Læsetid: 5 min.

Det er ganske ligetil

Sherlock Holmes er populær som aldrig før på film og tv. Første bind i en nyoversat, annoteret udgave af Sir Arthur Conan Doyles historier om den geniale detektiv minder os om hvorfor
Sherlock Holmes er populær som aldrig før på film og tv. Første bind i en nyoversat, annoteret udgave af Sir Arthur Conan Doyles historier om den geniale detektiv minder os om hvorfor
11. juni 2012

»Sherlock Holmes kan aldrig dø, for han har aldrig levet.«

Sådan stod der på bagsiden af de billige paperbackudgaver af Sir Arthur Conan Doyles berømte Sherlock Holmes-historier udgivet af Martins Forlag som paperback i 1970’erne. Det er meget fyndigt, men hvor jeg bestemt ikke kan godtage udsagnets sidste del – Holmes har skam levet – så er jeg helt enig i første del: Sherlock Holmes kan ikke dø.

Conan Doyles konsulterende detektiv, verdens første af slagsen, er en fascinerende figur, der med sin intelligens, excentriske manerer og evne til at gennemskue selv de mest komplekse sammenhænge er blevet en af de mest filmatiserede romanhelte nogensinde. Alene inden for de seneste tre år har man kunnet opleve to stort anlagte Sherlock Holmes-film i biograferne – og jeg skal nok lade være med at komme ind på, hvor lidt de to film og Robert Downey Jr.’s Sherlock reelt har med originalen at gøre – og en ny tv-serie produceret af BBC, Sherlock, som moderniserer historierne med stor kærlighed til og respekt for ånden i Conan Doyles bøger.

Faktisk er Sherlock med Benedict Cumberbatch i titelrollen en af de bedste Holmes-fortolkninger siden Granadas berømmede tv-serie fra 1980’erne, hvor en karismatisk Jeremy Brett spillede rollen med den helt rigtige blanding af begavelse, arrogance, excentricitet og strejf af følsomhed.

For at det ikke skal være løgn, er der flere nye bud på en Sherlock Holmes på vej: En russisk tv-serie, som tilsyneladende foregår på Holmes’ tid, det vil sige Victoria-tidens England, og den amerikanske Elementary, der ligesom Sherlock er flyttet til vor tid, men også omplantet til New York – og så er detektivens trofaste væbner og ven, Dr. Watson, en kvinde!

Grund til glæde

Midt i al denne begejstring over de mange levende billeder – og for purister så fortvivlende overgreb på Conan Doyles skaberværk – er det vigtigt at huske på de fire romaner og 56 noveller, som udgør Conanen, og som siden udgivelsen af den første historie, En studie i rødt, i 1887 har inspireret til så mange film, tv-serier, computerspil, apokryfe skrifter, efterligninger, parodier og akademiske afhandlinger.

Det hjælper forlaget Rosenkilde & Bahnhof os nu med. Og mon ikke det skyldes Sherlock Holmes’ nyfundne popularitet, at forlaget har sat sig for at udgive alle de conaniske skrifter i den rækkefølge, som Conan Doyle selv oprindeligt skrev og fik dem udgivet. Det er første gang, det sker på dansk, hvor Holmes’ udgivelseshistorie har været noget kaotisk, og det er der god grund til at glæde sig over.

At dømme efter første bind i Den Nye Komplette Sherlock Holmes Udgave er der nemlig tale om en mere mundret, men stadig respektfuld nyoversættelse ved Mette Wigh Tvermoes, ligesom hvert bind er udstyret med et forord og et glimrende noteapparat af sherlockianer Svend Ranild. Tilmed er udgaven indbundet og svøbt i et stemningsfuldt dekoreret smudsbind.

Det eneste forbehold, jeg har, drejer sig om titlen. En studie i rødt er blevet til Et studie i rødt. Denne ændring synes at være leflen for en tid, hvor alt for meget er tilladt i forhold retskrivning. Så kan jeg bedre forstå, at en anden af de fire Sherlock Holmes-romaner, Baskervilles hund – ifølge forordet i Et studie i rødt – er blevet til Baskerville-slægtens hund. Man kan argumentere for, at det er en mere korrekt oversættelse af den originale titel, The Hound of the Baskervilles, end Baskervilles hund.

Den første historie

Begge ændringer skal dog nok få puristerne til tasterne – lignende nyoversættelser af Carl Barks’ samlede værker og Hergés Tintin vakte opsigt og debat – men det er trods alt småting, når der er så meget andet at sætte pris på.

Et studie i rødt er Conan Doyles første historie om Sherlock Holmes, og den fortæller også om Afghanistan-veteranen Dr. John Watsons første møde med sin senere så gode ven og bofælle, der viser sig at være en brillant detektiv. Det er ikke den bedste af historierne – en stor del af bogen foregår f.eks. i Utah og fortæller dramaets forhistorie – men den er velskrevet og introducerer læserne for et interessant galleri af hoved- og bipersoner og byder på en elementært spændende handling, hvor Holmes geni får lov til at stråle.

Efter at Watson har undret sig behørigt over Holmes’ unikke evne til at slutte sig til et menneskes profession og privatliv ved blot at kaste et undersøgende blik på vedkommendes påklædning, holdning, gangart, hænder og ansigt, tager tingene for alvor fart, da Holmes af politiet kaldes ud til et hus i Brixton.

Her har man fundet en brutal mand, Enoch J. Drebber, død, tilsyneladende myrdet. Der er blod på gulvet og væggene, men det stammer ikke fra ofret, og ordet ’rache’ – tysk for ’had’ – skrevet i blod på en af væggene. Der går selvfølgelig ikke lang tid, før Holmes med sine moderne, retsmedicinske metoder og hurtig tankevirksomhed har løst mysteriet, mens d’herrer Gregsson og Lestrade fra Scotland Yard farer rundt som høns uden hoveder og forgæves prøver at overgå detektiven, der til gengæld ikke har meget andet end foragt til overs for dem og politiet generelt.

Stradivaris læremester

Baggrunden for mordet viser sig – som i en del af historierne om Sherlock Holmes – at have rod i en ulykkelig kærlighedsaffære, denne blandt mormoner i USA. Conan Doyle holder sig ikke tilbage i sin kritiske beskrivelse af mormonernes fanatisme, der ender med at koste flere mennesker livet, og det er spændende at læse Svend Ranilds noter og konstatere, at selv om forfatteren havde ret i flere af sine antagelser om de sidste dages hellige, så havde han ikke styr på alle fakta.

I det hele taget er det grundige forord til Et studie i rødt og noterne bag i bogen en guldgrube af informationer, som selvfølgelig ikke ville være svære selv at grave frem i disse Google-tider, men som det er en fornøjelse at kunne slå op, når man støder på en henvisning – og et begreb, en begivenhed eller et navn – man ikke kender.

I forbindelse med Sherlock Holmes’ violinspil – han ejer en Stradivarius – får man at vide, at »til de kendteste violinbyggere hørte Amati-familien, hvis mest prominente skikkelse, Nicolo Amati, var Antonio Stradivaris læremester.«

Og om udtrykket »Ganske ligetil«, som Holmes bruger, fortæller Svend Ranild, at det er oversat fra »’Commonplace’ og ikke det berømte ’Elementary’. Dette dukker i øvrigt kun op i én historie, nemlig Den krogede mand. Det bredt citerede ’Elementært, min kære Watson’ findes ikke hos Conan Doyle.«

Det er naturligvis børnelærdom for enhver conaniker, men det skal nok komme som en overraskelse for mange andre Sherlock-fans og lægfolk.

 

Sir Arthur Conan Doyle: ’Et studie i rødt’. Rosenkilde & Bahnhof. Oversat af Mette Wigh Tvermoes. Forord/noter: Svend Ranild. 172 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Kunne man ikke sætte 'Sherlock Holmes' til at finde ud, hvad det var som gik galt for økonomien i Danmark. Det er ligesom om, at regeringen har måttet opgive deres løfte om at finde løsningen på denne økonomiske svindelaffære.

Jeg er også meget begejstret for nyudgivelsen af "ET STUDIE I RØDT" og mener som forfattteren Graham Greene at "Den eneste den kan hamle op med Conan Doyles realisme i Holmes bogen "De Fires Tegn" er ingen ringere end Charles Dickens. Når dette er sagt synes jeg også det er underligt, at "En Studie i Rødt" er blevet til "Et Studie I Rødt"!

Hans Jørgen Lassen

Enig med flere, det er en forfladigelse at ændre "En studie" til "Et studie".

Ikke en katastrofe, men dog en meningsløs fejltagelse.