Den glemte front

For første gang i Danmark afholdes der i disse dage filippinsk filmfestival i København og fra torsdag også i Aarhus. Efter et par årtier i glemslen er filippinsk film atter på vej ind på den internationale prisuddelingsscene, ikke mindst med instruktøren Brillante Mendoza, hvis nyeste film Captive handler om det, der i USA kaldes ’den glemte front’ i krigen mod terror: Gruppen Abu Sayyaf i det sydlige Filippinerne. Mens USA’s strategi i den glemte front er at sende soldater ud under såkaldte Winning Hearts and Minds-programmer i Sydøstasien, er Mendozas strategi at vise den menneskelige ulykke og strukturelle uretfærdighed bag glemte hændelser som 2001-kidnapningen af turister og missionærer på øen Palawan nær Malaysia.

Kontroversiel

Den over ét år lange kidnapning, som kostede adskillige liv blandt både gidsler, kidnappere og det filippinske militær, fik undervejs og sidenhen forbavsende lidt opmærksomhed. Ifølge Mendoza af to årsager: Timingen – 11. septemberangrebet i New York skete midt i forløbet – og ikke mindst det filippinske militærs rolle.

Filmen Captive er fiktion, men rekonstruerer efter mange måneders research begivenhederne fra den 27. maj 2001 i Palawan til juni året efter, hvor de sidste overlevende gidsler blev ’befriet’ af militæret. Ifølge Captives skildring har de overlevende imidlertid ikke militæret at takke for deres liv. Adskillige af gidslerne døde i krydsild under de gentagne angreb, som militæret satte ind – først mod et hospital, hvor gidsler og kidnappere hvilede ud, siden mod Abu Sayyafs tilholdssteder i junglen.

En scene viser også, hvordan en lokal militærleder deler den første løsesum i porten med Abu Sayyaf til gengæld for frit lejde til at flygte med resten af gidslerne. Filmen blev spået kontroversiel status i hjemlandet, da den havde forpremiere i Manila, et par timer inden Mendoza rejste mod København.

Mennesker

Hvad der også adskiller Captive fra mainstream-fortællinger om Abu Sayyaf i særdeleshed og den muslimske befolkning i Filippinerne i almindelighed, er filmens fokus på både strukturer og det enkelte menneske. Scener med ømhed og solidaritet mellem tilfangetagne og kidnappere, mellem muslimer og kristne, mellem guerillaer og sygeplejersker fylder mindst lige så meget som voldsscenerne.

Ifølge CIA World Fact Book er der over 300.000 internt fordrevne i Mindanao, mange af dem som følge af kampe mellem regeringsstyrker og muslimske separatister. Den langstrakte konflikt har rødder tilbage til de spanske og amerikanske koloniherrers forsøg på at tvinge de muslimske selvstyrende områder under Manilas administration. I dag er Mindanao hjemsted for de fleste af Filippinernes fattigste provinser, og især de vestlige og sydlige provinser er stærkt militariserede. Hvad området mangler i økonomiske ressourcer, findes til overflod i fuldautomatiske våben og militære tjekpoints.

I Captive møder vi adskillige af figurerne i historien om Mindanao i dag: Den korrupte og skruppelløse militære leder, den både selvgode og empatiske europæiske missionær, den brutale guerilla, hvis afstumpethed viser sig at bo i historien om en familie dræbt af militæret, børnesoldaten for hvem junglen er det eneste trygge hjem, den afkoblede amerikanske turist som alligevel viser sig at rumme solidaritet, når presset er størst, og en fattig muslimsk befolkning, der forsøger at opretholde skoler, hospitalsvæsen og almindelig god opførsel, mens kuglerne flyver om ørerne. Og vi møder den både livsfarlige og underskønne natur i Mindanaos bjerge, jungle og kyster.

En opgave at løfte

Eksperter i Mindanao-konflikten vurderer, at Abu Sayyaf hverken kan nedkæmpes militært eller politisk, så længe der ikke er fundet en bæredygtig løsning på kampen for selvbestemmelse i Mindanao. En af de to store separatistbevægelser, Moro Islamic Liberation Front, fremlagde for nogle måneder siden sit bud på en fredsaftale med den filippinske regering. Om mindre end to uger mødes parterne i Malaysia, hvor regeringen fremlægger sit bud. Imens holder Mindanaos tre store befolkningsgrupper – muslimer, kristne og oprindelige folk – vejret.

Efter filmvisningen i Grand mandag udtrykte foreningsaktive fra det københavnske filippinske miljø bekymring over, hvorvidt Captive, trods sit forsøg på at vise kompleksitet og holde fokus på det fælles menneskelige, vil blive brugt i en anti-muslimsk post-9/11 agenda.

Selv siger Mendoza, at han tværtimod forsøger at højne bevidstheden om de omkostninger, den uløste konflikt har for hele Mindanaos befolkning.

»Mit budskab i filmen er, at alle er ofre. Om det budskab går i gennem, er op til publikum – I har også en opgave at løfte.« Captive er af nogle anmeldere blevet placeret i adventure-genren. Til Information siger Mendoza, at det muligvis skyldes Captives fortælleforløb:

»Vi har skildret rejsen skridt for skridt fra tilfangetagelsen i Palawan til de mange måneder i junglen,« siger Mendoza, der ellers blot har denne kommentar til adventure-mærkatet:

»Hvis folk synes, at krig, kaos og menneskelig ulykke er adventure, så er det deres eget problem. Held og lykke til dem.«