Interview
Læsetid: 10 min.

Thomas Vinterberg om ’Jagten’: Der er kommet en troldsplint i øjet på os

Thomas Vinterbergs nye film, ’Jagten’, handler om løgnen, der spreder sig som en virus og ødelægger menneskers liv. Det er en slags antitese til ’Festen’, der for 14 år siden kickstartede den danske filminstruktørs internationale karriere på filmfestivalen i Cannes. Nu er ’Jagten’ også udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes – og dermed synes en cirkel at være sluttet for Vinterberg
Kultur
15. maj 2012
I begyndelsen var Thomas Vinterbergs nye film ’Jagten’, der handler om en mand, som bliver uskyldigt anklaget for pædofili, tænkt som en slags antitese til Festen, fortæller instruktøren selv.

I begyndelsen var Thomas Vinterbergs nye film ’Jagten’, der handler om en mand, som bliver uskyldigt anklaget for pædofili, tænkt som en slags antitese til Festen, fortæller instruktøren selv.

Nikolai Linares

Thomas Vinterberg bragede gennem den internationale filmlydmur på filmfestivalen i Cannes i 1998, hvor hans anden film – og den første dogmefilm – Festen var udtaget til hovedkonkurrencen. Det grynede, håndholdte drama om en familiefest, der løber af sporet, da patriarken og fødselarens søn i en tale afslører, at han som dreng blev misbrugt af sin far, tog festivalen med storm, og siden brugte Vinterberg et år på at rejse verden rundt med filmen.

Det var, som om der var kommet en rockstjerne til byen. Alle ville hilse på 29-årige Vinterberg. Til en stor middag til ære for den amerikanske filmproducent Mike Medavoy på det fashionable Hotel Carlton var opmærksomheden ikke rettet mod hædersgæsten selv, men mod Thomas Vinterberg og det øvrige filmhold, der også var inviteret med til middagen.

Så stor var begejstringen for Festen i Cannes, at selv en dansk filmjournalist, som var til sin første filmfestival, blev takket varmt og hjerteligt af de amerikanske filmkritikere og filmfolk, der iført balkjoler og jakkesæt ankom til Meadavoy-middagen og straks begyndte at skamrose filmen, som de lige havde set.

»Tak for en vidunderlig film,« lød det fra flere af dem, og man kunne ikke gøre andet end nikke, smile og sige, at det var såmænd så lidt.

Et naturligt spørgsmål

»Jeg var fuldstændig væk. Jeg husker ikke ret meget fra de dage. Det var voldsomt. Jeg var ikke rigtig i stand til at nyde det, men til gengæld havde jeg mén efter det i flere år. Så jeg vil prøve at gøre det anderledes denne gang, prøve om jeg kan få vendt det lidt rundt,« siger Thomas Vinterberg i dag, 14 år senere, hvor han er blevet 42 (han bliver faktisk 43 den 19. maj, samme dag, som hans nye film, Jagten, har verdenspremiere i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes).

Vi sidder i et mødelokale hos Zentropa i Filmbyen i Avedøre og taler om Jagten og om Cannes. Det er første gang siden Festen, at Vinterberg har en film med på festivalen, hvilket nok skal få både danske og internationale journalister til at tale om et comeback og cirkler, der bliver sluttet.

Det gjorde de i hvert fald, da den danske instruktørs forrige film, Submarino, for to år siden blev vist på filmfestivalen i Berlin, og Vinterberg igen for alvor kom i spotlightet efter 12 år i en slags kreativ limbo med interessante og originale, men knap så vellykkede film som It’s All about Love, Dear Wendy og En mand vender hjem.

Jeg begynder med at spørge, om den slags snak irriterer ham.

»Jeg har opgivet at have kontrol,« siger han og trækker på skuldrene.

