Læsetid: 3 min.

Musikhistorisk dårlig timing

Kun én dag før Beastie Boys-medlemmet Adam Yauch døde blev der lagt sag an mod bandet for ulovlig sampling. Det kunne blive et vendepunkt i lovgivning og retspraksis
Kun én dag før Beastie Boys-medlemmet Adam Yauch døde blev der lagt sag an mod bandet for ulovlig sampling. Det kunne blive et vendepunkt i lovgivning og retspraksis
14. maj 2012

Dårlig timing er kun et fattigt ord, når det kommer til Tuf Americas sagsanlæg mod Beastie Boys.

Kun én dag før Adam Yauch fra Beastie Boys udåndede lagde Tuf America sag an mod trioen og deres pladeselskaber.

Sagsanlægget drejer sig om sampling af Troublefunks »Say What« og »Drop The Bomb« fra Tuf Americas bagkatalog – samplet enkeltvis i sangene »Shadrach« og »Car Thief« fra Paul’s Boutique fra ‘89 og »Hold It Now Hit It« og »The New Style« fra Licensed To Ill fra ‘86.

Tuf America har til gengæld præcedens på deres side. Den sag, der stadig skræmmer, er fra 2005, hvor Bridgeport og Westbound Music fik slået fast, at det var ulovligt da hiphop-gruppen N.W.A. samplede tre toner eller under to sekunder fra indledningen til Funkadelics sang »Get Off Your Ass and Jam« – og endda pitchede den og lagde den langt nede i mixet.

Dommen over så minimal en sampling har indebåret, at man skal søge om tilladelse til al sampling i USA, selv når den spiller en dårligt hørbar rolle i helheden. Og det har nedfrosset den sidste rest af sampler-ånd i blandt andet pop, hiphop og dance.

Ikke mindst fordi retssagerne typisk ender med at sagsøgere ejer 50-100 % af sangens rettigheder. Og hvordan kan man så lave en sang med bare to samplinger?

Et vendepunkt

Tuf America har også måttet lede længe efter Beastie Boys’ og deres produceres samplinger, og det forsøger de ikke at skjule i sagsanlægget:

»Kun efter at have foretaget nøje lydanalyser af ’Shadrach’, som inkluderede isolering af den del under mistanke samt sammenligning med forskellige dele af ’Say What’, var Tuf America i stand til at afgøre, at ’Shadrach’ inkorporerer ’Say What’-samplingen.«

De betoner i sagsanlægget, at dette viser, at sagsøgte har forsøgt at skjule samplingen. Men det er dumt af flere grunde. Dels afslører de en helt grundlæggende mangel på forståelse af, at alle musikere – både dem med en guitar og en sampler – låner bestanddele af andres musik i deres arbejde og bearbejder dem.

Dels antyder de selv, at brugen af samplingen er transformative, omdannende, altså at lydbidden ændrer karakter i konteksten.

Tuf America har sikret sig en plads i historiebøgerne, fordi dette givetvis bliver den højest profilerede samplingsag nogensinde. Og det er svært at forestille sig, at sympatien i medierne vil falde ud til deres fordel. Og det kan markere et vendepunkt i USA.

Minder om olieudvinding

Tuf America har jo lagt sag an mod et band, der pt. har al sympati i verden, og de sagsøger et kanoniseret værk i musikhistorien, nemlig det vildt samplende patchwork, Paul’s Boutique.

Et mesterværk, der netop igen og igen bliver fremhævet som eksempel på en plade, som grundet sine omkring 300 samplinger, aldrig ville kunne realiseres i nutidens juridiske klima.

Og det gælder i øvrigt også hovedværker fra De La Soul og Public Enemy. De ville aldrig kunne forekomme i dag.

Nu har Tuf America så valgt at lægge sag an mod 26 år og 23 år gamle værker, og det er et ublu forsøg på at tjene penge på andres kunst.

Selvom de vel mener, at det er den anden vej rundt.

Men Tuf Americas sagsanlæg minder denne signatur om udvinding af olie fra tjæresand: Ekstremt tidskrævende udvinding med profit for de få – men skadeligt for alle os andre, ikke mindst for bestræbelserne på at skabe et sundt klima.

Sådan kan man også se på N.W.A.-sagen fra 2005, og efter dén dom har ingen kunnet føle sig sikre.

Åbenbart heller ikke afdøde musikere.

Og netop denne barokke situation og Beastie Boys’ særlige position i musikhistorien kan måske få den føderale ret i New York til endelig at foretage en retningsændring i retspraksis.

Eller måske kan den lige frem få Supreme Court eller Kongressen til at gribe ind og skabe lempeligere love.

Det er nok ønsketænkning. Men det burde det ikke være.

Kulturpolitiske beslutninger burde handle om optimale muligheder for musikkulturen generelt, ikke om særinteresser hos den bagstræberiske og guldgravende del af musikindustrien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mattia Guidarelli

Man kan jo altid håbe. NY og Beastie Boys er på mange måder kulturelt uadskillelige, og med sådan en goodwill der er pt. så kunne det vitterligt tyde på et positivit resultat.

Men amerikansk juridisk praksis er trods alt amerikansk juridisk praksis...

Klaus Rød Frederiksen

Det minder om den måde man prøver at tjene penge på ved at gøre alting en lille smule hurtigere, mindre og kortere - når man altid kan finde en mindre enhed som alene i kraft af dette er en bedre.
Det minder en om at vi ender med at købe sekunders konsultation, slankeslankemidler og en ekstra formindsket trimning af et resultat.
GO LARGE!
Bare for een gangs skyld. Lad det gro. Se verden i det store perspektiv.

Kenneth Kristensen c/o Fjellerad

En dag senere havde været dårlig timing!
Hvis ønsketænkningen går i opfyldelse så kan timingen netop gå hen at være perfekt...

Mads Hansen

@ Søren Lom
Det er sjovt at alle er efter Piratebay - det er nok navnet der gør det-, siden er jo principielt ikke anderledes end Google og Yahoo.

@Mads

På den anden side så sørger rettighedshavere og domstole for at der er aldrig er nogen som glemmer dem. Det er reklame man ikke kan betale sig fra.