Læsetid: 7 min.

Freud er død. Freud leve

Hvor Freuds betydningen inden for psykologien og videnskaben ikke længere har så stor betydning, så bliver Freud og psykoanalysen ved med at være godt filmstof. Det ses ikke mindst i David Cronenbergs nye film ’A Dangerous Method’. Bredt kulturelt har Freuds teori efter at være blevet banaliseret og gjort til allemandseje sejret sig ihjel. Eller har den?
Tema. Psykoanalysen lever i bedste velgående i populærkulturen. Især i film som David Cronenbergs ’A Dangerous Method’ (øverst) og tv-serien ’Sopranos’ (nederst) benytter den– og så er der alle de andre, der hentyder til den indirekte med temaer som ødipuskompleks og seksualdrift m.m.

Tema. Psykoanalysen lever i bedste velgående i populærkulturen. Især i film som David Cronenbergs ’A Dangerous Method’ (øverst) og tv-serien ’Sopranos’ (nederst) benytter den– og så er der alle de andre, der hentyder til den indirekte med temaer som ødipuskompleks og seksualdrift m.m.

21. juni 2012

»Freud er død, er han ikke?« Sådan lyder et spørgsmål i Lars von Triers uhyggelige Antichrist fra 2009. Hvorefter alt går galt på en måde, som antyder, at Freud ikke er så død endda. Især ikke på film.

Tag bare David Cronenbergs A Dangerous Method, der har premiere i dag. Det er en film om Freud og Jung – og Sabina Spielrein, ikke mindst, en tidlig psykoanalytisk patient, Jungs elsker og en af de første kvindelige psykoanalytikere. Det er med andre ord en film om psykoanalysens fødsel – som sjovt nok var nogenlunde samtidig med filmens ditto.

I 1895 stod brødrene Lumière for den første offentlige filmfremvisning i kælderen på Grand Café i Paris. Samme år blev afhandlinger om den berømte Anna O., der selv coinede begrebet ’talekur’, offentliggjort. Fem år senere udkom Freuds drømmetydningsbog og psykoanalysen som terapiform og teori var født.

Det er velkendt, at psykoanalysens fader gentagne gange afslog at skrive en kærlighedshistorie for Hollywood. Og en af de første spillefilm om psykoanalyse, Sjælens Hemmeligheder fra 1926, ville Freud heller ikke have noget med at gøre endsige se. Det er et paradoks: Freud hadede film, og han brød sig hverken om at gå i biografen eller om at blive filmet. Men filmskabere synes at elske Freud. Det er ikke alle, der gør det. Det kan skyldes en vis træthed, videnskabelige modekonjunkturer eller simpelthen det faktum, at Freud – i en banaliseret udgave – er blevet mainstream. Hans teori er blevet allemandseje, folkemetafysik, lommepsykologi. Han har på sin vis sejret ad helvede til.

Det kommer også an på hvilken Freud, man taler om. Er det psykologen, videnskabsmanden, kulturanalytikeren eller filosoffen? Under alle omstændigheder modsvares den kølighed, hvormed Freud mødte filmen, af dén, hvormed psykologien i dag forholder sig til Freud (det er endnu et paradoks). Nyere videnskabelige teoridannelser som neuroscience og den kognitive terapi har presset psykoanalysen, der sammen med marxismen var yderst populær i 70’erne, bl.a. under parolen ’tilbage til Freud’. Som dr.phil. og praktiserende psykoanalytiker Judy Gammelgaard formulerer det: »I dag er psykoanalyse på tålt ophold på psykologistudiet. Man vil i en anden retning, internationalt og institutionelt, mod en empirisk, evidensbaseret forskning. Vi er nogle, der forsøger at modarbejde det. Det er svært at forestille sig en psykologi uden den humanistiske del. Det ville være sørgeligt med en psykologi uden Freud.«

Freud og film

Det er umuligt at forestille sig en filmhistorie uden Freud. På trods af hans manglende accept og direkte medvirken har filmskabere fundet ud af selv at omsætte psykoanalytiske ideer – hysteri, ødipuskompleks, dødsdrift, seksualdrift etc. – til film. Som lektor og filmforsker Peter Schepelern påpeger, er filmhistorien fuld af freudianske forbindelser.

