Læsetid: 2 min.

En hjælpende hånd fra Aronian

Magnus Carlsen vandt Tal Memorial i Moskva
Magnus Carlsen vandt Tal Memorial i Moskva
21. juni 2012

I en lang fase virkede verdens stærkeste stormester Magnus Carlsen – ifølge de kære ratingtal – rusten i Tal Memorial, det traditionsrige stjernetræf i Moskva. Den ene remis afløste den anden, og i et par af partierne måtte nordmanden endda kæmpe hårdt for det halve point. Men en enkelt gevinst sneg sig ind mellem de mange remiser: I 5. runde lykkedes det ham i et teknisk fint parti som sort at besejre aserbajdsjaneren Teimour Radjabov, der ellers havde lagt ud med to gevinster.

Inden 9. og sidste runde havde turneringens overraskelse, italieneren Fabiano Caruana, bragt sig alene i spidsen, og hvis han i sidste runde kunne holde remis mod verdenstoeren, armenieren Levon Aronian, ville han sikre sig førstepladsen på grund af en bestemmelse om, at han havde haft fem sorte partier, mens hans nærmeste forfølgere havde haft fem hvide. Aronian, der indtil da ikke havde spillet prangende, vågnede op og gav som hvid Caruana en lektion – og Carlsen en hjælpende hånd:

1.d4 Sf6 2.c4 g6 3.f3 d5 4.cxd5 Sxd5 5.e4 Sb6 6.Sc3 Lg7 7.Le3 0–0 8.Dd2 Sc6 9.0–0–0 Dd6 10.Kb1 Td8 11.Sb5 Dd7 12.d5 a6 13.Sc3 De8 14.De1 Se5 15.Le2 e6 16.Lxb6 cxb6 17.f4 Sd7 18.dxe6 Dxe6 19.Sf3 De8 20.Dh4 Lf6 21.Sg5 Sf8 22.Lc4 Kg7 23.Dg3 Lxg5 24.fxg5 Le6 25.Sd5 Lxd5 26.Lxd5 Td7 ...

Se diagrammet.

Aronian har været godt forberedt og spillet rasende hurtigt. Han står nærmest til gevinst i denne stilling og har i Caruanas tidnød ikke svært ved at realisere fordelen:

27.h4! Tc8 28.a3 Dd8 29.Df2 Se6 30.Ka2 De7 31.Thf1 b5 32.Td3 Tcc7 33.Kb1 a5 34.g4 a4 35.Tf3 Dd6 36.Tf6 Dc5 37.Dg3 b4 38.axb4 Dc2+ 39.Ka1 a3 40.bxa3 Txd5 41.exd5 Sd4 42.Txf7+ Txf7 43.De5+ Kf8 44.Db8+ Kg7 45.Txf7+ Kxf7 46.Dxb7+ Ke8 47.Db8+ Kd7 48.Da7+ Kd6 49.Dxd4 Dc1+ 50.Ka2 Dc2+ 51.Db2 Dc4+ 52.Ka1 Dxg4 53.Df2 Kxd5 54.Dc5+ ...

Og her opgav italieneren, der må have været dybt skuffet over at se karrierens største triumf gå op i røg. For samtidig hermed lykkedes det Carlsen at udmanøvrere englænderen Luke McShane, der ellers havde vist fine takter i Moskva.

Carlsen sluttede ubesejret, og selvom ’plus 2’ ikke lyder af så meget, var det tilstrækkeligt til at øge afstanden ned til Aronian på verdensranglisten.

Slutstillingen blev:

1. Carlsen, 5,5 points

2.-3. Caruana og Radjabov, 5 p.

4.-7. Morozevich, Grischuk, Aronian og Kramnik, alle 4,5 p.

8.-9. Nakamura og McShane, 4 p.

10. Tomasjevskij, 3,5 p.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu