Nyhed
Læsetid: 5 min.

En verden i forfald

David Cronenberg forvirrer. Leos Carax skaber glæde. Og Thomas Vinterbergs ’Jagten’ er filmredaktørens favorit til at vinde en pris eller to på filmfestivalen i Cannes, der slutter søndag
I den franske ’Holy Motors’ styrter hr. Oscar (Denis Lavant) rundt i Paris i en limousine og klæder om undervejs og begiver sig ud sekvenser af krimi, eventyr, action osv.

I den franske ’Holy Motors’ styrter hr. Oscar (Denis Lavant) rundt i Paris i en limousine og klæder om undervejs og begiver sig ud sekvenser af krimi, eventyr, action osv.

Festival de Cannes

Kultur
26. maj 2012

Jeg er ikke vred, jeg er skuffet – over David Cronenbergs nye film, Cosmopolis, et snaksageligt portræt af en kriseramt verden på vej mod afgrunden. Filmen, der også deltager i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes og er baseret på en bog af Don DeLillo, rummer alle de elementer, man forventer fra den canadiske instruktør: Kroppe i forfald og under forandring, svedig sex og eksistentielle diskussioner om verdens tilstand, menneskehedens fremtid og individets rolle i samfundet.

Desværre er dialogen og hele Cosmopolis’ præmis – filmen foregår hovedsagelig i en limousine på vej gennem New York – så opstyltet, prætentiøs og stiv, at man hurtigt begynder at kede sig i stedet for at lade sig suge ind i Cronenbergs univers, der plejer at være meget mere visuelt og intellektuelt fascinerende og stimulerende.

Twilight-hjerteknuseren Robert Pattinson spiller en ung forretningsmand og hovedrig playboy, Eric Packer, som vil klippes og i sin limousine forsøger at komme fra den ene ende af New York til den anden, selv om byen stort set er lukket ned pga. præsidentens besøg og en kendt rapstjernes begravelsesoptog.

Eric og hans sikkerhedsvagter snegler sig gennem byen, mens han i bilen holder møder, dyrker sex, analundersøges af sin læge, opsøger sin kone og taler langt og dybt om meningen med livet, døden og ikke mindst pengene, det være sig dollars, baht, yuan eller rotter, ja, hvorfor kunne valutaen ikke være rotter!? Samtidig trues han på livet, og verden udenfor synes at eksplodere i voldsomme optøjer.

Kedelig Cronenberg

Don DeLillos Cosmopolis er skrevet før, den globale økonomiske krise ramte i 2008, men David Cronenbergs film er – som Andrew Dominiks Killing Them Softly – en bidsk kommentar til en finansverden, der kun tænker på at manipulere markedet og slet ikke har øje for konsekvenserne, hverken for sig selv eller sine omgivelser. Cosmopolis skildrer så at sige kapitalismens endeligt, og det er grimt.

Det er selvfølgelig et vigtigt budskab, men selv om Robert Pattinson gør det udmærket i rollen som magtfuldkomment finansgeni og hedonist, der har glemt, hvordan man føler noget, så er Cosmopolis stadig en mærkeligt stillestående og indimellem teatralsk affære. Ærgerligt for publikum og for David Cronenberg, der ellers sjældent laver decideret kedelige film.

Kedelig er den franske original Leos Carax’ nye spillefilm, hans første i 13 år, til gengæld ikke. Faktisk er Holy Motors et både galt og genialt værk, som man kan spekulere over i mange timer, og som også gør én glad, fordi det er så fuld af fortælleglæde, opfindsomhed og fandenivoldsk fuck you-attitude. Og det er befriende på en filmfestival som Cannes, hvor langsomhed, udtryksløshed og lidenskabsløshed ofte forveksles med filmkunst.

Ode til filmkunsten

Denis Lavant, der er med i flere af Leos Carax’ film, spiller i Holy Motors hr. Oscar, der også kører i limousine hele dagen, dog ikke i New York, men i Paris og i en bil, der er et veritabelt sminkerum komplet med makeup, kostumer og rekvisitter. Som en anden travl skuespiller fragtes hr. Oscar fra aftale til aftale, og hver gang klæder han om – det er en tour de force af Lavant – og spiller en ny rolle i sekvenser, der ikke hænger indbyrdes sammen, men som alligevel spejler hinanden, fordi de udgør hver sin genre: Krimi, action, melodrama, socialrealisme, eventyr, animation og sågar musical med den australske sangerinde Kylie Minogue som Denis Lavants medspiller.

Samtidig er der, som de filmkyndige vil opdage, referencer til både Luis Buñuel og Georges Franju, og en introsekvens med Leos Carax selv som en mand, der bevæger sig fra et hotelværelse til en biograf, hvor et publikum tilsyneladende er dybt optaget af det, der foregår på lærredet.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstod det hele, men det synes, som om at Holy Motors er den desillusionerede filmkunstners ode til den seriøsitet og dybde, der engang var, og en kritik af den overfladiske zapperkultur, der er trådt i stedet for, og hvor alle – også skuespillere – skal være omstillingsparate og villige til hvad som helst, hvis ikke de vil sejles agterud.

Det kan sagtens være, at jeg tager fejl, men det er også det smukke med Leos Carax’ film; at den kan tolkes på så mange forskellige måder, og uanset hvordan man opfatter den, så vil man have fået en unik oplevelse, og dem skal man sætte pris på.

Rastløshed og bebop

To af de sidste film i hovedkonkurrencen i Cannes i år, Walter Salles’ On the Road og Lee Daniels The Paperboy, har samtidig været to af de mest imødesete og er derfor ikke overraskende også to af de mest udskældte. Store forventninger afføder som regel en vis vrede hos de efterhånden festivaltrætte.

At det blev brasilianske Salles, der fik lov til at filmatisere den amerikanske beatforfatter Jack Kerouacs religiøst dyrkede generationsroman, On the Road (Vejene på dansk, skrevet i 1951, udgivet seks år senere) – efter mange år med kuldsejlede forsøg – er måske lidt overraskende.

Men instruktøren, som tidligere har lavet Central Station (1998) og Motorcykeldagbog (2004), har et godt tag om de mange roadtrips, som hovedpersonen, Kerouacs alter ego, Sal Paradise (Sam Riley), er på i løbet af filmen, mens han forsøger at skrive sin første bog. Filmen ser godt ud og ejer megen af den nervøse energi, rastløshed og fragmentariske struktur som bogen, ligesom musikken genkalder beat- og bebop-æraen.

Generelt er skuespillerne – Riley, Gareth Hedlund, Viggo Mortensen, Kristen Stewart, Kirsten Dunst – også gode, men alligevel er On the Road ikke nogen ubetinget vellykket film. Man lever sig nemlig ikke for alvor med i historien eller personerne, hvilket primært skyldes, at filmen er lidt fersk. Salles bliver på overfladen og dykker ikke rigtig ned i menneskene eller deres psykologi.

Kriminalistisk rettighedsdrama

På det område er der mere at komme efter i Precious-instruktøren Lee Daniels’ nye film, The Paperboy, der er baseret på en bog af den amerikanske forfatter Pete Dexter og blander krimi, sydstatsdrama og borgerrettighedskamp i 1960’ernes Florida.

Zac Efron spiller den tidligere elitesvømmer Jack James, der hjælper sin bror, journalisten Ward (Matthew McConaughey), med at undersøge mordet på en upopulær sherif og måske få frigivet sumprotten, Hillary Van Wetter (John Cusack), der blev dømt for mordet.

Hjælpe gør også Charlotte Bless (Nicole Kidman), der har korresponderet med Van Wetter og er fast besluttet på at skulle giftes med ham. Jack forelsker sig i Charlotte, og det komplicerer blot yderligere den i forvejen svært gennemskuelige sag, som truer med at få skovlen under alle de involverede. The Paperboy er en lidt rodet fortalt film, men den er intens, velspillet og fuld af stemningsfulde billeder fra det hede Florida, hvor racismen dengang trivedes i bedste velgående. Hverken On the Road eller The Paperboy er dog kandidater til at få en Guldpalme på filmfestivalen, der er ved at være sforbi. Favorit er i stedet Michael Haneke med Amour, hvis man spørger bookmakerne og de franske og internationale anmeldere, der giver stjerner i branchebladene Le Film Français og Screen. Men også Jagten har sine fortalere, og personligt så jeg gerne Thomas Vinterberg løbe med Guldpalmen – og Mads Mikkelsen med en skuespilpris – eller Holy Motors.

Priserne på filmfestivalen i Cannes bliver uddelt i morgen aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her