Læsetid: 5 min.

Når mænd berøres

Anders Haahr Rasmussen har skrevet en ’single’, hvor han antropologisk prøver at lirke ved forestillingerne om, hvad der er normen for mandlig seksuel adfærd i vores del af verden, hvor mellemtoner gør mænd bange. Det handler kort sagt om Mikkels pik
Anders Haahr Rasmussen skriver om moderne manddom.

Anders Haahr Rasmussen skriver om moderne manddom.

Sigrid Nygaard

11. maj 2012

Vi kender det fra vigtige fodboldkampe. Når mænd har scoret, kaster de sig over hinanden i et veritabelt bunkebryllup, og de kan ikke give hinanden krammere nok.

Derudover er det en smule pinligt, hvis mænd rører ved hinanden ud over det simple håndtryk. Hvorfor? Det gælder i vores del af verden, men ikke i alle kulturer.

Anders Haahr Rasmussen oplevede under en rejse til et muslimsk land, Pakistan, det som andre også har oplevet, at mænd går med hinanden i hånden som den naturligste ting af verden.

Men i Danmark har han oplevet noget, som var endnu mere uforklarligt, og som han derfor har skrevet en ’single’ om. En single er nysprog for en tekst, der kan købes og downloades fra nettet, og som ikke er så lang som normal-ebogen, i dette tilfælde et langt essay, den første udgivelse fra hans hånd siden papirbogen En bold ad gangen om tennisspilleren Caroline Wozniackis gemmenbrud ved US Open, en bog, som også gav ham et litterært gennembrud.

»Det er velkendt, at Mikkel har en stor pik«. Sådan indleder han sit essay med titlen Mikkels pik – en beretning om venskab og kønsorganer.

Det var i hans kreds af venner, som havde kendt hinanden siden skoletiden – logebrødre, kan man kalde dem – at han oplevede, at Mikkels pik blev en slags fælleseje.

De beundrede den for dens æstetiske skønhed, rørte ved den, hyldede den. En af dem gav ham et blowjob i alles påsyn. Alt var ren fornøjelse. De var heteroseksuelle alle som én. Hvorfor kunne det ske?

»Jeg vil begynde et helt andet sted,« siger Anders Haahr Rasmussen.

»For kort tid siden var jeg i en idrætshal i Vejen. Der sad en klynge af 11-årige piger på tilskuerpladserne – eller snarere hang op ad hinanden, den ene med hovedet i den andens skød, mens en tredje flettede en venindes hår. De var sammen på en meget rar måde, tænkte jeg. De kunne røre ved andre mennesker på en blid måde uden aggressioner, og det slog mig, hvor misundelig jeg faktisk blev«.

Fucking homo!

– Hvorfor er det ikke sådan blandt mænd?

»Det spørger jeg også om, for jeg kan se, at hvis jeg på tilsvarende måde vil i kontakt med min niårige fætter, så skal vi slås på en eller anden måde, ikke?«

– Noget, som er gået tabt i vores kultur?

»En nænsomhed og følsomhed, vi har, men som det kan være svært at få kontakt med. Jeg har også tænkt på, at for en teenagepige er luder noget af det værste, man kan blive kaldt«.

– Værre end bitch?

» Ja, men for en dreng overstråler det alt andet at blive kaldt bøsse. Altså ’din fucking homo!’, ikke? Der er en sammenhæng på en eller anden måde«.

Anders Haahrs betragtninger i sin tekst fører os vidt rundt i verden fra det antikke Grækenland, hvor mænd opdrog unge drenge over Oscar Wilde, der blev retsforfulgt for uanstændige forhold til andre mænd, til vor tids rapsangeres homofobiske sprogbrug og latinamerikaneres helt anderledes forhold til sex mellem mænd.

– Havde du ingen betænkeligheder ved at bruge ordet pik i titlen?

»Hvad mener du? Synes du, det er et groft ord?«

Besværgelser

»Jeg ville selv have kvababbelser. Det sidder dybt i mig, at det tidligere var noget nær et forbudt ord at bruge offentligt …«

»Nu er det jo en ebog til bl.a. iPads, og den skal ind over Applestore, som skal godkende alt. De er meget strikse og laver sikkert en version, hvor de skriver Mikkels p*k eller sådan noget, så dér er en bornerthed, sikkert fordi Applestore er et stort, globalt firma, som ikke vil støde nogen, men det vil overraske mig, hvis det er et problem i Danmark«.– Hvad vil du fortælle med historien om Mikkels pik, som flere andre af drengene også tog i munden?

»Jeg tog de første noter for fire år siden og har forsøgt at forstå det, lige siden det skete, fordi det var så herligt befriende og overraskende«.

– Ja, jeg ville også blive højligen forbavset, hvis det var mine venner!

»Vi opfatter os selv som heteroseksuelle og har altid snakket meget om, hvordan vi kunne score damer og få nogle tøser med til vores fester, talt nedladende om vores scoringer og brugt ord som ’homo’, ’fims’ og ’bøsse’ for med alle små tegn at gøre opmærksom på, at vi altså var heteroseksuelle. Hvis man giver en ven et kram, bliver det fulgt op af et par beroligende skulderklap, som skal sige no homo! – et amerikansk udtryk, som er blevet populært i de senere år«.

– En afværgemekanisme?

»Ja, der er stadig en hård opdeling og vandtætte skotter mellem, om man er det ene eller det andet. Kun formelt i forhold til ægteskab, lovgivning og rettigheder er vi blevet mere accepterende«.

Truckdriveren

–Har vi en angst for at gå over en tærskel, hvis vi dyrker de mellemformer, du omtaler?

»Man er bange for at overskride nogle grænser, man aldrig kan vende tilbage fra. Man vil ikke have det stempel at være homo. Måske er det selve forestillingen om penetration, der forekommer os så grum. Det foregik aldrig med Mikkels pik. Aldrig nogensinde, men den strikte opdeling mellem hetero og homo fylder så meget, at det kan være svært at forestille sig, at det overhovedet kan være anderledes. Under min research læste jeg om en latinamerikansk truckdriver, som fortæller, at han gik hen for at knalde en bestemt kvinde, og så var hun der ikke, men så ’knaldede han kraftedme sønnen i stedet for’. Der handler det ikke så meget om bare mand og kvinde, men om, hvem der er over, og hvem er under. Et helt andet mønster«.

– Hvorfor har det været vigtigt for dig at skrive dit essay?

»For mig har det været sjovt at lirke ved vores fasttømrede forestillinger om, hvornår man må det ene og det andet. Jeg opfatter nok mig selv som en ret standardagtig heteroseksuel mand. Men hvad vil det sige? Hvordan er jeg blevet det? Tit er det jo sådan, at man undersøger dem, der skiller sig ud. Jeg vender det antropologiske blik ind mod centrum, mod normen, så det ikke står som en stiv, uforanderlig størrelse, og ja: Shake it up!”

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En lidt tynd artikel, synes jeg, men jeg kommer til at tænke på en oplevelse. For 22 år siden besøgte jeg en bekendts gamle far i en tyrkisk by. Han hentede mig på busholdepladsen og gik med mig i hånden hele vejen til sit hjem. Han havde aldrig set mig før, men han gav mig det bedste han havde, sin hånd. Det ville ikke have sket i Danmark. Det skal siges, at han havde været i fængsel og dermed kendte til lidelse.
Jeg er bange for at kropsnærvær, har noget at gøre med afsavn. Hvis ikke, man har været revet væk fra andre, så ved man ikke, hvad det handler om.

I takt med den sexuelle frigørelse er der sket det mærkelige, at der bliver dømt bøsse eller lebbe, så snart nogle af samme køn rører hinanden.

Hans Jørgen Lassen

Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor visse kulturelle måder at gøre tingene på skal hænges ud som provinsielle, danske, bornerte, underlødige, kønsforskrækkede, eller hvad man nu kan finde på.

Hvorfor dog ikke acceptere, at i Danmark gør de fleste ting på en bestemt måde. I Tyrkiet gør man det på en anden måde.

På Kierkegaards tid var det for øvrigt helt almindeligt, at mænd gik arm i arm, og det gjorde han selv, der yndede at spadsere, ofte med sine bekendte rundt i Københavns gader, der dengang havde en vis charme.

Det er gået af mode. Men hvad så? Det er da ikke, fordi folk er blevet mere snerpede. Man gør blot tingene anderledes.

Også i min generation (jeg en fortyniner) er der sket skift.

Nu krammer folk hjerteligt (eller sådan skal det i hvert fald se ud), uanset om de aldrig har set hinanden før. En mærkelig skik, som jeg ikke helt har vænnet mig til. Men dem om det.

Min bedste ven, som jeg har kendt i mere end fyrre år, kunne jeg ikke drømme om at omfavne. Vi giver hånd, og det er stærkt og betydningsladet.

Hans kone, derimod, som jeg har kendt næsten lige så længe, er jeg efterhånden kommet på kram med.

Men helt naturligt falder det mig ikke. Det går dog nemmere med en kvinde.

Niklas Monrad

I de lande mænd går hånd i hånd skal det ses som et substitut. Mændene kan jo ikke gå rundt og holde pigerne eller kvinderne i hånden ...

Ellen Chakir

Hm, eller også er det et substitut for mande- og kvindevenskab og -fællesskab, at man kun kan holde i hånd med sin kæreste i Danmark? Jeg holder meget af at holde i hånd, når jeg går tur med min marokkanske svigermor. En helt særlig kærlig fornemmelse, sensuel, men blottet for ejerskab og seksualitet... Jeg kan da iøvrigt godt gå med min mand i hånden også.
I Danmark er sensualiteten lukket inde i parforholdet og forholdet til éns (mindre) børn.

Dorthe Møller

Pudsigt at mit eget 'socilologiske studie' er kommet til det stik modsatte resultat. Jeg har netop iagtaget at utrolig mange af mine mandlige venner og her snakker vi et aldersspænd fra start 20'erne til midt 40'erne, er meget gavmilde med at give hinanden kram, røre ved hinanden og holde om hinanden. Og der er så vidt jeg ved ikke en eneste bøsse i blandt dem. Og det er først nu når jeg sidder og læser denne artikel om 'bøsseangsten' at det slår mig at jeg ikke en eneste gang har overvejet eller tænkt om hvorvidt de var bøsser.

Jeg ser udviklingen som en del af den måde mange indvandrer fyre hilser på hinanden på, som har smittet af på den danske væremåde. Det kan godt være at man ikke så ofte ser fyre holde i hånd, men det gør jeg heller ikke med kvinder der er kommet ud over teenage årene.

Blandt datterens teenage venner, har jeg ofte observeret, udover tøsernes meget kropslige kontakt til hinanden, at de ligeså vel kan ligge henslængt i en sofa, drenge tæt op af drenge, som piger op af piger, så umiddelbart vil jeg gætte mig til at synlig fysisk kontakt mellem fyre vil blive et endnu mere alment udtryk.

Når artiklen indledes med et fodboldbillede, kan jeg sige at en dag jeg observerede en ret stor horde af Liverpool-fan (som ellers kan være ret primitive i deres mund!) se en kamp hvor linjedommeren, lavede en (i deres øjne) fejlkending, og da der blev zoomet ind på vedkommende vidste det sig at være en kvinde (hvilket er ret udbredt i engelsk fodbold) - hertil var der en der udbrød; "Det er sgu en kvinde" og så blev der ellers larmende tavshed ... men luder/bitch eller sågar bøsse, det blev hun ikke kaldt, og blandt vennerne når cykelløbene tager sit indtog, er kælenavnet altså 'tude-brødrene' eller *tøse-brødrene' om brødrene Schleck!!

Hans Jørgen Lassen

Jeg synes mere problemet, hvis der er et problem, hvilket jeg slet ikke er sikker på, består i, at nogle vil presse normer ned over andre.

Hvis man ikke krammer eller går hånd i hånd, så er man berøringsangst.

Og hvis man gør, så er man bøsse, eller hvad ved jeg.

Og danskere er selvfølgelig generelt helt forfærdelige.

Lad dog folk finde den form, som de finder afslappet eller passende for dem i det hele taget.

Uden pres af tilfældige, tidsbestemte normer eller gamle religioner.

Maya Nielsen

Hvis børn ikke får knus og kram og er i favn så kandet rent faktsisk skabe kronisk stress ,ja spædbørn kan decideret dø af det, derofr tror jeg mødre og fædre skal skele en anelse mere til abe mors sædvaner når det kommer til mindre børn, de har godt af at have en favn de kan hoppe op i når de har lyst selv og de har bestemt ikke godt af at ligge i timevis for sig selv undagen når de sover.... kram er kærlighed og accept og det fører også til en positiv oplevelse af egen krop .... og nej det er ikke seksuelt ....hvis det blir er det forkert...

Maya Nielsen

Kram en ven er da en god opfordring også at mand kan gøre det....men almuen havde ikke tid og det duede ikke deres børn blev for forvænte ..... så det pjat lod man være med....men karakterneuroserne/landsbytosserne var også mange :-)

Steffen Gliese

Jamen, Hans Jørgen, om man vil være ved det eller ej, så er man jo berøringsangst, hvis man ikke bryder sig om berøring. Det betragter man vel ikke selv som negativt, så ville man vel gøre noget ved det.

Jack Jönsson

Ok - kald mig bare homofob, men jeg synes altså det ville være mærkeligt for mig, at rende rundt og holde en anden mand i hånden.

Peter Jensen

Der er en ganske markant forskel på omfavnelser og holden-i-hånd, og så facination og stimulering af sine kønsfællers kønsdele. Det sidste er åbenlyst homoerotisk. Og det er næppe særligt typisk forekommende, i sammenhænge hvor det ikke også klart opfattes som noget sådant.

Og hvad så, kan man spørge? At nogle mænd har homoerotiske erfaringer, er vel ikke noget der som sådan er under angreb, i hvert fald ikke i denne egn af verden. Hvorfor så insistere på, at det skal kunne opfattes som normal adfærd i et heteroseksuelt fællesskab? Da der jo mellem hetero- og homoseksualitet, også findes biseksualitet, kan man heller aldrig bevise sin heteroseksualitet, trods aldrig så mange henvisninger til forhold, til det modsatte køn.

Homofobisk adfærd er givet vis ofte et forsøg på modvirke en iboende mistanke om homoseksualitet. Men i AHR's sociale og uddannelsesmæssige segment er noget sådant selvfølgelig for primitivt. I stedet kan man forsøge at opløse problemstillingen i overvejelser om kønsdiskurser og traditioner, og kulturers reguleringer af adfærdsformer.

Men i stedet for at insistere på, at tiltvinge sine erfaringer adgang til normalitetsbegrebet, er det så ikke en mere farbar vej, at påpege det rimelige i, at man netop ikke behøver at leve op til dette begreb? Og så vedstå sig, at éns erfaringer netop er personlige, og derfor ikke behøver at være typiske, endsige have nogen som helst relevans for os andre.

Hans Jørgen Lassen

Peter Hansen,

hvis man nu ikke bryder sig om wienerbrød, så lider man jo altså ikke nødvendigvis af angst, in casu wienerbrødsangst.

Der går inflation i sproget, hvis alt muligt nu skal kaldes for angst.

Jeg drikker ikke kaffe, foretrækker te, men jeg lider sgu ikke af kaffeangst. Jeg kan godt tåle at se en kaffekande uden at få hjerteflimmer og koldsved.

Jeg plejer ikke intim omgang med fremmede damer, men det er altså ikke på grund af kvindeangst. Det har jeg andre gode grunde til ikke at gøre.

Men det er værre end sproglig inflation. Det er en ideologisk teknik. Når man kategoriserer noget som angst, så har man dermed klassificeret det som forkert og irrationelt, og placeret det uden for enhver fornuftig diskussion.

Typisk i fx islamofobi. Hvis personer forholder sig kritisk over for denne religion/kultur, så bliver deres indstilling og argumenter afskrevet som angst, fobi, og så behøver man jo ikke at tage dem alvorligt. De er syge oven i hovedet.