Læsetid: 2 min.

Rejeskaller og lysende beton

Udstillingerne ’Hello Materials’ på Dansk Design Center, og ’Material World’ på Dansk Arkitektur Center, handler om nye smarte materialer i design og byggeri
24. maj 2012

Opringning til arkitekt Søren Nielsen på tegnestuen Vandkunsten:

– Du har set begge udstillinger ...

»Ja, og materialeprøverne giver lyst til selv at prøve de nye muligheder i praksis. Selv om noget af det foreløbig ser ulækkert ud.«

– Det hele kan inddeles i tre grupper: nye, grønne og intelligente ...

»Og grupperne lapper selvfølgelig ind over hinanden. De ’nye’ materialer signalerer typisk genbrug og materialebesparelser. Sportstrøjer fremstillet af brugte plastikflasker. Eller en ligkiste af pap. Men eksemplerne griber ikke altid ned i selve bæredygtigheden og CO2-problematikken.«

– Det gør så de ’grønne’ eksempler ...

»Fordi de går videre end ’brug og smid væk’-filosofien. Det er materialer, som sætter et mindre fodaftryk økologisk set. Plastikposer og papæsker er industrielt forarbejdede produkter, selv om de kan forsvinde og forvitre. Hvorimod grønt lav vokser hurtigt i naturen og kan bruges i stedet for oliebaseret polystyren-emballage. Men behovet for støddæmpende materiale stammer økologisk set fra de globale transporter med fly eller skib ...«

– Så er der de ’intelligente’ materialer på udstillingerne ...

»Det er aktive faseskiftende materialer, som eksempelvis kan optage varme om dagen og afgive den om natten. Uden at være tunge blokke, men for eksempel særligt behandlet gips. Eller meget tynde rockwoolplader kombineret med nano-gel. Der er også ledninger, som skifter strømstyrke, hvis de strækkes eller slækkes.«

– Hvad kan du bruge dem til som arkitekt?

»Først og fremmest sætter den slags fantasien i sving. Om man kunne lave et tagmateriale til sportshaller, som dæmper solskinnet om dagen og afgiver lyset i hallen om aftenen. Så er der på udstillingerne også gennemsigtigt træ eller beton. Og selv om det nok i første omgang vil være lumre hotelmiljøer, der springer på den slags novelties, kan det ikke udelukkes at gennemlyseligt træ nogle gange kunne give grønnere byggetekniske løsninger end glas. Træ er et interessant materiale, fordi det optager og lagrer så meget CO2.

– På tegnestuen Vandkunsten står I for opførelsen af et nyt tanghus på Læsø, sat i gang af Realdania.

»Og i vores arbejde med en ny arktisk byggeskik til Future Greenland på den kommende Venedig Biennale har vi langfibret tang i tankerne til både tag og vægge. Vi har også prøvet at introducere rejeskaller som råmateriale til plastprodukter. Det var der ikke større lokal interesse for, men på Designcentrets udstilling er der ikke desto mindre et eksempel på plast lavet af fiskeskæl!«

 

’Hello Materials’ på DDC er åben til 21. september, og ’Material World’ på DAC lukker 5. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu