Læsetid: 4 min.

Alle vinduer og døre er åbne

Amerikanske Wes Anderson og franske Jacques Audiard har på hver sin meget forskellige og uhørt visuelle facon været med til at sikre en god begyndelse på filmfestivalen i Cannes
Amerikanske Wes Anderson og franske Jacques Audiard har på hver sin meget forskellige og uhørt visuelle facon været med til at sikre en god begyndelse på filmfestivalen i Cannes
18. maj 2012

»Jeg føler det, som om jeg sidder i et tomt hus med alle vinduerne og dørene åbne, og jeg venter på at se, hvad der kommer ind,« sagde den britiske filminstruktør Andrea Arnold, da den fem mand og fire kvinder store jury på den 65. udgave af filmfestivalen i Cannes forleden mødte den forsamlede verdenspresse og – som sædvanlig, havde jeg nær sagt – blev bedt om at forholde sig til juryarbejdet og deres forberedelser til det.

Et andet jurymedlem, den amerikanske filminstruktør Alexander Payne, forklarede, at han er en stor filmfan og ser mange film, »men i forhold til dette juryarbejde kunne jeg godt tænke mig at lade, som om jeg aldrig har set en film før, når hver af konkurrencefilmene begynder.«

Intensiv løbetræning de seneste tre måneder var et tredje jurymedlem, den skotske skuespiller Ewan McGregors, eneste forberedelse:

»I går, da jeg ankom og havde pakket alle mine jakkesæt ud, lagde jeg mig på sengen og læste det dejlige program igennem og tænkte: ’Hold da kæft, der er nogle gode film med her,’« sagde han med et grin.

Og endelig understregede jurypræsidenten, den italienske filminstruktør Nanni Moretti, at han havde stor respekt for sine jurykolleger, og at han var glad for at være sammen med dem på festivalen, »fordi de er så muntre og glade mennesker, og det vil være godt for juryen. Vi har aftalt at mødes hver anden dag og tale om de fire film, vi så vil have set.«

Altså er det ved at være tid til juryen at mødes. I skrivende stund er tre af de 22 film i hovedkonkurrencen i Cannes i år blevet vist for pressen og juryen, og det har heldigvis mestendels været godt.

Wes Andersons åbningsfilm, Moonrise Kingdom, er et morsomt, rørende og visuelt enestående kærlighedseventyr om to forelskede 12-årige, Sam og Suzy (debutanterne Jared Gilman og Kara Hayward), der bor i hver sin ende af en ø i New England og stikker af med både forældre, politiet, sociale myndigheder og et helt spejderkorps i hælene.

Og nej, historien er der ikke så meget originalt over – familiedramaet er Wes Andersons foretrukne genre, dog er de unge elskende denne gang meget unge – men måden, den er fortalt på, er typisk for den amerikanske hyperstilist, der iscenesætter i faste indstillinger, tableauer, og oftest kun bevæger kameraet horisontalt. Med sans for de mindste detaljer og en forkærlighed for det alt andet end almindelige bygger han med antropologisk nysgerrighed og nidkærhed sine helt egne verdener op, fulde af tekstur, mærkelige typer og kuriøse begivenheder og genstande. Moonrise Kingdom foregår i 1965, og ligesom i Andersons øvrige film – ikke mindst Rushmore, The Royal Tenenbaums og The Darjeeling Limited – er der en tidløshed og en fortælleglæde over det, man ser på lærredet, at det er umuligt ikke at blive i godt humør.

Skønne skuespillere

Musikken leverer blandt andre Alexandre Desplat, Mark Mothers-baugh og Benjamin Britten, og ud over de to unge skuespillere, der gør det fortrinligt – de er et sødt par – er filmen spækket med skønne skuespillere i både små og store roller: Bill Murray, Frances McDormand, Jason Schwartzman, Bruce Willis, Edward Norton, Bob Balaban (som historiens fortæller), Harvey Keitel og Tilda Swinton.

Moonrise Kingdom er måske ikke Wes Andersons stærkeste eller dybeste film, men man glæder sig til at se den igen, så man kan få flere detaljer med.

Franske Jacques Audiard er også en visuelt stærk instruktør, og hans nye film, Rust and Bone – hans første efter den barske fængselsfilm Profeten – er ikke mindst en meget fysisk og sanselig oplevelse. Filmen begynder med et åndedræt på lydsporet, og det bliver en slags tilbagevendende tema, der også giver den et åndedræt, en rytme.

Matthias Schoenaerts spiller Ali, en ung, arbejdsløs mand, der lige har taget ansvar for sin femårige søn og med ham flytter ind hos sin søster i Cannes. Ali, der er tidligere bokser og har lidt af et temperament, begynder at arbejde som sikkerhedsvagt og bokser samtidig illegale kampe. Marion Cotillard spiller Stephanie, der træner og optræder med spækhuggere og en dag får bidt sine ben af og nu skal lære at gå igen – både fysisk og mentalt.

Velklingende lyd

De to umiddelbart meget forskellige mennesker, mødes og bliver venner og siden elskere, men spørgsmålet er, om det kan udvikle sig til mere i en film, der bestemt ikke er sådan lige til at gennemskue – før til sidst, hvor Jacques Audiard og hans manuskriptforfatter, Thomas Bidegain, snubler lidt.

Indtil da er Rust and Bone dog en overbevisende og medrivende skildring af, hvordan dramatiske begivenheder slår to ellers ganske almindelige, stille liv ud af kurs og lader dem støde ind i hinanden. Filmens lydspor består både af forskellige rock- og popnumre – fra Katy Perry over B-52s til Bruce Springsteen – og originalmusik af Alexandre Desplat, der må siges at være en af tidens mest populære filmkomponister og da også synes at have sin egen, velklingende lyd.

Og sådan er filmfestivalen i Cannes begyndt ganske tilfredsstillende – nogle vinduer og døre er lukket, mange er endnu åbne. Eneste malurt i bægeret er den egyptiske film After the Battle, der forsøger at væve en utroværdig kærlighedshistorie sammen med demonstrationerne og sammenstødene på Tahrir-pladsen i Cairo. Filmen er vældig sympatisk, og man vil virkelig gerne kunne lide den, men den hænger skidt sammen; det kan kun være et (lidt misforstået) ønske om at kunne fejre Det Arabiske Forår på det store lærred, der har givet den plads i hovedkonkurrencen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu