Interview
Læsetid: 6 min.

’Film er ikke kun underholdning’

Det mener den filippinske filmskaber Brillante Mendoza, som laver kompromisløse og udfordrende film, blandt andet gidseldramaet ’Captive’, der har dansk premiere i dag
Kultur
21. juni 2012
Idealisme. Den filippinske instruktør Brillante Mendoza mener, at han ville være en hykler, hvis han ikke mente, at film kan ændre verden. ’Men samtidig er jeg et realistisk menneske. Jeg ved, at film kan ændre verden, det sker dog ikke på én gang. Man skal begynde et sted, og jeg ved, at det bliver en lang rejse,’ siger han.

Idealisme. Den filippinske instruktør Brillante Mendoza mener, at han ville være en hykler, hvis han ikke mente, at film kan ændre verden. ’Men samtidig er jeg et realistisk menneske. Jeg ved, at film kan ændre verden, det sker dog ikke på én gang. Man skal begynde et sted, og jeg ved, at det bliver en lang rejse,’ siger han.

Han vil helt derind, hvor det gør ondt, hvor man ikke glemmer hans film bagefter. Og det lykkes ham, Brillante Mendoza. Han lavede sin første film i 2005, og på blot syv år har den produktive filippinske filminstruktør formået at markere sig som en af verdensfilmens mest kompromisløse og interessante skikkelser, der i sine værker, mere end 16 kort-, dokumentar- og spillefilm til dato, skildrer de sygdomme, som plager hans hjemland: Korruption, moralsk og menneskeligt forfald, kidnapninger, vold og mord.

Flere af Mendozas film – blandt andre Serbis (2008) og Kinatay (2009) – har været vist på filmfestivalerne i Cannes og Berlin, og i dag er der for første gang ordinær dansk biografpremiere på en af hans film, nemlig gidseldramaet Captive, der er baseret på virkelige begivenheder fra 2001.

I sidste uge gæstede den 52-årige og meget venlige og snaksagelige instruktør København i anledning af byens første filippinske filmfestival. Jeg mødte ham til en snak om hans status som Filippinernes dårlige samvittighed, publikums hang til Hollywood og de store krav, han stiller til sit publikum.

Et sygt samfund

Lad os begynde med Captive. Hvorfor ville du gerne fortælle den historie?

»Jeg blev inspireret af bogen, der dengang blevet skrevet om begivenhederne af den eneste overlevende efter gidseltagningen. Jeg var virkelig interesseret i hendes oplevelser, mens hun var fanget. Bogen gjorde stort indtryk på mig og fik mig samtidig til at stille en masse spørgsmål. F.eks. hvad det er for mennesker, gidseltagerne, hun hele tiden refererer til (muslimske terrorister, red.). Det er ikke hendes fejl, at der ikke står mere. Hun var gidsel og kendte dem ikke og talte ikke sproget. Hun kunne kun beskrive dem, som hun så dem. Men jeg ville gerne vide mere om disse mennesker og lavede en masse research. Der har også været en masse diskussion om den korruption, som hun i bogen antyder mellem gidseltagerne og militæret. Det er et af de mest kontroversielle emner i forbindelse med gidseltagningen i Filippinerne, fordi militæret var involveret og blev afsløret. Men selv efter 11 år er der intet sket. Det er stadig et stort problem, og der er mange spørgsmål, som ikke er blevet besvaret. Jeg ville minde regeringen om, hvad det er for et samfund, vi har.«

Og det er det, du er interesseret i, at fortælle om de sygdomme, som plager det filippinske samfund?

»Det er i disse emner og spørgsmål, jeg finder min inspiration, fordi jeg har oplevet dem, set dem. Jeg befinder mig midt i det, og her finder jeg mine historier. Man behøver ikke digte historier, de er overalt. Man er bare nødt til at fortælle dem på en måde, så publikum meget tydeligt forstår, hvad det er, man vil sige.«

Du kommer ikke med løsninger. Du fordømmer eller hylder heller ikke. Du viser tingene, som de er – eller forsøger at gøre det.

»Præcis. Det er ikke filmmagerens job at prædike eller moralisere. En filmmager skal præsentere emnerne, lægge dem frem, fortælle en historie om dem, og så lade publikum selv tage stilling. Publikum er intelligent nok til selv at vide, hvad det skal mene om de emner, det bliver præsenteret for. Jeg har det bedst med at gøre det på den måde og holde, hvad jeg så end mener om et emne for mig selv.«

Kunst og underholdning

Du har succes på filmfestivaler rundt om i verden. Hvordan tager det filippinske publikum imod dine film?

»Der er en opmærksomhed omkring filmene, og det er godt. Men vi kan ikke ændre den brede offentligheds måde at tænke på eller dens mangeårige forkærlighed for Hollywood-underholdning. Filippinerne blev besat af amerikanerne i 1940’erne, og siden da har alting været amerikaniseret, inklusive vores påskønnelse af film. Vi har aldrig rigtig behandlet film som en kunstart, men mere som underholdning. Folk i Filippinerne har ikke mulighed for at europæiske film, og deres filmkigning består kun af mainstream og Hollywood-blockbustere. Men den slags film, jeg laver, får langsomt større anerkendelse.«

»Det handler også om en åbenbaring, jeg fik for to år siden. Tidligere i min karriere sagde jeg til mig selv, at jeg ikke var nødt til at tænke på at finde et publikum til mine film. Publikum vil selv finde mine film. Men det gik op for mig, at det var for arrogant for en filmskaber at tænke sådan. Det er ikke det brede filippinske publikums fejl, at de ikke opsøger den slags smalle film. De har ikke været udsat for den slags film før. Da jeg var yngre, så og beundrede jeg også kun amerikanske film, fordi jeg vidste ikke bedre. Det var først, da jeg selv begyndte at lave film, at det gik op for mig, at der fandtes andre slags film. Jeg prøver nu på min egen beskedne måde at række ud til unge mennesker, til studerende, for at få dem til at forstå, at film ikke kun er underholdning.«

Filippinsk renæssance

Når jeg tænker på filippinsk film, er det kulørte spekulationsfilm fra 1970’erne om jungler, fængsler og halvnøgne kvinder, der først rinder i hu. Men der er sket en renæssance i filippinsk film, og den begyndte for syv år siden, hvor du også begyndte at lave film.

»Der er en yngre generation på vej og en masse forskellige æstetiske udtryk. Og jeg prøver at være så mangfoldig som muligt i mine historier, forstået på den måde, at der løber en rød tråd gennem mine film, som handler om de sociale og politiske realiteter og emner i Filippinerne, men at jeg også prøver at fortælle andre historier. Jeg bevæger mig rundt i forskellige genrer. Serbis ville man i gamle dage have betegnet som en ’sexy’ film, en softcorefilm, men jeg fokuserer mere på en families moralske udfordringer. Tidligere ville man dvæle ved den sexede side af historien i stedet for de mere moralske emner. Det samme med Captive, hvor man i andre film ikke ville fokusere på gidslernes rejse, men på actionsekvenserne og kampscenerne.«

I publikums hjerter

Tror du på, at film kan ændre verden?

»Jeg ville være en hykler, hvis jeg sagde, at det kan de ikke. Men samtidig er jeg et realistisk menneske. Jeg ved, at film kan ændre verden, det sker dog ikke på én gang. Man skal begynde et sted, og jeg ved, at det bliver en lang rejse. Men jeg er på vej, og jeg er glad, fordi den yngre generation synes at være interesseret i det, jeg laver. Måske sker det ikke i min levetid, men i det mindste har jeg været i stand til at give den yngre generation noget nyt.«

Dine film er krævende, fysisk og mentalt. Efter at have set ’Captive’ er man lige så udmattet som gidslerne. I Kinatay er man med på en rejse til helvede og tilbage igen, og bagefter føler man, at man har mistet et stykke af sin sjæl. Er det vigtigt for dig, at vi skal føle filmene på vores krop og sind?

»Præcis. For mig handler det at se film ikke kun om underholdning. Det er en oplevelse i sig selv. Jeg vil gerne give filmkigning en ny dimension. Det skal ikke kun være et publikum, der sidder på afstand og ser en film. For mig skal det være som at være personerne og opleve det, de oplever. Du har ret i, at jeg kræver meget af publikum. Derfor bliver et mindre eventyrlystent publikum også nemt skræmt af mine film. Der er ikke så mange mennesker, der har lyst til at gennemleve det samme som gidslerne i Captive. De fleste vil helst bare slappe af og se en film og glemme alt om den bagefter. Men det er ikke filmkigning for mig. Man skal opleve film. Jeg vil gerne have, at mine film bliver hos publikum, i deres hjerter og hjerner, i lang tid, ikke kun i de to timer, hvor de ser filmen. Jeg vil have, at man tager filmene med sig hjem og tænker over dem, fordi det er det, der gør dem effektive. Hvis publikum så oven i købet bevarer filmene i deres hjerter resten af deres liv, kan det være med til at ændre det liv – og verden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her