Læsetid: 7 min.

Jeg ville have min sorg tilbage

Agnete Braad var gravid og lykkelig. Men så blev hendes mor syg. Midt i lykken døde hun, og det førte en kamp om arven med sig, der forhindrede sorgen. Først nu, hvor hun har skrevet en roman, føler hun, at hun har fået sin egen historie tilbage
Agnete Braad er datter af den kendte Nørrebro-præst Anne Braad. Da moderen blev så syg af kræft, at hun havde kort tid tilbage at leve i, slog Agnete Braad ring om hende. Hun måtte afvise nogle sognebørn, der mente, at Anne Braads sygdom var deres anliggende. Nej, min mor er mor og ikke præst længere, mente hun.

Agnete Braad er datter af den kendte Nørrebro-præst Anne Braad. Da moderen blev så syg af kræft, at hun havde kort tid tilbage at leve i, slog Agnete Braad ring om hende. Hun måtte afvise nogle sognebørn, der mente, at Anne Braads sygdom var deres anliggende. Nej, min mor er mor og ikke præst længere, mente hun.

Sofie Amalie Klougart

5. maj 2012

Agnete Braads mor var aldrig helt hendes. Hun var sognets. Offentlighedens. Nørrebros. Hun var Anne Braad. En elsket sognepræst ved Stefanskirken og en kendt debattør, der døbte Grundfos-pumper i døbefonten, inviterede imamer ind i kirken for at afmystificere islam og skrev kommentarer i Ekstra Bladet. Hun døde i 2008.

»Det var hendes job at være alles mor. På sin vis gav hun det væk, som hun skulle have givet til familien. Omsorg og nærvær og forståelse. Sognearbejde minder på mange måder om det at opdrage et barn,« fortæller Agnete Braad. Men da Anne Braad blev så syg af kræft, at hun lå på hospice slog Agnete Braad ring om hende. Hun måtte afvise nogle sognebørn, der mente, at Anne Braads sygdom var deres anliggende.

»Jeg synes faktisk ikke, det var så voldsom en reaktion, at man gerne vil have sin døende mor i fred. Men måske var det også, fordi jeg lige havde født et barn, at jeg fandt det upassende, at folk ikke forstod, at der er en grænse. Og at det måske var mormor, hun skulle nå at være. I stedet for at nå at sige noget til nogen, som hun før havde sagt noget til af betydning. «

Anne Braad nåede at være mormor til Agnete Braads datter. Men kun et øjeblik.

Og Agnete Braad nåede kun at sørge over tabet et øjeblik. I tre år havde Agnete Braad og hendes bror en retstvis t af deres mors eksmand om arven.

»Der var én, der stjal min sorg fra mig. Det er fire år siden, hun døde, og jeg har stadig ikke hentet hendes ting.«

Men nu har hun slået ring om sin mor igen. Denne gang i bogform. Som om hun bare lagde røret på og forsvandt, skrev hun, mens retssagen stadig kørte. Dele af fortællingen er fiktion, meget er ikke. Anne Braad er Anne Braad, og hun dør meget pludseligt af kræft, kort efter Agnete Braad har født sit første barn, men retssagen varer ikke i tre år.

»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«

Får de udfordringer man magter

Det handlede ikke om at opremse alt det forfærdelige, der vitterligt skete i den periode, men om at opnå ejerskab til sin egen livshistorie.

»Alt er meget mere fint i romanen, end det var i virkeligheden. I virkeligheden var det kaos. Jeg var gravid, og så kommer de og siger, at min mor skal dø om fem uger. Det kan hun da ikke. Hold nu kæft!«

Agnete Braad tænkte ofte, at hendes liv var som en film. Med et fuldstændig usandsynligt plot. Men hun endte altså selv med at bruge fiktionen til at skabe orden i det, der var et stort rod.

»Jeg har tænkt meget over, hvad min mor mon ville have sagt, man skulle lære af sådan noget. Og hun har altid sagt, at man kun får de udfordringer, man kan klare. Jeg har skrevet den bog som en forsoning med den ballade, livet er. Forestillingen om, at det ikke kunne være dramatisk er jo løgn, for en fødsel er altid dramatisk. Lektien er nok, at man skal tilgive. For eksempel tilgive at min mor havde elsket en mand, der kunne finde på at retsforfølge os i tre år.«

Da Agnete Braad og hendes bror sad i retsmøde efter retsmøde med en mand, der ville have andel i en arv, der nærmest ikke var der, begyndte hun nemlig at føle vrede.

»Det var en stor krænkelse, at han fremkaldte de følelser i mig på et tidspunkt, hvor jeg skulle have sørget over hende. Det er ikke noget, jeg er kommet over. Den krænkelse går ikke væk. Men bogen er et forsøg på at få fortællingen om hendes død til at handle om noget andet end det. Det er et forsøg på at få det til at handle om det at miste sin mor, når man lige selv er blevet det. Det er én, der har stjålet min sorg. Jeg vil have ejerskabet tilbage.«

Bogen har givet hende mulighed for at tage kontrollen over det liv, der siden moderens død har været defineret af andre. Af andet. Bogen har gjort sorgen nærværende. En sorg, der hersker på to forskellige niveauer. Der er ’hun skal aldrig’-sorgen.

»Hun skal aldrig med til min datters fødselsdag, hun skal aldrig mere ringe, hun skal aldrig mere kalde mig ’din odder’. Det er den konkrete sorg. Den bliver hverdag. Nu ved jeg jo godt, at hun aldrig mere kommer ind ad døren.«

Men den største sorg kom bag på Agnete Braad.

At være den næste på tærsklen

»Det var sorgen over at miste sin plads i rækken af kvinder. Jeg var 32 og havde lige født, og så var jeg den næste, der skulle dø. Jeg mistede mit generationsforhold. Det er det, man læner sig op ad, når man bliver mor, at der er nogen at tale med, og at der er nogen, der ser én være mor. Og alt bliver relativeret; jeg ser nogen ligne min datter, der ligner mig. Det kom bag på mig, hvor stærkt det er. Følelsen af at stå at svaje uden forældre er en helt anden måde at være i livet på. Der er ikke nogen, der mener noget om mit liv sådan for alvor. Jeg har mistet mit hovedvidne.«

Det er ikke nødvendigvis noget rart sted at være. I sorgen. Men det er et nødvendigt sted. Mens retssagen stod på, flygtede Agnete Braad ind i sit arbejde. Hun havde ikke overskud til at mærke efter, og det blev dyrt for hende. Og det kan hun kende fra sin mor. Hun gav omsorg og nærvær til så mange mennesker, men når det gjaldt hendes egne nærmeste, havde hun svært ved det.

»Hun havde stort besvær med nærhed. Jeg har ofte tænkt over, hvor længe hun mon selv kunne mærke, hun var syg. Det var jo meget sent, det blev opdaget, og man kan godt sige, at hun arbejdede, til hun døde. Hun havde svært ved at mærke efter, svært ved at forestille sig ikke at være virksom og svært ved at give sig selv lov til at have behov for andre.«

Agnete Braads mor var faktisk bedst til at være nærværende, når hun var langt væk.

»Hun var helt klart bedst at tale i telefon med. Hun elskede at tale i telefon. De bedste år, jeg havde med min mor, var de år, hvor jeg boede i Aarhus, og vi ikke så hinanden så ofte, men i stedet talte i telefon.«

Ville ikke fejre jul med sine børn

Hun bebrejder ikke sin mor, at hun gav så meget nærhed og omsorg til andre, at hun ikke orkede at fejre jul med sin familie. Sådan er det at være barn af en præst. Eller måske nærmere: Sådan var det at være barn af Anne Braad.

»Min mor er et stort forbillede for mig som en fri og stærk kvinde. Men vi har selvfølgelig haft nogle problemer med at fungere som familie. Det er der jo masser af kvinderne fra den generation, der har, fordi de har haft svært ved at forvalte de frihedsgrader, de fik.«

Men da hun havde behov for det, kunne Agnete Braad sætte den grænse om familielivet, som Anne Braad aldrig selv formåede at sætte.

