Læsetid: 3 min.

’Vi spilder millioner på arkitektkonkurrencer’

Arkitekt og formand for Kunstfonden, Lars Juel Thiis, mener, at vi spilder alt for mange skattekroner på arkitektkonkurrencer til offentlige bygninger. Med mange krav om detaljer bruger det offentlige millioner i honorarer til bygherrerådgivere og arkitekter. Penge, som kunne bruges langt bedre
Arkitekt og formand for Kunstfonden, Lars Juel Thiis, mener, at vi spilder alt for mange skattekroner på arkitektkonkurrencer til offentlige bygninger. Med mange krav om detaljer bruger det offentlige millioner i honorarer til bygherrerådgivere og arkitekter. Penge, som kunne bruges langt bedre
8. maj 2012

Mere bureaukrati og store omkostninger for skatteyderne. Det er ifølge arkitekt og formand for Statens Kunstfond, Lars Juel Thiis, resultatet af de skærpede krav til offentlige arkitektkonkurrencer. Som Information tidligere har beskrevet, er offentlige arkitektkonkurrencer i dag meget detaljerede, og arkitekten Flemming Overgaard har i sin ph.d.-afhandling konkluderet, at de mange krav om detaljer går ud over kreativiteten og dermed arkitekturen.

Lars Juel Thiis er enig i, at kravene er for detaljerede:

»Det er jo nærmest helt ned på søm og skrue-niveau,« siger Lars Juel Thiis, som gennem årene har deltaget i mange offentlige arkitektkonkurrencer.

Men de mange detaljer har også økonomiske konsekvenser for skatteborgerne, mener han. Konkurrenceformen gør nemlig, at mange arkitektteams – som får vederlag fra det offentlige – sidder og udarbejder forslag på detaljeniveau:

»Det er det rene galimatias, at fem-seks arkitektteams skal sidde og lave den slags detaljerede tegninger over, hvordan rørene skal føres – eller præcise beregninger af energiforbruget. Og det er spild af penge. Som skatteyder kan man godt blive lidt forarget, når man ser det indefra. Der bliver spildt mange millioner kroner på det,« siger Lars Juel Thiis, som i disse år er dommer på flere af konkurrencerne om de nye supersygehuse – og derfor har indgående kendskab til forholdene.

Hans egen tegnestue, Cubo Arkitekter, har desuden vundet konkurrencen om at tegne det nye Aarhus Universitetshospital.

Detaljer tegnes om

De detaljerede tegninger og beregninger fra de tabende arkitektteams bruges som regel ikke til noget – og selv tegningerne fra det vindende arkitektteam skal alligevel laves om senere i forløbet, siger Lars Juel Thiis:

»Når man senere i forløbet inddrager brugerne, skal mange af detaljerne tegnes om. Så skal rørene alligevel trækkes på en anden måde. Det viser erfaringen.«

Økonomien på de nye supersygehuse er allerede presset: »Jeg synes hellere, man skulle bruge penge på de kreative elementer end på bureaukrati,« siger Lars Juel Thiis.

Det er svært at opgøre præcis hvor mange penge, der vil kunne spares, hvis man lavede konkurrenceformen om. Vederlaget til de arkitektfirmaer, som byder ind på de nye supersygehuse, ligger typisk på mellem en halv og en hel million kroner afhængig af omfanget. Med 16 supersygehuse, som oftest har mellem fire og seks konkurrencedeltagere, bruger det offentlige altså – alene på sygehusområdet – mange millioner kroner på vederlag:

»Oveni kommer honorarer til bygherrerådgiverne. De er interesserede i, at konkurrencerne er så komplekse og detaljerede som muligt. Jo flere detaljer, jo mere tjener de. Og den hopper bygherrerne tilsyneladende med på,« siger Lars Juel Thiis, som understreger, at det ikke kun gælder sygehusene, men alle offentlige byggeprojekter.

Med mere simple – og mere overordnede – konkurrencer kunne man ifølge Lars Juel Thiis halvere vederlagene til arkitekterne og desuden spare mange penge på de konsulenter og bygherrerådgivere, som udarbejder programmerne for konkurrencerne:

»Hvis der ikke var så store krav til detaljer, men det i stedet var de mere overordnede ideer, man konkurrerede på, så ville man kunne gøre det langt billigere. Og resultatet ville ikke blive dårligere. Tværtimod,« siger han.

Senere kunne man så gå mere i detaljer. Begrundelsen for at have detaljerede konkurrencer er gennemsigtighed. Bygherren, som altså er staten, regionerne eller kommunerne, skal kunne argumentere for, hvorfor det netop blev den ene arkitekt frem for den anden, der fik opgaven. Derfor er man glade for præcise og målbare vilkår for konkurrencen:

»Men man bør altså ikke indrette systemet efter, hvad DJØF’erne kan måle og veje,« som Lars Juel Thiis formulerer det.

Han mener desuden, at det er lykkedes bygherrerådgiverne at overbevise bygherrerne om, at det er nødvendigt med så mange detaljer.

»Konkurrencerne skal leve op til EU’s krav. Derfor har bygherrerne været nødt til at ansætte DJØF’ere til at forfatte programmerne for konkurrencerne. Men det er som at sætte ræven til at vogte gæs, for jo mere bureaukrati og jo mere kontrol, der efterfølgende skal udføres, jo flere penge får bygherrerådgiverne.

Som Information tidligere har beskrevet, er der ikke nogen formel grund til, at man har så store krav til detaljer i de danske offentlige udbud. EU’s udbudsregler kan således sagtens overholdes, selv om man laver konkurrencerne mere overordnede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Et udpræget partsindlæg. Har man spurgt nogle bygherrer? Har man spurgt i KL eller i ministeriet? Har man spurgt arkitektforeningen?

Der er mange forskellige former fra arkitektkonkurrancer. Fra de helt overordnede skitseprojekter, der netop ikke er detaljerede eller gennemprojekterede, til de mere specifikke. Nogle gange indbydes bestemte firmaer til at deltage, andre gange er konkurrancen åben, og så er der mange bydere, der ikke får en krone.

Efter kommunalreformen har mange kommuner deres egne rådgivningsafdelinger, der tager sig af kommunens egne ejendomme. Derfor er bygherrerådgivning ikke altid som beskrevet i artiklen købt ude i byen.

Prøv at spørge arkitektforeningen om de synes, det ville være en god ide at undgå konkurrancer. Så kunne opgaven gå til de sædvanlige i sognet.

Mads Thomsen

Nu skriver Lars Juel Thiis jo intet sted at det ville være bedre at afskaffe arkitektkonkurrencerne, han påpeger blot at det er bedre for alle parter hvis arkitektkonkurrencerne igen fik lov til at handle om arkitektur.
Det er naturligvis vigtigt at der er eksempelvis vandrør eller edb stik i det endelige hus inden det afleveres til bygherren og brugerne. Men indtil da er det fuldstændigt ligegyldigt, sammenlignet med f.eks. rumlig organisering, internt flow, dagslysforhold osv. Ting som ikke for det nødvendige fokus når der skal tages stilling til hele flyttekasser med jura, og detailkrav i alle mulige retninger, krav som primært eksisterer på bekostning af arkitekturen, men til gavn for jurister og andre "bygherrerådgivere"

Søren Kristensen

I princippet burde der kun være ét krav til arkitektkonkurrencer - en god overskrift - og sådan var det jo også engang, da troen var intakt på at arkitekter kunne løse alvorlige samfundsproblemer med deres nærmest overmenneskelige indsigt. Men sådan er det heldigvis ikke mere. Idag er alle lige kloge og så må man kigge hinanden efter i sømmene og skruerne. Ikke desto mindre tror jeg stadig det kan betale sig at give arkitekterne lidt snor i den indledende fase, i hvert fald i de projekter hvor man forventer at se noget lidt ud over det sædvanlige. Der er sådan set den tilgang de er uddannet til, hvis de ellers har fulgt med i timen. Det andet har man entreprenører til.

Jesper Frimann Ljungberg

Med lidt søg og erstat kunne det her udmærkede indlæg, lige så godt beskrive et offentlig udbud vdr. IT systemer.

// Jesper

Sune Hansen

Det er præcist det samme i EDB-branchen...og jeg er næsten sikker på at det er det samme alle vegne.

Den gamle joke om at vi alle klipper hindanens hår er ingen joke - der er mindst lige så meget burokratri, spild, og laden stå til i det private som der er i det offentlige - det er nærmest som om vi har privatiseret burokratiet...og den slags koster!

I EDB-branchen gør projekt/afdelings-ledere en dyd af ikke at vide noget om EDB...og så undrer vi os over at budgetterne ikke holder?! Og enhver afdelingsleder med respekt for sig selv ansætter straks alle sine "fætre" som gruppeledere så han er beskyttet mod politisk press. Fem minutter senere har vi et fuldt hof, barder, narrer...hele banden.

Det er ikke ualmindeligt at under 20% af ansatte i større (såkaldte) IT-firmaer har en EDB-uddannelse. Nogle teknikkere er autodidakte, men kan det passe at branchen har brug for 2/3 administration?

Lars Brorson Fich

Lars Juel Thiis har efter min mening fuldstændig ret. Ingen bygherrer vil vel vælge et projekt der er dårligere funktionelt set frem et bedre, eller alt andet lige, et der er arkitektonisk ringe frem for et godt. Et simpelt dispositionsforslag redegør netop for de to ting som er i bygherrens interesse, nemlig funktionalitet og arkitektur. Konsekvensen af de meget detaljerede krav der stilles er, at bygherren nemt kan blive tvunget til at vælge det bedste forslag fra pga. en eller anden juridisk eller anden fodfejl - og det er selvsagt ikke i bygherrens interesse. Grundlæggende er det mit indtryk at de meget detaljerede krav ikke er indført i bygherrens, det vil typisk sige i. staten, regioner og kommunernes interesse, men i de ansatte i de nævnte organisationers interesse. Det er altid lettere at 'holde sin ryg fri' hvis der er et eller andet juridisk kriterier - relevant eller ikke - at holde sig til, end hvis man skal foretage en reel bedømmelse af et givet antal konkurrerende konkurrenceprojektesrs kvaliteter.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke, man skal nedvurdere de ansatte i kommunale forvaltningers evne til at vurdere projetforslags kvaliteter. De har samme uddannelsesmæssige baggrund, som projektmagerne, og har ingen selvstændig interesse i detaljerede krav. De kan sagtens vurdere og videreformidle vurderingen til de besluttende politiske organer. De optræder altid på vegne at det politiske niveau, alt hvad de foretager sig, sker efter bemyndigelse som en slag forlænget arm for rådet.

Hvorfor der stilles så detaljerede krav, ved jeg ikke, men det er da rigtigt, at det sikkert er for meget af det gode, og bør tyndes ud. Jeg skyder på, at kravene stammer fra statslige regulativer. Staten elsker at regulere helt ned i detaljen.

Michael Kongstad Nielsen

Det er meget muligt, at man kunne tage lidt lettere på det. Men jeg tror nu, der blandes nogle ting sammen her. Der tages udgangspunkt i Overgaards ph.d.-afhandling om nogle kommunebyggerier så vidt jeg kan se fra før kommunesammenlægningen, samt nogle sygehusbyggerier til regionerne, og så Lars Juel Thiis´ mening. Lars Juel Thiis har flere kasketter på, han er dommer i flere af konkurrancerne om de nye supersygehuse, og så er han såmænd selv med til at konkurrere med tegnestuen Cubo Arkitekter, der vandt Aarhus Universitetshospital.

Det jeg mener er, at der laves masser af konkurrancer, der slet ikke er detaljerede. Ideoplæg til, hvordan gamle havnemiljøer kan fornys og trækkes ind i bymiljøet bagved f. eks. Skitseprojekter for nye bydele, opførelse af nye indkøbscentre, eller idrætsanlæg, eller etageboligbebyggelser på en gammel industrigrund. Jeg tror artiklen forveksler og forenkler problemstillingen med/til udbud, hvor man er blevet helt sikker på, hvad man vil have. Det skal stadig i EU-udbud, da man skal finde den, der skal føre det ud i livet

Lars Brorson Fich

Al rådgivning, dvs. når vi taler byggeri f.eks. arkitekt og ingeniør bistand, i forbindelse med opgaver der er helt eller delvist offentligt finansieret skal i udbud efter EU’s tjenesteydelsesdirektiv, hvis den samlede honorarsum overstiger ca. 1,7 mio. kr. Det vil sige at kravet ikke blot gælder opgaver for stat, regionerne og kommunerne, men f.eks. også alt alment boligbyggeri. Disse byggerier skal følge nogle bestemte procedure, der er fastsat i EU’s tjenesteydelsesdirektiv, som desværre åbner en ladeport for detaljerede og ikke særligt relevante krav, som Lars Juel Thiis ganske rigtigt påpeger. Hovedparten af rådgivningsopgaverne der er omfattet af tjenesteydelsesdirektiver udbydes efter det der kaldes ”mest fordelagtige tilbud”; dvs. at det er meningen at der skal foregå en afvejning mellem pris og kvalitet. Af samme årsag skal der være uvildige fagdommere i form af arkitekter og ingeniører med i bedømmelseskomiteen.
Hvis et tilbud ikke lever op til alle krav i udbuddet – hvis f.eks. et skema er forkert eller mangelfuldt udfyldt – erklæres tilbuddet for ikke-konditionsmæssigt og optages ikke til bedømmelse. Det vil sige, at den slags underordnede fodfejl kan over-rule bedømmelsen af det det egentlig drejer sig om, nemlig at finde frem til det bedste projekt.
Normalt udpeger man efter prækvalifikation 5 grupper til at indsende forslag.
Jeg har selv været fagdommer i to konkurrencer, hvor 4 ud af de 5 forslag var erklæret ikke-konditionsmæssige. Det vil sige, at fagdommerne reelt kun kan bedømme om det tilbageværende forslag er acceptabelt med hensyn til funktion og arkitektur, eller om det er så ringe at konkurrencen skal aflyses. Fagdommerne må ikke se de forslag der er erklæret ikke-konditionsmæssige, og der kan jo reelt sagtens have været projekter i blandt dem der var langt bedre funktionelt, økonomisk og arkitektonisk, men som er faldet på en eller anden fodfejl.
Det er jo helt uacceptabelt set fra bygherren og de kommende brugere eller beboeres side, at man ikke er sikker på at det bedste projekt bliver udvalgt til realisering. Til gengæld er afgørelsen set fra et DJØF synspunkt lydefri og uangribelig – de 4 ud af de 5 forslag er jo faldet på ’objektive’ juridiske kriterier. Det vil sige – helt ’objektive’ er de jo ikke; nogen har jo fundet på dem.

Michael Kongstad Nielsen

Tak til Lars Brorson Fich for redegørelse.
Det må være EU og tjenestydelsesdirektivet, der er synderen. EU´s mani med at gøre alting op i ensartede regler fra Sicilien til Finmark ødelægger megen kreativitet og giver ringere resultater. Måske havde vi også været Ansaldo Breda-affæren foruden, hvis EU-udbudsregler ikke havde kastet os i favnen på de kære italienere. Men det er en anden sag.

Lars Brorson Fich - et par spørgsmål:
Hvordan er det nu, prækvalifikationen laves?
Hvordan udpeges de 5 grupper, der indbydes?
Kan man ikke få en forhåndsdialog om, hvorvidt et forslag er konditionsmæssigt i orden?

Lars Brorson Fich

Først prækvalifikation.
Når en rådgivningsopgave udbydes skal den annoceres i EU-tidende. De grupper der vil søge om prækvalifikation skal indsende oplysninger i henhold til det der kræves i annocen i EU-tidende. Det kan typisk være firmaernes omsætning, egenkapital og medarbejderstab i en nærmere bestemt årrække, cv'er på nøglemedarbejdere der vil blive involveret i opgaven, en organisationsplan for gruppen, referencer med nærmere bestemte oplysninger for tidligere gennemførte opgaver af ligended karakter, firmaernes IT-systemer, kvalitetsikrings systemer, miljøledelses systemer og den slags. Ud af de grupper der indsender anmodning om præ-kvalifikation udvælges typisk 5, i reglen ud fra et pointsystem. Alle grupper må altså på forhånd må anses for at være kvalificerede til at løse opgaven.
Man må under ingen omstændigheder indlede nogen form for forhandling med nogen af de bydende før konkurrencen er afgjort, så derfor er enhver dialog omkring konditionsmæssighed udelukket. For at tage bolden op fra Lars Thies oprindelige indlæg, så blliver der jo allerede i denne fase brugt rigtig mange penge/arbejdstimer både på bygherrer siden og på rådgiversiden. De er måske nok EU der har 'designet' systemet, men det er ikke EU der har bestemt omfanget af det materiale der skal udarbejdes. Som Lars Thies er inde på, så bliver der til gengæld tjent mange penge på at lave, administrerer og afgører også prækvalifikationer.

Leo Nygaard

Konkurrencer, både vedr arkitekt - og totalentreprise,
er spild af samfundsresourser og af firmaernes tid (og penge).
De bedste byggerier op nåes ved et tæt samarbejde mellem bygherre, som kender sine behov og kommer med pengene - og projekterende, som får tid og nærvær med sin partner.
EU`s direktiv er direkte skadeligt, udemokratisk og rummer mulighed for fiflerier.

Michael Kongstad Nielsen

Jamen du godeste, hvor er det besværligt, bureaukratisk og omfattende. Jeg kan godt se fidusen i Lars Thiis´ ide om, at vi danske må se at tage lidt lettere på tingene - som i Sydeuropa, hvor loven kun er vejledende. Skønt dernede kan de nu også finde ud af at malke EU-reglerne for penge.

Jeppe Utzon

Efter min mening bør en arkitektkonkurrence i første omgang handle om arkitekturen.

Når der bliver stillet så store og omfangsrige krav til deltagere og disses forslag i arkitektkonkurrencer, så sker der to ting, som ikke kan være i nogens interesse:

Det ene er at deltagerne ender med at spilde en anseelig del af deres tid og kræfter på ligegyldige ting. En tegnestue har ikke uendelige resourcer at kaste efter et konkurrenceforslag og derfor er det vigtigt at så mange som muligt af disse går direkte til udviklingen af arkitekturen - så tegnestuen kan byde ind med det bedst mulige forslag.

Det andet er, at man udelukker en stor del af talentmassen fra at deltage, fordi de ikke kan leve op til de meget ufleksible krav for deltagelse. Og det er ikke kun små tegnestuer, der ryger på den bekostning. Jeg har hørt, at da tegnestuen PLOT i sin tid blev splittet op i JDS og BIG, så kunne de ikke deltage i mange konkurrencer de første par år, fordi de reelt var nye tegnestuer og derfor ikke kunne fremvise de påkrævede sidste to års regnskaber.

Grundlæggende mener jeg, at det i en arkitektkonkurrence må handle om at få de bedst mulige forslag. Dette modarbejdes i dag af de bøvlede og udelukkende adgangskrav til deltagelse - og af den omstændige detaljering, der kræves af de indleverede forslag.

Jeg mener, at man bør overveje en alternativ konkurrenceform, der består af to runder:

I første runde er der ingen adgangskrav til deltagelse og heller ikke et honorar. Til gengæld er konkurrenceprogrammet mere overordnet og mindre krævende. De deltagende tegnestuer skal her aflevere rene skitseforslag, hvor de præsenterer deres forslag til den overordnede arkitektur og disponering. De skal ikke gå i dybden med alle mulige på dette tidspunkt ligegyldige detaljeringer og påvisninger, men får i stedet lov til at koncentrere sig fuldstændigt om at lave det bedst mulige forslag arkitektonisk set. De får kunstnerisk albuerum med andre ord.

Ud af disse forslag udvælges et antal, som får lov til at gå videre til anden runde. Her er der tale om et mere detaljeret (normalt) konkurrenceprogram, der måske oven i købet er justeret ift. erfaringerne fra forslagene i første runde. Her skal tegnestuerne arbejde videre og egentlig påvise at deres forslag ikke kun holder arkitektonisk, men også kan opfylde de faktiske krav i programmet m.v.

En sådan konkurrenceform, med meget mere fokus på det kunstneriske, vil give de deltagende tegnestuer meget bedre betingelser for at kunne udfolde sig arkitektonisk og frembringe bedre forslag - og det vil i sidste ende gavne os alle kulturelt.

Lars Brorson Fich

Det er måske værd at minde om, at det at arkitekter skal konkurrer om opgaverne ikke på nogen måde er noget nyt her i Danmark. Vi havde før EU og DJØF'ificeringen en meget fin traditon for arkitektkonkurrencer, der både var meget mere simpel, meget mindre omkostningstung og meget mere bedre til at bringe unge tallenter frem.

Det er fuldstændigt rigtigt som Jeppe Utzon skriver - den nuværende konkurrenceform har faktisk skabt mindre konkurrence, fordi kravet om referencer etc. gør opgaverne har en tendens til at samles hos de få store etablerede tegnestuer.