Læsetid: 2 min.

’Vi har ophavsretten’

Under dette feltråb er tysktalende forfattere og kunstnere gået til angreb mod kritikerne af ACTA. Det er deres ophavsret, det handler om, ikke ophavsretsindustriens, indvender de. Men har de en chance?
Under dette feltråb er tysktalende forfattere og kunstnere gået til angreb mod kritikerne af ACTA. Det er deres ophavsret, det handler om, ikke ophavsretsindustriens, indvender de. Men har de en chance?
25. maj 2012

»Med bekymring og vantro følger vi som forfattere og kunstnere de offentlige angreb på ophavsretten. Ophavsretten er en historisk landvinding, en tilkæmpet borgerlig frihed fra feudal afhængighed, og den garanterer den materielle basis for individuel, åndelig skaben.«

Sådan stod der at læse i forrige nummer af Die Zeit, og sådan diskuterer man i Tyskland, når man skal argumentere imod de angreb på ophavsretssystemet, som især ACTA-traktaten har fyret op under. Det borgerlige individs rettigheder er stadig den stolte målestok. Ganske vist har protesterne imod ACTA også drejet sig om individets rettigheder, nemlig om ytringsfriheden på Internettet. Enhvers ret til at ytre sig. Men det er rettighedsindustrien, dens lobbyister og jurister, der har stået for skud, mens de færreste har bekymret sig om kunstnernes ophavsret.

Den nye virkelighed

Stillet over for argumenterne om, at ACTA blot beskytter dem, der tjener på kunstnernes arbejde, svarer de tyske forfattere og kunstnere nu, at modsætningen mellem ophavsretsindehavere og videresælgere »giver et fortegnet billede af vores arbejdsvirkelighed«. De holder fast i, at de rent faktisk gerne vil have en forlægger eller gallerist til at sælge deres værker, vi lever i et arbejdsdelt samfund, argumenterer de.

Ifølge dem »muliggør ophavsretten, at vi kunstnere og forfattere kan leve af vores arbejde, og den beskytter os alle, også mod globalt agerende internetkoncerner, hvis forretningsmodel indkalkulerer kunstneres og forfatteres retsløshed.«

Derfor er »den nye virkelighed med digitalisering og internet« heller ikke nogen »grund til at retfærdiggøre profant tyveri af åndelig ejendom eller endog kræve det legaliseret.« Tværtimod gælder det om at styrke ophavsretten, mener de. Altså: Det er os, der har skabt værkerne, de nye betingelser må tilpasses, så vores ophavsret ikke krænkes. At det er kompliceret og besværligt, kan ikke gælde som argument for at lade være! »Internettets tilstedeværelse og nytte i hverdagen retfærdiggør ikke tyveri og er ingen undskyldning for griskhed og gerrighed.«

Godt forsøgt

Det er accepteret visdom, at det er formidlerne af kunsten, der tjener pengene. Den, der har skabt kunstværket, tjener forholdsvis mindst. Men at man også rammer dem, ved at gå efter rettighedsindustrien, må vist kaldes underbelyst.

Så det er fint, at der på hjemmesiden www.wir-sind-die-urheber.de nu står godt og vel 5.500 tysktalende kunstneres underskrifter, heriblandt Daniel Kehlmann, Julia Franck, Christoph Ransmayr, Martin Walser, Christoph Hein, Günter Walraff, Alice Schwarzer og Eckhardt Vollmar.

Det er godt forsøgt af tyskerne, spørgsmålet er, om de har en chance. Vi må ikke kalde Gummi-Tarzan ved navn, fordi Disney har ophavsretten til ’Tarzan’. Men hvem nævner Edgar Rice Burrough i den forbindelse? Hvem ved overhovedet, at han skrev Tarzan-bøgerne?

Her har vi også de tyske kunstneres akilleshæl. For hvor er rummet for den individuelle kunstner i fremtidens mediesamfund? Kunstnernes arbejdsbetingelser er ganske vist i harmoni med det klassiske borgerlige samfund. Men er det stadig er det, de lever i?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Kunstnere er igennem alle tider blevet velhavende, også uden ophavsret - de er først og fremmest blevet det ved at bruge de småpenge, deres kunst har givet dem, til mere givtige forretningsområder. Dét aspekt fylder ikke meget i moderne intellektuelles forståelse.
Ligeledes fylder det ikke så meget, at de i høj grad i forvejen finansierer deres arbejde med offentlige midler, hvor man kan hævde, at en stor del af brugsretten allerede er betalt.
Endvidere vender debatten hele forholdet om intelletuel ytring på hovedet: at henvende sig til offentligheden er formodentlig med det formål at blive hørt og debatteret? I forvejen modtager universitetsansatte stort set ingen indtægt for deres forfatterskaber, hvor præcis forlagsbranchen scorer milliarder.

Jens Christensen

@Peter Hansen, hvad er dog det for nogle forretningsinvesteringer, som alle tider har gjort kunstnere velhavende selv uden ophavsret? Jeg er skam meget nysgerrig!
Angående offentlig støtte, så laves langt det meste kunst vel helt uden nogen offentlig støtte.

Kasper Hviid

Det er rigtigt at ACTA-debatten har ansporet til debat om ophavsretten. Desværre. Dette har været med til at fjerne fokus fra den mere seriøse kritik af ACTA: Aftalen er udarbejdet bag om demokratiet, og er reelt skadelig for friheden på internettet.

steen nielsen

Jeg overværede en Phd. afhandling på juridisk fakultet, tilbage i 2006. Afhandlingen handlede om ophavsretslige problematikker i forhold til de elektroniske medier, og konkluderede, at den danske lovgivning på daværende tidspunkt var mangelfuld, i forhold til f.eks. mange andre lande i EU. Jeg kontaktede efterfølgende personen der havde skrevet afhandlingen som ikke måtte udtale sig. Det siger måske lidt om hvor mange interesser og penge der kan være i spørgsmålet.
Jeg kontaktede den Phd. studerende fordi jeg selv havde en mistanke om, at ting jeg havde skrevet var blevet brugt uden min tilladelse.

Der er vist ikke så mange i dag der i tvivl om at lettere adgang til information også giver lettere adgang til misbrug.
Det er rart at der nu er kunstnere og forfattere der står frem og gør opmærksom på disse ting. Det er nok heller ikke et tilfælde at det netop er Tyskland, kritikken kommer fra med Berlin som et godt bud på en litteraturhovedstad på verdensplan. Det er en vigtig debat, hvor ordene får mere vægt, når de kommer fra de udøvende kunstnere.

Steffen Gliese

Hvis du prøvede, Jens Christensen, at se på, hvordan eksempelvis komponister, dramatikere, forfattere, malere m.fl. forvaltede deres penge, vil du måske blive overrasket. Umiddelbart falder Rossini mig ind som en af de første, han købte andel i casinoet i Napolis operahus.

steen nielsen

Ja, men kære Peter Hansen en bager vil jo også gerne ud til offentligheden, det betyder da ikke at vi så kan kræve, at han skal give sit brød væk gratis.

Selvfølgelig skal man da kunne beskytte ophavsret det er blevet væsentligt sværere med de moderne elektroniske medier, men det betyder da ikke at det så bare skal gå ud over kunstnerne. Der findes mange uhyggelige eksempler i historien på at folk har fået narret deres ophavsret fra dem, Charles Webb, The Graduate, her købte man rettighederne af forfatteren for et grinagtigt lille beløb, senere blev filmen til og blev en kommerciel succes udover det sædvanlige. Billy Joel er et andet eksempel hvis førte plader man købte rettighederne til for et forsvindende lille beløb og alle ved jo hvordan det gik derefter.
Disse eksempler er endda fra før internettet. Ophavsret er et uhyggeligt væsentligt spørgsmål som kan forhindre, at de udøvende kunstnere ikke bliver groft udnyttet.

Take That!

Her har vi også de tyske kunstneres akilleshæl. For hvor er rummet for den individuelle kunstner i fremtidens mediesamfund? Kunstnernes arbejdsbetingelser er ganske vist i harmoni med det klassiske borgerlige samfund. Men er det stadig er det, de lever i?

Den fik ramt lige på kornet, for det er jo en fortid/fremtids debat med multinationale medieindustrier på sidelinjen. Kunstnerne har simpelthen ikke opdaget at de er blevet reduceret til lønarbejdere.

Her har vi også de tyske kunstneres akilleshæl. For hvor er rummet for den individuelle kunstner i fremtidens mediesamfund? Kunstnernes arbejdsbetingelser er ganske vist i harmoni med det klassiske borgerlige samfund. Men er det stadig er det, de lever i?

Den fik ramt lige på kornet, for det er jo en fortid/fremtids debat med multinationale medieindustrier på sidelinjen. Kunstnerne har simpelthen ikke opdaget at de er blevet reduceret til lønarbejdere.

John W Larsen

Hvor må J. K. Rowling og Lars Ulrich være fattige med al det der internet-'tyveri' ..
Stakkels Lars Ulrich, han er blevet så fattig af tyveknægtenes hærgen at han har set sig nædsaget til at ophøre med at sniffe for et par millioner dollar coke om året !
Hvad skal det dog ikke ende med ??

steen nielsen

@John W Larsen

Der har du da sikkert fat i en pointe. Det er jo typisk heller ikke dem der har fået succes med deres kunst der er mest udsatte, det er jo ofte dem der er ukendte eller i vækstlaget, det går værst ud over.

Hvorfor pokker bliver folk så vrede når det tales om ophavsrettigheder? Det er vel kun de færreste der går ind til bageren og bare stjæler brød f.eks. Det kunne man jo sikkert også forsvare udfra, at vi alle skal have noget at spise.

Steffen Gliese

Steen Ingvard Nielsen, når jeg har købt et brød, kan jeg skære skiver af det og give det til hvem, jeg vil - hvis jeg er Jesus, kan jeg endog plukke ud af det, så det kan række til 5.000 og altså berøve bageren hans indtægt fra mange, mange potentielle kunder. Når jeg køber en CD, er der begrænsninger for, hvad jeg må gøre med den.
Problemet er selvfølgelig, at man blander skabende og udøvende kunst sammen: når man indspiller en master, dokumenterer man et kunstværk, man realiserer det i tid. Denne konservesdåse til lyd er endt med at få værkhøjde; men egentlig copyright handler om et trykt vækt: musikken som node, bogen som manuskript, maleriet som fysisk genstand. På dette felt har skabende og udøvende kunstnere simpelthen ikke samme interesser - og bør ikke have samme rettigheder.

Jens Christensen

Rossini købte en andel af et casino??? Og det er et eksempel på, hvordan komponister, dramatikere, forfattere, malere osv forvalter deres penge?
Helt ærligt, det lyder som når visse mennesker snakker om jøder.
Min erfaring er ikke, at kunstnere bredt over en kam er specielt gode og bedre end andre til at forvalte økonomi. Hvorom alting er, så har jeg meget svært ved at se, hvad det har med deres ophavsret at gøre. Tværtimod er det et spark under bæltestedet.
I det hele taget er der noget nærmest drenget over hele den her debat, hvor nogle har en besynderlig trang til at ville fratage andre, hvad der retteligt er deres. Argumentationerne er sommetider elendige, f.eks. "musikere kan bare spille mere live...." Det har de jo altid gjort, og det er derfor ikke noget argument for noget som helst.
En fjernelse af ophavsret på eksempelvis billedmaterialer vil udelukkende føre til et mareridtsagtigt scenarie af skriftlige kontrakter og erklæringer, tilbageholdelser af højopløste scanninger, rimelige krav om meget højere honorarer da disse altid vil skulle regnes som endelige engangshonorarer modsat nu, hvilket vil umuliggøre en hel del produktioner osv osv. Samme principielle problemer vil gøre sig gældende for mange andre typer af udøvende kunstnere.

Ophavsretten er jo en perverse konstruktion, den løber 70år EFTER skaberens død, den slags kommer jo alle andre end skaberen til gode, derimod giver det efterkommer eller hvem der nu skal varetag interesse for den nu afdøde mulighed for at sige hvordan andre skal gøre brug af værket.

Hvis det var en så genial og nødvendig ting, burte den jo så sandlige også give brolæggerens eller havnearbejdes efterkommer del i den fremtide bruge af deres virkenen og gøren.

Kim Andersen

@Steen Ingvard Nielsen

Personligt er jeg ikke vred over, at copyright-monopolet eksisterer, så længe rettighedshaverne selv betaler 100 % af alle omkostningerne til dets håndhævelse og ikke bebyrder tredjeparter med en pligt til at gå deres ærinde, og mit privatliv og informationsfrihed ikke lider skade.

Man skal huske på, at copyright i dens nuværende form pålægger en masse tredjeparter samt skatteyderne en masse omkostninger ene og alene for at håndhæve copyright-monopolet.

Jeg kalder det med vilje copyright-monopolet, da det ikke er analogt med klassisk fysisk ejendomsret.

Copyright-lobbyen har i det seneste årti taget en masse beskidte metoder i brug for at overbevise politikerne om, at lovgivningen skal tilgodese rettighedshaverne i endnu større omfang.

En kendt dansk advokat har argumenteret for, at børneporno er dejligt, fordi rettighedshaverne kan bruge det som argument for øget lovgivning.

http://torrentfreak.com/%E2%80%9Dchild-pornography-is-great%E2%80%9D-ant...

I Danmark forsøgte APG gennem mange år at få folk dømt på tvivlsomme beviser i form af screendumps, og hførte retssager mod folk med åbne trådløse netværk.

Alle de sager de førte mod kommercielle fildelere var enten tilståelsessager, hvor sagsøgte indrømmede at have overtrådt loven, eller tabt, fordi APG ikke kunne bevise andet end at en internetforbindelse var blevet brugt til at krænke ophavsretten.

Derudover har rettighedshavernes organisationer fået indført forbud mod omgåelse af kopispæringer, selv på lovligt erhvervede produkter, så dan at det er umuligt (lovligt) at tage en sikkerhedskopi af en lovligt indkøbt dvd.

Hvis du tænker dig om, er det forhåbentligt ikke svært at forstå, hvorfor folk synes, at omvendt bevisbyrde og krænkelse af køberens ejendomsret er en uacceptabel pris for at håndhæve copyrighten.

Hvis jeg ikke som indehaver af en internetforbindelse kan have et trådløs netværk åbent for familie, venner og naboen, eller min sikkerhed ikke er god nok, og jeg ikke kan/vil stikke brugeren til APG, ville jeg ifølge dem hænge på erstatningsansvaret.

Hvis copyright derfor blot holdt sig til at give den krænkede part mulighed for at sagsøge den *beviselige* krænker og ikke involverede ISP'ere, alle medlemmerne af en husstand eller andre tredjeparter kunne jeg leve med lovgivningen.

Men copyright handler jo i praksis om at individualisere profitten til rettighedshaverens gunst, mens at alle håndhævelsesomkostningerne skal kollektiviseres.

Kim Andersen

@Kasper Hviid

Hvorfor er det desværre, at ACTA-debatten har sat fokus på copyrighten som sådan?

Copyright idag indebærer jo ikke kun at sagsøge mennesker, der sælger
piratkopier men også muligheden for at pålægge mennesker erstatnings- og endda straffeansvar for ikke-kommerciel kopiering og om at leverandører af internetadgang (ifølge rettighedshaverne) bør optræde som copyright-politi for internetkundernes og skatteydernes penge.

Det er let nok at være forarget og kræve ens "rettigheder" håndhævet, hvis man bare kan sende omkostningerne videre til alle internetabonnenter og private tredjeparter, der kontrollerer internettets fysiske infrastruktur.

Hvis jeg som internetabonnent skal bidrage økonomisk til at Rettighedsalliancen, RIAA eller you name it kan håndhæve deres copyright-monopol i 70 år efter skaberens død, svarer det til at alle der køber et digitalkamera skal betale en afgift til en privat organisation, fordi udstyret en gang imellem misbruges til overgreb på organisationens medlemmer, eller at brugerne af det offentlige vejnet skal betale en afgift til organisationer for trafikofre.

Den slags regler plejer man at kalde hvad de er - en skat eller afgift - og og skal jeg betale for at lette rettighedshavernes håndhævelse af deres monopol, forventer jeg så sandelig også en individuel fordel.

Får jeg intet personligt ud af den sociale kontrakt, som copyrights legitimitet bygger på, føler jeg ingen moralsk pligt til at adlyde monopolet.

Det er umuligt at adskille ACTA fra det principielle spørgsmål om copyright, fordi rettighedshaverne jo gennem de seneste årtier har forsøgt at udstrække lovgivningen til andre aktører end kommercielle pirater.

Hvis rettighedshaverne ville acceptere en tilbagerulning af copyright-monopolet til den periode, der gjaldt under The Statute of Anne eller de 14 år, der blev indført med den første amerikanske Copyright Act, og ophæve alle nyere indførte regler om omgåelse af DRM og ikke-kommerciel kopiering, kunne copyright forblive det som det var førhen - et industirelt tidsbegrænset monopol alene med virkning for kommercielle aktører.

Men folk er kun blevet mere opmærksomme på copyright, fordi reglerne er blevet skærpet igennejm de seneste årtier, og fordi teknologien har gjort det uundgåeligt at overtræde loven en gang i mellem.

Copyright er for så vidt angår ikke-kommerciel aktiviteter helt død.

Kun en Stasi-politistat kunne stoppe ikke-kommerciel kopiering, fordi det meste foregår i det private rum.

Og selv den offentlige ikke-kommercielle kopiering er kun blevet lettere, og kan kun stoppes med drakoniske regler som dem i SOPA, ACTA eller det Transpacific Partnership Agreement.

http://www.forbes.com/sites/adamthierer/2011/11/20/the-twilight-of-copyr...

Men lad mig spørge dig, om hvilke indgreb i retssikkerhed, privatliv og informationsfrihed du vil finde rimelige, hvis hensigten er at copyright dvs. den ikke-kommercielle fortsat skal håndhæves.

I Frankrig og New Zealand er der blevet indført omvendt bevisbyrde ved brugen af IP-adresser som beviser.

Indehaveren af internetforbindelsen skal bevise, at vedkomne er uskyldig, og ikke som i Danmark hvor rettighedshaveren skal have håndfaste beviser.

Det er et klart brud på retssikkerheden, men sjovt nok var det jo hvad APG forsøgte sig med i deres danske retssager.

steen nielsen

@Kim Andersen

Cit.; "Copyright-lobbyen har i det seneste årti taget en masse beskidte metoder i brug for at overbevise politikerne om, at lovgivningen skal tilgodese rettighedshaverne i endnu større omfang".

Du skyder vist lidt på alt der bevæger sig når du blander børneporno ind i denne debat, derud over må du da gerne udrede hvad det præcis er det koster at opretholde ophavsretten i kroner og øre, for forbrugerne.
Det er da muligt at loven også kan ramme skævt, jeg har selv en DVD film jeg har købt, men som jeg ikke kan se, fordi den er rettigheds beskyttet.

Beskyttelse af rettigheder gavner selvfølgelig dem der lever af at sælge andres kunst, men det gavner jo også i sidste ende kunstnerne. Problemet og sandheden er jo også at der har fundet en masse misbrug sted især på musik og film området og det skader jo rigtig mange kunstnere producenter og biografer f.eks.

Er der ting der er problematiske i den lovgivning der er, må loven vel tilpasses, men at hævde at man ikke kan tale for at beskytte kunstneres rettigheder er svært at forstå.

Steffen Gliese

Steen Ingvard Nielsen, alle ønsker, at kunstnerne får nogle penge for deres præstation, de færreste ønsker at støtte en bagvedliggende rettighdsindustri, der kun overlader en brøkdel til ophavsmændene selv.
Teknikken gør det muligt med få midler at indspille selv i dag - og folk vil i virkeligheden helst have den autentiske live-lyd, når det kommer til stykket. Distributionen kan med fordel for både kunstner og fan foregå via portaler på nettet, måske ligefrem via ebay og andre salgssider, der med et forfinet søgesystem lader sælger og køber finde hinanden.

steen nielsen

@Peter Hansen

Ja netop, en løsning der i højere grad tager hensyn til både potentieller købere og de udøvende kunstnere i et smæk.

Kim Andersen

@Steen Ingvard Nielsen

Nej, jeg blander ikke børneporno ind i debatten om håndhævelse af copyright-monopolet.

Lær at læse hvad man skriver.

Det var såmænd advokat Johan Schlüter, der plæderede for, at børneporno var godt, fordi den kunne bruges til at underbygge indgreb mod piratkopiering.

Det er et faktum, som du kan google, og udsagnet er så markant at JS ville have anlagt injuriesag for mange år siden, hvis det ikke havde været sandt.

Jeg bemærker, at du slet ikke forholder dig til mine pointer om, at det i fald at APG havde fået dens vilje ville have været praktisk talt umuligt at drive et åbent trådløst netværk uden at hænge på andres misbrug, og at organisationen forsøgte at få folk dømt på tvivlsomme beviser, som viste sig ikke at holde i de højere retsinstanser.

Du kan sselv læse på Rettighedsalliancens hjemmeside, hvilke rettighedshavere den har repræsenteret.

På stående fod kan jeg komme i tanke om Dansk Journalistforbund, Dansk Artistforbund, og hvis du som jeg kan formode er frivilligt medlem af en af de organisationer, som er listet på Rettighedsalliancens hjemmeside, er du som frivilligt medlem også indirekte medansvarlig for dens metoder.

Kim Andersen

@Steen Ingvard Nielsen

"Du skyder vist lidt på alt der bevæger sig når du blander børneporno ind i denne debat, derud over må du da gerne udrede hvad det præcis er det koster at
opretholde ophavsretten i kroner og øre, for forbrugerne.
Det er da muligt at loven også kan ramme skævt, jeg har selv en DVD film jeg har købt, men som jeg ikke kan se, fordi den er rettigheds beskyttet."

Spørgsmålet er jo, om ophavsret i dens nuværende form er en menneskeret.

At sige, det koster penge at håndhæve rettigheder giver jo ingen mening, hvis det faktisk ikke er rettigheder.

Forbuddet mod at omgå kopispæringer med henblik på at tage sikkerhedskopier af en lovligt erhvervet dvd eller ebog er jo et oplagt eksempel på, at det koster mig noget som forbruger at overholde loven.

Jeg har købt mediet, og ergo er det min ejendom, som jeg bør kunne sikkerhedskopiere til evig tid, men ifølge loven skal jeg købe et nyt eksemplar, hvis originalen går i stykker eller bortkommer.

Derudover skal jeg betale et vederlag på blankmedier - ikke for at kunne dele med venner og familie som alligevel er ulovligt - men for det privilegium at måtte tage sikkerhedskopier af mine egne indkøbte cd'ere.

I øvrigt medfører hver eneste forlængelse af copyrighten omkostninger for individet, idet det ikke længere er lovligt gratis at kopiere værker, som ellers ville være faldet i public domain.

steen nielsen

@Kim Andersen

For det første er det du citerer noget jeg har citeret fra en anden debattør som hævdede, at det koster så og så meget at håndhæve ophavsretten underforstået i kroner og øre, sådan forstod jeg det.

Selvfølgelig er det besværligt i dag, men efterhånden som vi bliver bedre til at udvikle intelligente værktøjer i forhold til elektroniske medier, så tror jeg den besværlige del af denne sag kan løses på sigt.

Jeg mener stadigt at hensynet til kunstnerne må vægtes højest.

Derefter må hensynet til forbrugeren vægtes, hvis du køber en bil må du heller ikke bruge den som du vil, der kommer flere og flere regler, hele tiden, som du skal overholde, selvom det er din egen bil og som du i princippet skulle kunne gøre med hvad du vil, men det kan du altså ikke alligevel.

Der er sikkert mange andre eksempler.

Køber du et Picasso maleri må du gøre med det hvad du vil, men du må ikke reproducere det, kopiere det og videresælge kopien.

Kim Andersen

@Steen Ingvard Nielsen
"Jeg mener stadigt at hensynet til kunstnerne må vægtes højest."

Vægtes højere end hvad? Retssikkerhed, privatliv, retten til en retfærdig rettergang, retten til internetadgang som idag er en samfundsmæssig nødvendighed og en menneskeret?

Altså hvis jeg har et trådløst netværk, skal der gælde omvendt bevisbyrde, hvis en anden bruger forbindelsen til at krænke ophavsretten, fordi håndhævelsen af rettighedshavernes interesser ellers er umulig?

Det var hvad APG prøvede at få indført i Danmark, og hvis du tilhører en af de interesseorganisationer som har betalt til APG er du medskyldig i deres angreb på vores retssikkerhed.

"Derefter må hensynet til forbrugeren vægtes, hvis du køber en bil må du heller ikke bruge den som du vil, der kommer flere og flere regler, hele tiden,
som du skal overholde, selvom det er din egen bil og som du i princippet skulle kunne gøre med hvad du vil, men det kan du altså ikke alligevel."

Åh nej, nu ikke endnu en helt iegennem malplaceret bilanalogi.

Bilen er min ejendom, og jeg må udlåne den til mine venner, familie og køre lige så meget i den som jeg lyster.

Hvis bilen går i stykker kan jeg få udskiftet de defekte komponenter, og bilproducenten kan ikke forbyde mig at få repareret bilen uden dennes samtykke, og der gælder heller ingen regel om at bilen ophører med at virke, hvis/når producenten lukker.

Kopisikringer forhindrer ikke kun kopiering, og er ofte eksplicit begrundet ud fra rettighedshaverens intention om at tvinge folk til at købe produktet som nyt igen istedet for at sikkerhedskopiere eller reparere på det.

Kopispæringer forhindrer også i mange tilfælde videresalg.

Hvis bilproducenter forsøgte sig med samme trick, og overlagt gjorde deres produkter defektive med elektroniske spæringer ville der komme retssager på stribe.

Men jeg er da glad for, at du blankt indrømmer, at hensynet til "kunstnerne" skal gå forud for retssikkerhed og forbrugerens rettigheder.

Med din attitude fremstår folkene bag The Pirate Bay ligefrem sympatiske.

I eller rettighedshavernes interesseorganisationer stjæler fra the public domain med arme og ben via retroaktive forlængelser af copyrighten, kræver at skatteyderne skal finansiere drakoniske retssikkerhedskrænkende tiltag og får igen og igen lovgivningen drejet til jeres gunst, og når det så en sjælden gang går jer imod, klynker i over at nogle vil rulle copyrighten tilbage.

Rohde Fischer

Problemet i hele debatten er, at hele vinklen er forkert. I dag står vi i en situation, hvor internettet har gjort det markant nemmere tilgå ophavsbeskyttet materiale. Derfor har markedet også ændret sig markant.

Rettighedshaverne skal forholde sig til, at de ikke længere eksklusivt har deres materiale, der er faktisk en reel konkurrence på markedet (om end unfair, da de gør arbejdet, men stadig konkurrence).

Det har man valgt at håndtere ved at komme med et utal af love og lovforslag, som strider kraftigt mod hvad vi som forbrugere ønsker. Desuden har der også været en stor kamp om at skabe diverse kopibeskyttelser (af undertegnede også kaldet afspilningsbeskyttelser).

Tankegangen er ganske forståelig, men fuldstændig forkert. Frem for at bekæmpe forbrugeren (dvs deres kunder) med love, som skader dem og beskyttelser, som gør at lovligt materiale er ubrugeligt.

I stedet for at bekæmpe forbrugeren, så skal brancen tage forretningshatten på og faktisk konkurrere med piratkopierne. Arbejde på tjenester som Spotify er en god start. Gør det nemmere at få musikken lovligt end det er at kopiere den. Dertil skal de sikre, at deres produkt er bedre/lige så godt. Så længe jeg risikerer ikke at kunne spille mine DVD'er pga beskyttelser, så er piratkopien bedre, så er det hvad jeg gør.

Vi er mange forbrugere herude, som meget gerne vil købe, men mangler muligheden. Spotify virker ikke på mine systemer, ellers havde jeg købt det. Jeg gider ikke bakse med at min telefon måske ikke kan afspille hvad jeg køber på iTunes.

Jeg er en forbruger, jeg vil gerne købe, men jeg vil også behandles som en forbruger. Jeg vil gerne vide, at hvad jeg køber virker. Jeg gider ikke køre reklamationer på defekte ting!

Rettighedshaverne skal forholde sig til den verden de er i. Forholde sig til konkurrencen. Så konkurrer og vind konkurrencen.