»Når hun havde det godt, havde hun lyst til at invitere alle ind. På den måde døde hun, meget som hun levede. Så det var helt klart for min skyld, jeg forsøgte at slå ring om hende, mens hun var syg. Mens hun lå på hospice, var hun ikke deres præst, hun var vores mor. For eksempel afviste jeg en mand, der udbrød: ’Jamen, er det ikke Anne Braad?’, da hun lå på det yderste. Hvem har lyst til at være ’Anne Braad’, to dage før man skal dø?«

I romanen har hovedpersonen Agnete Braad ikke selv nogen stillingsbetegnelse.

Hendes mor er præst, hendes bror advokat og hendes mand arbejder i en bank, men læseren får aldrig at vide, hvad hovedpersonen laver.

»Når det kommer til stykket, er det uvæsentligt. Hvis du vil tale om liv og død og kærlighed, så hører profession bare ikke med. Det forstyrrer de basale ting i en fortælling – og vel egentlig også i livet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

uha det kender jeg godt, altså de problemer som kan komme i forbindelse med arv / familiemedlemmer / sorg.

det kan være meget ondskabsfuldt, og hvad kan man gøre??, jeg ved at nogle for at undgå vilde familiefejder, at de tvinger det i skifteretten.

Det er der så også store minuser ved.
200.000,- koster det at få solgt et hus til 800.000,-

Advokater og ejendomsmæglere er totale ågerkarle.
Og når det går gennem skifteretten er man tvunget til det.

Så det er ikke helt nemt....... køæb huset af de gamle, køb alle deres ting,. så er problemet ovre.

Brian Pietersen

hvis det ikke er vigtigt hvad folk laver, hvorfor er det så nødvendigt at vide at søskende er advokater og bankfolk??... skal vi så gætte på at du kakker roer i et eller andet østland, hvor du må stå op og sove??? griner

Sören Tolsgaard

@Bo: Ork nej, et menneske kan være kringsat af fjender - måske også af venner - og det er jo almindelig kendt, at gribbe slår ring omkring døende.

Det kan ofte være en stor fordel at have advokater og bankfolk ved hånden, når rivegildet sætter ind, ikke mindst når afdøde har haft divergerende og stærkt modstridende bekendtskaber (især flere ægteskaber), der kan komme i betragtning som arvinger.

DR viste for nylig et indslag om en palæstinenser, som i alt havde haft 6-7 hustruer og i alt havde 36 børn. I overensstemmelse med Koranen havde han kun fire koner ad gangen, men når han forelskede sig i en ny kvinde, lod han sig skille fra den ældste af sine hidtidige hustruer, hvoraf et par stykker og deres børn erklærede sig alvorligt utilfredse med tingenes tilstand.

Den i det muslimske lokalsamfund velanskrevne mand var ganske åbenlys omkring sine motiver og anså det kun for rimeligt, at han lod sig skille sig fra sine ældre hustruer, når deres børn var gamle nok til at klare sig selv.

Sören Tolsgaard

Tja-øhh, artiklens formulering er uklar, og selvom hovedpersonen kredser omkring sit eget motiv, antydes dog, at der er flere tilstede i ringen omkring hendes mor:

"Anne Braad nåede at være mormor til Agnete Braads datter. Men kun et øjeblik."

"I tre år havde Agnete Braad og hendes bror en retstvist af deres mors eksmand om arven."

"Så det var helt klart for min skyld, jeg forsøgte at slå ring om hende, mens hun var syg. Mens hun lå på hospice, var hun ikke deres præst, hun var vores mor."

"Hendes mor er præst, hendes bror advokat og hendes mand arbejder i en bank, men læseren får aldrig at vide, hvad hovedpersonen laver."

Udover hovedpersonen deltog således i det mindste hendes bror, hendes mand og deres nyfødte datter.