Kommentar
Læsetid: 3 min.

Jazzhouse ser ud til at satse på den rigtige jazz

Men huset sejler ud i farligt farvand og skylder at vise, det har været savnet
Kultur
3. juni 2012

Hvis det er en objektiv sandhed, at et kulturliv bliver bedre og rigere, når mange kuratorer præger det i stedet for få, så er det ikke nogen god idé, at den samme personkreds – med musikerforbundsformand Anders Laursen i spidsen – som står bag Copenhagen Jazz Festival, nu også står bag alle væsentlige beslutninger i Copenhagen Jazzhouse.

Men hvis det samtidig er en objektiv sandhed, at Jazzhouse ville have været historie i dag, hvis ikke denne personkreds resolut og med inddragelse af talrige offentlige og private sponsorer og bidragydere havde skaffet så mange penge, goodwill og gratis arbejdskraft til huset, at det nu har overstået en årelang krise og en kompliceret ombygning efter sidste sommers fatale skybrudsskade, så – øh ja, hva’så?

Jazzhouse genåbnede i weekenden efter 11 måneders kamp med følgerne af vandmassernes hærgen med et indbygget skisma: Dets overlevelse betyder, at der nu er færre til at tage beslutninger i dansk jazz’ organisatoriske top end før. Men det overlevede altså, og da samtidig Anders Laursens såkaldte magtposition i dansk jazz nu må siges at være blevet til old news, burde de, der bekymrer sig om pluralismens vilkår i dansk jazzadministration, nok snarere tage fat på en ny bekymring: Kan Jazzhouse i fortsættelsen overleve uden at sænke de kunstneriske parader?

Er der et behov?

Der ligger nemlig ikke umiddelbart et stort, åbent marked klar for det genåbnede og stadig ’regionalt spillested’-betitlede jazzhus, for det københavnske jazzpublikum har egentlig ikke suget på labben det sidste års tid. Montmartre har konsolideret sig som mainstream-musikkens sikre havn og har samtidig sat sig tungt på det modne publikum, som gerne betaler 300-500 kr. bare for entreen. De mindre spillesteder som Paradise og Jazz Cup og den egentlige undergrundsscene med Club Loco og Christiania-stederne i spidsen har opfindsomt sørget for at holde liv i den danske scene og for, at vi har fået en række gæstespil i den ’svære’ ende af skalaen: ny musik, der er uden ydre, sikre kendetegn eller bevæger sig permanent på grænsen af dét, parnasset og dets nærmeste omegn nu engang har vedtaget er jazz.

I dét farvand skal nationalscenen for jazz sejle ud, mens den – og vi – ved, at de mest interessante musikere at præsentere ofte er dem, der selv frasiger sig jazzbegrebet. Samtidig er publikum til denne nye og, synes mange, retningsløse musik ofte lige så fragmentarisk i sine prioriteringer, som musikerne kan synes at være i forhold til jazztraditionen, så derfor: Mere interessant end hvem, der holder i Jazzhouses økonomiske tøjler, vil det være, om duoen af den hidtidige musikchef, Lennart Ginman, og jazzfestivalens kunstnerisk ansvarlige, Kenneth Hansen, på én gang kan fylde huset (der har flere pladser end før) og få repertoiret til at passere jazz-lakmusprøven. Med tanke på hvor stort censorkorpset er i forhold til sidstnævnte bliver det ikke let.

Den rene vare

Dog, hvis vi nu antager, at jazz er musik båret af omfattende instrumental eller vokal improvisation og af en prægnant rytmisk opfattelse (ikke nogen universelt gældende definition, men lige nu det bedste, anmelderen kan komme op med), så kan man faktisk ud af Jazzhouses offentliggjorte program frem til og med næste måneds jazzfestival læse en tydelig vilje til, at det er jazz, der skal spilles i Niels Hemmingsensgade og ikke så meget de ’beslægtede former’.

Jazzhuset har før ment, at f.eks. rock-influeret musik eller balinesiske refrainsangere kunne være med til at redde økonomien, men nu synes det indstillet på, at skal det gå ned med flaget, så skal det være med den uforfalskede vare.

Det er sød musik i denne iagttagers ører, og det var hovedparten af weekendens åbningsprogram også, selv om en af hovedpersonerne, pianisten John Cowherd i bassisten John Patituccis trio, umiddelbart skuffede. Uden løsrivelse fra den tunge Chick Corea-påvirkning kommer han ikke til at sætte sit aftryk nogen steder. Stærke aftryk kom der derimod flere af de danske medvirkende i de ret korte indslag, der prægede de tre dages åbningslagkage – ikke mindst fra duoen, der indledte det hele, tenorsaxofonisten Fredrik Lundin og trommeslageren Stefan Pasborg.

Og mere glædeligt: Jazzhouse er blevet en stor klub. Efter flytning af scenen, ny bar og inddragelse af mange siderum til nye funktioner rummer den pænt mere end 300 mennesker, oppe i klasse med sagnomspundne steder som Londons Ronnie Scott’s eller Paris’ New Morning. Dog, det skulle måske ikke siges, for de klarede ikke i længden at være dét, de skulle være: jazzklubber.

Må det gå anderledes for Jazzhouse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her