Kristian Lund

@Kasper Hviid:
At arbejdet omkring ACTA har været et forsg på at omgå alle demokratiske og fornuftige spilleregler, er ikke problemet i sig selv. Det er blot et symptom på, at det er de store rettigheds-monopoler, der har været forbi. At fokusere på en debat om ophavsretten er netop at ramme helt korrekt - for det er denne debat og dens politiske konsekvenser det hele i virkeligheden handler om. Hvor store bestikkelser der er udbetalt, og hvor store svinestreger der er begået i magtens korridorer for at putte penge ned i de store mediehuse er selvfølgelig relevante historier - men kun ift. den egentlige: Der er en stor lobby, der er løbet med vores lovgivning, og stadig gør det.

Kristian Lund

@Steen Ingvard Nielsen

"...en bager vil jo også gerne ud til offentligheden, det betyder da ikke at vi så kan kræve, at han skal give sit brød væk gratis."

Ud til offentligheden med sin musik, og ud til offentligheden med sin butik er to forskellige ting. Ligesom de tyske kunstnere forvirrer du også begreberne "tyveri" og "rettighedsbrud".

"Ophavsret er et uhyggeligt væsentligt spørgsmål som kan forhindre, at de udøvende kunstnere ikke bliver groft udnyttet."

Nej. Det kan den ikke. De bliver stadig udnyttet i stor stil. Dem der er heldige, forstås, dem uden en udnyttende kontrakt bliver overdøvet af Warner Bros reklamer, og bliver anklaget for sampling.

"Der har du da sikkert fat i en pointe. Det er jo typisk heller ikke dem der har fået succes med deres kunst der er mest udsatte, det er jo ofte dem der er ukendte eller i vækstlaget, det går værst ud over."

Nej igen. Det er de allermest medie-hypede, over-fortænkte og mest kynisk markeds-segments-optimerede "kunstnere" som Britney Spears (eksemplet er fra da jeg havde fjernsyn, sorry) som taber på det. (Undskyld, det er selvfølgelig pengemændende bag disse medie-maskiner det tjener eller taber). Kunstnerne i vækstlaget klarer sig fint. Det samme gør pladebranchen, hvis man ikke tæller dem, som ikke på nogen måde er med til at producere eller distribuere musikken. Jeg har ikke hørt nogen forklaringer på, hvad vi skal med de andre...

"Hvorfor pokker bliver folk så vrede når det tales om ophavsrettigheder?"

Fordi det er et sygt monopol, kreeret til at redde nogle ejere af trykpresser i London, til ikke at ryge i flæsket på hinanden. Det fungerer sjovt nok ikke i sin nuværende udgave. Vi har en gigantisk lobby-branche, som igennem tiden har været imod henholdsvis kassette-bånd og video-bånd, og nu vil ødelægge internettet og gøre det 100% topstyret. For at redde deres forretning.

En forretnings-model baseret på _ikke_ at distribuere kunst, men at tilbageholde det for alle - for derefter at give det til dem der betaler dem.

Mennesket har spillet musik og produceret bøger og musik og kunst og ideer i tusindvis af år før deres syge forretningsmodel (der ikke, for 100.000nde gang, ikke kommer kunstnerne til gode). Mon ikke vi bliver ved? Måske, bare måske, behøver vi ikke fortsætte som vi altid har gjort, stoppe fingrene i ørene og lege at et stykke musik har samme egenskaber som et stykke brød.

Steffen Gliese

Hvad skal sælge hvad? Skal indspillet musik promovere koncerter, eller skal koncerter promovere indspillet musik - det er vist spørgsmålet.
Eller lad os tage et andet eksempel - det må ikke misforstås, jeg under Niels Brunse alt, hvad han overhovedet kan få i kassen; men han modtager en stor fondsdonation, der betaler hans arbejde med at oversætte den public domainede William Shakespeare. Oversættelsen, der altså genererer en sikkert rimelig, men næppe prangende, løn, fornyer copyrighten på at spille Shakespeare i Danmark, i Brunses oversættelse. I modsætning til mange forfattere kan man i dette tilfælde godt argumentere for, at der én gang for alle er betalt - eller man kunne tidsbegrænse copyrighten på oversættelse til f.eks. ti år.