Man kan holde med russerne af sentimentale grunde, for dét, de præsterede under EM for fire år siden, var et pragtstykke. Sublime sejre over Sverige og Holland. En højpotent og nærmest serafisk fodbold.
Dengang hed træneren Guus Hiddink, men da han ikke kunne holde successen fra Østrig og Schweiz i kog og heller ikke formåede at kvalificere mandskabet til VM i 2010, blev Hiddink erstattet af en anden hollænder, Dick Advocaat. Nogle vil sige hip som hap, for de to ligner hinanden. De bruger mere eller mindre de samme (aldrende) spillere, og de hylder de samme systemer. Begge har bygget deres hold op omkring det Zenit St. Petersburg, som på sprudlende vis vandt UEFA Cup’en i 2008. Bliver det guld eller fiasko for Advocaat? Og hvorfor er et af de ypperste talenter, som Moder Rusland har skabt, Andrei Arshavin, faldet til jorden som en anden Fugl Fønix?
22. januar 2012. Da Arshavin rejser sig fra bænken og løber ind på grønsværen, bliver han mødt af hånlige tilråb. Han erstatter Alex Oxlade-Chamberlain, der ellers har været flyvende for Arsenal. Robin van Persie har udlignet, og lige nu, i anden halvleg, har London-klubben momentum. Hvorfor Arshavin? Alle ved, at manden er en skygge af sig selv, og at der er langt til den komet, som Arsene Wenger triumferende hentede til klubben i 2009 for 150 mio. kr. Kort tid efter sin entre misser Arshavin en bold, og Danny Welbeck scorer i den anden ende. United vinder 2-1. En måned senere bliver Arshavin skibet tilbage til Zenit på en lejeaftale. Hans sidste gestus for den klub, der også har sagt farvel til Fàbregas og Nasri, er en gudesmuk tværpasning til Thierry Henry.
I 2009 var Arshavin en åbenbaring. Året forinden havde UEFA plantet ham på deres allstar team, til trods for at den 172 cm høje russer måtte sidde over i de to første kampe af slutrunden. Gunners-folket vejrede morgenluft: Var Arshavin om muligt endnu større end José Reyes, måske endda Dennis Bergkamp?
21. april 2009 på Anfield Road, i en heksekedel, som selv Roy Keane var bange for engang, spiller Gunners uafgjort 4-4 mod Liverpool. Og Arshavin, the short wonder from Russia, scorer alle Arsenals mål. Bagefter spørger de britiske aviser, hvem der egentlig har vundet den spektakulære, men jo også sært uforløste dyst. Fodbolden, er det åbenlyse svar.
Dyrk også det vidunderlige mål mod Blackburn, hvor Arshavin løfter bolden op over Paul Robinson. Fra en klassisk 4-4-2-formation eksploderer Arshavin ind i banen fra sin position på venstre angrebsflanke. Hans mål mod Barcelona er flødeskum på en pingpong med Cesc og Nasri, som for længst er kommet i glas og ramme.
Lige som i Zenit er han doven i defensiven, men magien er indiskutabel. Selv Arsene Wenger, der ellers ikke plejer at bruge så store ord, må bøje sig:
»Premier League har brug for en stjerne som Arshavin, nu hvor Cristiano Ronaldo er væk. Arshavin står for alt det, vi elsker ved fodbold. Ikke blot er han en fantastisk spiller, han har også en ærlig og forfriskende attitude. Han klager aldrig, når der ikke bliver dømt straffe. Han er ikke en drama queen. Han er lige, hvad Premier League har brug for«.
Men så kom nedturen. Arshavin tabte gnisten, han tog på i vægt, og det hele blev trist at se på. Stjerner som Fàbregas og Nasri forlod klubben, og når han var god, var han en guldrandet indskifter, og når han var dårlig, blev han derangeret til B-holdet.
I begyndelsen af 2012 blev det for meget, og da Zenit stod klar med kontrakt i kulissen, slog Andrei til. I det mindste havde han brug for kamptræning forud for det EM, hvor han er anfører, og som meget vel kan blive hans sidste.
YouTube-generationen har heldigvis sin egen Memory Lane, hvor fodboldengle stadig må blafre med vingerne. Det var nemlig ikke cifrene 2-0 i det 86. minut, 29. september 2009, der tændte brølet på Emirates Stadion i London. Men måden, Arshavin gjorde det på. I offsideposition, jovist. Halvt hæl, halvt inderside, med overkroppen drejet af led, og med Olympiakos’ målmand, Antonis Nikopolidis, som sidste ripost blev bolden dasket ind i maskerne. Efter opgøret med Holland ved EM 2008 lagde Arshavin sig i græsset med lukkede øjne, udmattet efter 120 minutters konstant terror. Sekundet efter kom der dog et lille vink til kameraet, samtidig med at stadionspeakeren for anden kamp i træk annoncerede Arshavin som banens bedste spiller.
Barnedrømmen var Camp Nou, idealet Johan Cruyff, og målet var Barcelona. I stedet blev det Emirates, Wenger og Arsenal.
Andrei skrev en opgave på universitetet i Skt. Petersborg om produktion af sportstøj. Så ville han være modedesigner. Der var større chancer for at møde piger. På de kanter skal man passe på med ideologisk vaklen. Ifølge kommunisterne i hjembyen solgte Arshavin sin sjæl til det grådige Vesten, da han endelig rejste til England, og dommen var benhård:
»Du har nu kappet dit åndelige bånd til Moder Rusland, og det russiske folk vil aldrig tilgive dig«.
Tilgivelse kan den 31-årige spiller med nr. 10 på ryggen få i disse dage. Og for Arshavin selv er nøglen til EM-succes et spørgsmål om bevægelse:
»De fleste af os er fra Zenit, så vi forstår og hjælper hinanden. Vi kender hinandens løbemønstre, og det må bare være en fordel for os. Rusland kan tabe til alle hold. Men vi kan også vinde over alle andre hold«.
