Læsetid: 7 min.

’Det uretfærdige i dumheden provokerer mig’

Kunst. Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg leverer et glødende forsvar for kunst og intellektualitet i sin kunstroman ’Livets mening og andre bekymringer’
Stereotyper. Også kunsten kæmper med stereotyper, men den muliggør det ægte, mens imitation kun kan more og sælge for en stund, siger Ulf Peter Hallberg, der er aktuel med bogen ’Livets mening og andre bekymringer’.

Stereotyper. Også kunsten kæmper med stereotyper, men den muliggør det ægte, mens imitation kun kan more og sælge for en stund, siger Ulf Peter Hallberg, der er aktuel med bogen ’Livets mening og andre bekymringer’.

Tine Sletting

11. maj 2012

På den svenske skuespiller og forfatter, Erland Josephsons, 87 års fødselsdag kunne Ulf Peter Hallberg overrække ham manuskriptet til kunstromanen, Livets mening og andre bekymringer, der nu udkommer på dansk. Erland Josephson, i Danmark måske bedst kendt som en stor Bergman-skuespiller (Scener fra et ægteskab), led af Parkinson og var på det tidspunkt svækket. Han døde 88 år gammel i februar i år.

I romanen, der samtidig er en art biografi over Erland Josephson, giver de to deres mangfoldige bud på livets mening, dog uden facitliste. »Livets mening er ikke et problem, man løser, men en måde at forholde sig på,« hedder det blandt andet.

Mens Hr. Josephson, som Erland Josephson kaldes, og Mr. Test (Ulf Peter Hallberg) sidder inde på ’Teaterslottet’ (Dramaten) og undersøger livets mening, belejrer en rasende mængde teatret. Masserne vil have det lavet om til underholdningstempel. Umiddelbart forekommer konstruktionen noget firkantet, indvender jeg, og naturligvis er situationen med pøbelen en metafor, svarer Ulf Peter Hallberg. Men massen er styret af impulser, den vil have underholdning, mener han.

»Problemet med populisme er, at det er ren underholdning, og man ser bort fra, at underholdning og bekvemmelighed ikke genererer energi. Der findes ingen oplader, der virker, når det er livsenergierne, der udtømmes. Der lægger sig en slags træthed over samfundet. Alt kører på ’mavefornemmelser’, der et stadig mindre plads til lange, intellektuelle ræsonnementer.«

Derfor er de to lukket inde på teatret, forklarer han.

»Vi ville gerne undersøge, hvad der sker, hvis vi helt og holdent gik op i kunsten. Hvad ville reaktionen være?«

– Så vidt jeg kan se, kan man få lov til at være så intellektuel, man lyster, i fuldkommen fred!

»Naturligvis findes der ligegyldighed, men der findes også en antiintellektualisme i tiden. Man prioriterer hele tiden de følelsesmæssige forklaringer. Og når man så koncentrerer sig om tænkning, er det en provokation. Populister kan ikke forestille sig, at tænkning kan være lystfyldt.«

Da han skrev bogen, var det et reelt problem, at den politiske diskurs begyndte at nærme sig de kunstfjendtlige replikker, som de to i Teaterslottet sidder og fantaserede frem, fortæller han. »Modstanden imod mæcenat i det hele taget, mod at kunstnere skulle modtage offentlige midler. Den svenske kulturminister sagde på et tidspunkt, at, ’vi vil fremme de dygtige kunstnere’. Det er et barokt perspektiv, eftersom kunsten aldrig kan betragtes ud fra et nytteaspekt. Det er sammenblandingen af business og kunst, der skaber populismen. Gad vide, om det er derfor, at så mange nordiske kunstnere skriver krimier,« funderer Ulf Peter Hallberg. »I en vis forstand handler det om flugt. Man løser gåderne, samtidig med at man får the thrill. Men for os handler kunst om at forstå sig selv. Derfor er det spændende at omgås med kunstværker, med bøger, der ikke har en strategi, og som peger på problemer, der ikke løses.«

Ægte og falsk

Den meget berejste forfatter fortæller, at han bevidst afstår fra hotelværelsernes underholdningsopbud af tv-kanaler, videofilm osv. Han indretter rummet, som om det var med i en roman, hans kunstliv er i opposition til rummets tilbud om bekvemmeligheder, fastslår han energisk.

»Jo ældre man bliver, jo mindre betyder underholdning og bekvemmelighed.«

»Også kunsten kæmper med stereotyper, men den muliggør det ægte, mens imitation kun kan more og sælge for en stund,« fortsætter han. I dag har det falske taget overhånd, og han er »så gammeldags«, at han tror på, at der er forskel på falsk og ægte, erklærer han.

»For 130 år siden havde Strindberg fiasko med sit forsøgsteater i København. De danske aviser var fulde af anmeldelser og anbefalinger af andre stykker, men ingen af disse spilles i dag, hvorimod Strindberg spilles over hele verden. For kunsten vil udfordre i stedet for at bekræfte.«

– Er det den vigtigste modsætning, synes du?

»Hemmeligheden, der åbenbares, er det vigtige. Sandheden er ikke en afsløring, som tilintetgør hemmeligheden, men en åbenbaring, der yder den retfærdighed. Og kunsten yder den retfærdighed. Det er det uretfærdige i dumheden, der provokerer mig.«

Et alt for kort liv

Ulf Peter Hallberg og Erland Josephson var nære venner i mere end 20 år.

»Jeg så ham ikke bare som den store skuespiller og forfatter, han var. Der var også alt det, han stadig tænkte over, han var så levende. Jeg beundrede Erlands ydmyghed, hans livsvisdom og hans nysgerrighed,« siger Ulf Peter Hallberg.

Han fortæller, at han skrev en flaptekst om alle de mange roller Erland Josephson havde spillet gennem et langt liv. Vennens reaktion lød: »Jeg har kun en ændring, Ulf Peter. Der skal stå ’et alt for kort liv!’.«

»Han var så vital og charmerende. Han blev yngre med alderen, for udvikling af det indre liv er muligt livet igennem, livet er uudtømmeligt, og alt er anderledes, end man tænker. Han gik imod det fysiske, overvandt det med den nysgerrighed, der vokser hos gamle mennesker. Man kan forynges med alderen.«

»Vi tænkte sammen, ikke bare med henblik på bogen, men fordi vi havde behov for det,« fortæller han. »I den dialog følte man sig levende. Erland havde også en utrolig nysgerrighed efter det, jeg skrev, han var min vigtigste læser, og han gav mig en selvtillid, som jeg ikke havde haft før. Som forfatter er man ensom, det er vigtigt med personer, der alvorligt tænker med på det, man laver, og som tænker videre.«

»Erland stillede hele sit liv til rådighed. Det var meningen, at vi skulle have skrevet bogen sammen, men hans Parkinson forhindrede ham i det, så han overgav helt opgaven til mig. Vi mødtes hele tiden, jeg læste det skrevne op, men jeg kunne i højere grad befri mig fra fakta.«

– I romanen kalder du dig et kejtet forsøgsmenneske?

»Jeg leder efter muligheder for at leve et værdigt liv. Kunstens styrke er, at den kan skildre det lave, det grimme og det dumme uden at dømme det. Det er et andet domæne, hvor det er alt det, der findes indeni, der er det vigtige. Det findes hele tiden, det gælder bare om at opdage det.«

»Jeg har aldrig skrevet mere befriet end her, i en slags trance. Der kunne gå 30 timer, uden at jeg vidste, at de var gået. Jeg var på én gang i kontakt med alt, hvad der var blevet sagt imellem os, og hvad der skete på teatret.«

Når Erland Josephson spillede, skete der en forvandling, som han selv elskede, fortæller Hallberg. »Han elskede at være en blandt andre. Det andet menneske, som skuespilleren spiller, bliver til i sammenhæng med kolleger, tekst, instruktion og indlevelse, det er en transformation, man som publikum oplever som et andet aspekt af sig selv – hverdagen forsvinder. Den magi forsøger vi at genskabe i bogen.«

Fortiden i nutiden

»Erland var fuld af anekdoter om skuespillere, også dem, der var før ham. Men hans anekdoter var ikke løsrevne fra sammenhængen, han formede dem til noget større. Det har jeg forsøgt at integrere i romanen. Romanformen giver en enorm frihed, den kan indoptage de døde mennesker og glemte historier, den går i forbindelse med det nu, som ...« han tænker sig om et øjeblik, » ... som tvinger sig ind i fortiden.«

»Man må aktualisere fortiden for at give energi til nutiden og fremtiden. Fortiden må reddes,« erklærer Hallberg, der i sin roman Flanørens blik (da. 2000), lod Walter Benjamin genopstå som sin rejseledsager gennem det intellektuelle Europa i 1990’erne.

»Min opgave er at forholde mig til det menneskelige, at redde de døde,« siger han nu og tilføjer, at han vil gå et skridt længere end Benjamin og ikke kun redde tanker, men sin egen fortid, far, faster, mor, deres liv og tækning. Derfor optræder Ulf Peter Hallbergs afdøde, kunstelskende forældre også sammen med alle de døde skuespillere i romanen. Og hans kommende roman, der foregår i København, handler i høj grad om hans far, fortæller han.

»Jeg lever selv i en verden, hvor fortiden kører parallelt, det er et hjælpemiddel til at bevare energien,« siger han og eksemplificerer med sin ungdom, hvor han hele tiden havde en sang af Bob Dylan kørende inde i hovedet ved siden af, hvad han i øvrigt foretog sig. Man kan godt være i flere verdener samtidig.

Derimod får »den frikoblede nutid, som underholdning ofte reduceres til, et absolut nu,« identiteten til at forsvinde, for identiteten kan ikke bare være i nuet. »Den ansvarsløshed, man ser som en tendens i nutiden, trangen til stadig nye, fantastiske muligheder, den lille, platte egoisme, ser både bort fra, at det menneske, der er os, er koblet til vores handlinger over en længere periode, og at der er så mange andre, der har skabt sammenhænge og muligheder for os, som vi kan forråde eller indløse.«

»Når Erland talte om ting, som han opfattede som triste i nutiden, en afhumanisering og mekanisering af de menneskelige hverdagsrelationer, så sluttede han altid med at sige: ’Men vi har det sjovt!’«

»Det, der er så mærkeligt er, at de, der ikke har fået tilgang til kunsten, ikke kan forstå at man er lykkelig. Kunstfjendtlighed i ungdommen er ikke så problematisk, den kan skyldes mangel på erfaring, men senere i livet er de kunstfremmede mennesker ligesom tømt for energi. Kunsten sætter spørgsmålstegn ved, hvad rigdom er. Jeg har altid betragtet mig som overordentlig rig.«

 

Læs anmeldesen af ’Livets mening og andre bekyringer på side 11.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu