Læsetid: 3 min.

Den italienske forbindelse

De Sica, Antonioni og Fellini. The New York Times har talt med Woody Allen om italienske filmklassikere, der har betydet meget for den amerikanske filmskaber
21. juni 2012

Snart er der dansk premiere på både Woody Allen seneste film, To Rome with Love, og Robert Weides fine dokumentarfilm, Woody Allen: A Documentary, om den amerikanske filminstruktør, der i en alder af 76 stadig laver en film om året.

To Rome with Love, der måske ikke overraskende foregår i den italienske hovedstad, har i morgen amerikansk premiere, og i den anledning har The New York Times’ Dave Itzkoff talt med Woody Allen om fire italienske filmklassikere, der har betydet meget for instruktøren, to af Vittorio De Sica, en af Federico Fellini og en af Michelangelo Antonioni.

Den første af de fire er De Sicas Cykeltyven (1948), der havde premiere, da Allen var teenager, og som, »når man ser den, synes så enkel og ligetil. Hvad kunne være mere enkelt? En mand har en cykel, som han har brug for til sit arbejde, den bliver stjålet, og sammen med sin søn prøver han at finde den. Drengens forhold til sin far var lige dele vrede og desperat omsorg. Det kunne ikke andet end at gøre indtryk på det mest basale niveau (…) Den er fejlfri; hver eneste del af den fungerer perfekt.«

Vildt og voldsomt

I morgen, Mister (1946) er den danske titel på den anden De Sica-film, og den så Woody Allen først, da han var blevet ældre.

»Det var som et mesterværk, der var undgået min opmærksomhed,« siger han til Itzkoff om filmen, han ikke har mødt andre mennesker, der har set.

»Den begynder som en historie om to børn, der er så søde, som man overhovedet kan tænke sig, og de køber en hest sammen. Dominoeffekten er forfærdelig, hvordan tingene bare bliver værre og værre for dem (…) Filmens poesi lå i forholdet mellem disse to drenge. Den bevægede sig fra en enkel, gensidig begejstring, omsorg til et punkt, hvor de er vildt og voldsomt på hver sin side.«

Genskabt barndom

Den næste film, Antonionis Blowup (1966), er ifølge Woody Allen hverken en af den italienske instruktørs bedste eller på niveau med de tre andre film, Allen nævner.

»Men det er en meget charmerende oplevelse,« siger han til The New York Times.

»Den er så smukt fotograferet af Carlo Di Palma, og historien er så interessant, selv om den på visse måder falder fra hinanden. Her er et liv, der er fuld af vitalitet, musik og smukke kvinder og fri sex og Swinging London på sit højeste. Men hvis man tager et øjeblik af det liv og stopper op og forstørrer det og forstørrer det, så ser man død (…) Hvis man stopper al larmen og farverne og glamouren og ser meget, meget nøje efter, forstår man, at døden er allestedsnærværende. Det var en meget vigtig tanke for mig.«

Den sidste italienske filmklassiker, Woody Allen nævner, er Fellinis Amarcord (1973), en film, han kunne se en gang om året, og som må have inspireret Allen i arbejdet med den selvbiografiske Radio Days (1987).

»Han genskaber så klart sin barndom i Rimini, og man er i den verden med hans mor og hans far, hans slægtninge, de lokale, de lokale butikker, de lokale ritualer med at marchere rundt på torvet og de ting, som alle andre gør: Se på fremmede og opdage, at de ligner filmstjerner, hænge ud i biografen og glo på de kvinder, som er kvarterets hjerteknusere. Man er i en verden, som han genskabte, og han genskabte den ikke på en bogstavelig, fotografisk måde – han gjorde det på en overdrevet, tegneserieagtig måde, og man er stadig med. Man forstår alle disse minder og oplevelser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu