Læsetid: 4 min.

Helle for at være Mesut Özil

Information kravler op i helikopteren forud for EM i fordbold 2012: Nej, Spanien vinder ikke igen. Det gør Frankrig, Italien eller Tyskland
Når det rigtig ruller for 23-årige Mesut Özil er det artisteri i verdensklasse.

Når det rigtig ruller for 23-årige Mesut Özil er det artisteri i verdensklasse.

Patrik Stollarz

8. juni 2012

EM starter i dag på det nationale stadion i Warszawa, hvor den ene af de to værtsnationer, Polen, tager imod 2004-vinderne, Grækenland. Så er dét ligesom overstået.

Senere på aftenen gælder det Rusland mod Tjekkiet, det foregår i Wroclaw, og selv længes jeg efter en genfødt Andrej Arshavin, denne gudbenådede metafysiker på græs, som på det seneste har stået i skyggen af Roman Shirokov.

Dagen efter er der drama for alle pengene i Danmarks dynamitgruppe B, dødens pulje, der foruden os rød-hvide tæller de topseedede mandskaber Holland, Tyskland og Portugal. Når det ellers kører for Joachim Löws drenge på det tyske landshold, spiller de Europas smukkeste og mest dynamiske fodbold.

Holland er, let’s face it, nogle brutale svin, især Nigel de Jong, og Klaas Jan Huntelaar er lige så uelegant, som han er målfarlig.

Portugal? Dem plejer vi at slå. Cristiano Ronaldo? Den smukkeste, rigeste og mest sublime fodboldspiller på planeten? I fart in your direction, som de skøre riddere råber i Monty Python-klassikeren.

Op i helikopteren

Alle siger, Spanien vinder. Det tror jeg ikke. Frankrig, Italien og Tyskland banker på ude i kulissen. Information kravler op i helikopteren.

Efter utidig exit med Les Bleus flere slutrunder i træk, hvor den daværende træner Raymond Domenech blev uvenner med alle bortset fra sig selv, har Laurent Blanc katapulteret en ny trup og en vindervilje frem i franskmændene. Ganske som i Vicente del Bosques FC Barcelona-inspirerede Spanien er kernen i det ’nye’ franske team en lille håndfuld unge, friske spillere, der kender hinanden fra ungdomsturneringerne.

Den magiske firkant består af Samir Nasri, der til daglig spiller hos Premier League-vindende Manchester City, Hatem Ben Arfa fra Newcastle, Jérémy Ménez, offensiv midtbanespiller hos Paris Saint-Germain, og sidst, men ikke mindst, Karim Benzema, der nåede at score 21 mål for de spanske mestre, Real Madrid.

Tilbage i 2004 var de fire mænd samlet på det franske U17-landshold og vandt i overbevisende stil ungdommens EM, inklusive en flot 2-1-sejr over Cesc Fàbregas og Gerard Piqués Spanien.

»Vi plejede at sige til hinanden, at det ville være en drøm at komme til at spille sammen på Frankrigs A-landshold engang. Nu er drømmen gået i opfyldelse,« udtalte en sprudlende Samir Nasri for nylig.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de kan gøre det igen på den voksne scene. Dér hvor vejen til succes er brolagt med snedige, italienske defensiver og hærdebrede østeuropæere. Firebanden så i hvert fald noget shaky ud mod Island i forrige uge, og Frankrig formåede først at hive en moderat sejr i hus via indskiftede Franck Ribéry og Oliver Giroud. Og som Laurent Blanc fastslog efter det hårdt tilkæmpede 3-2-resultat:

»Det kan godt være, min lille magiske firkant arbejder stenhårdt, men de er rigtig dårlige i defensiven.«

Lad citatet stå et øjeblik, for det kan meget vel vise sig at blive sindbilledet på dette års EM: Over for skjoldborgstaktikker og kyniske kontraer vakler selv de smukkeste angreb.

»Vågn op Italien!«, stod der tværs over de lyserøde sider på italienske avis Gazzetta dello Sport, efter at Cesare Prandellis drenge havde tabt tredje testkamp i træk.

Denne gang 0-3 til et Rusland udtænkt af Dick Advocaat, der bagefter kunne minde sine fans om den alt andet end billige baggrund: Italien havde skam taget sig rigtig meget sammen, Prandelli piskede sine tropper frem på grønsværen i smarte og frem for alt hurtige kombinationer, og hvis Blanc har Nasri & Co., så ejer Prandelli en frygtindgydende våbentilladelse. Nemlig retten til at bruge Andrea Pirlo, Daniele De Rossi, Antonio Cassano og Mario Balotelli samtidig. Pirlo er pasningernes gud, og Balotelli er uberegnelighedens mester. Det skal nok blive sjovt.

Bare husk på, at Italien også havde tabt til alt og alle dengang i 2006. Så kom VM i Tyskland, og resten er historie. De siger på de kanter, at Andrea Pirlos lys blev tændt i 0-0-matchen mod Ukraine i Lausanne forud for VM 2006, og det har brændt lige siden.

Som elegantier og dyb, dyb playmaker eleverer Pirlo et arbejdsomt Juventus til anderledes højder. Det var stort, da manden med det halvlange hår og konstant mutte udtryk i ansigtet skiftede fra AC Milan til La Vecchia Signora, ’Den Gamle Dame’, men det mest spektakulære har været Pirlos konsistente spil og hans evne til igen og igen at diktere kampene.

Pirlo fortæller fodbolden. Ham glæder jeg mig til at se.

En statue af skønhed

Hvis jeg var barn, ville jeg være Mesut Özil, når der var bold i skolegården. Ingen tvivl om det.

Joachim Löws påfund, som José Mourinho siden lærte at elske nede i Madrid, er en orgiastisk intelligens på den offensive midtbane, nogle gange på flanken, og når det rigtig ruller for den 23-årige Gelsenkirchen-gut med den dér Zinedine Zidane-agtige slowmotion-slalom, som spontant rejser en statue af skønhed midt i fodboldens strøm af tilfældigheder, er det artisteri i verdensklasse.

Ellers venter jeg spændt på, om Mario Gómez, som jeg vil hævde ofte underpræsterer, kan blive nøglen til succes, om Bastian Schweinsteiger kan komme op i gear, om Löw har nosser nok til at stole på Mats Hummels i den centrale defensiv, og om Miroslav Klose kan gøre det, han gør bedst: vade ind fra sidelinjen og score de afgørende kasser.

Når dét er sagt, er vores egen game plan soleklar: Vi taber til Holland, vinder over Portugal og klarer uafgjort mod Tyskland. Held og lykke med automatismerne, og hav nu et rigtig godt EM. Vi ses her i avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Tak for det: Per Høyer Hansen er tilbage! Frankrig udspillede Tyskland i en trænings/venskabskamp og er dermed favorit.

Hanne Gregersen

Med al respekt ..... Bo Kampmann Walther er end ikke i nærheden af Per Høyer Hansen, som stadig står som fyrtårnet i dansk fodboldjournalistisk --- hvem husker eksempelvis ikke hans eminente artikler fra Tirana og omegn !?