åbenlys grund faldt tilbage i depressionen.«

I moderne, professionel fodbold er jobbet som målmand en udsat post. Mens en angriber måles på det, han gør godt, måles en målmand udelukkende på, hvor mange fejl han begår.

»Jeg tror ikke, man kan sige, at målmænd generelt er mere udsatte for depressionssygdomme end markspillere. Men der er ingen tvivl om, at målmandsposten er speciel. Når jeg tænker på Oliver Kahn, en af Tysklands bedste målmænd gennem tiderne, er det første, jeg ser for mig, hans fejl i VM-finalen i 2002, der kostede et mål. Under hele slutrunden havde han måske 500 redninger tilsammen, men det er dén ene fejl, som står tilbage. Sådan er vilkårene for alle målmænd,« siger Ronald Reng.

I sidste ende var det ikke kun angsten, der drev Robert Enke til selvmord. Det var hans frygt for, at angsten skulle blive opdaget. Hans gode ven Marco Villa, der selv er professionel fodboldspiller, formulerede det på den måde, at Robert Enke var splittet mellem sine to største drømme: At spille med ved VM i Sydafrika eller lade sig indlægge til psykiatrisk behandling. Han var overbevist om, at begge dele ikke var muligt.

Et monster af en sygdom

Det er stadig uklart for videnskaben, hvorfor folk bliver deprimerede. Nogle siger, at sygdommen er arvelig; andre at den opstår som følge af traumer i de formative år. Atter andre peger på, at der skal en trigger til for at udløse sygdommen. I tilfældet Robert Enke var der flere triggere, men ingen af dem synes helt at kunne forklare, hvorfor han tirsdag den 10. november 2009 besluttede at begå selvmord.

»Det er interessant at et menneske som Robert Enke kunne klare at miste sin datter uden at falde tilbage i sin depression – at han var stærk nok til at gøre det – mens han tre år senere blev syg igen uden nogen åbenlys grund. Det viser, hvilket monster den her sygdom er,« siger Ronald Reng.

Der dør flere mennesker af depressionsrelaterede sygdomme, end der gør i trafikken. Alligevel er det sjældent noget, vi taler om. Sygdommen er som et stykke glødende kul, ingen tør røre ved. Men siden Robert Enkes død er berøringsangsten aftaget i Tyskland, mener Ronald Reng.

»På mange måder er den professionelle fodboldverden i Tyskland blevet et forbillede for, hvordan man skal forholde sig til depression. Siden Roberts død har man oprettet en sportspsykiateruddannelse, som man nu kan læse på universiteterne i Köln og Aachen. Der er også blevet oprettet et netværk uden for fodboldverdenen, hvor spillere, der er bange for at åbne sig, fordi de frygter, det vil skade deres karriere, kan søge hen. Og generelt er der sket en kæmpemæssig holdningsændring i klubberne,« siger Ronald Reng.

For Robert Enke kom ændringen for sent. Han vidste, han var syg, men skjulte det. Han vidste, han burde sige det, men fik det aldrig sagt. Men han skrev det i den dagbog, som han igennem alle årene trofast førte, og som også Ronald Reng citerer ekstensivt fra i sin researchtunge bog. På dagbogens sidste side står blot en enkelt sætning, skrevet med store bogstaver. Formentlig var den tænkt som en personlig påmindelse, men i dag står den tilbage som et moralsk imperativ til os alle: »Glem ikke disse dage«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Park van der Schaft

Desværre er depression og psykiatrisk lidelse en svær lidelse at håndtere.
Desværre gik det ud over Robert Enke, og det er godt det er kommet frem i en bog, om hvad psykiatriske lidelse er og at man i Tyskland har oprettet en sportspsykiateruddannelse, som man nu kan læse på universiteterne i Köln og Aachen.
Desværre kender jeg en del, som har taget deres eget liv pga. deres psykiatrisk lidelse, hvor jeg er bosiddende. Nemlig Aarhus.
Så styrk det psykiatriske område.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, psykisk syg

Christian Harder

En opdatering af artiklens indledning, så den nu tilnærmelsesvis er faktuel og ikke kun overdramatiserende:

Lad os begynde med det faktuelle: Fodbold er et spil, hvor hvert hold stiller med 11 spillere på banen og syv på bænken. En professionel fodboldtrup består af det antal spillere ledelsen tillader. Det giver et ukendt antal spillere i overskud hver weekend. De er de afviste, de vragede eller de skadede eller de unge der er med inde omkring holdet for at lære eller de der ikke passer til den, på dagen, valgte taktik.

Simon Friis Hansen

Tak, Christian Harder. Jeg selv finder indledning nærmest forkastelig.

"... De er de afviste, de vragede. På kampdage står deres fiasko tværet ud over holdkortet med usynlig blæk: Vi har ikke brug for jer, I er ikke gode nok."

Der er vist fokuseret noget mere på, at henvise læseren til det sørgelige hjørne fra start, end på at skrive noget, der er relevant for artiklen.

Er du professionel sportsudøver, får du (mange!) penge for at spille; det er med andre ord et job - og ikke just af den type, man får tilbudt gennem aktivering, skulle jeg mene. Sport lever af konkurrence, både på mikro- og makroplan, og hvis man ikke kan holde ud at sidde på bænken - og fred være med det - så kan man jo også vælge at finde et andet job, og spille fodbold i fritiden.