Læsetid: 3 min.

Tak for dansene, Discodronning

Donna Summer er død af kræft. Informations musikredaktør byder farvel til en sanger og sangskriver, der lærte ham og millioner af andre at stønne og danse til disco
Kultur
19. maj 2012
Donna Summer var mere end nogen anden budbringer af discoens lystne budskab i den hvide mainstream, der dengang i midt-70’ernes USA bedst kunne lide Bruce Springsteen. Billedet her er fra 1980.

Donna Summer var mere end nogen anden budbringer af discoens lystne budskab i den hvide mainstream, der dengang i midt-70’ernes USA bedst kunne lide Bruce Springsteen. Billedet her er fra 1980.

Jeg forstod det ikke, men jeg forstod det alligevel. Jeg var tween i de tidlige 80’ere, dengang jeg først hørte amerikanske Donna Summers discohit »I Feel Love«.

Den boblende, euforiske elektroniske baslinje og de dragende synthesizerflader, der smøg sig om en dame, der var i en eller anden form for ekstase rørte et eller andet i en hel vestlig verden – også i en ganske uskyldig provinsdreng.

Discodronningen døde i torsdags af kræft i sit hjem i Key West, Florida. Sølle 63 år gammel. Ak og ve. Dermed er det farvel til en dame, der lærte os at stønne og danse til disco. Og mens jeg skriver dette og lytter til »I Feel Love« får jeg for tusinde gang gåsehud på min langt mere vidende krop. Det er ganske enkelt udødeligt.

LaDonna Adrian Gaines blev født den 31. december 1948 i Boston, ind i en kristen familie og en børneflok, der voksede til syv piger og drenge. Moderen var skolelærer, faderen slagter, men også præst. Hun begyndte at synge ti år gammel i kirkekor – på et afbud – og betog angiveligt kirkegængerne med kraften fra stemmen i sin lille krop.

I 1967 flyttede hun til München for at medvirke i musicalen Hair. Her blev hun og lærte sig flydende tysk. I ‘74 giftede hun sig med Helmuth Sommer, heraf hendes kunstnerefternavn. Og på samme tid mødte hun den italienske producer og sangskriver Giorgio Moroder. Sammen med ham og britiske Pete Bellotte skabte trojkaen hele ni albummer, definerede hende som discodiva og gav os hendes vigtigste hits »Love To Love You Baby«, »I Feel Love«, »On The Radio« og »Hot Stuff«, hvoraf hun var medkomponist på de tre første.

»I Feel Love« var en revolution i 1977 med sin helt igennem elektroniske mutation af disco. Så fuldfedt pumpende, så luksuriøst klingende at alle måtte overgive sig til den ny lyd.

Således kom Brian Eno samme sommer stormende ind i Hansa Studio i Vestberlin, hvor David Bowie var i gang med at indspille albummet Heroes, med et eksemplar.

»Jeg har hørt fremtidens lyd”, udbrød Brian Eno og satte den på. »Den her single kommer til ændre lyden af klubmusik de næste 15 år«.

Og han fik ret.

Krystalklar skønsang

Men magien drejer sig også om Summers stemme. En mezzosopran som ikke kun kunne svinge sig rundt i registrene i smidig melisma, både i krystalklar skønsang og i mere kropsligt og soulede dybder. Men også blotte kosmisk lyst og skrøbelig overgivelse. Efterkommere som Céline Dion og Mariah Carey skylder en herregård, men desværre ikke sovekammeret, til Summer.

Discoen var en fest- og nydelseskultur, og dronningen var Donna Summer, ja, fik endda kælenavnet »The First Lady of Love«. Hun sang om lystens ekstase, kødelig kærlighed, men også om at tro på sig selv og at være sig selv. Hun var ikke altid lige vild med sit seksuelle image og udforskede i stedet – på det mere rockede album Bad Girls fra 1979 – de dunklere sider af lysten, som den manifesterer sig i prostitution.

Men hun var mere end nogen anden budbringer af discoens lystne budskab i den hvide mainstream, der dengang i midt-70’ernes USA bedst kunne lide Bruce Springsteen. Selv Bibelbæltet måtte forsøge at lade være at danse med til »Love To Love You Baby«.

Discogenren har sit udgangspunkt i afroamerikansk musik og homoseksuel kultur i især New York City, og Summer blev et ikon på frisind også i de kredse. Derfor kom det også som et chok, da hun i midt-80’erne angiveligt udtalte at AIDS var en straf over bøsser for deres amoralske livsstil. Vrede fans returnerede hendes plader i tusindvis til pladeselskabet. Først i ‘89 benægtede hun sine udtalelser, men undskyldte samtidig for den smerte, hun måtte have forvoldt.

80’erne var i det hele taget – som for så mange andre etablerede kunstnere – knap så rare ved hende. Det startede fint med producerskiftet til legendariske Quincy Jones i 1982, men hittalentet tørrede ud et par år senere. Og da hun i 1989 satte sig på de britiske hitlistediktatorer Stock Aitken Watermans samlebånd markerede det definitivt enden på storhedstiden.

Donna Summer efterlader sig sin anden ægtemand, tre døtre og fire børnebørn. Og nogle udødelige kropsforførelser.

Tak for dansene, Discodronning. Vi tager nogle tusind flere til ære for dig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her