Læsetid: 5 min.

Klassisk musik løber med de europæiske kulturkroner

Størstedelen af den europæiske kulturstøtte, der bliver givet inden for musikområdet, går til klassisk musik. Det strider mod ordningens eget princip om mangfoldighed, men på grund af bureaukrati og manglende viden er det så godt som umuligt for musikere fra andre genrer at opnå støtten, viser et nyt speciale fra Københavns Universitet
19. juni 2012

»Enhed gennem mangfoldighed.« Ved årligt at yde støtte til forskellige kulturprojekter er det EU’s kulturpolitiske mål at fremhæve den fælles europæiske arv for derved at fremhæve følelsen af fælles identitet og fælles rødder, mens den kulturelle mangfoldighed skal respekteres.

Men hvis man ser på rene musikprojekter, gik 70 procent af de 40 millioner euro, der blev givet i støtte i perioden 2000-2010, til klassiske musikprojekter. Det viser et nyt speciale, skrevet af Dorte Kollerup Nørbo på Moderne Kultur og Kulturformidling ved Københavns Universitet, og ifølge hende er den ensidige fordeling af støtten netop udtryk for, at mangfoldighedsprincippet ikke efterleves.

»Det øverste på dagsordenen for EU’s støtteprojekt er ’enhed i mangfoldighed’. Det er EU’s princip, at man søger enhed og samtidig støtter den europæiske mangfoldighed. Det kan man i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved, om de lever op til her,« siger hun.

Resultaterne bekymrer også lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Peter Duelund, som var vejleder på specialet.

»I virkeligheden støtter man i høj grad de store forkromede nationale kulturinstitutioner. Dermed støtter man en national kulturudvikling i Europa, som spænder ben for de overordnede ambitioner i EU under parolen ’enhed gennem mangfoldighed’,« siger han.

Går til store institutioner

I sit speciale har Dorte Kollerup Nørbo analyseret samtlige de kulturprojekter, som har fået støtte i perioden og inddelt musikprojekterne i fire kategorier: Klassisk musik, rytmisk musik, events med blandede genrer og folkemusik/oprindelig musik. Langt størstedelen af støtten tilfaldt klassiske musikprojekter.

»Det stemmer jo også overens med de generelle udviklingstendenser, man kan konkludere om EU’s rammeprogrammer. Nemlig, at EU’s kulturprogrammer primært går til de store konsoliderede kulturinstitutioner, som har et højt organisationsniveau og et administrativt apparat til at udforme ansøgninger. Det er katastrofalt i forhold til EU’s overordnede ønske om at fremme en fælles kulturidentitet med udgangspunkt i græsrodsinitiativer og det decentrale lokale kulturlandskab i Europa,« siger Peter Duelund.

Bureaukratiske præmisser

Dorte Kollerup Nørbo har i forbindelse med specialet interviewet 14 danske og tyske musikere fra jazz- og metalmiljøet om deres kendskab til støtteordningerne. 14 veletablerede, succesfulde musikere, som har erfaring med at arbejde på tværs af grænserne både i og uden for Europa. På trods af, at mange af musikerne har haft gang i projekter, som sandsynligvis ville være egnede til støtte, havde de fleste intet kendskab til kulturprogrammerne.

»Tre af de danske musikere havde hørt om et projekt, som har fået støtte, men ingen af de tyske musikere kendte til ordningen,« siger Dorte Kollerup Nørbo.

Mange af dem vurderede i øvrigt, at en ansøgning til støtten ville være både tidkrævende og forstyrrende for den kunstneriske arbejdsproces i en grad, hvor det ville være urealistisk uden en større institution i ryggen.

I princippet er det muligt for orkestre og bands at søge støtte på egen hånd, men i praksis er det langt sværere, hvis man ikke er tilknyttet et institut eller en organisation. Blandt andet fordi man selv skal kunne stille med den resterende kapital til projektet, når man søger.

»Man skal kunne bevise, at man har kapacitet til at føre de her projekter ud i livet, og det gør man enten ved selv at have en stor kapital eller ved at knytte sig til en organisation, der har. Så man kan godt søge på orkesterniveau, men det kræver for de flestes tilfælde nogle gode kontakter,« siger Dorte Kollerup Nørbo og fortsætter:

»Derfor er det meget logisk, at størstedelen af støtten går til klassisk musik. De er ofte bedre organiserede end rytmiske grupper. Men der er det så, jeg sætter spørgsmålstegn ved, om det fungerer godt nok, hvis man inkluderet i systemet allerede har sådan en skævvridning.«

Foruden de økonomiske barrierer er der også de rent bureaukratiske. Når man søger støtten, skal man på forhånd have det endelige projekt beskrevet, og fra man søger støtten, til man får endelig godkendelse, går der op til et halvt år. Det besværliggør den kunstneriske arbejdsproces, fordi man så lang tid før skal have besluttet sig præcist for, hvordan projektet skal forløbe, og det er problematisk ifølge Dorte Kollerup Nørbo.

»Hvis man mener, at kunst har en selvstændig berettigelse i vores samfund og kan være en aktør, der har noget på hjerte, så synes jeg, at man i højere grad er nødt til at gå ind på kunstens præmisser i stedet for, at kunsten skal gå ind på nogle meget bureaukratiske præmisser,« siger hun.

’Vi skal være mere opsøgende’

Ansvaret for at udbrede kendskab til støtteordningen ligger hos de såkaldte Cultural Contact Points (CCP), som er blevet nedsat i medlemslandene. Hos det danske kontaktpunkt kan man godt genkende billedet af, at det inden for musikområdet især er den klassiske musik, der modtager støtte.

»Men vi målretter ikke vores arbejde mod bestemte musikgenrer. Vi er interesserede i at nå ud til alle brancher, herunder også musikbranchen, og vi skelner ikke mellem klassisk og rytmisk,« fortæller Lisbet Tegllund. Hun er konsulent i Kulturstyrelsen og arbejder blandt andet med det danske Cultural Contact Point.

For at finde information om kulturprogrammerne skal man i dag selv henvende sig til Lisbet Tegllund og hendes kollegaer. Det opsøgende arbejde, de laver, består i at udsende invitationer til informationsmøder via deres mailingliste.

»Ja, i dag er det i høj grad information, man selv skal ud og finde. Men vi har planer om at være mere opsøgende, at nå ud til nogle branchespecifikke kunst- og kulturfora. Lige nu er det lidt tilfældigt, hvem vores informationsmøder rammer inden for musikområdet. I den nye Kulturstyrelse er vi i gang med en ny strategi, der skal sikre flere EU-midler til dansk kultur, herunder også musikken,« siger hun og fortsætter:

»Det er stadig noget, vi har på tegnebrættet, men vi har mange kompetente kollegaer, som kan hjælpe med at finde ud af, hvor vi skal hen, for det er klart, at hvis man ikke har kendskab til mulighederne, tænker man ikke sit projekt derhen, hvor man vil kunne få støtte. Tidligere har kontaktpunktet hørt under Kunststyrelsen, i dag hedder det Kulturstyrelsen. Det betyder også, at vi er i færd med at udvikle en helt ny strategi.«

Information ville gerne have talt med en talsperson fra eller kommissæren for kultur, uddannelse og ungdom i Europa-Kommissionen om de bureaukratiske forhold, som kritiseres i specialet, men efter opkald, omstillinger, mails og telefonsvarerbeskeder har det desværre ikke været muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nu dækker 'klassisk' musik jo over 5-700 års europæisk levende tradition, så det er måske ikke så mærkeligt, at det er flertallet af kronerne, der går den vej - især da det også er langt den største del af det professionelle musikmiljø, der er beskæftiget med den klassiske musik.

Michael Kongstad Nielsen

Det er forfærdeligt, som alting gøres op i penge. Hørte idag på P1 i programmet "Agenda", var det vist, et indslag fra Bornholm, hvor Bjørn Nørgaard (billedhuggeren) udbredte sig om samfundets penge- og regnearksfiksering. Han sagde bl.a., at vores etiske fordringer overfor hinanden er forsvundet til fordel for pengevurderinger. Artiklen her er et eksempel.

Popmusikken kan sagtens klare sig uden støtte da den er mediernes darling i øjeblikket. Jazz og blues er måske lidt glemt.

Jeg kunne godt tænke mig at noget fra den klassiske musik gik til folkemuskikken og den oprindelige musik.

12 toner manifesterede sig og så var der ballade.

Ikke at balladen er noget skidt, den viser jo bare kærligheden til dem, men når den almene indsigt er opgraderet, så vil meningen med balladen få perspektiv.

John Vedsegaard

Jeg kan på en eller anden måde overhovedet ikke se hvorfor der skal gives støtte til det. Hvad får en klassisk musiker i løn, siden det skal være så dyrt, får de mere end en kassedame, får de simpelthen for meget. Man skal ikke glemme det er en ren loppetjans som ingen bliver slidt op af.

Steffen Gliese

John Vedsegaard, jeg beklager at måtte sige det, men du aner ikke, hvad du taler om, og hvad der kræves af en musiker - ikke mindst fysisk.

Michael Kongstad Nielsen

Bortset fra det, så er EU´s støtteprogram noget værre propagandaværk. Titlen på programmet er "Enhed gennem mangfoldighed". En frygtelig titel. "Enhed" klinger fælt, og så "gennem mangfoldighed", d.v.s. mangfoldigheden skal gøres ens. Vor herre bevares.

EU siger: "EU’s kulturpolitiske mål at fremhæve den fælles europæiske arv for derved at fremhæve følelsen af fælles identitet og fælles rødder,...."

Det rene sludder. Der findes ikke nogen fælleseuropæisk arv. At lede efter den, udelukker stort set alt den store værdi, der ligger i det, der ikke er fælles arv.

Men støtten på de 40 mio. euro bliver spredt ud over de sædvanlige mistænkte, det ligner landbrugsstøtte.

Niklas Monrad

Michael,

Du kan da ikke i alvor påstulere, at der ikke findes nogen fælleseuropæisk arv. Er du da fuldstændig historieløs?

Niklas Monrad

Michael,

Du kan da ikke i alvor påstulere, at der ikke findes nogen fælleseuropæisk arv. Er du da fuldstændig historieløs?

Ligeti:

"Jeg er en Langgaard epigon?"

At møde sig selv igennem andre er vel de færreste fremmede. At opdage nyt kræver en bevidsthed om det opdagede som ikke var bevidst.

For at opdage det fremmede skal man kende det, altså det ukendte er kendt, en del af bevidstheden som ikke er bevidst.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg provokerer selvfølgelig lidt ved at sige det. Men jeg tænker på, at kulturarven i høj grad er knyttet til det lokale sted. Danske folkeviser, spansk flaminco, græsk rembetika eller ungarsk regös er ikke fælles europæisk. At man så via rejser og handel og erobringer og krig har lånt eller er blevet tvunget til at dele kultur med de andre, er en anden sag.

I øvrigt er en stor del af den nyere kultur hentet fra USA.