Læsetid: 6 min.

Vor uønskede mand i Damaskus

I midten af april blev direktøren for Det Danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup, erklæret persona non grata i Syrien. Han har ikke tidligere ønsket at udtale sig om sagen, men nu tager han bladet fra munden og fortæller sin version af sagen
Kultur
30. maj 2012
Lederen Det Danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup,  har været uønsket i Damakus siden midten af april.

Lederen Det Danske Institut i Damaskus, Anders Hastrup, har været uønsket i Damakus siden midten af april.

Tina Sletting

»Kom indenfor. Skal vi snakke her eller gå ud?«

Anders Hastrup tripper lidt rundt i det bagende varme kontor på Islands Brygge. Han virker påvirket af den situation, han er havnet i og bider ikke på den vanlige hyggesnak, der skal bryde isen.

Da urolighederne i Syrien var på deres højeste, blev det besluttet, at de ansatte på Det Danske Institut i Damaskus (DID) ikke længere var i sikkerhed og midlertidigt måtte rejse hjem til Danmark. Kort efter fik instituttet en mail, hvori der stod, at dets direktør, Anders Hastrup, var erklæret persona non grata i landet – uønsket. Regimet gav ingen forklaring, men han er ikke selv i tvivl om, hvad det skyldtes.

»Ganske kort inde i mit direktørforløb stoppede strømmen af danske turister til landet. Simpelthen fordi urolighederne var blevet for voldsomme. Da valgte vi at blive om bord og holde instituttet åbent, fordi det var begyndt at tiltrække et andet klientel, end det tidligere havde gjort,« siger han og fortæller videre om det nye klientel.

»I stedet for at lade det være et sted, hvor danskere kunne møde Mellemøsten, følte jeg mig nødsaget til at lade det være et sted, hvor unge syrere kunne mødes og udveksle ideer og erfaringer i lyset af den historiske omvæltning, de befandt sig i – og stadig befinder sig i.«

En uundgåelig politisering

I efteråret 2011, kort efter Anders Hastrups tiltræden som direktør, udskrev DID en konkurrence, hvor unge forfattere og digtere fra de arabiske lande kunne sætte ord på deres tanker om det arabiske oprør. Det blev til bogen En ny dags klarhed …, som for nylig udkom på både dansk og arabisk.

Det indledende digt, »Faklen«, er en hyldest til Mohamed Bouazizi, den tunesiske grønthandler, der satte ild til sig selv i protest mod styret og blev den gnist, der antændte Det Arabiske Forår.

I forordet skriver Anders Hastrup under overskriften »Tænd an, tænd an!« følgende: »Det er svært og kontroversielt at udsende gode nyheder fra Syrien i denne tid. Men der er grund til begejstring: Overalt i den arabiske verden mødes en ung generation i nye medier og fora, som den gamle orden ikke kan kontrollere … Det har været det stærkeste og glædeligste øjeblik i mit liv at få lov at bevidne den måde, hvorpå den nedarvede frygt, der havde sparet sig op i generationer, med ét slag forsvandt som dug for solen og en ny, ærlig og uafprøvet diskussion blev åbnet: Hvad kan vi? Hvad skal vi? Hvem er vi?«

Forordet, hvor Anders Hastrup tydeligt tager stilling til det oprørene i den arabiske verden, er dateret den 24. Marts 2012 – kort tid inden han blev smidt ud af landet.

Fristed for fritænkere

Han understreger dog, at DID principielt ikke har politiske formål, og at han ikke har villet holde nogen decideret politiske arrangementer. Men når bølgerne går højt, bliver man på et tidspunkt tvunget til at tage stilling.

»Arbejdet var apolitisk, men selvfølgelig blev det politiseret. Hvis du insisterer på at holde et fristed åbent for unge fritænkere, filmfolk og forfattere i en situation som den i Syrien, så er det selvfølgelig overvejende folk, der er kritisk indstillede over det siddende styre – og er der tilpas mange af dem samlet, så bliver det en torn i øjet på regimet.«

Det lyder, som om du i forvejen var klar over, at jeres arbejde ville være et irritationsmoment for regimet. Kommer udfaldet bag på dig?

»Nej, det gør det desværre ikke. Vi var nået til et punkt, hvor den måde, vi drev instituttet på, og den måde, vi fortsatte med at lave aktiviteter, kun kunne opfattes som noget, regimet ikke ville kunne lide.«

Hvis I var klar over, at I trådte regimet over tæerne, men fortsatte aktiviteterne alligevel, er jeres arbejde så ikke netop blevet politisk?

»Jo, men … jo, det er det korte svar,« siger han efter en tænkepause.

»Vi har stået for nogle værdier, som i princippet er apolitiske. Men når de bliver politiserede, så må man stå fast, og så må det koste ens diplomatstatus, hvis det er det, der skal til. Det har det gjort for mig, men jeg ville ikke kunne være mig selv bekendt, hvis jeg havde gjort andet.«

Så du mener, at erklæringen skyldes det arbejde, I lavede med unge mennesker i huset?

»Jeg mener, at det er kulminationen på, at vi insisterede på at blive om bord som et af de sidste udenlandske institutter. Fordi vi insisterede på at være et frirum for unge syrere og frit tænkende mennesker, som står for de samme værdier, som Danmark gør – forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og mulighed for kunstnerisk og kulturel udveksling.«

Kunne der være andre årsager?

»Nej. Det er fordi, jeg har holdt fanen højt for de værdier, jeg selv tror på. De værdier, som har bygget Danmark, og som forhåbentlig vil få en eller anden form for indflydelse på det nye Syrien.«

Modsatrettede signaler

I juni sidste år skrev Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, i en kronik i samme avis, at DID burde stoppe sine aktiviteter øjeblikkeligt og de ansatte rejse hjem, mens oprøret stod på. Det blev startskuddet til en ophedet debat, der løftede sig til politisk niveau.

Herbert Pundik skrev i kronikken, at »Vi må vise solidaritet med de fængslede og de tavse. Det eneste, vi har at tilbyde dem, er vor moralske støtte, og det fortsatte samarbejde mellem kulturinstituttet og det officielle Syrien kan opfattes som en stiltiende accept af deres fjende, Assads terrorregime.«

Men den udlægning af signalværdien er Anders Hastrup selvsagt ikke enig i.

»Sådan kan det måske se ud herhjemme, men det er et helt andet signal, der bliver modtaget dernede. Det er karakteristisk for den opinion, der har været mod instituttet herhjemme, at ingen af dem, der har formuleret denne her meget skarpe kritik, selv har turdet sætte deres ben i Syrien, efter revolutionen brød ud, og ved selvsyn danne sig et begreb om, hvad vi lavede dernede. Det er både billigt og nemt at sidde herhjemme og sige, at instituttet støtter regimet, når man ikke selv har været i kontakt med de unge mennesker, som vi andre har haft vores dagligdag iblandt.«

Du mener altså, at jeres arbejde er har sendt et andet signal til syrerne end til danskerne?

»Ja. Når jeg har spurgt mine syriske venner og de unge mennesker hernede, så har de sagt: ’Hvor det godt, at du holder instituttet åbent. Det er så vigtigt, at vi har kontakt til folk udadtil i denne her situation’. Det er de stemmer, jeg har lyttet til.«

»Tænk også på, vi i bygningen dernede har omkring 2.000 års historie fra Kong Herodes’ Teater i kælderen til tyrkisk rokoko i mit gamle kontor, Det Blå Værelse. Og som en af mine venner sagde til mig, efter hun var kommet ud af fængslet, så er der om 100 år ingen, der vil kunne huske, hvem der var præsident i Syrien på dette her tidspunkt, men hvis der kommer en stor kunstner eller forfatter, som vi har givet plads til her i huset, så er det den historie, der vil blive husket. Åndslivet er altid vigtigere end den politiske historie.«

»Derfor synes jeg også, at det vil være dybt betænkeligt, hvis man opgav 2.000 års vidunderlig historie og gav efter for, hvad der er sket på bare ét år, som er en ynkelig, ubehagelig og nederdrægtig parentes i Syriens historie.«

En følelse af afmagt

Hvordan har du det med, at du ikke kan tage tilbage til Syrien nu?

»Det har jeg det rigtig svært med. Der er en forfærdelig afmagt i at sidde herhjemme og følge med i, hvad der finder sted af vold og terror. Dødstallet er nu over 10.000, folk forsvinder for et godt ord, og så har jeg ikke fået sagt ordentligt farvel til mine venner dernede. Det er sådan set det værste, så er jeg sgu ligeglad med, om jeg er direktør eller ej.«

Det Danske Institut i Damaskus har ikke fået en officiel forklaring på, hvorfor Anders Hastrup blev erklæret persona non grata i Syrien. Artiklen bygger på hans egen udlægning af sagen.

Anders Hastrup har valgt at fratræde sin stilling som direktør og overgår i stedet til en forskerstilling på Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John W Larsen

I betragtning af at Syrien tilsyneladende er et psykopatisk diktatur er det lidt mærkeligt at den slags foregår .
Den 'Amerikanske vandrer' Sarah Shourd arbejdede sjovt nok også fra Damaskus .
Hva' er det for et Gladio-cirkus i har gang i gutter ?

Tom Paamand

Det lyder umiddelbart som et sympatisk projekt, men det kan da ikke undre, at et regime vil se dette som undergravende virksomhed. Vel lissom hvis Syrien gjorde sin københavnske ambassade til hovedkvarter for den danske Occupy-bevægelse...

Anders Hastrups overskrift "Tænd an, tænd an" lyder som en overmåde klam opfordring til flere selvmordsafbrændere. Dette er vist hverken diplomatisk eller gennemtænkt - overlad den slags til "folket". Når regeringer vil omvælte andre regeringer, ser det som regel grimt ud - uanset om metoden er med bomber eller kulturel støtte.

Knud Madsen

Man må bare håbe på, at Vesten ikke igen blander sig i sådanne interne stridigheder, som man dumnaivt gjorde det i Libyen.
Vi skal simpelthen holde snotten ved os selv.

Maya Nielsen

ANDERS HASTRUP har sansynligtvis balanceret så godt han kunne på den knivsæg det er at gå så langt man kan uden at blive fængslet af hr. Diktatoren, jeg mener han dermed har gjort en flot indsats...

Selve ideen om det danske institut i Syrien er supergod, og har været ind til nu en interessant vej ind i den arabiske kultur, det kommer sikkert til igen at fungere.. Forhåbentligt uden Assad som Diktator i Syrien...

John W Larsen

Jeg mener egentlig bare :
Ham den Finske 'Spion-professor'
vs
Anders Hastrup og et eller andet stats-finansieret 'Institut' i det næst-slemmeste 'axis-of-evil-land' ?.

Som jeg antydede var der jo også et Amerikansk 'Institut' i Damaskus, hvorfra en ung kvinde besluttede sig til at vandre lidt rund ved den Irakisk-Iranske grænse ..