Læsetid: 5 min.

Vejen til et autentisk liv

Tidsånd. Et opgør med det konforme Amerika og længslen efter et autentisk liv sendte beatbevægelsens største ikoner, Jack Kerouac og Neil Cassady, tværs over Amerika. Det blev til den generationsdefinerende roman ’Vejene’. Den første filmatisering nogensinde har lige haft premiere på årets filmfestival i Cannes. Nu er tiden nemlig inde
Det store lærred. Jack Kerouac havde hele tiden regnet med, at hans roman ’Vejene’ skulle filmatiseres, og i 1958 sendte han selv et brev til Marlon Brando og opfordrede ham til at spille Neal Cassady. Det er dog først i år – 43 år efter hans død – at filmatiseringen er blevet en realitet.

Det store lærred. Jack Kerouac havde hele tiden regnet med, at hans roman ’Vejene’ skulle filmatiseres, og i 1958 sendte han selv et brev til Marlon Brando og opfordrede ham til at spille Neal Cassady. Det er dog først i år – 43 år efter hans død – at filmatiseringen er blevet en realitet.

PR- fra filmen

1. juni 2012

Visuvio ligger på hjørnet af Columbus Avenue og Jack Keraouc Alley i San Francisco. Baren er hjertet i distriktet North Beach, hvorfra beatbevægelsen rejste sig som en kæmpe, der på få måneder ændrede USA’s kulturelle landskab for bestandigt. Den mægtigste af de tordenkiler, denne kæmpe sendte i hjertet på det konforme Amerika, kom i litterær form. Den kom som Jack Keraoucs Vejene, som blev en generationsdefinerende roman. Romanens hovedpersoner, Sal Paradise, en ung håbefuld forfatterspire, og hans fandenivoldske muse Dean Moriarty, er modelleret over Jack Kerouac selv og hans ven og rejsekompagnon Neal Cassady. Mellem 1947 og 1951 foretog de to venner flere rejser fra New York til San Francisco og tilbage igen. Drevet af stoffer, jazzmusik og vilde hjerter kørte de mod aftensolen i deres ’49 Hudson for at leve og opleve.

Inde i Visuvios mørke og tilrøgede lokaler sidder Jerry Cimino. Med sin alder på godt 60 år og sin værdige ro, er han nået til et sted i livet, som hverken Jack Kerouac eller Neal Cassady nåede at opleve. Jerry Cimino har ikke desto mindre haft en livslang passion for netop Jack Kerouacs romaner, og for syv år siden kunne denne passion endelig manifestere sig professionelt i form af The Beat Museum, som ligger over for Visuvio. Herfra har han dagligt ført turister rundt til beatbevægelsens vigtigste steder i bybilledet og fortalt sine historier om de to litterære helte.

»Jack Kerouac havde hele tiden regnet med, at bogen skulle filmatiseres,« starter Jerry Cimino.

»I 1958 sendte han et brev til Marlon Brando, og opfordrede ham til at spille Neal Cassady i en filmatisering af bogen. Jack Kerouac skulle spille sig selv. Han skrev endda et udkast til et filmmanuskript, som han mente lettere kunne filmatiseres end originalen. Det skete dog aldrig.«

– Men romanen blev en succes natten over?

»Det kan man roligt sige. Vejene var det opgør med det konforme Amerika, som så mange higede efter på det tidspunkt. Det var perfekt timet.«

Inspireret af buddhisme

– Hvad handlede dette opgør om?

»Opgøret kom til udtryk på flere måder. En af dem var Kerouacs – og hele beatbevægelsens – religiøse overbevisning som gik i mod den jødisk-kristne tradition, som herskede ubetinget i USA indtil da. Beatbevægelsens begreb om Gud og åndelighed var et bredere begreb, kraftigt inspireret af buddhismen og af de amerikanske trancendentalister fra 1800-tallet; Walt Whitman og Henry David Thoreau. Det handlede om en personlig søgen efter Gud på en anden måde end den institutionaliserede religion, som havde mistet sit individualistiske udtryk. En anden måde, de gjorde op med konformiteten på, var ved at opfatte det mandlige broderskab og eventyret som et ideal i stedet for kernefamilien. Friheden på vejene i stedet for den professionelle succes i det traditionelle arbejdsliv, som det konforme Amerika holdt i hævd. Ideen om det autentiske liv fik virkelig vind i sejlene med beatbevægelsen.«

Forslagene til en filmatisering af ’Vejene’ har været mange. Og instruktør Francis Ford Coppola, som står bag den aktuelle film, har tidligere forkastet forslag til manuskripter.

– Hvorfor har Coppola og co. ventet så længe med at producere filmen?

»Jeg tror faktisk, at Coppola har ventet på to ting. At tidsånden var den rette og så det helt rigtige manuskript. Hele ideen om det autentiske liv kan vi jo også se alle vegne i dag. Alt skal være autentisk! Lige fra vores økomad og vores tøj til vores åndelige vej og ikke mindst os selv. ’Vær dig selv’, får vi at vide alle steder. Det har altid været en del af den amerikanske drøm, men har de seneste år fået en neo-spirituel vinkel. Jeg vil tro, at det er en af Coppolas grunde til at lave filmen netop nu. Den falder virkelig lige ind i tidsanden. Værdierne i samfundet er på vej i en retning, som passer til en lancering af en film som Vejene, der netop tematiserer det autentiske liv. Det helt rigtig manuskript kom så i samarbejde med Walter Salles. Efter Coppola så Salles produktion af Motercykeldagbog, som er den samme type historie, bestemte de sig for at samarbejde om Vejene.«

– Har den personlige frihed ikke altid fungeret som amerikansk ideal?

»Jo. Men for at forstå, hvorfor Vejene blev sa stor en roman, må man forstå tidsånden. 1950’ernes politiske klima var anspændt. Som effekt af den gryende Kolde Krig var alle bange for det ikkekonforme. Det ikkeamerikanske, som det blev kaldt. Denne frygt truede med at kvæle den personlige udfoldelse og satte paradoksalt nok de amerikanske frihedsidealer under pres. Det førte for eksempel til meget censur og kontrol med de skrevne medier – alt sammen på grund af frygten for kommunismen. Der var brug for noget til at ruske op i tidsånden og få etableret den personlige frihed på ny.

– Hvordan blev ’Vejene’ et udtryk for det?

»I Vejene leder de efter livet, efter spontaniteten og jazzmusikken. De lever det autentiske liv som rendyrkede individualister. ’Vejene’ blev et udtryk for en nærmest åndelig form for individualisme. Det blev en modpol til frygten for det ukendte. Det blev en katalysator for nye tanker om, hvad frihed ville sige. Både Kerouacs skrivestil – som var flydende som jazzmusikken – og hans observationer af tilværelsen, som den glider forbi ham på rejsen, var ikke-dømmende og ikke-normativ. Vejene fremstillede en ny måde at være i verden på. Og det var noget, der gav mening for en generation af unge amerikanere.«

Bilen som hovedperson

»Bilen, de kører i – en 49’ Hudson – er en figur i sig selv. En tredje protagonist om man vil. Det var tidens mest sexede bil. Den repræsenterer den rå amerikanske kraft, gå på-modet og friheden. Brølende kører de over de massive amerikanske vidder. Jack Kerouac forstod tiden, og han forstod den nyopståede trang til frihed på nye flasker. Og hvad griber den stemning bedre end et par gutter i en sexet bil på vej mod horisonten? Med store håb og uforløste drømme. Samtidig spiller dette jo netop på den klassisk amerikanske arketype a la cowboyen på sin hest som rider mod solnedgangen. Hesten er bare skiftet ud med et tidssvarende køretøj, men drømmene og længslerne er de samme.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu