Læsetid: 5 min.

Når mænd berøres

Anders Haahr Rasmussen har skrevet en ’single’, hvor han antropologisk prøver at lirke ved forestillingerne om, hvad der er normen for mandlig seksuel adfærd i vores del af verden, hvor mellemtoner gør mænd bange. Det handler kort sagt om Mikkels pik
Anders Haahr Rasmussen skriver om moderne manddom.

Anders Haahr Rasmussen skriver om moderne manddom.

Sigrid Nygaard

11. maj 2012

Vi kender det fra vigtige fodboldkampe. Når mænd har scoret, kaster de sig over hinanden i et veritabelt bunkebryllup, og de kan ikke give hinanden krammere nok.

Derudover er det en smule pinligt, hvis mænd rører ved hinanden ud over det simple håndtryk. Hvorfor? Det gælder i vores del af verden, men ikke i alle kulturer.

Anders Haahr Rasmussen oplevede under en rejse til et muslimsk land, Pakistan, det som andre også har oplevet, at mænd går med hinanden i hånden som den naturligste ting af verden.

Men i Danmark har han oplevet noget, som var endnu mere uforklarligt, og som han derfor har skrevet en ’single’ om. En single er nysprog for en tekst, der kan købes og downloades fra nettet, og som ikke er så lang som normal-ebogen, i dette tilfælde et langt essay, den første udgivelse fra hans hånd siden papirbogen En bold ad gangen om tennisspilleren Caroline Wozniackis gemmenbrud ved US Open, en bog, som også gav ham et litterært gennembrud.

»Det er velkendt, at Mikkel har en stor pik«. Sådan indleder han sit essay med titlen Mikkels pik – en beretning om venskab og kønsorganer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En lidt tynd artikel, synes jeg, men jeg kommer til at tænke på en oplevelse. For 22 år siden besøgte jeg en bekendts gamle far i en tyrkisk by. Han hentede mig på busholdepladsen og gik med mig i hånden hele vejen til sit hjem. Han havde aldrig set mig før, men han gav mig det bedste han havde, sin hånd. Det ville ikke have sket i Danmark. Det skal siges, at han havde været i fængsel og dermed kendte til lidelse.
Jeg er bange for at kropsnærvær, har noget at gøre med afsavn. Hvis ikke, man har været revet væk fra andre, så ved man ikke, hvad det handler om.

I takt med den sexuelle frigørelse er der sket det mærkelige, at der bliver dømt bøsse eller lebbe, så snart nogle af samme køn rører hinanden.

Hans Jørgen Lassen

Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor visse kulturelle måder at gøre tingene på skal hænges ud som provinsielle, danske, bornerte, underlødige, kønsforskrækkede, eller hvad man nu kan finde på.

Hvorfor dog ikke acceptere, at i Danmark gør de fleste ting på en bestemt måde. I Tyrkiet gør man det på en anden måde.

På Kierkegaards tid var det for øvrigt helt almindeligt, at mænd gik arm i arm, og det gjorde han selv, der yndede at spadsere, ofte med sine bekendte rundt i Københavns gader, der dengang havde en vis charme.

Det er gået af mode. Men hvad så? Det er da ikke, fordi folk er blevet mere snerpede. Man gør blot tingene anderledes.

Også i min generation (jeg en fortyniner) er der sket skift.

Nu krammer folk hjerteligt (eller sådan skal det i hvert fald se ud), uanset om de aldrig har set hinanden før. En mærkelig skik, som jeg ikke helt har vænnet mig til. Men dem om det.

Min bedste ven, som jeg har kendt i mere end fyrre år, kunne jeg ikke drømme om at omfavne. Vi giver hånd, og det er stærkt og betydningsladet.

Hans kone, derimod, som jeg har kendt næsten lige så længe, er jeg efterhånden kommet på kram med.

Men helt naturligt falder det mig ikke. Det går dog nemmere med en kvinde.

Niklas Monrad

I de lande mænd går hånd i hånd skal det ses som et substitut. Mændene kan jo ikke gå rundt og holde pigerne eller kvinderne i hånden ...

Ellen Chakir

Hm, eller også er det et substitut for mande- og kvindevenskab og -fællesskab, at man kun kan holde i hånd med sin kæreste i Danmark? Jeg holder meget af at holde i hånd, når jeg går tur med min marokkanske svigermor. En helt særlig kærlig fornemmelse, sensuel, men blottet for ejerskab og seksualitet... Jeg kan da iøvrigt godt gå med min mand i hånden også.
I Danmark er sensualiteten lukket inde i parforholdet og forholdet til éns (mindre) børn.

Dorthe Møller

Pudsigt at mit eget 'socilologiske studie' er kommet til det stik modsatte resultat. Jeg har netop iagtaget at utrolig mange af mine mandlige venner og her snakker vi et aldersspænd fra start 20'erne til midt 40'erne, er meget gavmilde med at give hinanden kram, røre ved hinanden og holde om hinanden. Og der er så vidt jeg ved ikke en eneste bøsse i blandt dem. Og det er først nu når jeg sidder og læser denne artikel om 'bøsseangsten' at det slår mig at jeg ikke en eneste gang har overvejet eller tænkt om hvorvidt de var bøsser.

Jeg ser udviklingen som en del af den måde mange indvandrer fyre hilser på hinanden på, som har smittet af på den danske væremåde. Det kan godt være at man ikke så ofte ser fyre holde i hånd, men det gør jeg heller ikke med kvinder der er kommet ud over teenage årene.

Blandt datterens teenage venner, har jeg ofte observeret, udover tøsernes meget kropslige kontakt til hinanden, at de ligeså vel kan ligge henslængt i en sofa, drenge tæt op af drenge, som piger op af piger, så umiddelbart vil jeg gætte mig til at synlig fysisk kontakt mellem fyre vil blive et endnu mere alment udtryk.

Når artiklen indledes med et fodboldbillede, kan jeg sige at en dag jeg observerede en ret stor horde af Liverpool-fan (som ellers kan være ret primitive i deres mund!) se en kamp hvor linjedommeren, lavede en (i deres øjne) fejlkending, og da der blev zoomet ind på vedkommende vidste det sig at være en kvinde (hvilket er ret udbredt i engelsk fodbold) - hertil var der en der udbrød; "Det er sgu en kvinde" og så blev der ellers larmende tavshed ... men luder/bitch eller sågar bøsse, det blev hun ikke kaldt, og blandt vennerne når cykelløbene tager sit indtog, er kælenavnet altså 'tude-brødrene' eller *tøse-brødrene' om brødrene Schleck!!

Hans Jørgen Lassen

Jeg synes mere problemet, hvis der er et problem, hvilket jeg slet ikke er sikker på, består i, at nogle vil presse normer ned over andre.

Hvis man ikke krammer eller går hånd i hånd, så er man berøringsangst.

Og hvis man gør, så er man bøsse, eller hvad ved jeg.

Og danskere er selvfølgelig generelt helt forfærdelige.

Lad dog folk finde den form, som de finder afslappet eller passende for dem i det hele taget.

Uden pres af tilfældige, tidsbestemte normer eller gamle religioner.

Maya Nielsen

Hvis børn ikke får knus og kram og er i favn så kandet rent faktsisk skabe kronisk stress ,ja spædbørn kan decideret dø af det, derofr tror jeg mødre og fædre skal skele en anelse mere til abe mors sædvaner når det kommer til mindre børn, de har godt af at have en favn de kan hoppe op i når de har lyst selv og de har bestemt ikke godt af at ligge i timevis for sig selv undagen når de sover.... kram er kærlighed og accept og det fører også til en positiv oplevelse af egen krop .... og nej det er ikke seksuelt ....hvis det blir er det forkert...

Maya Nielsen

Kram en ven er da en god opfordring også at mand kan gøre det....men almuen havde ikke tid og det duede ikke deres børn blev for forvænte ..... så det pjat lod man være med....men karakterneuroserne/landsbytosserne var også mange :-)

Steffen Gliese

Jamen, Hans Jørgen, om man vil være ved det eller ej, så er man jo berøringsangst, hvis man ikke bryder sig om berøring. Det betragter man vel ikke selv som negativt, så ville man vel gøre noget ved det.

Jack Jönsson

Ok - kald mig bare homofob, men jeg synes altså det ville være mærkeligt for mig, at rende rundt og holde en anden mand i hånden.

Peter Jensen

Der er en ganske markant forskel på omfavnelser og holden-i-hånd, og så facination og stimulering af sine kønsfællers kønsdele. Det sidste er åbenlyst homoerotisk. Og det er næppe særligt typisk forekommende, i sammenhænge hvor det ikke også klart opfattes som noget sådant.

Og hvad så, kan man spørge? At nogle mænd har homoerotiske erfaringer, er vel ikke noget der som sådan er under angreb, i hvert fald ikke i denne egn af verden. Hvorfor så insistere på, at det skal kunne opfattes som normal adfærd i et heteroseksuelt fællesskab? Da der jo mellem hetero- og homoseksualitet, også findes biseksualitet, kan man heller aldrig bevise sin heteroseksualitet, trods aldrig så mange henvisninger til forhold, til det modsatte køn.

Homofobisk adfærd er givet vis ofte et forsøg på modvirke en iboende mistanke om homoseksualitet. Men i AHR's sociale og uddannelsesmæssige segment er noget sådant selvfølgelig for primitivt. I stedet kan man forsøge at opløse problemstillingen i overvejelser om kønsdiskurser og traditioner, og kulturers reguleringer af adfærdsformer.

Men i stedet for at insistere på, at tiltvinge sine erfaringer adgang til normalitetsbegrebet, er det så ikke en mere farbar vej, at påpege det rimelige i, at man netop ikke behøver at leve op til dette begreb? Og så vedstå sig, at éns erfaringer netop er personlige, og derfor ikke behøver at være typiske, endsige have nogen som helst relevans for os andre.

Hans Jørgen Lassen

Peter Hansen,

hvis man nu ikke bryder sig om wienerbrød, så lider man jo altså ikke nødvendigvis af angst, in casu wienerbrødsangst.

Der går inflation i sproget, hvis alt muligt nu skal kaldes for angst.

Jeg drikker ikke kaffe, foretrækker te, men jeg lider sgu ikke af kaffeangst. Jeg kan godt tåle at se en kaffekande uden at få hjerteflimmer og koldsved.

Jeg plejer ikke intim omgang med fremmede damer, men det er altså ikke på grund af kvindeangst. Det har jeg andre gode grunde til ikke at gøre.

Men det er værre end sproglig inflation. Det er en ideologisk teknik. Når man kategoriserer noget som angst, så har man dermed klassificeret det som forkert og irrationelt, og placeret det uden for enhver fornuftig diskussion.

Typisk i fx islamofobi. Hvis personer forholder sig kritisk over for denne religion/kultur, så bliver deres indstilling og argumenter afskrevet som angst, fobi, og så behøver man jo ikke at tage dem alvorligt. De er syge oven i hovedet.