Nyhed
Læsetid: 2 min.

Danser med Cohen

Kulturminister Uffe Elbæk skulle aldrig have skrevet brev til Leonard Cohen. Det er en tabersag
Kultur
14. juni 2012
Leonard Cohen har aktuelt forbudt det aarhusianske danseteater Granhøj at bruge hans musik i udlandet, fordi Cohen turnerer med de samme sange

Leonard Cohen har aktuelt forbudt det aarhusianske danseteater Granhøj at bruge hans musik i udlandet, fordi Cohen turnerer med de samme sange

Minsandten, så gik selveste Kulturminister Uffe Elbæk ind i sagen om det lille aarhusianske dansekompani Granhøj, der har kørt som en lille kulørt historie i løbet af ugen. Granhøj er lige nu er på turné med deres succesrige og Reumert-nominerede Leonard Cohen-forestilling, Dance Me To The End On/Of Love.

Dansemusicalen har spillet på scener her i landet og er lige nu på stor turné i udlandet, ikke mindst 32 forestillinger i Cohens hjemland Canada. Cohens advokater og pladeselskab har aktuelt forbudt Granhøj at bruge musikken i udlandet, fordi Cohen turnerer med de samme sange.

Desuden overvejer de retlige skridt i forhold til de hidtidige opførelser, fordi rettighederne ikke har været i orden.

Sagen har åbenbart været så vigtig for Kulturministeren, at han har følt sig nødsaget til at udnytte sin magt og position til at skrive direkte til Leonard Cohen, at han synes, at han og hans folk går over grænsen, når de nægter det lille aarhusianske dansekompagni at bruge hans musik til dets forestilling. Han håber, at brevet vil gøre indtryk.

Men, men, men, hvorfor skulle Uffe Elbæk overhovedet blande sig i den sag? Dels kan det ligne, at han som gammel kaospilot og kulturmanager i Aarhus plejer sit gamle aarhusianske netværk, dels at han som minister kan komme til at så splid mellem kunstnergrupper, mellem dansere og musikere, der har forskellige interesser i denne sag.

Men det værste ved, at Elbæk er gået ind i sagen, er, at han og Granhøj ikke har retten på deres side.

Granhøj hævder at være i god tro, fordi kompagniet i Danmark har fået tilladelse af Koda til at bruge Cohens sange, men har samtidig taget en unødvendig stor chance ved ikke at sikre sig rettighederne hos Cohen direkte. Reglerne er nemlig sådan – og dem bør Granhøj også kende – at hvis der er tale om en teaterkoncert, så ligger rettighederne hos Koda, mens hvis forestillingen er bearbejdet teatermæssigt, så ligger rettighederne hos kunstneren.

Og der er ingen tvivl om, at Cohen-stykket ikke bare er en teaterkoncert. 13 kloge teatermennesker fra Reumert-komiteen har allerede i forbindelse med Reumert-nomineringen klassificeret Dance Me To The End On/Of Love som teater.De har ikke været i tvivl, og det burde Palle Granhøj heller ikke være. Det er synd for Granhøj, men selvforskyldt.

Elbæk derimod bør overveje sine kulturelle kampe med lidt større omhu, for dette er en tabersag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her