Interview
Læsetid: 9 min.

Det er satme liv, du

Maise Njor har skrevet en roman, som ikke har Maise Njor i hovedrollen, men derimod en mand, der hedder Carsten. Information har mødt hende til en snak om blufærdighedsgrænser og mænd, der tænker store tanker, når de køber toiletpapir
/h4> Majse Njors nye roman handler om kvinder, der tager magten, og mænd, der stikker af .

/h4> Majse Njors nye roman handler om kvinder, der tager magten, og mænd, der stikker af .

Tine Sletting

Kultur
25. maj 2012

Det kunne lige så godt være slænget af mænd i Maise Njors nye roman, Der var engang en mand, som sad rundt om det mørke træbord på Hviids Vinstue. Hvis det var Carsten, Poul, Leo, Lars og Bjarne, som sad under det mørke sænkede loft omringet af guldrammer, vinrøde vægge og høje sorte paneler, ville de højst sandsynligt åbne en øl og tale om, hvor trætte de er af deres liv. For det er nemlig det, som gruppen af mænd har tilfælles; de magter simpelthen ikke mere.

Denne eftermiddag er det dog Maise Njor selv, der sidder på en af de brune stole med sprødt læderbetræk. Hun fortæller om Carsten, som er hovedpersonen i Der var engang en mand; Carsten, der stikker af fra kone, dobbeltcarport og juicepresser for at køre sin Range Rover til Afrika og svine den til. En hale af mænd følger efter ham ned gennem Europa, for at få svar på, hvad man(d) gør for at blive herre over eget liv – men undervejs finder Carsten ud af, at hans kone har det præcis ligesom ham.

»Bogen handler om mænd, der er nødt til at gå. Ja, det er egentlig lidt strengt, for den handler også om, hvordan kvinder tager magten – og så bestemmer jeg sørme, hvordan den mandlige hovedperson tænker,« siger hun.

»På en måde ville det være rart, hvis mænd læste den og kunne genkende sig selv ... På den anden side er det nogle ret skvattede mænd, der optræder i bogen, så det er også lidt synd, hvis de kan. Jeg tror, at der er mange mænd, der bøjer og bøjer til de knækker, fordi de dybest set godt vil være søde og gøre, hvad kvinderne gerne vil have. Men glemmer, hvad de gerne selv vil. Det gælder i øvrigt begge køn,« siger Maise Njor og fortæller, at hun synes, at mange lever deres liv lidt bevidstløst – det har hun også selv gjort i perioder. Og hun mener, at man kunne redde mange parforhold, hvis folk turde sige til hinanden, at de ikke gider bruge en weekend på at tage i Ikea, »samle lortet lørdag«, få gæster om aftenen og slutte af med en børnefødselsdag søndag.

En plade, ingen kan spille

»Jeg håber, at bogen kan få folk til at tænke over og formulere, hvad de gerne vil med deres liv,« siger hun og opfordrer til, at par ryster posen og taler om, hvorvidt man har taget rollen som den, der arkiverer rudekuverter i en mappe, eller om man bare har fået den tildelt. Og om man eventuelt skulle overveje at bytte.

»Der er stadig så stort fokus på mande- og kvinderoller – og vi fokuserer så meget på forskelle i stedet for ligheder. Carsten finder jo for eksempel ud af, at han slet ikke har kendt sin kone, fordi han har gået og lidt i fred i stedet for at fortælle hende, hvordan han har det.«

En pointe, Maise Njor gentager i sine bøger – og som hun blandt andet diskuterer med Fay Weldon i mailudvekslingen Livet for let øvede – er, at moderne mænd ingen forbilleder har. Og temaet går igen i Der var engang en mand, hvor Carsten udtaler til P3: »Det er også svært, at finde ud af, hvem man skal være, når man har en far, der aldrig siger noget. Når ens far er som en grammofonplade i en verden, hvor alle har en cd-afspiller – så kan man jo ikke bruge ham til noget; han kan ikke være et forbillede længere, for hvem har lyst til at være en plade, som ingen kan spille? Jeg synes det store problem for min generation af mænd er, at vi ikke har nogen at modellere os efter, bortset fra hinanden, og vi er alle cirka lige forvirrede over, hvordan vi skal opføre os.«

Da Livet for let øvede var aktuel udtalte den dengang 78-årige Fay Weldon, at hun egentlig ikke havde lyst til at forstå mænd. Det har Maise Njor:

»Det med mangel på forbilleder ... det er der, jeg har mest ondt af mænd. Min mors generation tog et kæmpe spring og kæmpede for noget, som vi i dag kan nyde godt af. De var nødt til at reagere mod noget, der var. Men helt ærligt ... det kan godt være, at der var et par mænd, der begyndte at strikke og gå i batikfarvede underbukser, men de var ikke rigtig en del af det oprør, og jeg tror ikke, at de har rykket sig så meget, som vi gerne vil tro. Nu generaliserer jeg, men min generation af mænd kan samtidig ikke sige, at de gerne vil være som deres fædre – for sådan en mand vil kvinder ikke have. De er lidt fortidsløse,« siger hun. Og det er en samling slatne og temmelig forvirrede mænd, der drøner gennem Europa i Maise Njors roman: Poul, der bliver bedøvet af sin kone og vågner op med en helt ny krop (efter at Poul selv har opfordret konen til at få større bryster), og Leo, der er så skrækslagen for at miste, at han pendler mellem to koner – som i øvrigt er opkaldt efter to løvinder fra virkelighedens verden, Esther og Esmeralda, der slog en hanløve ihjel, fordi han var for svag. Vil bogen fornærme virkelighedens hanner?

»Jo. Det kunne den måske godt. Men hvis der er nogen, der bliver fornærmede, så gør det ikke noget,« siger Maise Njor, som i øvrigt påpeger, at man også kan finde en lille bid af hende i alle de tossede og desperate mænd.

»At skrive er lidt ligesom at lege med dukker. Der er nok nogle store mandlige forfattere, der ikke vil have, at man sammenligner det at skrive med at lege med dukker, men det er det jo. Det var det, jeg gjorde, da jeg var barn. Og jeg har fundet ud af, at dem, der er uartige og vanvittige, er de sjoveste at skrive om – og så har man selv brugt de første 30 år af sit liv på at være en pæn pige …«

Kunsten at dele

Ud over sin debut som romanforfatter er Maise Njor i øjeblikket også aktuel i DR2’s program Sex, kaos og bekendelser, hvor fem danske kvinder har filmet sig selv i 100 dage for at give et hudløst ærligt billede af, hvad det vil sige, at være kvinde i dag.

»At være med i de programmer var ekstremt grænseoverskridende, fordi det er andre, der har valgt ud, hvad historien skulle være. Og det kommer jeg ikke til at gøre igen. Jeg vil hellere selv skrive min historie. Når jeg skriver, kan jeg selv bestemme … tricket er selvfølgelig at lade som om, at du giver alt – men det er der jo ingen, der gør,« siger hun og fortæller, at folk har ringet til hende, efter de har set programmet, og har spurgt, om hun var ved at hoppe ud ad vinduet, fordi der var så stort fokus på alt det triste.

»På den anden side, når man siger ja til sådan noget, så skylder man … nogen … at man er ærlig. Jeg kunne også have lavet en anden version, hvor jeg bare sad glad og lakerede negle, men det ville jeg ikke. Holdet bag programmet kaldte os ind, fordi vi skulle se programmet igennem, inden det blev sendt, og de sad sådan ’iiiiiichh’, da vi nåede til det sted, hvor jeg sidder og græder over, at jeg savner mine børn. De var bange for, at jeg skulle sige, at de ikke måtte bringe det, men det var lige præcis det, der skulle bringes, for andre voksne skal have at vide, at sådan er det at blive skilt. Eller sådan har det i hvert fald været for mig – jeg har hadet hver anden uge, når jeg skulle sige farvel til mine børn. Jeg synes, der er så mange voksne, der lyver for at komme videre i livet.«

Det er ikke første gang, at Maise Njor lukker offentligheden ind i sit liv. Først kom den satiriske e-mailkorrespondance med Politiken-journalist Kamilla Stockmann Michael Laudrups tænder og i efterfølgeren Charlie Hotel Oscar Kilo (eller »Bogen som ingen kan huske hvad hedder«, som Maise Njor omtaler den) følger læseren en nøgen og sårbar skribent gå igennem et brud med sin mand.

Er jeg ok?

»Folk spørger mig næsten altid, om jeg føler, at jeg giver for meget, og det må være, fordi de synes, at jeg gør,« siger hun og fortsætter: »Det var først for nylig, at der var én, der sagde til mig, at blufærdighedsgrænser jo er forskellige – og det havde jeg slet ikke tænkt over. Jeg troede, vi havde den samme. Så folk synes simpelthen, at jeg er pinlig … Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om mænd bliver spurgt om det samme? Får Morten Sabroe det samme spørgsmål? I bogen om sin mor (Du som er i himlen, red.) skriver han, at han skal give hende en stikpille, og at han bliver i tvivl om, om det er det forkerte hul – det var langt over min grænse,« siger Maise Njor. »Og i øvrigt uden yderlig sammenligning, for jeg synes han er så dygtig,« skynder hun sig at tilføje.

»Men når kvinder beskriver deres hverdag, så bliver de hurtigt kritiseret for, at det bliver lidt pussenusse-trivielt, hvorimod når mænd beskriver deres hverdag, så ’beskæftiger de sig med livets store spørgsmål’. ’Det er satme liv du!’.« siger Maise Njor med mørk stemme.

»Og så har de i virkeligheden lavet det samme som kvinderne. De har også været nede og købe ind og har overvejet, om de skulle købe det billige toiletpapir. Der er bare stadig en tendens til at hylde mænd, bare fordi de har købt en pose kartofler.«

Måske vil Maise Njor om et par år synes, at det er »skidepinligt«, at hun har fortalt så meget om sig selv.

»Jeg tror, min facon stammer fra dengang, jeg var barn – jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg skal formulere det, uden at der kommer nogen og vil lægge mig i spændetrøje – vi boede i England i tre år, og der blev jeg et lidt mærkeligt barn. Jeg betragtede verden, og jeg følte mig ikke som en del af den klasse, jeg gik i ... tror tit, jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg var normal ... eller bare okay.«

Med åbenhed og finurlige beskrivelser af dagligdagen ville Majse Njor gerne få folk til at tænke, »Nå, det har hun også følt – så er vi i det mindste to!«.

»Og så ville jeg nok også teste, om folk synes, at jeg var helt ved siden af. Det har været en undersøgelse af, om jeg var ok!,« siger hun.

Og så synes Maise Njor i øvrigt ikke, at det er så farligt at tale åbent om sit liv. Det startede, da hun var chefredaktør på modemagasinet Eurowoman fra 1999 til 2006:

»Da jeg arbejdede på et blad, hvor det hele var åh så lækkert lækkert lækkert, var min klumme på den sidste side min eneste mulighed for at punktere hele lortet. Det var der, jeg kunne fortælle om at falde igennem,« fortæller hun.

»Måske fortryder jeg – men jeg har ikke gjort det endnu. Det er ligesom med min tatovering,« siger hun og trækker op i ærmet på sin sorte blazer og viser en lille tatovering på oversiden af håndleddet frem: et hjerte med vinger. Nyhavn-style. »Jeg fik den lavet en dag i Nyhavn med én, der hedder Pia. Vi kiggede på hinanden i frokostpausen og sagde, skal det være nu? Vi delte en øl på Palæbar bagefter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Hun har også lavet en bog med fotograf Tine Harden om steder i Europa, hvor folk er samlet på grund af en bestemt begivenhed. Eksempelvis var hun på pilgrimsfærd og besteg det hellige bjerg Croagh Patrick i Irland, hvor der hvert år sidste søndag i juli kommer 25.000 mennesker. I den anledning udtalte hun: "Det var en fantastisk oplevelse, som jeg synes, alle skal prøve.«

Rikke Jacobsen

Anbefaler også gerne ovenstående bog! :-)