»Der er en historie om mig og mine film, og så er der mit liv, og der er ingen som helst overensstemmelse mellem de to ting. Så fantastisk var det ikke at vinde alle de priser, men så rædselsfulde var de 10 efterfølgende år heller ikke. Jeg har faktisk haft det godt og er stolt af noget af det, jeg har lavet undervejs. Jeg tog det valg for en del år siden, at jeg simpelthen holdt op med at læse skriverierne, så det generer mig ikke så meget mere.«

Han holder en lille pause og siger så: »Men spørgsmålet er jo naturligt nok.«

Påført hukommelse

Jeg har endnu ikke fået lov til at se Jagten – den slags er de store filmfestivaler som Cannes meget strikse med – men jeg ved dog, at den handler om en mand, spillet af Mads Mikkelsen, der bliver uskyldigt anklaget for at have misbrugt en lille pige, og om, hvordan løgnen om manden og pigen spreder sig i det lille samfund, hvor de begge bor. Manden bliver forfulgt, men insisterer på sin uskyld, anstændighed og ret til at være til – indtil et vist punkt, hvor han knækker.

»Det er interessant, hvordan en tanke kan sprede sig som en virus,« siger Thomas Vinterberg, der har skrevet manuskript til Jagten sammen med sin samarbejdspartner på Submarino, manuskriptforfatteren og instruktøren Tobias Lindholm.

Historien i filmen udspringer af nogle papirer, som en børnepsykolog gav Vinterberg i 2000 med beskeden om, at efter Festen var her en anden film, han burde lave. Papirerne lå på hylden i otte år, før han fik læst dem, og han blev chokeret over det, han læste.

»Det var nogle historier om påført hukommelse og tanken som virus, hele byer og samfund, der er sunket i havet pga. løgnehistorier,« siger instruktøren.

»Vi har en konvention om, at børn ikke lyver, og det fascinerede mig dybt at se, hvordan de her børn faktisk lyver om misbrug for at gøre de voksne glade. Og hvordan de så bliver ofre for det selv. For det er selvfølgelig børnene, der bliver ofre, fordi så tror folk, at der er sket noget; de vil gerne tro det, deres angst vil gerne tro det. Der opstår et sceneri foran børnene af grædende mødre, mennesker, der kommer i fængsel, gynækologiske undersøgelser, slagsmål, forhør efter forhør, som faktisk betyder, at de får opbygget en erindring om, at der er noget, der er sket, som måske ikke er sket. Det er dybt foruroligende og virkelig interessant.«

Festens antitese

I begyndelsen var Jagten tænkt som en slags antitese til Festen, fortæller Thomas Vinterberg, der sammen med Tobias Lindholm tog udgangspunkt i papirerne, men efterhånden valgte at lave en anden og mere stringent fortælling, som handlede om ét menneske. Med sin dogmefilm var Vinterberg med til at sætte et fokus på pædofili, et fokus, der ikke er blevet mindre med årene, hvilket har været både godt og skidt, og instruktøren følte sig forpligtet til også at fortælle den anden historie.

»Jeg har rejst hele verden rundt og sagt, at der i Danmark sidder to i hver skoleklasse, som er blevet misbrugt. Man har så nu fundet ud af, at de tal nok ikke passer helt. Vi har nok selv fået børnene til at sige det. Vi kan faktisk ikke finde ud af de tal. Det, vi prøver i filmen, er at vise det uskyldstab, der er sket. Jeg er vokset op i et flipperkollektiv med kønsdele over det hele i øjenhøjde, og der var ikke nogen børn, der blev misbrugt der. Det var så uskyldigt, som noget kunne blive. I fjerde eller femte klasse på lilleskolen sad alle vi børn og sagde: ’Vi vil have seksualundervisning’. Og så tog læreren bare bukserne af og sagde: ’Det her er en pik’. Og så stod han og underviste i sin pik. Det ville man jo være kommet i fængsel for i dag – i mange år. Der er kommet en troldsplint i øjet på os. Det er der så også en grund til. Der er børn, som bliver misbrugt, og det var der også dengang. Men den kuldslåethed og den ængstelse, der er opstået omkring kontakt mellem voksne og børn, skaber et vemod.«

Efterhånden fik Jagten sit eget liv, og den er endt som en meget anderledes film end Festen, understreger Thomas Vinterberg. Det er også uskyldstabet og ikke pædofilitemaet, der interesserer ham mest. Han håber, at filmen er større end det.

»Man kan godt betragte den her lille landsby, hvor filmen foregår, som værende verden,« siger han.

»Verden er jo en landsby, hvis vi medtager vores muligheder for at kommunikere med hinanden via sociale netværk og den slags. Ting spreder sig lynhurtigt. Det er foruroligende, så hurtigt man kan skabe myter om folk. Nu talte vi om det i meget lille målestok om mig selv, men der opstår jo historier om mennesker hele tiden, som ofte er fiktioner, og som bliver mere ’rigtige’, jo flere gange de bliver fortalt.«

Og nu hvor han selv nævner det, kan jeg ikke lade være med at stille det spørgsmål, som mange andre sikkert vil stille ham i løbet af den kommende tid: Føler han, at han slutter en cirkel med sin deltagelse i Cannes med Jagten, der altså tilmed har enkelte tematiske træk tilfælles med Festen?

Thomas Vinterberg vil dog hellere tale om fikspunkter.

»Jeg kan ikke lide de der nostalgiske tanker om, at nu er cirklen fuldendt, fordi jeg er tilbage i Cannes. Det er en iagttagelse af mig selv, jeg ikke bryder mig om. Jeg vil hellere se fremad,« siger han og forklarer, at ligesom filmfestivalen i Cannes i 1998 er et fikspunkt for mig, journalisten og kritikeren, er den et fikspunkt for ham, noget vi begge kan spejle vores liv i.

»Det er ligesom at have livsvidner, venner, der er vigtige som vidner til ens liv. Sådan har jeg det med at skulle tilbage til Cannes. Hvordan var det lige i 1998, og hvor er jeg nu? Det er interessant. Min revisor, som er lidt ældre end jeg og en meget travl mand – han er revisor for Mærsk – sagde, at han hver onsdag følger sine børnebørn i børnehave. Og det gør han for at have fikspunkter i sit liv, så livet ikke forsvinder ud i en grå masse. Der er det jo sindssygt godt med en begivenhed som Cannes. Det sætter din erindring i system, indrammer den. Og sådan er det også for mig. Jeg kan se, hvor meget og hvor lidt livet har forandret sig i forhold til sidst. Og derfor synes jeg, at det er sjovt. Men jeg har jo været der fysisk hvert år og egentlig haft det sjovest med at være der off-Broadway på et eller andet lousy hotel og nyforelsket. Det bedste Cannes for mig er, når jeg ligger på en sunbed og holder to møder på en dag over en salade niçoise eller en bøf samme sted og så drikker mig lidt stiv om aftenen. Det er sådan, jeg kan lide det. Og hvis der ikke er for mange unge, succesfulde danskere, der vinder priser samtidig. Det kan godt genere mig lidt.«

Han griner.

»Så har jeg det bedst.«

Ny begyndelse

I det hele taget har Thomas Vinterberg det godt for tiden, og derfor giver han kun sig selv 14 dage til at nyde Cannes-oplevelsen, inden han skal videre med det næste. Det lærte han for 14 år siden, da han rejste verden rundt med Festen.

»Det fungerede slet ikke at lægge sig ned i et år og tage til festivaler. Det var decideret en kortslutning af ens kreative system, fuldstændig. Det skabte en masse tvivl« siger han.

»Det er næsten et forsuttet bolsje,« siger han og gentager det gode råd, han i 1998 fik af selveste Ingmar Bergman – det bedste, han nogensinde har fået: »’Inden du har premiere på det ene, skal du have besluttet dig for det næste, fordi så beslutter du det i kampens hede med venstre hånd, og der er altså kortere til hjertet.’ Og det har jeg gjort.«

For fem år siden forandrede Vinterbergs liv sig radikalt. Han blev skilt, trådte ud af ejerkredsen omkring filmselskabet Nimbus, der havde været hans økonomiske sikkerhedsnet, og holdt op med at arbejde sammen med de mennesker, han altid havde arbejdet sammen med. Noget nyt måtte ske, og han var nødt til at begynde at tjene penge.

»Jeg startede forfra, og jeg har lavet det samme på de seneste fire år som på de foregående 10 år,« siger han.

Ideel tilværelse

»Mit liv har ændret sig enormt. Jeg tror ikke, at jeg har ændret mig. Jeg tror i det hele taget ikke, at mennesker ændrer sig særlig meget på et liv. Men min tilværelse og min arbejdsmåde har ændret sig virkelig radikalt. Nu er det bare noget, jeg laver. Tidligere var der et meget større pres og en større højtidelighed omkring det. Der er kommet mere nonchalance ind i det. Jeg kan bedre og bedre lide at skrive og er mindre optaget af det lirede omkring at være på optagelse. Jeg tror nok, det er lykkedes mig at glemme mig selv som sådan en player og hellige mig arbejdet. Jeg tænker ikke så meget over det.«

For tiden skriver instruktøren på sit tredje stykke til Burgtheater Wien, og det morer han sig storartet med.

»Jeg er vildt optaget af det teater. Jeg laver noget hele tiden. Jeg skriver det, og så bliver det sat op, og jeg sætter det op selv. Det vil sige, at jeg får trænet skrivemusklen og den muskel, det er at arbejde med skuespillere. Ellers er det jo kun hvert andet år, man får lov til at lave en film. Og så er de fuldstændig vildt gode. Der er 100 skuespillere på det her teater, og de er de bedste i hele det tysktalende område. Der er 18 på Det Kongelige Teater. Det er en fuldkommen luksus. De har også mange penge på Burgtheater. Det er ligesom Danmarks Radio i 1970’erne. ’Brug hvad du vil’.«

Jeg spørger ham, om han lige nu lever den ideelle tilværelse.

Han griner lidt.

»Ja,« siger han og banker under bordet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

JOHN F TRANBORG

Vinterberg ER sgu en dejlig dreng!

Irene Simonsen

Ja -han lyder vældig sympatisk.

Karsten Aaen

Og?

Arthur Miller's The Crucible om heksejagten i Salem viser det samme - på en bedre måde. link til The Crucible:

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Crucible

Og det er ikke nogen nyhed at folk går i selvsving eller anklager folk for at være noget mv. Eller anklager dem der forsøger at gyde olie på de rørte vande for at være kommunist, bøsse - eller det ord der begynder med p....og slutter med fil....

Sagen er den at frygt og suggestion virker - det kan man se bl.a. i den seneste (og fremragende) udgave af Baskervilles Hund(e) som DR1 sendte sent lørdag aftekn kl. 23.45 (efter at have set den kan jeg godt forstå det). Alt det som sker her er manipuleret, ingen har set Baskervilles Hund - alt er indgivet dem af omverdenen. Eller sagt på en anden måde:

Vi kan ikke altid stole på vore sanser - de er (nemlig) alt for nemme at manipulere med...

...ja eller Benny Andersens novelle om Tykke Olsen, der tilfældigvis var på fisketur i den samme skov,
hvor de to små piger vistnok var ude for et-eller-andet....

Novellen er fra 60'erne, og da var der ikke noget, der hed sociale medier. Da klarede folk sig fint med
bare alm. infam landsbysladder.

Men selvfølgelig ser det vist ud til at TV igen har lavet en væsentlig film om et betændt emne.

Anders Krog

Hvor er det forresten en god overskrift der er til artiklen.

Karsten Aaen

Men det forudsætter jo at man kender til Snedronnongen og til den troldsplint som Djævelens Spejl der går i stumper og stykker og som omforvandler godt til hæsligt når stumperne kommer ind i vore øjne...eller hjerter...