Læsetid: 4 min.

Olga Tokarczuk: Gamle kvinder har ingen plads i litteraturen

Gamle kvinder bliver bare skubbet om bag scenen, mener den polske forfatter Olga Tokarczuk. Derfor skabte hun til romanen ’Kør din plov over de dødes knogler’ en hovedperson, der er en gammel kvinde. Med lån fra kvinder, hun selv har kendt, såsom hendes nabo og hendes mormor
Ældre kvinder. Først efter de 50 år bliver kvinder individer, mener den 50-årige forfatter.

Ældre kvinder. Først efter de 50 år bliver kvinder individer, mener den 50-årige forfatter.

Tine Sletting

1. juni 2012

Olga Tokarzuc er en af Polens mest læste forfattere, højt berømmet af kritikken og samtidig meget populær. Hendes seneste bog på dansk bærer den dystre titel Kør din plov over de dødes knogler, et citat fra den engelske digter William Blake, Drive your cart and your plough over the bones of the dead. Blake spiller en stemningsskabende rolle i romanen, hvis hovedperson er noget så usædvanligt som en usentimental gammel dame med to altoverskyggende interesser: astrologi og dyrevelfærd. Det får hun brug for, da der sker en række uheldsvangre mord i det afsides landsogn, hvor hun bor, og hun opdager, at de myrdede ifølge deres horoskoper ser ud til at være blevet ofre for dyrenes hævn.

»Min heltinde Janina Duszjenko er meget fast i troen og meget kompliceret, men hun bruger dog også astrologien til sine egne formål – uden at vi skal komme for langt ind på, hvad disse er. Det er jo en krimi, jeg har skrevet,« bemærker Olga Tokarczuk.

Jeg spørger, om hun selv kan lægge et horoskop.

»Jeg brugte et internetprogram,« svarer den psykologiuddannede forfatter ærligt, men tilføjer, at hun faktisk var interesseret i astrologi, da hun var ung, så hun har lært sig symbolerne og ved, hvad planeterne betyder.

»For en sikkerheds skyld satte mit forlag dog en konsulent på. Det var ok, hvad jeg havde lavet, men selv ville jeg aldrig blive en god astrolog. Jeg er alt for skræmt og fuld af angst for katastrofer, jeg ville aldrig turde fortolke noget i en katastrofal retning!«

Sprogbilleder

Olga Tokarczuk har aldrig selv læst kriminalromaner, siger hun, men hendes foregående bog var et stort, krævende værk, som det tog hende fire år at skrive. Derefter havde hun brug for noget let, så hvorfor ikke skrive en krimi, bare for sjov, spørger hun og tilføjer, at det egentlig var en nem opgave.

»En krimi skal have et skema, den må have nogle ofre, en stærk fortæller, en, der vil løse gåden, og nogle alternative bud på løsningen. Det er ikke så svært,« mener hun.

»Jeg skrev den på seks måneder.«

»På den anden side ville jeg ikke skrive en kommerciel krimi, det forekommer mig at være spild af papir. Jeg var interesseret i at lægge en politisk idé ind i den. Desuden lader jeg min hovedperson og hendes ven oversætte Blake, hvilket passede til romanens dystre atmosfære. Og så er der ideen om dyrenes velfærd. Deres skæbne har altid angået mig.«

– Hvordan opfandt du fru Duszejko?

»Jeg har altid følt, at gamle kvinder ikke har nogen plads i litteraturen – eller i film og kultur i det hele taget. De bliver bare skubbet om bag scenen. Derfor ville jeg gerne have en gammel kvinde som heltinde. Jeg har lånt hendes kvaliteter fra mange af de kvinder, jeg kender. Blandt andre min nabo gennem en årrække og min mormor. Efter 50 år bliver kvinder individer, mens de yngre til en vis grad må spille deres sociale rolle,« mener Olga Tokarczuk, der netop selv har rundet de 50 år.

Hun fortæller, at hun har haft et hus på landet i omkring ti år, tæt på grænsen til Tjekkiet ligesom i romanen, og meget lig det landskab hvor handlingen udspiller sig. Hun har brugt stedets atmosfære i sit billedrige sprog med sætninger som »sneen udenfor lignede i lyset fra verandalampen et langsomt, søvnigt brusebad«.

»Jeg prøver altid at skabe billeder. Jeg kan selv lide at forestille mig det, jeg læser, så jeg bruger mange billeder,« bekræfter Olga Tokarczuk og tilføjer, at bogen er ved at blive filmatiseret.

Altid en hestevogn

Den bog, det tog Olga Tokarczuk fire år at skrive, og som hun selv kalder sit magnum opus, er skrevet som et puslespil, hvor hun forsøger at skildre samtiden i bevægelse. Det er en roman om at rejse, der spænder over både om det 18., det 19. og det 20. århundred, fortæller hun.

»Jeg ville skabe en ny genre, men i visse kredse er den blevet misforstået som en rejsebog, jeg er således blevet inviteret til rejsefestivaler,« griner hun og fortsætter: »Min motivation var imidlertid at undersøge, hvorfor folk rejser. Er det mode, fordi de har fritid, fordi de har penge, eller er der en dybere motivation. Findes der en rejsens metafysik,« spørger hun retorisk.

Da jeg spørger, hvad hun så fandt ud af, lyder svaret, at jeg må læse bogen.

Jeg vil så høre, om hun selv har rejst meget, og hun fortæller, at hun fik sit første pas som 27-årig, da Muren faldt. Derefter rejste hun rundt i ti år.

»Jeg skrev bogen, mens jeg rejste. Jeg var vild efter at komme til Korea, til Singapore, til Malaysia – ud i verden.«

Olga Tokarczuks udestående med Polens kommunistiske fortid indskrænkede sig til at transportere de illegale samizdat-skrifter i rygsækken, mens hun studerede.

»Jeg var trods alt for ung til virkelig at være med i modstandsarbejdet«.

Folk i Vesten har imidlertid stadig et stereotypt billede af Polen, mener hun.

»Skal man signalere Polen, viser man altid en hestevogn. Hestevogne er yderst sjældne i Polen! Jeg ville opbygge en ikkestereotyp virkelighed i min roman. Polen er langt mere forbundet med den vestlige kultur, end vesterlændinge åbenbart forestiller sig,« fastslår hun og påpeger, at hendes hovedpersoner eksempelvis oversætter Blake.

»Selv er jeg meget mere optaget af kvindernes situation, de sociale problemer, arbejdsløsheden i provinsen. Der er ikke længere brug for at skrive om den kommunistiske fortid, den findes der allerede rigelig litteratur om.«

Olga Tokarczuks hovedpersoner er udelukket fra samfundets hovedstrøm, påpeger hun.

»Og dyrene er den gruppe, som er mest pinefuldt udelukket. Min hovedperson bliver en kvindelig kriger i forsøget på at beskytte dem. Mennesker kan behandle dyr som deres familie, hun behandler dem rent faktisk som individer. Sådan er hendes følelse af retfærdighed,« fastslår Olga Tokarczuk, der tydeligvis står bag sin heltinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu