Poetisk materialisme

Anatomi og fysik har fundet vej ind i den danske samtidslitteratur. Det er ensbetydende med en materialistisk verden. En verden af en lysende materie, en vibrerende materialitet
Naturvidenskabelig materialisme. Der er en anden og ny form for materialisme på færde i dele af den danske samtidslitteratur.

Naturvidenskabelig materialisme. Der er en anden og ny form for materialisme på færde i dele af den danske samtidslitteratur.

Nils Lund Pedersen
1. juni 2012

Det er ikke Madonna, det er ikke Marx. Det er en anden og ny form for materialisme, der er på færde i dele af den danske samtidslitteratur. Det er en mere naturvidenskabelig materialisme.

Regionær anatomi, Sår, Sanseorganerne og huden er således nogle af de værker, som Bjørn Rasmussen citerer i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Olga Ravn citerer den flere hundrede år gamle videnskabsmand sir Astley Cooper, og Amalie Smith citerer fra nutidige bøger om fysik.

Men det er mere end blotte referencer, det er mere grundlæggende. Materialismen kommer før skriften, ikke bagefter. I hvert fald hos de tre nævnte unge forfattere. Hvor landskaber bevæger sig, røde ting begynder at vandre, og en død kvindes bryst afgiver lidt mælk på en anatoms operationsbord.

Det er en vandrende og vibrerende, en aktiv og levende materialitet. Det er en ny virkelighedsopfattelse, som indebærer, at væren selv er en materiel sammenfiltrethed af mikrober, mineraler, partikler, kød, hud og kroppe. Der er materie overalt og i alle ordets betydninger.

Materien lyser

Virkeligheden virker, dens elementer samvirker, indvirker, påvirker fysisk hinanden. »Hvordan skulle man påstå at være upåvirket af verden?« spørges der i Amalie Smiths nye bog I Civil.

På et grundlæggende plan er dette værk en samling af materielt materiale, af mælketænder og mineraler blandt andre ting. Det særegne er, at dette materiale ikke forholder sig passivt til samlingen og samleren. Som Smith skriver i en slags forord, er der i samlingen en bestemt orden, som ikke udelukkende er hendes. Det er også »samlingens selv, der kuraterer.«

Den klassiske filosofis opfattelse af materialitet slår ikke til her. Materien er ikke lig uformet og livløst stof, som venter på at få en form (af f.eks. et menneske). Sådan kan man ikke dele tingene op i subjekt og objekt. Det er også tilfældet i debutbogen De næste 5000 dage, hvor første scene foregår i et klitlandskab, og hvor »Alt er i bevægelse, sandet, kysten, husene«. Landskabet flyder. Vesterhavsklitter vandrer. Materialiteten har sit helt eget liv.

Det har den også i Olga Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng fra tidligere på året. Her er der et særligt »materielys«, som der står et sted i bogen. Og heller ikke her er materialiteten noget, der ligger bag ved eller neden under en mere immateriel overfladeform. »Front is matter« hedder overskriften på det afsnit i Ravns bog, der drejer sig om sir Astley Coopers kirurgiske undersøgelse af brystets anatomi. Overfladen er materiel, materialiteten betyder noget. Matter matters. En død kvinde dissekeres, hendes bryster drypper stadig en smule, selv den døde materie har noget at skulle have sagt.

En naturvidenskabelig materialisme

Selvfølgelig er det ikke den samme form for materialisme. Hos Ravn er materialiteten massiv, den er klistret og klæbrig, solid og blodig. Heroverfor står Smiths mere luftige og mineralske materialitet, som på en og samme gang er mere atomar og mere planetarisk. Smerten og sorgen er den samme.

Frem for alt spiller naturvidenskaben en afgørende rolle for begge digtere. Hos Ravn er det en anatomiens materialisme, hos Smith en fysikkens ditto. Men man må ikke misforstå de naturvidenskabelige indslag som kuriøse fakta eller kokette referencer.

Eksempelvis citerer Smith på et tidspunkt teoretikeren Jane Bennett:

»We are walking, talking minerals.«

Det er ikke en metafor. Det er sådan, det er. Bennetts bog hedder i øvrigt Vibrant Matter. Tanken er, at der er en særlig vibration, eller rytme, i værens materialitet. Det er dén vibration, den rytme af samling og opløsning, som er en del af I Civil på et grundlæggende niveau: Sorgen, kræftsygdommen, kærligheden – alle disse ’hovedtemaer’ i bogen er at forstå som rytmiske vibrationer. Der er hele tiden en materiel bevægelse mellem samling og opløsning; mennesker og materialer filtres og foldes ind i hinanden, ud af hinanden, indgår i stadigt nye forbindelser.

Selv følelser kan som feromoner gå direkte i blodet på et andet menneske via en fysisk overførsel.

»Din sorg løber over til mig, Hey smukke« er den sigende sidste sætning i Olga Ravns bog.

Følelser eller affekter kan altså i helt bogstavelig forstand ind- og udåndes samt komme ind under huden på folk.

Hos Bjørn Rasmussen, der også er anatomisk anlagt, er netop huden en scene for dette drama.

»Huden afspejler vore følelser over for omverdenen. Den rødmer, blegner, sveder,« skriver han i bogen, hvis titel siger det hele, og hvor alting står og dirrer; alt er bølger gennem kroppen, vibrationer i nervesystemet.

Hestene synger, kyllinger løber rundt uden hoved, og Bjørn, bogens hovedperson, er ikke andet end »en vibrerende blød tekstur«, »et sæt af organer«. Eller en pose af bakterier, som en overskrift lyder. Et åbent sår, der flyder over af pus.

Kønnets materialismus

Pus er der også nok af i Jeg æder mig selv som lyng. Pus som i lægevidenskabelig materie, som i de gullige, tyktflydende væsker, kroppen skiller sig af med. Det kan også være rødt: blodets og menstruationens farve. Abortens. Den materialisme, man finder i Ravns bog, hænger nøje sammen med den kvindelige krops køn, dens udflåd og affald. Man skal huske på, at ordet materie kommer af det latinske ord for mor, mater. Det er også den form for materialitet. En helt igennem rød materialitet.

Som Yves Klein gjorde det med blå før hende, burde Ravn patentere den særlige udgave af rød, som hun fremmaner i sin bog. Farvens materialitet sætter sig uanset hvad igennem i skriften. Det kommer til udtryk som et »grammatisk ubehag«, hvor bogstavet ø får sin egen materialitet, som i den grad udøver vold mod tungen og talen. Se bare her (i et worddokument farver autokorrekturen alting rødt):

»Røddøgnets røde røder døgnrødet rødt, og rødtrødende døgnrøder røddøgnet rødene, rødt døgner røddøgnet …«

Et andet sted lyder det:

» ...det røde begynder at vandre«.

Det er dét, der kendetegner den nye materialisme. Farven er konkret og materien lyser. Materialiteten er ikke passiv og mekanisk, den vibrerer og vandrer. Det handler ikke kun om anatomi og fysik, men også om etik og feminisme eksempelvis. Og frem for alt om litteratur, om en ny poetisk materialisme.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Rasmus Varnich Blumensaat

God sammenstilling af tre interessante knopskud i dansk litteratur. Dog jeg mener ganske enkelt at man skal være en endog meget indskrænket læser for at tale om en ny poetisk materialisme. Den poetiske materialisme er ikke ny i dansk litteratur. En klokke ringer dybt inde i den brændende opgang og det er Inger Christensen. Det nye ved denne materialisme er muligvis dens tilbundsgående karakter. At den i udgangspunktet er befriet for enhver ansats til metafysik. At kroppen og livet ikke længere er det sankrosankte allerhelligste, men blot et perspektiv på alt det andet og sig selv. Den nye kropslige sensibilitet koblet med en postironisk tilgang til intimitet nuancerer måske denne version af materialismen, men i sig selv er denne ikke mere ny end man gør den til i danske sammenhænge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Den højeste kompleksitet finder man i en mødding under forrådnelse på en varm sensommerdag.

Kompleksiteten i een kubikcentimeter af dette materiale er langt langt større end kompleksiteten i den mere end 1000 gange større menneskehjerne.

En zip-fil, der redegjorde for alle aspekter af menneskehjernen ville fylde mange gange mindre end en zip-fil, der redegjorde for alle aspekter af en kubikcentimeter mødding.

Det maner til ydmyghed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian de Groot-Poulsen

Undskyld, jeg spørger "dumt", men er det ikke på tide, at man som digter hiver mere ud af sig selv i stedet for at henvise til en anatomist, teoretiker eller andet?

For min skyld gad jeg gerne se en F.P. Jac 2.0, der drak sig pissefuld og skrev nogle pissespændende digte, end folk, der havde læst noget teori og arbejdede ud fra dem.

Hvorfor holde sig tilbage som digter? Hvorfor ikke gå amok og skrive bevidstheden ud?

Jeg selv synes, at den "nymodens poesi" er handikappet på den måde, at den ikke er autentisk. Den virker opstillet og dermed ude-af-trit med menneskes sjæl. Hvad skal vi bruge den til? Føle os kloge og grine lidt over de teoretiske finurligheder?

Jeg ønsker, at man brugte bevidsthedsstrømme, umiddelbarhed, alvor og pathos i langt højere grad end, hvad man hidtil har set. Hvorfor er Strunge ikke et forbillede længere? Han mente, hvad han skrev. Hans poesi er som revet ud af hans sjæl. Det kan man på ingen måde sige om den "nymodens poesi".

Altså fint nok, at digterne henviser til teoretikere, men er digtene gode? Hvad kan man få ud af dem som læser?

Jeg gad personligt gerne græde noget mere, når jeg læser digte. Græde fordi, jeg følte mig ramt af ordene. Og ud fra mangel på tårepotentialet hos mange af de "nye digtere", vil jeg sige, at den hverken er autentisk, virkelig eller ægte nok.

Fint nok med fine digte "skrevet ud fra teoretikere". Men hvor er hjerteblodet? Hvor er det virkelige virkelige? Lokummet brænder ikke nok hos de nye digtere. Det mener jeg på ingen måde, at det gør.

Det er fint nok, at der findes denne poesi, denne litteratur. Men jeg savner et modspil. En mere "virkelig/autentisk" poesi, der kan samtale med, hvad der ellers skrives.

Hvorfor henviser Amalie Smith til en teoretiker i stedet for at skrive ud fra sit eget bevidsthedsstrømmende sindshelvede? Det ville, for mig at se, være mere interessant end den universitetspoesi, hun har gang i. Hun burde i øvrigt drikke sig mere fuld, end det er tilladt på Forfatterskolen! Dette er ikke nødvendigvis ment bogstaveligt, men som en slags opfordring til, at man går mere amok, er mere "sig selv" frem for at "holde sig selv tilbage". Poesi skal være mere autentisk end det, jeg har fået serveret de seneste 10 - 15 år. Hvor er Strunge?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian de Groot-Poulsen

Jeg ved i øvrigt ikke om min kritik af Amalie Smith holder stik. For hun skriver netop ud fra nogle temmelig spændende temaer. Kærlighed, død mm. Jeg savner måske, at hun ganske enkelt gik amok i sin poesi! Det virker en anelse tilbageholdt, og det kan sikkert godt afføde en række glimrende digte. Jeg savner noget mere F.P. Jac (og jeg forstår godt, hvis hun netop ikke er Jac, men Amalie Smith).

Men jeg savner mere vanvid. Mere nødvendighed. Ikke fine-nu-skriver-vi-ud-fra-teori-digte.

Mere hjerteblod!

Men som jeg har forstået det, så mener poesilæsere i hele landet, at det er pissefedt det, der bliver skrevet anno 2012. Synes I det? Virkelig?

Eller skal vi skabe en poetisk revolution? Skal vi hive Jac, Strunge op af graven? Skal vi gå Grotrian-amok? Skal vi skabe noget andet end, hvad vi får serveret? Det vil jeg lade op til digterne. Men ligegyldigt hvad, så er der noget nyt på vej, som endnu ikke kan ses. En modreaktion på den måde, der skrives på for tiden. Det er bare et spørgsmål om tid før, de nye strømninger overses. Men mon ikke, de vil kæmpe videre.

Revolution!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for My Eliasson

Revolution
Der går desværre intet poesispøgelse igennem Danmark i disse år.
Nærværet og her menes det personlige nærvær er forsvundet i poesien. Jeg mangler på samme måde som Christian de Groot Poulsen en poesi, der vil sine læser noget.
Digteren vil ikke længere giv sig selv hen til læseren. Det kan ikke forventes, at læseren kan åbne sit hjerte op for digtet, når digtet ikke åbner sit.
Smerten i hjerteblodet er noget vi alle har. Det bliver først kunst, når vi deler den.
Vi vælger i dag at prioritere borgerskabets pæne kunst i stedet for det oprør vi oplevede i firserne. Jeg vil have forskellige digte fra forskellige mennesker og samfundslag.
Da de ikke kan komme til orde tilslutter jeg mig Christian de Groot Poulsens revolution.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for louise volsted pedersen

Indenfor installationskunsten findes et værk kaldet The red room - måske med slet skjulte filmiske referencer til ondskabens hotel af Stephen King oprindeligt. Denne installation fra 1994 rammer farven rød i tyrens hjerte - måske lægger den såkaldt poetiske materialisme sig tæt op af dette halvfemser kunstværk, som udstiller forældresoveværelsets forklædning i rødt under kumre forhold, - måske set med barnets øjne i kunstnerens fordoblede eller fordoblende blik. Ihvertfald er behandlingen af farven rød her langt forud for et potentielt patent af materiel gestaltning af farven - og farver i øvrigt ses med vidt forskellige øjne ofte. Parallellen i min optik mellem poetisk litterær materialisme og kunstnerisk antyder at litteraturen halter bagud - medmindre ja, man medtænker Inger Christensens Det.

anbefalede denne kommentar