Læsetid: 4 min.

Englændere helt uden X-faktor

Hodgsons tropper er kommet til EM uden ambitioner om at underholde, men med en superdefensiv spillestil a la den, der skaffede Chelsea succes i Champions League
Hodgsons tropper er kommet til EM uden ambitioner om at underholde, men med en superdefensiv spillestil a la den, der skaffede Chelsea succes i Champions League
11. juni 2012

England er som bekendt et land, der sværger til traditionerne i alle livets forhold og således også inden for fodbolden, hvor hver slutrunde indvarsles af en rituel opvarmningsperiode, hvor den britiske befolkning og medierne hidser sig selv op til en tilstand af delirisk selvovervurdering – hvorefter landsholdet leverer en miserabel indsats, ryger ud senest i kvartfinalerne og kaster den fodboldgale befolkning ned i endnu en afgrund af fortvivlelse og selvhad.

Sådan har det været i umindelige tider, men den 1. maj i år, da det engelske fodboldforbund præsenterede sin nye landstræner, Roy Hodgson, blev traditionen endegyldigt brudt, for på Hodgsons første pressemøde som ansvarlig for The Three Lions fik han nul – siger og skriver 0 – spørgsmål fra mediekorpset om hans vurdering af landets chancer for at vinde europamesterskaberne.

Englænderne tror simpelthen ikke på det længere. Hverken journalisterne eller de hårdtprøvede fans på pubberne. Tiltroen til holdet er så lav, at skriverkarlene ikke engang gider stille landstræneren de ellers obligatoriske spørgsmål om hans forhåbninger om at føre sit mandskab hele vejen til guldet.

I stedet bliver holdet fremstillet som det, der reelt er: Et middelgodt mandskab med enkelte stjerner – men også med åbenlyse mangler – der føres ind i slutrunden af en nyansat landstræner, der slet ikke har haft mulighed for at lære spillerne ordentligt at kende.

Eller for at sige det på en anden måde: England ankommer til Polen og Ukraine som et hold i fuldstændig ubalance efter et tumultarisk og skandaleramt forår, hvor truppens normale anfører, John Terry, blev frataget anførerbindet på grund af anklager om racisme, og hvor den tidligere landstræner Fabio Capello forlod sin post blot fire måneder før turneringsstart som følge af en kontrovers med det engelske fodboldforbund.

Der er på den baggrund intet som helst grundlag for at tro, at de engelske løver kan gøre nogen særlig figur ved EM. Holdet har ingen indøvet spillestil, hierarkiet i truppen er uklart, og skader har drænet mandskabet for vigtige aktører.

De klassiske dyder

Værst er det gået ud over midtbanen, hvor både Manchester Citys defensive skraldemand Gareth Barry, formstærke Frank Lampard fra Chelsea samt Arsenals stortalent Jack Wilshere har måttet melde forfald.

Dette efterlader Hodgson med blot to kompetente aktører til den centrale midtbane i skikkelse af Tottenhams Scott Parker og Liverpools Steven Gerrard; og det er ikke meget at lide an på i en lang slutrunde – især ikke når man tager i betragtning, at begge spillere lider af småskader og en generelt skrøbelig fysik.

Derudover har Hodgson den særskilte udfordring i forhold til Gerrard, at det efterhånden er længe siden, at Liverpools Captain Fantastic har spillet en ordentlig kamp i den engelske landsholdstrøje. Skiftende landstrænere har forsøgt at integrere den dynamiske, men taktisk udisciplinerede Gerrard på landsholdet, men ofte uden større succes. Hodgson er dog tvunget til at gøre forsøget; dels fordi han ikke har ret mange andre valg på det centrale midtfelt, og dels fordi han har gjort Gerrard til anfører og dermed udpeget ham som holdets spillemæssige omdrejningspunkt.

Hvis Hodgson kan få den introverte Gerrard til at krybe ud af sin skal og påtage sin en reel lederrolle på holdet, er meget vundet. Men selv en Steven Gerrard i fineste form kan ikke levere resultater til englænderne alene. Holdet kan kun nå langt ved EM, hvis det samtidig praktiserer en succesfuld spillestil. Og her er det skæbnens ironi, at det er en ærkebritisk manager som Hodgson, der er blevet sat i spidsen for mandskabet i stedet for den kontinentalt orienterede Capello. For hvor Capello – og stort set alle andre europæiske toptrænere – praktiserer en teknisk betonet og boldbesiddende spillestil, der i større eller mindre grad er inspireret af spaniernes tiki-taka, så sværger Hodgson til de klassiske britiske dyder som fysisk styrke, få stationer i opspillet og høje bolde frem til frontløberen.

Det fik de engelske landsholdsspillere at mærke på en af deres allerførste træningssamlinger med den nye træner. Her udtrykte Hodgson i skarpe vendinger sin utilfredshed med spillernes boldcirkulation i egne rækker.

»Ikke flere end højest fem afleveringer i egen forsvarskæde,« lød kommandoen ude fra sidelinjen. »I skal ikke være bange til at sende lange bolde op til angrebet.«

Kan de overraske?

Unægtelig nye toner for mange af landsholdsaktørerne, der kommer fra klubber som Manchester United, Chelsea og Liverpool, hvor man praktiserer den kontinentale spillestil med flade pasninger langs jorden. Men sådan vil Hodgson altså have det. Han er britisk traditionalist, har praktiseret 4-4-2 hele sit liv og har ikke tænkt sig at ændre på en spillestil, der har tjent ham godt gennem mere end 35 års trænerkarriere.

Dette er også blevet illustreret i træningskampene, hvor englænderne har fokuseret på at holde kæderne, lukke af bagude og undgå fejl i opspillet. Resultatet har været et velorganiseret, men også umådelig defensivt orienteret hold, der ganske vist ikke har givet særligt mange målchancer væk, men som sandt for dyden heller ikke har kreeret ret mange selv.

Det er langtfra fodbold for feinschmeckere, men det er ærkepragmatikeren Hodgson utvivlsomt ligeglad med. Han er ikke kommet til EM for at underholde, men for at føre et skadesramt og relativt ordinært mandskab så langt frem i turneringen som muligt. Og til det formål vil han tydeligvis forsøge at kopiere Chelseas succesfulde gameplan fra Champions League med defensiv soliditet og lange bolde frem til en fysisk stærk angriber, sandsynligvis i skikkelse af Liverpools Andy Carroll.

Om denne taktik rækker til at overvinde Europas største fodboldnationer, ja, det vil de kommende dage vise. I det mindste kan Hodgson og hans spillere glæde sig over, at de for en gang skyld ikke har englændernes tonstunge forventninger hængende over sig. For med en lettere omskrivning af gamle admiral Nelsons berømte ord:

»England doesn’t expect!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

carsten maasbull

Hvis de vælger at parkere bussen, kan de med lidt held få 3 gange uafgjort. Det mest sandsynlige er dog at de allerede bliver kørt over i aften mod Frankrig.