Læsetid: 4 min.

10 guddommelige Paul McCartney-album ifølge Klaus Lynggaard

Paul McCartney og The Beatles er naturligvis uløseligt forbundne, men som sangskriver og musiker har karrieren budt på mange højdepunkter. Her er de 10 bedste skiver
14. juni 2012

1. McCartney (1970)

Den charmerende og underspillede solodebut, et tidligt eksempel på lo-fi , fuld af bedårende kærlighedserklæringer til hustruen ’the Lovely Linda’, men også indeholdende et par ufærdige skitser. Tre klassikere i form af ’Every Day’, ’Junk’ og ’Maybe I’m Amazed’ pynter på det endelige regnskab på en uprætentiøs skive, mange regner for deres personlige McCartneyfavorit.

2. Ram (Akkrediteret til Paul & LindaMcCartney - 1971)

På disse 11 sange går det hele op i en højere melodisk enhed for Paul (og Linda?). Den blev slagtet af kritikerne ved udgivelsen og sammenligninger med John Lennons simultant udgivne Imagine faldt ud til sidstnævntes fordel. Men årene har været gode ved det taktile og spillevende album, der i dag regnes blandt McCartneys allerfi neste og nærmest har sin egen kult.

3. Band on the Run (Akkrediteret til Wings - 1973)

Efter to skrækkeligt dårlige lp’er med Wings reduceredes orkesteret til en trio, bestående af Paul, Linda og Denny Laine, der som den eneste var med i Wings fra start til slut, dvs. 1971-1981. Pladen indspilledes i Lagos, Nigeria, der viste sig at være alt andet end et tropisk paradis, hvilket gav pladen en spænding og dynamik, der er med til at gøre den til én af de fi neste i værket. Nå ja, og så den afsindigt høje sangskrivningsstandard.

4. Venus and Mars (Akkrediteret til Wings - 1975)

Af mange anset som en svagere version af forgængeren har den altid haft en speciel plads i mit hjerte. Både rocknumre og ballader sidder lige i skabet og pladen, der er indspillet i New Orleans, produceredes til ug af mester McCartney himself. Indeholder et af hans bedste rocknumre i form af ’Letting Go’, to af hans mest dybfølte ballader (’Love Song’ og ’Treat Her Gently/Lonely Old People’) samt smashhittet ’Listen to What the Man Said’. Men i øvrigt ikke en dårlig sang i sigte.

5. London Town (Akkrediteret til Wings - 1978)

Oven på det forfærdelige ’Wings at the Speed of Sound’ (1976) var vi mange, der opgav McCartney og derfor ignorerede dette album ved udgivelsen. Måske også pga. af et fænomen kaldet punk. Men det var så en udsøgt fornøjelse at gå baglæns i kataloget og opdage, hvilket indtagende melodisk under, der er tale om. Atter reduceret til en trio kalder afi cionados det ofte for Denny Laine-skiven grundet dennes usædvanligt heftige engagement, mens dens besnærende folkagtige grundstemning er total McCartneysk!

6. Tug of War (1982)

Fraset et par mislykkede samarbejder med Stevie Wonder (inkl. den opkastningsfremkaldende, men sindssvagt populære ’Ebony & Ivory’) hviler der en let, næsten pastoral fornemmelse over denne fornemme og værdige samling sange, hvilket George Martins fjerlet elegante produktion fremhæver på det smukkeste. Fyrreårskrisen tackles med maner! Mindesangen om den afdøde makker John Lennon, ’Here Today’, er en af Pauls mest gribende.

7. Flowers in the Dirt (1989)

Her begynder McCartneyrenæssancen efter syv magre år, og hvor firserproduktionens anæsteserende effekt lagde sin selvdøde hånd over hans produktion, kickstartede det uventede samarbejde med Elvis Costello den slumrende muse. Allerede førstesinglen ’My Brave Face’ (med en klassisk McCartneybasgang) viste, at vor Macca var tilbage i topform. Det efterfølgende ’Off the Ground’ (1993) var næsten lige så godt.

8. Flaming Pie (1997)

Trods pladens karakter af patchwork (de ældre indspilninger stammede fra ’92) og de forskellige producere involveret (primært Jeff Lynne) en strålende udgivelse. Færdiggjort i skyggen af hustruen Lindas kræftsygdom (hun døde året efter), hviler der en stemning af noget presserende over pladen, som trods de tragiske omstændigheder klæder den.

9. Driving Rain (2001)

Indspillet på kun to uger op til 60-års fødselsdagen findes der her masser af kærlighedserklæringer til den nye hustru, Heather (ægteskabet holdt dog som bekendt ikke), samt hans stærke spontane reaktion på 9/11, ’Freedom’, der dukker op som ’hidden track’ sidst på cd’en. Men trods høj kunstnerisk standard og en inspirerende vitalitet blev det paradoksalt nok en af McCartneys få kommercielle fiaskoer.

10. Chaos and Creation in the Backyard (2005)

Den uden sammenligning bedste McCartney-plade fra nyere tid omend næppe den mest typiske. Dertil er den nok både for indadvendt og kompleks. Samarbejdet med produceren Nigel Godrich (Radiohead, REM, Beck m.fl .), der som den første i årevis provokerede og modsagde ham, fik det bedste op i vor Paul. Pladen fik helt fortjent en Grammy i kategorien Årets Album, og alle med den mindste interesse for sagen bør have det stående ved siden af deres eksemplar af ’Ram’!

Opsamling

Der findes bizart nok ikke en rigtig tilfredsstillende opsamlingsplade (faktisk eksisterer der kun tre!) med McCartney (med eller uden Wings), så selv om ’Wingspan: Hits and History’ (2001) kun går op til og med 1984, er den nok det bedste bud på markedet p.t. Man slipper ikke for en stinker som ’My Love’, men udsættes dog ikke for ’Ebony & Ivory’. Til gengæld har McCartneys mange (syv!) som tommelfi ngerregel glimrende liveplader ofte tværsnittets karakter; således indeholder det seneste af slagsen, 2009’s ’Good Evening New York City’ fl ere sange fra Beatles-tiden end fra soloårene. Og de færreste 67-årige kan synge som McCartney gør her. Men skal det være, foretrækker jeg nu enten ’Back in the U.S.: Live in 2002’ eller det veloplagte ’Tripping the Light Fantastic’ fra 1990.

Siden samarbejdet med komponisten Carl Davis i ’91 omkring udgivelsen ’Liverpool Oratorio’ har McCartney uden støttepædag og endvidere yderligere fi re gange forsøgt sig udi partiturmusikken. Mest for liebhavere.

Endelig har han sammen med Killing Joke-bassisten Youth som The Fireman udsendt tre album i electronica-genren. Der hersker enighed om, at med ’Electric Arguments’ (2008), duoens tredje forsøg, lykkedes det den at forløse sine ambitioner.

Altså alt i alt cirka en 40 album i alle hånde genrer og ditto sammenhænge siden 1970. Forståeligt så, at de ikke alle er i mesterklassen. Men mere forbløffende, at der trods alt er så meget at hente, som der faktisk er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her