Læsetid: 4 min.

’Copenhagenization’ i New York

Kulturarvsikoner som Carl Nielsen, Søren Kierkegaard og Finn Juhl hitter i New York, hvor alt dansk – også de gamle klassikere – bare er cool
New York Philharmonic spiller i aften Carl Nielsen 3. symfoni, Sinfonia Espansiva, og er et eksempel på en af de mange danske kulturelle islæt, New York har taget til sig for tiden.

New York Philharmonic spiller i aften Carl Nielsen 3. symfoni, Sinfonia Espansiva, og er et eksempel på en af de mange danske kulturelle islæt, New York har taget til sig for tiden.

Clive Barda

14. juni 2012

Der er grøde i nyere dansk kunst og kulturarv rundtomkring i verden, ikke mindst i New York.

Det er svært at sætte fingeren direkte på en årsag. Måske det er Nomas nordiske køkken eller populære danske spillefilm og tv-krimiserier. Eller det kan være de indtryk, et besøg i København efterlader hos trendsættere i internationale medier og kulturkredse.

»Her i byen er alt dansk bare cool. Man taler f.eks. om at copenhagenize New York,« siger kulturråd Maiken Tandgaard Derno fra det danske generalkonsulat i New York.

Et aktuelt eksempel på København som inspirationskilde for civile byinitiativer er denne måneds opstilling af flere hundrede cykelstationer på Manhattan og Brooklyn, selv om Amsterdam også har haft en finger med i spillet.

Og så er der naturligvis nytilflyttede arkitekt Bjarke Ingels og Mads Refslunds nye restaurant Acme på Manhattan osv. Men andre europæiske lande er lige så godt eller bedre repræsenteret i New York med stjerner fra forskellige brancher. Hollandske arkitekter som Rem Koolhaas og Hella Jongerius skal i den sammenhæng også nævnes sammen med den svenske mesterkok Marcus Samuelsson, indehaver af Harlem-restauranten Red Rooster.

Klassikernes appeal

Det er ikke kun moderne dansk kultur, der hitter i New York. Også danske mestre som komponisten Carl Nielsen, møbelarkitekten Finn Juhl og Søren Kierkegaard har vakt fornyet interesse for »danske kulturarvsikoner«, mener Tandgaard Derno.

Carl Nielsens musik har i årtier været en fast bestanddel af repertoiret på klassiske musikstationer i USA, men den danske komponist har aldrig opnået samme anseelse og udbredelse som hans samtidige, Edvard Grieg og Jean Sibelius.

Her til aften bliver Carl Nielsen 3. symfoni, også kendt som Sinfonia Espansiva, opført af New York Philharmonic under ledelse af chefdirigent Alan Gilbert.

Gilbert er kommet til Nielsen ad en geografisk omvej. Inden sin udnævnelse i 2009 i New York var han i en årrække chefdirigent for Kungliga Filharmoniska Orkestern i Stockholm. Det var her, han blev bekendt med andre nordiske komponister.

Chefdirigenten mener, at tiden er inde til en opvurdering af Nielsen.

»Hans musik er rodfæstet i den klassiske tyske symfoniske tradition, men den er samtidig umiskendeligt dansk – meget gribende og med en masse ujævne kanter, der er så karakteristisk for livet i Norden,« siger Gilbert i konsulatets nyhedsbrev.

’Nielsen er undervurderet’

Den italienske dirigent Federico Cortese støtter Gilberts opvurdering af Nielsen.

»Jeg mener også, han er undervurderet. Nielsen er på højde med Sibelius og er efter min smag mere interessant end Grieg, som er mere norsk og melodisk orienteret,« siger Cortese, chefdirigent for Harvard-Radcliffe Orchestra.

Cortese har opført Nielsens koncerter for fløjte og klarinet samt hans suite for strygere.

New York Philharmonic nøjes ikke med at dykke ned i en enkelt symfoni. Nielsens nr. 2 blev spillet i 2011 og alle seks symfonier vil blive opført og indspillet på cd sammen med hans tre solokoncerter for violin, fløjte og klarinet.

Efter Gilberts nyfortolkning af Nielsen følger tidligt næste år en genskabelse såvel som restaurering af møbelarkitekt Finn Juhls Formynderskabsrådssal i FN, én af de hyppigst anvendte og mest beundrede mødesale i verdensorganisationen.

»Det er den mest cool og mest skandinaviske af vores tre mødesale. Fantastisk design, pragtfuldt loft med pindebrænde hængende ned og dejlige farver,« siger Helene Hödl, tidligere chef for FN’s kontor for guider.

I forbindelse med den pågående årelange ombygning af FN’s hovedkvarter på østsiden af Manhattan anmodede sekretariatet Danmark om at udpege nogle møbelarkitekter til at tegne nye borde og stole i Finn Juhls ånd. Kasper Salto og Thomas Sigsgaard vandt i 2011 en konkurrence udskrevet af Statens Kunstfond.

Diplomatisk kompromis

Restaureringsopgaven ligner et typisk diplomatisk kompromis. Frem for at tage et spring ud på det dybe og skabe en ny milepæl for samtidig dansk design i hjertet af FN har de øvre myndigheder i København og New York besluttet sig for den ’sikre’ løsning. Den danske regering og Realdania smider penge i projektet.

I forbindelse med åbningen af salen planlægger generalkonsultatet at bruge Finn Juhls nyrestaurerede værk som afsæt for at skabe opmærksomhed om nyere dansk møbeldesign. Men spørgsmålet er, om man ikke havde høstet større anerkendelse ved i en konkurrence at have ladet danske designeres fantasi få frit løb.

De to vindere stiller sig forstående over for de rammer, der blev udstukket af Kunstfonden.

»Men vi var ikke så skråsikre, da vi valgte at gå med strømmen. Vi diskuterede det stolpe op og stolpe ned, inden vi afleverede projektet. Og det gør vi stadig,« siger Kasper Salto.

»Et hensyn var, at rigtigt mange mennesker i FN er så glade for den sal, så det ville være provokerende helt at starte på en frisk.«

»Vi havde lyst til at fyre noget helt andet af. Men enten føjer man sig og lister nogle nye teknikker ind, eller også laver man noget, der stikker helt af,« siger Thomas Sigsgaard.

Når det kommer til stykket, kan fejringen af 200-året for Kierkegaards fødsel i 2013 blive mønstereksempel på, hvordan man benytter kulturarvsikoner til at skabe bred opmærksomhed om en lille nations særegne kultur i udlandet.

»Vi har kontakt med flere prominente kulturinstitutioner i New York,« fortæller konsulatets Tandgaard Derno.

»Ideen er at sætte Kierkegaards tankegods i spil i kunst, kultur, byplanlægning, ledelsesfilosofi og involvere nutidens tænkere, musikere og filmmagere. Det er dér interessen ligger – ikke så meget i fortiden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Bare man kunne lade være med al denne opblæste selvros og selvovervurdering, "Her i byen er alt dansk bare cool", siger kulturråden. Det er nok lettere overdrevet i en millionby, hvor et par danske indslag drukner i alt det andet. Hvorfor hype det danske op med ord som "hitter" og "cool"? Det er den anden vej, det hitter, det er fra Danmark den næsegruse beundring for New York stammer, alt ved New Yor er netop cool og hot og hipt set herfra, og det at flytte derover, er i højere kurs en tre Michelin stjerner.

Derfor trækker artiklen på denne forgudelse af New York ved at lade New York´s cool-ness smitte af på Danmark, idet nogle danske indslag i kultur- og bylivet derovre har fået en vis positiv modtagelse. Så hitter vi.

Nå, bortset fra det, så er Carl Nielsen virkelig en vigtig repræsentant for dansk musik. Hvorfor er han mindre anset og udbredt end Edvard Grieg og Jean Sibelius? Ja, måske fordi Norge og Finland er lidt mere voldsomme og dramatiske i det end de milde fynske bakker i morgendis. Prøv at sammenligne Griegs "Morgenstemning":
http://www.youtube.com/watch?v=GUKRBeG-sGQ

med Carl Nielsens "Tågen letter":
http://www.youtube.com/watch?v=2yCOKCACRqU

Ikke at der noget i vejen med den fynske muld.