Læsetid: 4 min.

Italien har bange anelser

Hvad nytter det, at Prandelli foretager et par ændringer i Italiens startopstilling mod Irland, hvis kampene bliver afgjort uden for banen?
18. juni 2012

Hvad er den bedste garanti for, at Spanien og Kroatien ikke stiller sig tilfreds med et kompromis i puljespillets sidste runde og sender Italien på sommerferie? »Uafgjort giver ikke nok hos bookmakerne,« siger en desillusioneret iagttager ved en romersk bardisk.

De azurblå tog til slutrunden med den hjemlige matchfixingskandale i baghovedet. Målmand og anfører Gianluigi Buffon forsøgte at afdramatisere sagen om aftalte kampe i italiensk topfodbold, der bl.a. førte til forsvarsspilleren Domenico Criscitos bortvisning fra EU-lejren, med sine visdomsord om, at »to sårede altid er bedre end én død«.

Siden har italienerne kunnet læse om Buffons galopperende ludomani og tænke over ministerpræsident Mario Montis dagdrømmerier: »Nogle gange spørger jeg mig selv, om en total suspension af dette spil i to eller tre år ikke ville gavne italienernes modenhed.«

Inden kampen mod Irland tænker italienerne tilbage på EM i 2004. Dengang blev det til et hurtigt exit, og for mange har der aldrig hersket tvivl om, at det uafgjorte resultat mellem Danmark og Sverige i den sidste puljekamp på Boavistas stadion i Oporto var aftalt på forhånd.

Italiens daværende landstræner var Giovanni Trapattoni, som nu sidder på irernes bænk, og hans aktuelle efterfølger, Cesare Prandelli, forsøgte efter 1-1-kampen mod Kroatien at mane konspirationsfantasierne i jorden:

»Spanien er europa- og verdensmester og har underholdt alle i de seneste 10 år. Hvis jeg tror, at de tænker på aftalt spil, er det mig, der har et problem.« Mindre end tre og et halvt minut gik der fra Totò Di Natales føringsmål i kampen mod Spanien til Cesc Fàbregas’ udligning.

Pragtmål

Forskellen i forhold til Italiens verdensmestre for seks år siden er, at nutidens hold ikke kan forsvare en føring.

Det er også en af de mange forskelle mellem Spanien og Italien. En anden forskel er, at Antonio Cassano ikke har hamret to pragtmål ind, som dem Fàbregas har scoret. Alligevel har Italiens spil begejstret, i en time mod Spanien og i første halvleg mod Kroatien.

Men de kontrollerer ikke kampene, problemet er resultaterne. Cassanos angrebsmakker, Mario Balotelli, har i glimt har været inspireret, opspillet er hurtigt og sikkert, men Italien har slidt for meget og scoret for lidt. Andrea Pirlo, en af de få tilbageblevne fra VM-triumfen, er fra sin tilbagetrukne position på midtbanen holdets omdrejningspunkt. Han dribler med høj risiko i rummet foran forsvaret og er ofte udslagsgivende i den anden ende af banen. Mod Spanien med en eksemplarisk frispilning til Di Natale, der med sin førsteberø-ring vippede bolden over Iker Ca-sillas udstrakte arm og ned i højre hjørne.

Mod Kroatien eksekverede Pirlo et frispark, så bolden strøg lige over muren og dykkede ned i venstre hjørne. Navnlig Claudio Marchisio fra mesterholdet Juventus har vist strålende takter, men for mange har manglet den afgørende skarphed. Især Cassano og Balotelli.

Daniele De Rossi har Prandelli brugt som libero på Beckenbauer-manér, men Roma-spillerens nærkamps- og skudstyrke er savnet på midtbanen.

Selvhad

Mod Irland har Prandelli bebudet udskiftninger. De Natale afløser formentlig Balotelli, som ikke har indfriet de store forventninger til samarbejdet med Cassano. Blot et mål har den 22-årige angriber scoret i 10 landskampe. I forsvaret er Andrea Barzagli klar igen, hvil-ket giver Prandelli mulighed for at vende tilbage til 4-3-1-2-systemet, som han foretrak i kvalifikationskampene.

Men hvad nytter et par omrokeringer, når man er oppe imod en sammensværgelse? Heller ikke Marcello Lippi, VM-holdets træner i 2006, kan lade være med at spekulere over risikoen for en biscotto (småkage), som aftalt spil kaldes:

»På den sidste spilledag i den spanske liga rykkede Villareal ned, fordi en anden kamp endte med det bekvemme resultat for de to hold. De gør det altså også,« hævder Lippi. Spaniens spilfordeler Xavi betegner de italienske beskyldninger som »tosseri«:

»I de seneste år har vi opsparet kredit nok til, at folk ikke tror på, at vi vil nedlade os til den slags.«

Men ved EM i 2004 mistede italienerne deres sidste barnetro: Forestillingen om skandinavernes spejdermoral.

Den tidligere Udinese- og Fiorentina-spiller Martin Jørgensen fortæller i La Repubblica, at han aldrig har formået at overbevise sine italienske venner om, at det ikke var med vilje, da Thomas Sørensen i kampens slutfase lagde bolden til rette for den daværende Brøndby-angriber Mattias Jonson:

»I den kamp mistede vi to spillere, der måtte udgå med skader. Vi spillede for at vinde,« påpeger Martin Jørgensen og tilføjer: »Jeg har altid måttet høre for det.«

Dem, der inden opgøret mellem Irland og Il Trap ikke på forhånd har søgt tilflugt i offerrollen, har mulighed for at udfolde italienernes betragtelige talent for nationalt selvhad. F.eks. på Facebook:

»Et hold, der fortrinsvis består af ludomaner med tilbøjelighed til aftalt spil – foruden fascister og homofober – beskylder altså verdensmestrene for at bage småkager, tærter og andre konditorivarer og viser dermed klare tegn på kujoneri, konspirationstænkning og paranoia og lader forstå, at de helt sikkert selv ville have aftalt resultatet med kroaterne. Vi gør altid en strålende figur,« hedder det i en populær statusopdatering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer