Læsetid: 5 min.

Fissefunk fra uregerligt kollektiv

Shit & Chanel var et frisk pust på den danske musikscene. Fem kvinder der fyrer den af på helt egne præmisser. Et eksempel til efterfølgelse. En skam at de blev opløst for snart 30 år siden
Det var et særsyn i 1970’erne at se fem kvindelige musikere affyre sange – som de endda selv havde skrevet. Her næsten 40 år senere er der heller ikke mange danske bands med udelukkende kvindelige musikere, slet ikke i popland.

Det var et særsyn i 1970’erne at se fem kvindelige musikere affyre sange – som de endda selv havde skrevet. Her næsten 40 år senere er der heller ikke mange danske bands med udelukkende kvindelige musikere, slet ikke i popland.

Sony Music

23. juni 2012

Shit & Chanel nåede helt ud i de hvide rækkehuse i det østlige Holbæk dengang i 70’erne. Blomsterbørn var der ikke mange af, men der var da kassebukser, grydeklip, rundkredspædagogik og andre bløde værdier. Og min mor var en form for hjemmegående rødstrømpe.

De økonomisk-politiske dimensioner af ungdomsoprøret bed sig aldrig fast i grundejerforeningen, men det gjorde de seksuelle. Det udartede sig til konebytteri og toga-fester, siden gråd og tænders gnidsel.

Fra reolerne i vores hjem sneg jeg mig til at læse min mors bøger. Jeg husker især The Hite Report On Female Sexuality og Anaïs Nins Venusdeltaet. Og jeg sang med på hendes plader med Joan Armatrading, Syreeta, Janis Joplin og Shit & Chanel. Af en eller anden grund fandt jeg ikke min fars hang til Papa Bues Viking Jazz Band videre tillokkende. I wonder why.

Den danske ’kvindtet’ – som de kaldte sig – har for altid parkeret sig i mit liv som lyden af den egensindige kvinde. Og Shit & Chanels frisind virker stadig her på bokssættet Shit & Chalou 1974-1982 (de måtte ændre navn efter krav fra Chanel) indeholdende gruppens fire studiealbummer remastered samt en ekstra cd med rariteter.

Det er et kærkomment historisk dokument, som for eksempel hjælper denne mand til at erfare, hvad jeg ikke husker fra eller for alvor registrerede i barndommen. Nemlig hvordan Anne Linnet, Lis Sørensen, Astrid Elbek, Lone Underlien Poulsen og Ulla Tvede Eriksen ofte forløser deres rocksange i en funky og jazzet fortolkning. Her er både frække synkoperinger, sax-soli, temposkift og scat-sang. Her er også congas og tværfløjte. Og labre b-stykker.

Ville gøre det selv

Gruppen blev så også dannet i ’74 i Aarhus – med afsæt i Aarhus Friskole – hvor funk og jazz var tidens toneklang. Og Linnet var gift med jazzmusikeren Holger Laumann. De valgte snart at øve i Ulla Tvede Eriksens forældres kolonihavehus, for Laumann »havde svært ved ikke at give gode råd«, som Torben Bille forklarer i sin glimrende tekst i bokssættet. Shit & Chanel ville fucking gøre det selv. Og det gjorde de.

De var fra starten ambitiøse musikere. Elbek erindrer i bookletten, hvordan de foran en måbende skare spillede deres debutkoncert på Trinbrædtet den 19. april ’74: »Anne spillede med en ølflaske på guitaren, og Ulla trommede i trefjerdedele, jeg spillede i femfjerdedele, og der skete alt muligt åndssvagt.« Og det var bare åbningsnummeret.

Det var et særsyn at se fem kvindelige musikere affyre sange – som de endda selv havde skrevet. Og endda fri af tidens idé om frisind. De opererede uden den beton, der tit afstivede det feministiske oprør mod patriarkat, seksuel negligering og mandschauvinisme. Shit & Chanel gad da heller ikke tage opvasken, men de gad godt fraternisere med fjenden. Hvis han vel at mærke opførte sig ordentligt og tog sig sammen, for eksempel i sengen.

»Længe før hun selv kom i gang/ Var du færdig og begyndte at trække i tøjet.«

Ved en kvindefestival i ’75 inviterede de mænd på scenen til en jamsession, og mange kvinder udvandrede i vrede. Ja, på coveret til deres andet album, Shit & Chanel No 5 fra ’77, sidder de alle fem i frisørsalon med de dengang karakteristiske tørrehjelme om hovederne. Og da albummet udkom, indrykkede de en kontaktannonce: »Shit & Chanel er klar igen efter fødsler og eksaminer. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.« De var med andre ord sjove.

Og de var en mangfoldighed af lyster, aggressioner, følelser og musikalske udtryk. Selv om de da også kunne være fodformede i deres retorik:

»Børnene græder/ Samfundet bygger paladser til biler/ Der er ikke penge nok/ Til børnehavens pædagoger.«

Men Shit & Chanel har overlevet tidens tand i kraft af deres musikalske ambition og lyriske inderlighed. De har overlevet, fordi de dengang nægtede at blive taget til indtægt for tidens firkantede opgør, men samtidig tog tidens udfordringer på sig. Således formulerede de kvindekroppens syngende lyst til mainstream. Side om side med sange om fordragelighed og konflikter sang de om lyst til ikke kun mænd, men også kvinder. Som på Linnets »Smuk og dejlig« og »Fandango«.

Det gav genlyd helt ude i provinsen, hvor selv en knøs som jeg forstod at kvinden var et komplekst og aktivt væsen helt i egen ret – godt suppleret af viden fra min mors bøger.

Melankolsk kækhed

Det er svært ikke – igen – at falde for charmen på deres første album Shit & Chanel fra ’76, hvor denne særlige ungdommelige melankolske kækhed tager form i smukke sange som »Efter Festen«, »Jorden, Vinden, Fuglene« og den überintime klassiker »Smuk og dejlig«, der stadig selvlyser så utrolig rødkindet.

Bevægelsen over det andet, tredje og til det fjerde og sidste album, Dagen har så mange farver fra ’79, tegner en udvikling mod det stadig mere forarbejdede. Især det sidste albums inspirationer fra fusionsjazzen, måske fra Weather Report og Chick Coreas Return To Forever, gør det til en større stilistisk udfordring, mens de stadig bevarer en direkte inderlighed, f.eks. på »Gråt lys« og »Indeni«.

Der er svipsere undervejs på de fire plader. Især nogle alt for irriterende gymnastiske jazzpopsange. Men det er en del af charmen. Shit & Chanel var et kollektiv, som skød med skarpladte kærlighedskanoner i mange retninger.

Rent kønspolitisk er det sært, virkelig sært, at erfare, hvordan Shit & Chanel står som noget særligt, et eksempel til efterfølgelse, et frisk pust her næsten 30 år efter deres opløsning.

Der er virkelig ikke mange nulevende danske bands med fem kvindelige musikere, slet ikke i popland. Der er til gengæld begyndt at komme en sund blanding af m/k i mange bands, og det er godt. Og der er kommet stærke damer til. Men der er stadig stor ubalance.

For ikke så længe siden dokumenterede rapporten Kønsbalancen i dansk musik, bestilt af en række musikerorganisationer, at vi stadig kun er oppe på omkring 20 procent kvindelig repræsentation i det danske musikliv. Fra musikjournalister over faglige organisationer til egentlige musikere, ikke mindst instrumentalister. Det er for lidt.

Rollemodellerne og forbillederne er lige her: Fem seje kvinder, der tog sagen i egen hånd. Den bedste måde at betale respekt på er at videreføre arven på helt egne præmisser.

 

Shit & Chalou: 1974-1982 (Bokssæt)(Sony Music). Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Svenningsen

Amalthea:

Du har læst artklen, ikk? I givet fald skal du lige genlæse denne del. Skribenten kan ikke tage æren for ordet fissefunk. Det kan Shit & Chanel i den omtalte kontaktannonce.

Vibeke Svenningsen

Og da albummet udkom, indrykkede de en kontaktannonce: »Shit & Chanel er klar igen efter fødsler og eksaminer. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.« De var med andre ord sjove.

Vibeke Svenningsen

Hold dog op - det er da helt på sin plads at bruge bandets egne sjove ord om sin egen musik. Du er virkelig langt ude lige nu. Shit & Chanel havde i det mindste en ironisk selvdistance til deres eget særpræg, hvilket gjorde dem vildt gode. Selvfølgelig er det helt ok, at skribenten benytter deres egne sjove ord i datidens kontekst. Jeg fatter slet ikke, du kan være forarget over, at en skribent benytter kildens egne ord. Så er man vist bare forarget for at være forarget. Den kontaktannoce er en del af bandets historie og skal da bruges. Sænk paraderne og grin med dem,og se styrken i at turde være en smule selvironisk.

Vibeke Svenningsen

Så bottomline - der er ikke megen substans i at kritisere en skribnt for citere dem, han skriver. Helt ærlig!

Så svar lige, havde du bemærket sammenhængen, inden du harmdirende greb til forargelsens blækhus?

Vibeke Svenningsen

Inger, Marianne og Almathea: I er hermed i min verden røget direkte over i gruppen af knap så kvikke kvinder, der tænken med røven, og bare har skyklapper på,og kun formår vrede og forargelse, når det kommer til kønsspørgsmål. I evner ikke at kigge på substansen. Det er ord brugt og opfundet af bandet sel, for crying out loud. Vi kan da også begynde at revidere historien, så vi undgår at træde de vrede, politisk korrekte og puritanske kvinder over tæerne i dag - or not. Det var og er de ord bandet brugte, og dem kan vi også tåle at høre idag.

Vibeke Svenningsen

Amalthea:

Nej, det er ikke undrtligt. Svar nu bare. Du havde jo ikke forstået det. Indrøm det nu bare, fremfor på denne klodsede måde at køre på med denne helt ude i hampen forargelse. Det virker bare meget lidt kvik. Enhverv skribeny ville vælge at bruge disse ord, når de skulle skrive om Shit & Chanels musik. Det er så åbenbart, som noget kan være.

Vibeke Svenningsen

Det behøver du heller ikke gøre - du er hermed i kassen. Jeg har da aldrig læst en mere sørgelig forargelseshymne. Man må ikke citere dem, man skriver om.

Martin Haastrup

Kommer til at tænke på Jomfru Ane Band - Det er min klassiker i den genre: "Når TV-avisen er nær, tænder byen sit blålige skær - I Danmark er kaffen klar, der falder ro over mor og faaar. Jingle!! - ...Hvad- er-sandhed-hvad-er-løgn-indenfor-det-sidste-døøøgn....Så kommer speakeren og trøøøster, han virker kølig, han virker rar - endelig-kommer -vejret-og-et-billede-af-en-kooo-nationen-hælder-kaffe-op-og-falder-helt-til-roooo - Jingle!!!

'Spekulanterne bor der ikke selv - de lader andre om at kede sig ihjel. - Vær aldirg i tvivl om at penge var motivet - Intet blev bygget af kærlighed til livet..."

"Skal-det-forandres-så-rock ved det - rock ved det, så vil tingene skeeee..."

Whoeuw hvor var der gang i dem dengang!! Det virker stadig...bevidstheds-udvidende på den fede måde...Man behøver ikke engang ryge en tjald for at få suset - men skulle nogen have lyst til det - så for min skyld gerne - bare alle synger med!! 8-)

"De tossede mennesker er efter diiiiiiig...."

Frække fandenivoldske flabede stemmer som vildtæmmet kærnet smør. Tand-smør. Lige til at spise! Tak til Jomfru Ane Band herfra!

Thorsten Lind

Shit & Chanel ~ Dansk Beat.!

...havde skrevet et vrissent indlæg om `fissefunk´,
men kom så til at skimme artiklen.
Det skulle jeg aldrig have gjort.

Nu har jeg i stedet fået ørehængeren "Smuk og dejlig" på den indre karaoke-bar. Aaarrrggghhh :-)

Anyhow;
musikken er i mit arkiv bundfældet som:
Dansk Beat.
Mvh Th

Inger Sundsvald

Hvor er du dog et ubehageligt bøvet menneske, Vibeke Svenningsen, med et sprog så en havnearbejder ville skamme sig.
Ak ja, kvinder kan skam også.

Nic Pedersen

Det var nu på tide I fik læst teksten, Inger med følge..

Vibeke S. er vist kvinde for sin hat.

Jeg vil støve en gammel LP med S&C af i den anledning :-)

Vibeke Svenningsen

Nic:

Tak :-) jeg lever glad og frejdigt med at blive kaldt et ubehageligt menneske på denne baggrund. I det mindst kan jeg læse og forstå en tekst på dens kontekst uden at have en rygmarvsreaktion, der er langt ude i hampen, og total, inderlig og adeles usaglig og uden substans udover artiklen er skrevet af en mand, der tillader sig at bruge ord, bandet har brugt til at beskrive deres egen musik. Det må være hårdt at blive konfronteret med at fremtidig respekt for ens synspunkt vil blive reflelteret i ens evne til at forstå en banal kausal sammenhæng herunder skribentens brug af termen fissefunk.

Så, Inger du er den bøvede her, og knap så kvikke - hør noget fissefunk henad Smuk og dejlig, så få du nok bøvset af.

Jeg har altid rubriceret AC/DC et. al. som pikrock men nu bliver jeg pludselig nervøs for om mine sproglige antagelser er udtryk for en latent betonfeminisme...

Vibeke Nielsen

Jeg undrer mig over logikken i debatten. Bortset fra, at jeg hverken er særligt dannet eller særligt moden - og derfor synes, at udtryk som "scrotum ska" er kanonsjove, kan jeg sådan set godt forstå indignationen over artiklen. At besvare kritikken med det sædvanlige "øv, nu er du rigtigt nypuritaner" er for tyndt. Jeg synes bare, at kritikken rammer lidt skævt, når den ensidigt fokuserer på ordvalg.

Det egentlige problem med artiklen er, at Ralf Christensen igen og igen klandrer Shit & Chanel for at være politiske (uha det ser vi helst ikke for meget af...) - samtidig med at han roser dem for at synge om at ville i seng med mænd. Hvis det er deres særlige kvalitet, jamen, hvorfor så lytte til Shit & Chanel frem for Donna Summer, som havde det Ralf Christensen åbenbart efterspørger i ren og ublandet form?! Han kan ikke lide Shit & Chanel for deres særtræk, men for deres lighed med mainstream kvinderoller i mainstream musik. Trist ros at få.