»De kan være både direkte og indirekte. I Woody Allens film og i tv-serien Sopranos, hvor folk konstant går til psykolog, er de meget direkte«

Et andet eksempel, Schepelern nævner, er Hitchcocks Spellbound fra 1945, hvor Ingrid Bergman spiller en psykoanalytiker på en mentalinstitution, og hvor selveste Salvador Dalí har udformet nogle berømte drømmesekvenser med symboler i surrealismens, aka psykoanalysens, ånd.

»Et tredje interessant værk er Hitchcocks Psycho, hvor en psykolog dukker op i den sidste scene og forklarer psykopaten Norman Bates’ tilfælde,« siger Schepelern. Men det er, konstaterer han, måske alligevel mere interessant at kigge på de film, hvor Freuds tænkning forfølges på mere indirekte vis (David Lynchs og von Triers for eksempel – eller Bernardo Bertoluccis, som selv gik i psykoanalyse og som har udtalt, at hans ekstra kameralinse ikke var Kodak, men Freud).

Det er lacanianeren og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Kirsten Hyldgaard, enig i. For hende består psykoanalysens relevans og stadige resonans i, at psykoanalysen er det sted, hvor eksistentielle spørgsmål stilles: »I dag findes der ingen eksistensfilosofi, ingen Kierkegaard eller Sartre. Men i psykoanalysen stilles spørgsmålene om subjektet, kønnet, døden, begæret, viden, sandhed og kærlighed.«

I forhold til Hitchcock siger Hyldgaard, at når han som dér til sidst i Psycho »vinker med en vognstang«, er det netop ikke interessant. »Det er karakteristisk, at de steder, hvor Hitchcock eksplicit knytter an til psykoanalysen – dér bliver han plat«!

Freud er dum. Og død

Psykoanalytiske platheder er ofte genstand for massiv kritik. Det er den psykoanalyse, som vil se ødipuskomplekser, moderbindinger og fallossymboler overalt; som banaliserer og trivialiserer fænomeners kompleksitet via fastlåste fortolkningsskemaer, der får alting til at gå op, voila. Et tog borer sig ind i en tunnel, know what I mean, nudge, nudge?

Det er i øvrigt også Jungs kritik af Freud i Cronenbergs A Dangerous Method: At han alene leverer seksuelle tolkninger på det kliniske materiale.

»Verden må hænge sammen på mere end én måde,« siger en frustreret Jung.

Efter at have set denne film gør Schepelerns kollega Torben Grodal i en artikel i tidsskriftet Ekko op med filmens og filmteoriens freudianske arv.

»En række psykoanalytiske teorier, der i dag fremstår som kuriosa fra en primitiv fortid, behandles i filmen som del af en eviggyldig indsigt i mennesket.«

Psykoanalysen er fantasifuld og forældet – og, skriver han også, »den rene galskab«.

Den klassiske, freudianske psykoanalyse er ikke uvant med denne type kritik. I de senere år er kritikken ofte kommet fra forskere, som fokuserer på gener og hjerner og kræver målbare resultater og evidensbaseret forskning.

»Det korte af det lange er, at Freud levede for mange år siden, og der er sket afgørende forandringer siden da inden for neurovidenskab og kognitionspsykologi. Det har sat spørgsmålstegn ved mange af Freuds tanker og teorier, som er prævidenskabelige eller spekulative set med moderne øjne,« siger psykiater og professor Raben Rosenberg, der gør dog opmærksom på, at Freud har gjort en række fremragende observationer og givet præcise beskrivelser af f.eks. angstlidelser, og at der i disse år gøres forsøg på at integrere dele af hans tænkning i moderne neurovidenskab. Man taler i den forbindelse om neuropsykoanalyse. Men på trods af Freuds storhed har hans teori ifølge Rosenberg ført til uheldige teorier hos nogle af efterfølgerne.

»For eksempel at moderens holdning til barnet i den tidligere opvækst kunne være årsag til skizofreni. Det er der ikke videnskabeligt belæg for.«

Stærkt overdrevne rygter

I det hele taget, forklarer Rosenberg, står klassisk psykoanalyse svagt, hvad angår evidens for effekten af en langvarig og kostbar behandling.

»På internationale neurovidenskabelige kongresser er der derfor stort set ingen psykoanalyse. Her er Freud død.«

For Hyldgaard er rygterne om psykoanalysens død er stærk overdrevne.

»Hvorfor denne gentagelse af den nærmest rituelle afsværgelse – især fra kognitionspsykologers og neurobiologers hold – af psykoanalysens relevans i al abstrakt almindelighed? Hvorfor ignorerer de ikke blot psykoanalysen? Hvis psykoanalysen virkelig er så latterlig, hvordan kan det så være, at den ikke er forblevet et historisk kuriosum?« spørger hun retorisk.

Til spørgsmålet om, hvorfor der er denne modstand mod psykoanalysen, svarer Hyldgaard: »Fordi den er en kritik af al effektivitets-, harmoniserings- og sundhedsideologi. Psykoanalysen har ikke en målbeskrivelse, der hedder helbredelse eller normalitet. Den trøster, opmuntrer og smigrer ikke. Den kræver, at vi ser modsigelser og konflikt i øjnene uden illusionen om, at de kan harmoniseres.«

Judy Gammelgård er inde på det samme, når hun siger, at psykoanalysen henvender sig til et meget begrænset udsnit af befolkningen.

»Det er mennesker, der kæmper med problemer, men som også har nysgerrighed og trang til forståelse. Hvis man siger: Giv mig et værktøj – så er det ikke psykoanalyse, man skal gå i.«

Ifølge Gammelgaard, der var med til at starte Center for Psykoanalyse på Københavns Universitet i 2010, oplever psykoanalysen en enorm konkurrence fra et utal af andre og mere kortvarige terapiformer – og ikke mindst på økonomiske og tidsmæssige parametre.

»Vi lever i en verden, hvor alt skal være effektivt og gå hurtigt. Derfor er det ikke i pagt med en nutidig tilværelsesform at gå til psykoanalyse fire gange om ugen.«

Men alligevel har psykoanalysen en værdi: »Måske skal mange af Freuds begreber gås efter i sømmene – og det bliver de også – men hans tænkning er lige så aktuel i dag som den altid har været. Freuds genialitet ligger i ikke teorien om ødipuskomplekser eller faser i barnets udvikling. Det er måden, han tænker mennesket, i al dets kompleksitet, som er uovertruffen og på højde med store filosofiske tankesystemer. Derfor overlever psykoanalysen også. Men i smårum og nicher – og det er den måske også bedst tjent med,« siger Gammelgaard.

Freud fra psykologi til kunst

Hyldgaard, for hvem psykoanalysen ikke bare er et spørgsmål om individuel psykologi eller sjælelige kvababbelser, men om det ubevidste subjekt og begæret i en social kontekst, vil ikke spå om psykoanalysens fremtid. Hun siger dog, »at jo mere kravet om effektivitet og transparente mål bliver rettet mod hin enkelte, jo mere vil den psykoanalytiske klinik sikkert være et, muligvis sidste, tilflugtssted for plagede og utilfredse subjekter.«

Som med alle videnskabelige teorier går det med psykoanalysen frem og tilbage i bølger. Men der tegner sig et billede af, at den klassiske psykoanalyse i stadig stigende grad er relevant på de samfundsvidenskabelige, humanistiske, kulturelle og kunstneriske områder (eksempelvis lever den psykoanalytiske kulturanalyse i bedste velgående på Information).

En af grundene til dét er ifølge Hyldgaard den slovenske, psykoanalytiske filosof Slavoj Žižeks store gennemslagskraft på dette felt.

Næsten modsat forholder det sig det psykologiske dagområde, hvor der knap nok undervises i Freud på universiteterne. Alle kilderne til denne artikel er for så vidt enige om, at psykoanalysen således står svagt inden for de psykologiske institutioner og kliniske institutter.

»Den måde, Freud problematiserer dynamiske forhold i psyken på – dét synes vældigt velegnet for humanvidenskaberne og kunsten,« siger Rosenberg. Og tilføjer: »Men desværre ikke i tilsvarende grad for psykiatrien.«

Her er Freud som sagt ude i kulden: »Men,« siger Schepelern, der ligesom Rosenberg ikke begræder udviklingen, »han tages ind i varmen af fiktionen og kulturen. Dér er han ikke blevet smidt ud i kulden. Endnu«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er temmelig forfærdeligt, at psykologien har opgivet sin seriøsitet for at blive et simpelt redskab til disciplinering.

Karsten Aaen

Allerførst vil jeg gerne sige at ja alle har hørt om Freud og om hans Ødipusteori mv. Desværre er det også næsten det eneste folk kender Freud fra - måske kender folk ham også fra f.eks. faserne i barnets udvikling, den orale fase, den anale fase mv.

Men Freud beskæftiger sig også med noget andet, f.eks. udgav han i i 1930erne to tykke volumes (bøger) om Massepsykologi eller hvad med Kulturens Byrde, hvor Freud har noget han kalder Urbilleder. Er det ikke en præ-oprindelse til Jung arketyper...

Og så undrer det mig at Raben Rosenberg ikke aner eller ved noget som helst om at Freud nægtede at behandle psykoser, Freud behandlede kun neuroser. Og mange neuroser på Freuds tid udsprang altså af seksuelle frustrationer, dertil kommer at Freuds holdninger i 1905 er noget eller totalt anderledes end i 1935 - fordi der er kommer data til. Bl.a. Karen Horney, Anna Freud mv. observerede mødre med spædbørn mv. og drog konklusioner herfra.

Og ang. Jung skal man huske på at Jung mente at homoseksualitet ikke var specielt godt, mens Freud også her var langt mere tolerant end andre var på den tid; Jung mente ej heller at kvinder havde godt af en universitets-uddannelse, animus-inkubatorer kaldte han universiteter, som optog kvinder. Og ingen vil åbenbart tale om Jung affinitet for og kærlighed til en vis mand med et lille overskæg i 1930'erne go i 1940erne.

Og jeg kan kun sige til alle som vil læse Freud - gå til kilden, enten på dansk eller helst på tysk. Her står det lysende klart at Freud mener at alle mennesker er bi-seksuelle og at Freud ville være den første til at ændre sine teorier, hvis f.eks. den moderne genetiske eller neuro-videnskab krævede det. Freud ønskede sig nemlig brændende at den biologiske videnskab bekræftede hans teorier....

Og dertil kom at Freud rent faktisk opfandt begrebet transferring eller transferance; Freud opdagede nemlig også, at hans patienter blev forelsket i ham. men i stedet for, som Jung, at begynde at gå i seng med dem, ja så tænkte Freud over hvorfor det var sådan....

Og ja, toge i tunneler på film er symboler for samleje, og det er det, fordi censuren i USA ikke tillod at vise en mand og en kvinde i seng sammen, selvom de var gift. Og det helt op til omkring 1970 eller 1972. Og selvfølgelig er en cigar nogen gange bare en cigar, men del af psyko-analysen som vil se moderbindinger overalt eller som tolker alt seksuelt er vulgær-freudiansk, vil jeg mene. Alt må nemlig tolkes i sin kontekst. Og det er bl.a. det Freud husker os på -

og at en cigar er en cigar

nogle gange

Tine Sørensen

For mig handler Antichrist om, at middelalderens metaforiske univers er utroligt meget stærkere i sin psykologiske fortolkning, end vores moderne tids analyser. Freud var ret fantastisk. Det var Jung også. Men ingen af dem når fortidens billeduniverser til knæene.

Stephan Paul Schneeberger

I øvrigt bliver Otto Gross som vist som en utroværdig person som og ignoreret at han var adeles mere begavet end Jung. Faktisk var han freuds første elve og den frøste som så også forsvrarede fham og så et radikale potentiale og forgreb og var ende mere vidtgåen i hans krav og praksis end W. Reich. Filmen afpolitisere hans anarkisme og laver ham om til en stakkels hippy. Gross have mange fejl og han var romantiker, dyrkede fri kærlighed og stofmisbruger - som han døde af, men han var også seriøs og meget mere end Jung. Jung endte igennem hans spirituelle ideologi som nazi-psykolog. Links om artikler om Gross på dansk http://sortefane.wordpress.com/r/gross-otto/ engelsk http://libcom.org/history/otto-gross-anarchist-psychoanalyst
International Otto Gross Societyhttp://www.ottogross.org/
Links om hans anarkstiske/rådskommunistiske arbejde:

Niels Engelsted

Det populære og bekvemme skel mellem det naturvidenskabelige og det humanistiske er på psykologiens område gak og kontrær til Freuds egen bestræbelse.

Af samme grund er modstillingen mellem det neuropsykologiske (dominerende inden for kognitionspsykologi og psykiatri) og psykoanalyse falsk.

Det forekommer ihvertfald mig temmeligt indlysende, at den almene opfattelse af sindet, som psykoanalysen var først til at udvikle, netop bekræftes af moderne neuropsykologi.

Ole Falstoft

Den naturvidenskabelige psykologi (Kaldet evolutionær psykologi) har flg. kritik af den traditionelle (humanistiske) psykologi:
'Many psychologists avoid the study of natural competences, thinking that there is nothing there to be explained. As a result, social psychologists are disappointed unless they find a phenomenon "that would surprise their grandmothers", and cognitive psychologists spend more time studying how we solve problems we are bad at, like learning math or playing chess, than ones we are good at. But our natural competences our abilities to see, to speak, to find someone beautiful, to reciprocate a favor, to fear disease, to fall in love, to initiate an attack, to experience moral outrage, to navigate a landscape, and myriad others are possible only because there is a vast and heterogenous array of complex computational machinery supporting and regulating these activities. This machinery works so well that we don't even realize that it exists We all suffer from instinct blindness. As a result, psychologists have neglected to study some of the most interesting machinery in the human mind.*
(fra: Evolutionary Psychology Primer by Leda Cosmides and John Tooby)

Kristina Jensen

Den røv-syge artikel vil jeg simpelthen ikke spilde mere af mit liv på at komme igennem.

Nogle der har set filmen og hvad synes I?

At Jung affinerede sig med en hvis mand med et lille overskæg skal vel ikke afskrive hans værk som ugyldigt, mindre end det skulle eksempelvis Martin Heideggers eller Knut Hamsuns, for blot at nævne et par stykker.

Der findes også folk der fornægter sig selv nydelsen af Wagners musik af ideologiske årsager ... tsk tsk. Det er den gamle historie om manden og bolden.

Mit personlige problem med Freud har altid været hans positivistiske eksklusionisme, som Jung gjorde op med - okkultismens slamflod og alt det der.. Det forekommer mig i det hele taget tåbeligt at det spirituelle arvegods generelt ekskluderes fra den gode latin med samme dårlige und(/be)skyldning.

Hvorom alting er: Filmen er absolut anbefalelsesværdig, især for tilhængere af Cronenbergs univers. Mere end Freud, Jung og de andre rødder, handler den om (af)sindets krinkelkroge, som Cronenberg behandler med vanlig sans for slibrige detaljer - dog, som påpeget andetsteds, med en sans for underspil og antydninger der klæder ham og filmen forbløffende godt.

Skuespillet er fremragende og tidsbilledet intakt, med (trods...?) passager der svælger i datidens mærkelige maskiner og finurlige æstetik (yndere af steampunk/anakronistisk scifi går ikke forgæves).

Maria Guldager

Og Inception, hvor det visualiseres hvordan hovedpersonen har gemt (erindringen om) sin kone nederst i egen underbevidsthedskælder