Nyhed
Læsetid: 7 min.

Betyder Alt eller Intet noget?

Det var et behov for at give et værdigt svar på en eksistentiel udfordring, der satte Johannes Fibiger i gang med at skrive debutromanen ’Alt’, der er en reaktion på Janne Tellers ’Intet’. Men bogen var nær ikke udkommet. Kort før udgivelsen trak Gyldendal bogen tilbage. Nu er den i stedet udkommet på L&R
Det var et behov for at give et værdigt svar på en eksistentiel udfordring, der satte Johannes Fibiger i gang med at skrive debutromanen ’Alt’, der er en reaktion på Janne Tellers ’Intet’. Men bogen var nær ikke udkommet. Kort før udgivelsen trak Gyldendal bogen tilbage. Nu er den i stedet udkommet på L&R
Kultur
4. juni 2012

Johannes Fibiger er seminarielærer og har i flere år brugt Janne Tellers børnebog Intet i sin undervisning. Med begejstring. Historien om Pierre Anthon fra 7.A, der kravler op i et blommetræ og erklærer, at dér vil han blive siddende, for der er alligevel ikke noget, der betyder noget – den dag, man bliver født, begynder man at dø. Den historie synes Johannes Fibiger er noget af det bedste, der er sket i dansk børnelitteratur i de seneste 20 år. Den holdning er han ikke alene om. Intet har vundet adskillige priser og er blevet kaldt »en børnebog på nobelpris-niveau«, selv om den i begyndelsen blev opfattet som meget kontroversiel og som opfordring til nihilisme. Johannes Fibiger følte da også et behov for »at give et værdigt svar på den eksistentielle udfordring, den bog giver«, og det var sådan, han fik ideen til at skrive ungdomsromanen Alt.

Han kalder bogen et hermeneutisk projekt. Det handler om, at mennesket skaber betydning.

»Problemet er ikke, at der er for lidt betydning, men alt for meget. Det er udfordringen i det senmoderne. Man må fordybe sig i noget frem for at vælge det hele. Hvis man læser Giddens og andre sociologer, så siger de, at det, der kendetegner vores tid, er overdreven selvrefleksion og permanent tvivl, derfor er min hovedperson netop en tvivler, der tænker for meget og ikke kan finde ud af at vælge fra.«

Hovedpersonen Alexander begynder i 1.a i gymnasiet, og sammen med vennen Antoine gennemlever han alt det, som en normal gymnasieelev gennemlever: Fester, forelskelse, forvirring og fodbold. Vennen Antoine er en rebelsk sjæl. Han har problemer med stoffer og med at acceptere lærernes sandheder eller samfundets regler generelt. Sammen kaster de sig ud i et projekt, der skal modbevise læreren Simons påstand om, at mennesket skaber ny mening ved hele tiden at bygge videre på den, der er der i forvejen, at der bagved alting altid er ingenting.

To versioner

Men Johannes Fibigers ambition om at lave et eksplicit modsvar til Janne Teller havde nær betydet, at bogen ikke udkom.

Der findes to versioner af Johannes Fibigers Alt. Én, der står Gyldendal udenpå fra 2011, og én, der står L&R på, der udkom den 8. Maj i år. Den første udkom aldrig, selv om den var færdigtrykt, og pressemeddelelsen var skrevet og lå på hjemmesiden. Af pressemeddelelsen fremgik en tekstbid fra Alt, der var en omskrivning af den mest centrale passage i Janne Tellers Intet. Men man skulle have læst Tellers bog for at vide det. Janne Teller eller Intet var ikke nævnt, hverken i pressemeddelelsen eller i det eksemplar af bogen, som Information fik tilsendt efter at have undret sig over sammenhængen mellem tekstbidden fra Alt i pressemeddelelsen og den centrale passage i Intet.

Da Information begyndte at interessere sig for sagen, viste det sig, at ingen på Gyldendal, der også er Janne Tellers eget forlag, havde fundet det relevant at orientere hverken forfatteren selv eller hendes redaktør, Johannes Riis – forlagets litterære direktør – om omfanget af Johannes Fibigers inspiration fra Intet. Efter Information bragte en artikel om sagen, besluttede Gyldendal at droppe udgivelsen. Men heldigvis for Johannes Fibiger troede L&R på projektet. Og på trods af det ærgerlige forløb er han i dag meget mere tilfreds med bogen, der er blevet genredigeret, og inspirationen fra Intet er blevet mere eksplicit i bogens ’udstyr’ – det er nævnt både på omslaget og i en personlig dedikation.

Bogen indeholder dog stadig mange referencer til Janne Tellers Intet – helt ned i sætningskonstruktionen, hvor der leges med faste bøjningsformer og kendte udtryk som for eksempel: ’korsfæstet, død og bevaret’. Men Alt er også fyldt med referencer til mange andre værker – fra populærkulturens, billedkunstens og musikkens såvel som litteraturens verden. Det er en stor del af bogens pointe, at mennesket skaber betydning ved at forholde sig til den betydning, der allerede er til stede. Og det står Johannes Fibiger ved. Bag i bogen er der en ’betydningsliste’. Det er en oversigt over værker, der refereres til i de enkelte kapitler. Den liste er ny. Eller faktisk er den gammel, siger Johannes Fibiger:

»Jeg har hele tiden ønsket, at den liste skulle være der. I den nye version er der også en dedikation til Janne Teller, og det var også min hensigt fra starten at nævne hende, men det frarådede Gyldendal mig. Det var en genremæssig overvejelse. De mente, at min bog skulle være et selvstændigt værk, men det er jo netop en pointe for mig, at kunst står på skuldrene af anden kunst, og kunst skal diskutere anden kunst, så jeg er meget mere tilfreds med denne version.«

Et værdigt svar

Johannes Fibiger henviser til Henrik Pontoppidans Ørneflugt, der er en gendigtning af H.C. Andersens Den Grimme Ælling – med en anden og noget mindre eventyragtig slutning, som har den modsatte udlægning af forholdet mellem arv og miljø.

»Det tager jo ikke noget fra H.C. Andersen, at Pontoppidan skrev den som et modsvar til Den Grimme Ælling. Det handler jo bare om forskellige opfattelser af arv og miljø. H.C. Andersens eventyr er stadig en suveræn smuk historie, selv om Ørneflugt skaber tvivl om, hvorvidt man bliver til en smuk svane, hvis man bare venter længe nok. Det gør kun H.C. Andersens tekst bedre, at den får så værdigt et svar på den udfordring, den stiller, og det er da også på grund af den diskussion, der opstod om min brug af Janne Tellers bog, at jeg i den nye version nævner Den Grimme Ælling og Ørneflugt. Det er det samme, der er på spil. To historier kan godt være sande på samme tid, som jeg også skriver i dedikationen,« siger han.

Men den tekstbid, der var en omskrivning af en passage fra Intet, er ikke længere at finde i Fibigers bog.

»Da jeg ikke kunne nævne Intet, var jeg nødt til at gøre intertekstualiteten meget eksplicit, men det er jo ikke nødvendigt længere. Derfor er den ikke med.«

I den nye version er bogen udgivet på L&R’s undervisningsforlag Alinea.

»Jeg er glad for, at det har givet plads til, at undervisningsperspektivet er blevet vigtigere. Jeg er selv dansklærer, så det er selvfølgelig sådan, jeg har tænkt bogen fra starten,« siger Johannes Fibiger.

Dannelsesprojekt

Men hvorfor og hvordan skriver man en ungdomsroman med tunge eksistentielle overvejelser og mange direkte og indirekte referencer til litteraturhistorien?

»Jeg kommer fra fagbogsverdenen og har undervist i mange år, så det er klart, at dette også i høj grad er et dannelsesprojekt. Det er en dannelsesroman om den proces, man gennemgår i gymnasiet. Her skal man finde ud af, hvem man selv er, og i dag handler det om at være i stand til at vælge fra for at finde ind til det vigtigste. Man skal skabe betydning selv. Det er dér, jeg synes, Pierre Anthon slipper for nemt om ved det i Intet. Han siger, at der ikke er noget, der betyder noget, derfor kan man lige så godt lade være med at gøre noget. Det må jo være lige omvendt. Hvis intet betyder noget, så skal man netop gøre noget. Derfor er den centrale metafor hos mig ikke et bjerg af betydning (som hos Janne Teller red.), men et betydningshul. Man må selv fylde betydning i.«

I Alt stjæler Alexander og Antoine skolens stolthed Asger Jorns store vægtæppe, Den Lange Rejse.

»Med den manøvre fjerner de betydningen. Den lange rejse handler jo om civilisationens opståen, om menneskets historie. Og hvad ville der ske, hvis man fjernede den? Jamen, så ville mennesket igen gå i gang med at producere ny betydning. Det er det, der er hele projektet. Resultatet af at eleverne fjerner betydningen er, at de selv skaber meget mere betydning. Det får så nogle logikker, som de ikke selv havde regnet med, og én af dem dør.«

Johannes Fibiger samler selv på betydning, og det er sådan, bogen er blevet til. De mange referencer er ikke resultatet af en konceptuel tilgang til romanprojektet. Det sker helt naturligt, siger han. Inspirationen til bogens nye indledning, der ikke længere er en omskrivning af Intet’s indledning, fik han ved en vens begravelse, hvor præsten citerede Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn, et andet sted blev han inspireret af sin datters Vi Unge-blad til at bruge Erlend Loes Naiv.Super.

I fortællingen om Alt smelter bogens modgang og dens nye ’udstyr’ altså sammen med bogens tematik: Hvordan skaber mennesket betydning?

Johannes Fibiger gennemlevede det samme forløb som forfatter, som Alexander gør som gymnasieelev. For at finde det, der har betydning, må man rive al betydning ned. Vælge fra og finde sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Seneca Bang

Jeg kan huske, at jeg læste Intet med både stor gru og velbehag i forbindelse med undervisningen i 7. klasse. Alt er hermed kommet på min læseliste.