Klassisk musik løber med de europæiske kulturkroner

»Enhed gennem mangfoldighed.« Ved årligt at yde støtte til forskellige kulturprojekter er det EU’s kulturpolitiske mål at fremhæve den fælles europæiske arv for derved at fremhæve følelsen af fælles identitet og fælles rødder, mens den kulturelle mangfoldighed skal respekteres.

Men hvis man ser på rene musikprojekter, gik 70 procent af de 40 millioner euro, der blev givet i støtte i perioden 2000-2010, til klassiske musikprojekter. Det viser et nyt speciale, skrevet af Dorte Kollerup Nørbo på Moderne Kultur og Kulturformidling ved Københavns Universitet, og ifølge hende er den ensidige fordeling af støtten netop udtryk for, at mangfoldighedsprincippet ikke efterleves.

»Det øverste på dagsordenen for EU’s støtteprojekt er ’enhed i mangfoldighed’. Det er EU’s princip, at man søger enhed og samtidig støtter den europæiske mangfoldighed. Det kan man i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved, om de lever op til her,« siger hun.

Resultaterne bekymrer også lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Peter Duelund, som var vejleder på specialet.

»I virkeligheden støtter man i høj grad de store forkromede nationale kulturinstitutioner. Dermed støtter man en national kulturudvikling i Europa, som spænder ben for de overordnede ambitioner i EU under parolen ’enhed gennem mangfoldighed’,« siger han.

Går til store institutioner

I sit speciale har Dorte Kollerup Nørbo analyseret samtlige de kulturprojekter, som har fået støtte i perioden og inddelt musikprojekterne i fire kategorier: Klassisk musik, rytmisk musik, events med blandede genrer og folkemusik/oprindelig musik. Langt størstedelen af støtten tilfaldt klassiske musikprojekter.

»Det stemmer jo også overens med de generelle udviklingstendenser, man kan konkludere om EU’s rammeprogrammer. Nemlig, at EU’s kulturprogrammer primært går til de store konsoliderede kulturinstitutioner, som har et højt organisationsniveau og et administrativt apparat til at udforme ansøgninger. Det er katastrofalt i forhold til EU’s overordnede ønske om at fremme en fælles kulturidentitet med udgangspunkt i græsrodsinitiativer og det decentrale lokale kulturlandskab i Europa,« siger Peter Duelund.

Bureaukratiske præmisser

Dorte Kollerup Nørbo har i forbindelse med specialet interviewet 14 danske og tyske musikere fra jazz- og metalmiljøet om deres kendskab til støtteordningerne. 14 veletablerede, succesfulde musikere, som har erfaring med at arbejde på tværs af grænserne både i og uden for Europa. På trods af, at mange af musikerne har haft gang i projekter, som sandsynligvis ville være egnede til støtte, havde de fleste intet kendskab til kulturprogrammerne.

»Tre af de danske musikere havde hørt om et projekt, som har fået støtte, men ingen af de tyske musikere kendte til ordningen,« siger Dorte Kollerup Nørbo.

Mange af dem vurderede i øvrigt, at en ansøgning til støtten ville være både tidkrævende og forstyrrende for den kunstneriske arbejdsproces i en grad, hvor det ville være urealistisk uden en større institution i ryggen.

I princippet er det muligt for orkestre og bands at søge støtte på egen hånd, men i praksis er det langt sværere, hvis man ikke er tilknyttet et institut eller en organisation. Blandt andet fordi man selv skal kunne stille med den resterende kapital til projektet, når man søger.

»Man skal kunne bevise, at man har kapacitet til at føre de her projekter ud i livet, og det gør man enten ved selv at have en stor kapital eller ved at knytte sig til en organisation, der har. Så man kan godt søge på orkesterniveau, men det kræver for de flestes tilfælde nogle gode kontakter,« siger Dorte Kollerup Nørbo og fortsætter:

»Derfor er det meget logisk, at størstedelen af støtten går til klassisk musik. De er ofte bedre organiserede end rytmiske grupper. Men der er det så, jeg sætter spørgsmålstegn ved, om det fungerer godt nok, hvis man inkluderet i systemet allerede har sådan en skævvridning.«

Foruden de økonomiske barrierer er der også de rent bureaukratiske. Når man søger støtten, skal man på forhånd have det endelige projekt beskrevet, og fra man søger støtten, til man får endelig godkendelse, går der op til et halvt år. Det besværliggør den kunstneriske arbejdsproces, fordi man så lang tid før skal have besluttet sig præcist for, hvordan projektet skal forløbe, og det er problematisk ifølge Dorte Kollerup Nørbo.

»Hvis man mener, at kunst har en selvstændig berettigelse i vores samfund og kan være en aktør, der har noget på hjerte, så synes jeg, at man i højere grad er nødt til at gå ind på kunstens præmisser i stedet for, at kunsten skal gå ind på nogle meget bureaukratiske præmisser,« siger hun.

’Vi skal være mere opsøgende’

Ansvaret for at udbrede kendskab til støtteordningen ligger hos de såkaldte Cultural Contact Points (CCP), som er blevet nedsat i medlemslandene. Hos det danske kontaktpunkt kan man godt genkende billedet af, at det inden for musikområdet især er den klassiske musik, der modtager støtte.

»Men vi målretter ikke vores arbejde mod bestemte musikgenrer. Vi er interesserede i at nå ud til alle brancher, herunder også musikbranchen, og vi skelner ikke mellem klassisk og rytmisk,« fortæller Lisbet Tegllund. Hun er konsulent i Kulturstyrelsen og arbejder blandt andet med det danske Cultural Contact Point.

For at finde information om kulturprogrammerne skal man i dag selv henvende sig til Lisbet Tegllund og hendes kollegaer. Det opsøgende arbejde, de laver, består i at udsende invitationer til informationsmøder via deres mailingliste.

»Ja, i dag er det i høj grad information, man selv skal ud og finde. Men vi har planer om at være mere opsøgende, at nå ud til nogle branchespecifikke kunst- og kulturfora. Lige nu er det lidt tilfældigt, hvem vores informationsmøder rammer inden for musikområdet. I den nye Kulturstyrelse er vi i gang med en ny strategi, der skal sikre flere EU-midler til dansk kultur, herunder også musikken,« siger hun og fortsætter:

»Det er stadig noget, vi har på tegnebrættet, men vi har mange kompetente kollegaer, som kan hjælpe med at finde ud af, hvor vi skal hen, for det er klart, at hvis man ikke har kendskab til mulighederne, tænker man ikke sit projekt derhen, hvor man vil kunne få støtte. Tidligere har kontaktpunktet hørt under Kunststyrelsen, i dag hedder det Kulturstyrelsen. Det betyder også, at vi er i færd med at udvikle en helt ny strategi.«

Information ville gerne have talt med en talsperson fra eller kommissæren for kultur, uddannelse og ungdom i Europa-Kommissionen om de bureaukratiske forhold, som kritiseres i specialet, men efter opkald, omstillinger, mails og telefonsvarerbeskeder har det desværre ikke været muligt.