Læsetid: 5 min.

Den gudbenådede melodiker

Det er en udbredt misforståelse, at sir Paul McCartneys karriere som sangskriver, sanger og musiker peakede i 1960’erne, hvor han var med i The Beatles. Misforståelsen kan skyldes den lethed, hvormed han ryster god musik ud af ærmet, samt de kiksere, det så er også er blevet til. Men vi fejrer 70-års fødselaren ved at hylde alt det, der lykkedes
At Paul McCartney er ’en gudbenådet musiker, der har løftet bassen op til et højere niveau i rockmusikalsk forstand, skal man nærmest være tonedøv for ikke at forstå,’ mener Informations rockanmelder Klaus Lynggaard.

At Paul McCartney er ’en gudbenådet musiker, der har løftet bassen op til et højere niveau i rockmusikalsk forstand, skal man nærmest være tonedøv for ikke at forstå,’ mener Informations rockanmelder Klaus Lynggaard.

Philip Gotlop

14. juni 2012

Så tillykke med de 70, sir Paul McCartney. Sikke et trip, det har været. Jeg kan næppe kaldes en af dine største fans (de er i øvrigt som tommelfingerregel også lidt skræmmende!), men ikke desto mindre fylder du godt. I mine pladereoler såvel som mit hjerte. Men vejen derind har været tornefuld og problematisk, fordi jeg i mange år tilhørte de vantro, der mente, at når du så åbenlyst ikke led for din kunst, var det ikke … kunst. At når du med ubesværet elegance rev den ene sindssvagt smukke melodi efter den anden af dig, måtte der være noget galt. Der var givetvist tale om en eller anden form for snyd. Du havde »regnet den ud«, som man siger. I mit hovmod reducerede jeg dit talent til et trick. I’m so sorry.

I min fremskredne alder forstår jeg så, at du ganske enkelt ejer melodiens gave. Og at du med en ufattelig arbejdsevne og beundringsværdig flid på daglig basis har forsøgt at forvalte den gave bedst muligt. Ikke alle rockmusikere kan jo gå til i narko og andet snavs. At du så som tekstforfatter ikke er nogen Bob Dylan, er til at leve med. Mindre kan også gøre det. Og du har da f.eks. både »Eleanor Rigby« og »She’s Leaving Home« på samvittigheden. De hører sgu da hjemme i mesterklassen.

Og at du er en gudbenådet musiker, der har løftet bassen op til et højere niveau i rockmusikalsk forstand, skal man nærmest være tonedøv for ikke at forstå. Noget af det, der gør dig speciel, er, at du ud over at lave disse melodiske basgange også altid bare er helt vild. Du flintrer jo rundt på gribebrættet, mand! Selv på de sarteste ballader er du fremme i avantgarden. Hvis man tænker på et hvilket som helst funky band fra Earth Wind and Fire til Lukas Graham, så laver de bunden først. Bas og tromme. Når det swinger, kan resten lægges på. Det er omvendt med dig, Paul. Du lægger bassen på til sidst. Så kan du nemlig ligesom bedre overskue, hvor der skal sættes ind. Genialt!

Bl.a. derfor al mulig respekt til Dem, sir. Og såmænd også en masse kærlighed. Tak, sir Paul, for at have gjort verden til et både lysere og lidt mere interessant sted at have sin gang.

John og Paul – og min søster og jeg

Min mellemste søster er to år yngre end mig. Det betyder, at hun var stor nok til at forstå det meste af det, der foregik i de forfinede luftlag, hvor jeg bevægede mig, men samtidig lille nok til i vid udstrækning at lade sig manipulere med. Holde på en hemmelighed og lyve for vores forældre om nødvendigt. Som storebror betragtet var jeg skam fin nok, bare jeg fik det, fuldstændig som jeg ville. Det gjorde jeg så også langt hen ad vejen og som det hjertensgode menneske, jeg nu engang er, påtog jeg mig også opgaven at få hende på rette spor, hvad angik musik. Og jeg vil til egen ros sige, at hvis vi bare nøjedes med at høre musik med kunstnere, jeg på forhånd havde godkendt, var vores forhold ret harmonisk, når man hører hvad søskende ellers byder hinanden.

Derfor åd det mig også op, at hun hvad angår The Beatles ikke ville følge partilinjen som udstukket af yours truly. The Beatles, som på daværende tidspunkt var ikke blot verdens uantasteligt største musiknavn, men også min absolutte ledestjerne i den vildtvoksende musikmani, der har præget mit liv på godt og ondt, havde jo sin helt egen yin og yang-dynamik i forholdet mellem dens to altdominerende sangskrivere, John Lennon og Paul McCartney. For ligesom man i sin tid måtte vælge mellem Elvis og Cliff, sidenhen mellem Stones og Beatles og senere igen mellem Sweet og Slade, stod valget af beatler mellem Paul og John. Og der var jeg hele vejen igennem Lennons mand, mens min søster (den stakkel) satte sine penge på Paul. Det var en kamel at sluge. Hun fik på puklen for det, gjorde hun! Vi taler, her over 40 år efter det udspandt sig, stadig om det, ja, jeg har stukket hende den uforbeholdne undskyldning, for Paul er på sin måde mindst lige så fed som John var. Det kan jeg godt se (og høre). Nu. De to hankattes indbyrdes forhold og måden hvorpå den enes meriter konstant ansporede den anden til nye højder, er der skrevet mange og ofte tykke bøger om. For Lennon var en plaget, traumatiseret og konfliktfyldt misfit, ofte vildt sarkastisk for nu ikke at sige ondskabsfuld, et klassisk tilfælde af passivaggressiv. Oven i det var han stofmisbruger og måtte tilmed kæmpe med en medfødt og indædt dovenskab, der gjorde hver skreven sang til en triumf. M.a.o. Kunstner med stort K. Og interessant at skrive om, ej at forglemme.

Touched by the hand of God

Sådan er det ikke med Paul McCartney, der i sandhed er touched by the hand of God. Ud over at være den uimodsigeligt smukkeste beatle, behøvede han bare ryste på hovedet, så stod udødelige melodier ud af knaphullerne på ham. Det er svært at glemme, at han skrev en evergreen som »When I’m Sixty-Four«, da han var 14! Den slags vækker altid mistanke om at der er noget galt. At The Beatles var et rockband, er hævet over enhver tvivl. At det så også var alle tiders største popband, ja, det er Paul McCartneys ’skyld’! At han endvidere var et målrettet og disciplineret arbejdsjern, der tilmed havde check på sine finanser, ja sikke noget. Og så kan han i interviewsituationer indimellem også godt ose lidt af selvfedme.

Men så tager man lige og liner pladerne op. Vel og mærke dem, det er blevet til efter The Beatles, der jo er kanoniseret ud i det absurde. Og så sidder man der og lytter. Og mærker, hvordan underkæben falder ned på brystet, thi selv på de mest skodagtige af dem er der noget at hente. Og på de bedste mærker man suset fra den guddommelige kunnen. Det, der bare ikke kan læres. Det, du besidder til overmål. Og har delt så generøst ud af. Vi er altså tilbage ved begyndelsen. Tillykke, sir. Og tusind, tusind tak for musikken.

Læs også: 10 guddommelige Paul McCartney-album ifølge Klaus Lynggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorsten Lind

Plekterbassist & genialt legebarn.
Poul McCartney holder sig sgu´ godt.
Tillykke med de 70........Sir! :-)
Mvh Th

Robert Ørsted-Jensen

Det var nu George der var gruppens flotteste fyr :) endo i på de sidste skiver en overraskende framragende komponist.

Paul var absolut bedst I - betales - efter Beatles har hyan ikke lavet meget der ikke relt blev overgået af John i de få år John havde tilbage. Prøv dig selv - nævn i hastigt brækkefølge fem numre af Pauls efter Beatles og tilsvarende fem numre af John - og du vil lynhurtigt opdage at de fem numre af John er dem der har sat sig bedst.

John W Larsen

Som det blev sagt allerede i slutningen af 2001 :
'Hvem havde regnet med at Ringo ville være den sidste Beatle i live ?'

Søren Hummelmose

En indsigtsfuld og interessant artikel, der yder McCartney retfærdighed. God ide at fokusere på hans tid efter The Beatles - her findes musik af samme høje stadard, som da han skrev sammen med Lennon.