Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fra en klaphats bekendelser

Foldboldspillet er blevet så fint, at passionen lades i stikken, bliver lidt upassende og illegitim – men midt i analyserne, systemsnakken og trænervurderingerne er det vigtigt at huske sig selv på, at passionen, symbolikken, identifikationen bærer fascinationen
Kultur
27. juni 2012
De hold, hvor træneren har været mest ferm til at koble temperament med taktik, skal nu spille semifinaler ved EM. Blandt dem er Tyskland (og træner Joachim Löw), og står det til denne signatur, bør de møde Spanien på søndag.

De hold, hvor træneren har været mest ferm til at koble temperament med taktik, skal nu spille semifinaler ved EM. Blandt dem er Tyskland (og træner Joachim Löw), og står det til denne signatur, bør de møde Spanien på søndag.

Alexander Demianchuk

Under kvartfinaleopgøret mellem England og Italien funderede jeg over, at symbolikken, den identifikation med hold og spillere, der er essensen af fodboldinteresse, underspilles i slutrundedækningen. Spillets æggehoveder skriver og snakker om ’aktioner’, ’små rum’, ’omstillinger’, ’tiqui-taca’, mens ciffer-kombinationer flyver om ørerne på tilskueren: 4-4-2, 4-3-3-, 9-0-1(!), 4-3-2-1, etc., etc.

Tendensen – der herhjemme blev introduceret med Tommy Troelsens jyske diktion, når han analyserede spilsystemer og ’døjbol’-situationer tilbage i 80’erne – har baggrund i den akademisering, der indtraf, da spillets økonomiske vokseværk og sociopolitiske vægt øgedes i takt med de globale seertal. Det blev socialt acceptabelt at se fodbold uden for ’ghettoen’, men da det ikke er så ’fint’ at være ægte fan, det er snarere lidt klaphatteagtigt fjoget, blev de kommentatorer, der kunne formidle fascinationen sjældnere, og fodbold-teknokraterne bredte sig.

Det skal ikke beklages, at 60’ernes Gunnar Nu-bevidstløse nationalretorik er gået heden, gudbevares, og ingen kan have noget imod eksperternes opløsning af spilmønstre i taktiske blueprints, men der savnes større bevidsthed om den sociale, etniske og kulturelle kontekst – de mentale temperamenter – der gør fodbold sindssygt spændende. EM-slutrundens kommende slutspil er illustrationer af den enkelte træners evne til at indordne disse temperamenter i kollektive rammer. Hollands kollaps demonstrerede, hvad der sker, når træneren svigter som psykoanalytiker. De hollandske spillere er traditionelt selvstændige anarkister, forkælede ego’er, der kæfter op og skændes indbyrdes, og Bert van Marwiijk havde ikke den fornødne vægt til at forene klikerne i et vindende kollektiv.

Akkurat som den snu og kosmopolitiske Roy Hodgson ikke havde de fornødne nosser til at bevare Andy Carroll i startopstillingen, da bodegareptilen Wayne Rooney havde overstået sin karantæne, til trods for at den tunge Liverpool-angribers herredømme i luften viste sig afgørende for Englands adgang til kvartfinalerne.

Symbolske klassikere

Nu er de hold, hvor træneren har været mest ferm til at koble temperament med taktik, videre i turneringen, om end italienerne måtte forlade sig på englændernes manglende koncentration i EM’s første straffesparkslotteri søndag aften.

Og semifinalerne bliver symbolske klassikere: Det iberiske opgør mellem Spanien og Portugal, der handler om halvøens håneret de kommende fire år – handler om Real Madrids Ronaldo over for, ja, netop: Real Madrid og Barcelona – om at dukke verdens bedste fodboldspiller (og yes, han er bedre end Leo Messi, der er god med Barca-kollektivet, men ikke på det argentinske landshold), om at stoppe hans vækst ind i fodboldhimlen. Alene derfor vil jeg holde med Portugal i håbet om, at Ronaldos arrogance torpederer de små spanieres nipsende indendørsarkitektur, der forresten – nu vi er ved det – efterlader min helt, den lange Fernando Torres, i akavet isolation.

Duellen mellem Italien og Tyskland har egne kulturelle under- og overtoner.

Die Nationalelf er nu eneste hold nord for Alperne, der kan udfordre den latinske model (der med varianter står i gæld til den hollandske træner, Rinus Michels, som opfandt Johan Cryuff, der opfandt Barcelona), efter at grækernes og englændernes angelsaksiske stil nu er ekspederet ned i fodboldhistoriens arkiver.

Den germanske model er en anden historie i dag, end da den mødte italienerne i VM-finalen i Madrid i 1982. Latinerne vandt 3-1 på bl.a. to luskede mål af stjernen Paolo Rossi, tilbage på holdet efter en af national nødvendighed afkortet svindel-karantæne i endnu en tipsskandale.

Karl Heinz Rummenigge, det vesttyske angrebs-es, lignede en stiknarkoman, da han blev sat ind i anden halvleg efter endnu en smertestillende sprøjte, men kunne ikke gøre den afgørende forskel. Da jeg sammen med min fodboldvidende ven, Steen Ankerdal, gik fra Bernabéu stadion i Madrid den aften, var vi enige om, at Ferrari havde slået Mercedes, at mafiaen havde demonteret Krupp, der dengang var mere kendt for kanoner end for kaffemaskiner.

De daværende vesttyskere havde mistet fantasien til magten med muskelmanden Briegel og Hamborg-havnearbejderen Hrubesch og vandt ikke noget før 1990, da Der Kaiser, Franz Beckenbauer, med feudal autoritet førte holdet til en tredje VM-pokal.

Frihed til den enkelte

I dag er Krupp-maskinen tysk Blut und Boten-historie, og den fjerde pokal en realistisk mulighed for et multikulturelt hold med ikke just prøjsiske navne som Podolski, Klose, Boateng, Khedira, Özil og Gomez.

Tyskernes behov for temperamentsskifte fra møtrikker til finmekanik blev tydeliggjort i nederlaget til Danmark i 1992-finalen, da cheftræner Berti Vogts måtte erkende, at tiderne var skiftet, at spillets ånd måtte sættes over dets bogstav, og efter et mellemspil med Rudi Völler blev det Jürgen Klinsmann, der satte fart i den proces, videreudviklet af Joachim Löws filosofi med mindre standardiseret disciplin og mere frihed til den enkelte.

Tyskerne spiller nu i et mere attraktivt gear, hvor tandhjulene går i hak i et snævert og lynhurtigt bandespil, der bringer mindelser om Franz Beckenbauer-Gerd Müller-aksens huseren i 1970’erne. Det tyske hold er uden ekstreme individualister, men Löws nøje afstemning af spillernes kompetencer gør holdet komplet, løfter så at sige det kollektive ni-veau, lidt som synergien i The Beatles, hvis output aldrig blev overgået, da de fire medlemmer gik solo.

Denne slutrunde har sådan set ikke været fattig på spektakulære individualister, men bortset fra Ronaldo blev de stort set reduceret til få momenter af brillans, som Mario Balotelli, Wayne Rooney, svenske Zlatan, spanske Iniesta og Torres for slet ikke at tale om den hollandske fire-bande, Robben, van Persie, Huntelaar og Sneijder.

De iøjnefaldende profiler er de hel- og halv-defensive, Italiens Pirlo, Englands Terry og tyske Lahm, der hver især har strålet i en turnering præget af de mest begavede træneres evne til at styre holdene. Også Morten Olsen gjorde det umulige med – uanset hvad der ellers siges – et hold, der var blandt slutrundens to-tre ringeste, men alt andet lige spillede over evne i gruppespillet.

Ganske vist var det ikke Danmark, der vandt, men Holland, der tabte, da Krohn-Dehli som den første varslede det orange sammenbrud, der allerede var skitseret med Robbens og van Persies notoriske formnedgang mod slutningen af deres respektive klubsæsoner – efter mellem 50 og 60 kampe i alle turneringer.

Men Olsen fik det optimale ud af et materiale, der bortset fra irerne var bunden af slutrundens niveau.

Men rolig nu, der er håb, eftersom det udhules næste gang, når turneringen udvides til 24 hold som følge af Michel Platinis løfter til østlandene, da han i 2007 blev valgt til UEFA-præsident. De nuværende 16 hold er passende, da det sikrer, at ingen virkeligt dårlige når frem.

EM-slutrunden er i sin nuværende form en koncentreret opvisning af kvalitet, og af de fire hold, der nu er i semifinalerne, tipper jeg en masterclass med Joachim Löw og Vicente del Bosque på søndag, selv om begge kan snuble. Men det er netop det fine ved det hele.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Caspar Christiansen

Bare for at være ham idioten, der hænger sig i ligegyldige detaljer, så er både Podolski og Klose faktisk fra det tidligere Schlesien, der var Prøjsisk efter Østrigske Arvefølgekrig og indtil 2. Verdenskrig.
Og Prøjsen strakte sig jo samtidig over store dele af Polen.
Så navnet Klose kan vel være lige så tysk som Clausewitz

Der udover er jeg også uenig i at kun Irerne har dårligere spillere end DK, men sådan er der jo så meget.

Dog har jeg også ondt af Cristiano Ronaldo, der i modsætning til Barca-kollektivet må trækkes med individualisterne i Real Madrid. Hvis bare de andre dog ville give ham bolden bare en gang imellem.
Og hvis bare flere landshold gjorde som hollænderne, nemlig undlade at dække Cristiano, så ville han score mange flere mål!

carsten maasbull

At skribenten mener at boldmongolen Andy Carroll kunne have reddet England, siger en del om det engelske landsholds problemer.

De prøvede at lave en Chelsea. Men det lykkes kun èn ud af ti gange. England burde starte helt forfra.

Udtaler Informations udsendte medarbejder i Mellemøsten med bopæl i Beirut - LOL

I de 55 år jeg har fulgt fodbold, kan jeg ikke påstå, at jeg synes spillet er blevet bedre. Tværtimod. Men heldigvis er to hold der spiller positiv angrebs fodbold, Tyskland og Spanien, i semifinalen, og mødes forhåbentlig i finalen.

Det meste andet er ren spild af tid at følge. Primitivt, defensivt alibi-fodbold. Hvordan der kan være alle disse milliarder af kroner involveret, er en gåde.

Nick Mogensen

Jeg kender ikke meget til fodbold, men jeg ved at cykling, pga. en lang række tiltag og ændringer, siges at være blevet kedeligere (og jeg er for så vidt enig), eller i hvert fald anderledes og måske mere 'stortaktisk' om man vil; baseret på "langhårede" analyser og økonomiske overvejelser, jævnfør pointtabeller, reklameindtægter med mere. Dette betyder at det enkelte udbrud, den store præstation, den vanvittige præstation trænges i baggrunden for de mere langsigtede taktiske overvejelser. Overvejelser der på papiret har bedre ”overlevelseschancer” end de vanvittige selvopfundne, spontane sportslige tilkendegivelser.

Måske, og kun måske, er dette ikke alene forbeholdt cykling – hvilket synes at være en rimelig antagelse –, men en lang række andre sportsgrene, herunder fodbold. Det store mandsmod (eller kvindemod) er på en eller anden måde blevet trængt i baggrunden, dels af en ”fedladen” mentalitet blandt mange spillere, der har glemt deres amatørhjerte – det at spille for sportens skyld, og ikke for pengenes -, og dels alle disse rundtossede beregninger og kalkuler; denne akademisering af alt fra tåneglekrumnings betydning for boldens retning, til fodboldens bevægelse i luften, hvis den rammer ind i en sur røv forinden. Dermed forsvinder også noget af sportens magi – det tror jeg i hvert fald. Jeg vil se drama, ikke at spillere skal brække deres arme, men at der er noget på spil, noget personligt på spil – noget andet end bookmakernes udbetalinger, social status, de smukke kvinder der bader sig i en fortænkt tryghed i skyggen af spillernes rampelys, som frøer der tilpasser sig vandets klima - til de dør om nødvendigt -, reklameindtægter og lønindtægter i en bombastisk kategori, der næsten ikke andet end kan fordre en selvfedhed, eftersom man tjener mere end den lokale slagter gør om året – om ugen. God artikel.