Nyhed
Læsetid: 4 min.

Gud er tilbage i dansk musik

Engang skulle han smides ud, men nu er Gud tilbage i dansk pop- og rockmusik. Det handler ikke om religiøs bekendelse, men om at det igen er blevet legitimt at bruge det religiøse sprog i søgen efter mening, lyder vurderingen
Mellem linjerne. Der er sjældent tale om eksplicit religiøsitet i nyere danske sangtekster, men snarere en lidt underspillet og typisk dansk markering af, at der er noget, der er større end os selv. Et eksempel på dette er Søren Huss’ album fra 2010 ’Troen & Ingen’, hvor han med en kristen farvning behandler fænomener som vrede, hævn, forsoning og sorg.

Mellem linjerne. Der er sjældent tale om eksplicit religiøsitet i nyere danske sangtekster, men snarere en lidt underspillet og typisk dansk markering af, at der er noget, der er større end os selv. Et eksempel på dette er Søren Huss’ album fra 2010 ’Troen & Ingen’, hvor han med en kristen farvning behandler fænomener som vrede, hævn, forsoning og sorg.

Malte Kristiansen

Kultur
7. juni 2012

Han er der på i Outlandish’ aktuelle single Warrior/Worrier. Med stort H. Og Han er der i Jonas H. Petersens sange, som udgives under navnet Hymns From Nineveh. Og minsandten om ikke Universal netop har skrevet kontrakt med den italienske franciskanermunk Alessandro Brustenghi. Gud er tilbage i centrum af pop- og rockmusik.

Religionens genkomst i populærmusikken handler ifølge Anders Kjærsig, som er sognepræst ved Nr. Søby & Heden Kirke på Fyn, ikke om at bekende sig til en bestemt tro, men om en søgning efter mening, som åbner sig mod det religiøse.

»I dag er Gud ikke længere én, man bekender sig direkte til. Snarere er han til stede som fravær. Som en mening med tilværelsen, den enkelte sangskriver leder efter, og som udtryk for en sårbarhed i det moderne menneske,« siger Anders Kjærsig.

Ham Gud

Det var Trille, som med den berømte strofe »Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud« i Jesper Jensen-teksten »Øjet« blev symbol på 1970’ernes afvisning af den moraliserende, kristne Gud. En strofe, som siden viste sig også at være et profetisk udsagn om det religiøses genkomst, påpeger Anders Kjærsig.

For siden dengang har ikke mindst Murens fald og de store fortællingers død ifølge ham været med til at bane vejen for religionens genkomst i pop- og rockmusikken.

»Da den betonsocialistiske afvisning af religionen forsvinder, vender de store spørgsmål om livets mening og kærlighedens væsen tilbage. Herhjemme ses det tydeligst hos den generation af musikere, som er vokset op med skolesalmesang i 1950’erne, og som nu begynder at inddrage salmernes sprogbrug og religiøse billeddannelser i deres rockpoesi,«, siger Anders Kjærsig.

Han fremhæver især C.V. Jørgensen, som med sangen »Indian Summer« fra 1988 indvarsler en periode, hvor påvirkningen fra dansk salmetradition bliver stadigt mere tydelig i dansk pop- og rockmusik.

En påvirkning som ifølge Anders Kjærsig også kan spores hos Kim Larsen, Anne Linnet, Steffen Brandt og Lars H.U.G. Et nyere eksempel er Jokerens omskrivning af fadervor i sangen »Bøn fra en Player« fra 2003-albummet Alpha Han.

»Jokerens gendigtning er en suveræn skildring af meningsløsheden blandt de hjemløse på Havnen. I stedet for fadervors universale bøn, er den formet som en lokal bøn til Gud om at være til stede og beskytte de mennesker, som er lige der på dette sted,« siger Anders Kjærsig.

Også Henrik Marstal, der er musiker, producer og musikskribent, peger på C.V. Jørgensen som en nøglefigur til forståelsen af religionens rolle i dansk musik. Fra på sine tidlige plader at afvise religionen som hykleri, bliver han ifølge Marstal op gennem 1990’erne en af de tydeligste eksponenter for en sangskrivning, som kan udlægges religiøst.

Ny alvor

Han fremhæver desuden 11. september 2001 som en dato, der også er med til at bane vejen for en ny åbning mod det religiøse.

»11. september markerer afslutningen på 1990’ernes mere letbenede, ironiske omgang med religionen. I stedet ser vi en ny alvor, som også kan spores i musikken,« siger Henrik Marstal.

Den nye alvor i skyggen af 11. september føjer sig ifølge ham ind i en stærk dansk tradition for at beskæftige sig med eksistensens vanskelige spørgsmål. Da Henrik Marstal for nylig var med til at redigere en stor dansk sangantologi, blev det tydeligt for ham og resten af redaktionen, hvor stærk traditionen for eksistentielt tunge emner faktisk er i dansk musik.

»Der er sjældent tale om eksplicit religiøsitet, men snarere en lidt underspillet og typisk dansk markering af, at der er noget, der er større end os selv, uden at der er tale om bekendelse til en bestemt religion,« siger Henrik Marstal. Den udlægning er Anders Kjærsig enig i. Han nævner Saybia-forsangeren Søren Huss’ plade Troen & Ingen fra 2010 som et markant eksempel på den position i dansk musik. Pladen skrev Huss i sorgen efter tabet af sin kæreste i en tragisk trafikulykke, hvor også sangerens treårige datter nær var omkommet. På pladen, fortæller Kjærsig, gennemgår Huss alle sorgens facetter fra vrede og hævntørstig til den begyndende forsoning og glæde ved det, han fik.

»Huss er netop ikke bekendende kristen, men da han skal give udtryk for sin sorg, kan han ikke undgå at gøre brug af kristendommens motiver og sprog. Fortvivlelsen kan kun kanaliseres ud i en metafysik,« siger Anders Kjærsig.

Han mener, at det er på høje tid, at kirken begynder at gøre brug af de mange danske sange, hvis indhold egner sig til gudstjenesten. Og som i modsætning til Kingos og Brorsons salmer har en stærk, folkelig forankring.

»Der er en kæmpe styrke i rockpoesiens ’svage’ teologi, som henter skyts fra traditionen, men som samtidig udtrykker sig på en langt mere tilgængelig måde. Og vi behøver ikke engang en ny salmebog. Vi kan nøjes med en iPad, hvor sangene kan downloades,« siger Anders Kjærsig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nikolaj Petersen

Nu stopper i Povl Kjøller døde for længe siden!

Michael Kongstad Nielsen

Brorson har været der hele tiden:
http://www.youtube.com/watch?v=V6tboNtZzAk

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Gud er da for himlens skyld ikke "tilbage i centrum af pop- og rockmusik" fordi et par enkelte sangskrivere har et tilbagefald.

olivier goulin

Kunsten er i sit inderste væsen 'religiøs' eller spirituel, i den udstrækning den har nogen relevant ekistentiel mening i tilværelsen.

Kunsten kanaliserer menneskets dybeste drift og længsel efter genforening med Gud og erfaringen af dennes kærlighed. Det er den spirituelle kvintessens af al kunst, når alt uvæsentligt er skrællet bort.

Kunst, der ikke kan vække denne kærlighedslængsel i sjælen og bevæge den på dette dybeste plan, er ikke af højeste lødighed.

Men der findes ikke megen kunst, der besidder denne magt, skal det siges.

Kunsten er, som kærligheden og erotikken, vinduer, der i flygtige glimt lukker lidt af det guddommelige lys ind i vores sind, som vi desværre lever det meste af vores liv uden.

/O

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Olivier. Det mener du ikke alvorligt, vel?

Mogens Michaelsen

Måske det drejer sig om kunstnere, der er tilbøjelige til at opfatte deres egen kreative aktivitet som noget, der ligger i forlængelse af den kreative aktivitet som naturen/universet udviser?

Det indebærer ikke nødvendigvis, at man er religiøs i sædvanlig forstand, men det er vanskeligt at udtrykke uden at bruge et religiøst sprog.

"GUD" er menneskets behov for at sætte navn på Verdensaltets oprindelse og mening ! - "Religion" er en inddeling af de kulturbestemte forskellige opfattelser og har intet med dette at gøre.

Sören Tolsgaard

Hvorfor skulle "de kulturbestemte forskellige opfattelser" af Gud ikke have noget med Gud at gøre? De forskellige opfattelser har formenlig deres styrker og begrænsninger, og giver vel i bedste fald mulighed for at nærme sig en forståelse af Gud via den indsigt, som oprigtig interesse altid åbner mulighed for. Og muligvis smelter de kulturelle nuancer i sidste ende sammen i en dybere forståelse af Gud, ligesom floderne løber sammen i oceanet.

Mogens Michaelsen

Selv om man måske selv har en opfattelse af "Gud" som er ret så personlig, og som ikke er identisk med den dominerende opfattelse i nogen bestemt religion, så ville man som enkelt-individ næppe kunne danne sig sin egen opfattelse af "Gud" uden at det sker på grundlag af en eller flere religioner? Uden religion ville man ikke have noget begreb om "Gud" i det hele taget - og dermed heller ikke kunne danne sig sin egen opfattelse.

Det er ikke holdbart at sige, at de to ting "ikke har noget med hinanden at gøre".

Esben Maaløe

Religion er et uheldigt biprodukt af vores hjernes måde at fungere på.

Mogens Michaelsen

@Esben Maaløe

Så skulle alle mennesker vel være religiøse?

Hjernen fungerer faktisk ikke på en fuldstændig fastlagt måde. Dens konkrete måde at fungere på afhænger af hvordan man bruger den. Forstået på den måde, at den ændrer sig gradvist på måder der kan være forskellige, afhængigt af hvordan den bruges. Derfor har det også betydning hvilken kultur man lever i.

Esben Maaløe

Nej det kan du ikke slutte - at alle mennesker så skulle være religiøse.

Er i øvrigt enig i din beskrivelse - at hjernen kan ændre modus, og at den kan 'trænes' til det - enten bevidst eller ubevidst.

Men sagen er den at for at overleve er vi nødt til at kunne skabe 'fornuft' i vores omgivelser, vi er nødt til at kunne 'forstå' hvad der sker omkring os. Der er ret mange ting vi IKKE kan forklare, og der synes hjernen at religion er en herlig ting, for religion er faktisk et tilbud til hjernen om at den behøver ikke at arbejde med 'forståelse' mere. Det kan vores hjerner godt lide, hjernen vælger altid at have mindst muligt besvær. Religionen er et 'smuthul' der giver vores hjerne fri.

Men altså et 'smuthul' og ikke et vilkår for os alle ...