Læsetid: 4 min.

Kunsten at udsulte modstanderen

Det defensive spil har fået en ny dimension under dette EM
Spanien og Italien har under dette EM været gode til at bruge boldbesiddelse til at udmatte og demoralisere modstanderne. Her ses fra venstre Sergio Busquets (Spanien), Daniele De Rossi og Andrea Pirlo (begge Italien) og Andrés Iniesta (Spanien)

Spanien og Italien har under dette EM været gode til at bruge boldbesiddelse til at udmatte og demoralisere modstanderne. Her ses fra venstre Sergio Busquets (Spanien), Daniele De Rossi og Andrea Pirlo (begge Italien) og Andrés Iniesta (Spanien)

Bartomiej Zborowski

29. juni 2012

»Vi sender aldrig høje bolde op ad banen. Det er jo det samme som at forære dem væk.«

Denne udtalelse fra den franske landstræner Laurent Blanc randt én i hu under kvartfinalen mellem England og Italien, hvor englænderne konstant gjorde lige netop dette – sendte lange bolde mere eller mindre blindt op ad banen. Faktisk var den mest brugte engelske afleveringskombination i løbet af kampen en høj bold fra målmand Joe Hart og frem til den tårnhøje frontløber Andy Carroll – og det til trods for, at Carroll først kom på banen i det 60. minut af kampen!

I langt de fleste tilfælde fik englænderne da heller ikke noget ud af disse afleveringer, eftersom italienerne hurtigt stjal bolden fra den isolerede Carroll og iværksatte et nyt angreb, der pressede resten af The Three Lions tilbage på egen banehalvdel. Og dermed illustrerede opgøret mellem England og Italien et af de vigtigste nybrud på den taktiske front under dette EM, nemlig værdien af boldbesiddelse. Ikke blot som et offensivt redskab, men også som et defensivt.

Tidligere så man primært, at hold erobrede bolden for straks at iværksætte angrebsaktioner mod modstandernes mål. Men nu sker det næsten lige så hyppigt, at boldbesiddelsen bliver anvendt i defensivt øjemed, altså for at udsulte modstanderen, fratage ham tid med bolden og få ham til at løbe efter den.

Dermed trættes modstanderholdene, ligesom deres muligheder for at skabe målchancer reduceres – simpelthen fordi de ikke er i boldbesiddelse. Og når de endelig erobrer bolden, står de for langt tilbage på banen og er for trætte og uorganiserede til at iværksætte effektive modangreb.

Det er spanierne, der gennem de senere år – både på klubplan og i landsholdsregi – har udviklet og raffineret denne taktik med at bruge boldbesiddelse til at udmatte og demoralisere modstanderne. Og i løbet af dette EM er det blevet tydeligt, at andre mandskaber – herunder ikke mindst Italien og Frankrig – har luret dem fidusen af.

Ren afstraffelse

Således lignede det i kampen mellem Italien og England til tider ren afstraffelse, når englændernes hårdtprøvede midtbanefolk Scott Parker og Steven Gerrard blev tvunget til at løbe i trekanter mellem azurblå spillere efter en bold, de stort set aldrig fik fat i. Og mod slutningen af den forlængede spilletid var den fysiske jernmand Gerrard da også så træt, at han vaklede rundt på stive, krampehærgede ben.

Den bedste måde at undgå at blive fanget i denne passing carousel – som Manchester Uniteds træner Alex Ferguson engang kaldte Barcelonas spillestil – er ved at overbefolke midtbanen, så man ikke er så let at spille rundt om. Og dette er endnu en grund til, at Englands 4-4-2-system under denne slutrunde er kommet til kort over for de mere mobile og talstærke 4-5-1-opstillinger, der har domineret turneringen – der var simpelthen for få aktører på den centrale midtbane i Roy Hodgsons system.

Dette blev også bemærket af Englands tidligere manager Graham Taylor, der i en kritisk analyse af 4-4-2-systemet efter englændernes nederlag i kvartfinalen sagde:

»Vi kan ikke gå ind i kampe på dét niveau med sådan en opstilling. Du må ikke give en mand som Pirlo så meget plads på midtbanen. Man kan ikke forvente, at Parker og Gerrard kan hamle op med tre eller fire talentfulde midtbanespillere fra et modstanderhold (af Italiens kaliber, red.). Hvis der var noget, jeg lærte som landstræner, så var det, at man ikke vinder noget med 4-4-2. De gode landshold fra kontinentet holder dig væk fra bolden. Hvis du har for få mand på midtbanen, kommer du ikke i boldbesiddelse.«

Efter kampen mellem England og Italien viste statistikken da også, at Italiens playmaker Andrea Pirlo – også kaldet il metronomo (metronomen, red.) på grund af sin evne til at diktere rytmen i spillet – ene mand stod bag flere succesfulde afleveringer end alle Englands midtbanefolk tilsammen, hvilket blot er med til at fortælle historien om et engelsk mandskab, der blev spillet ud af banen og led det, der i den britiske sportspresse kaldes for the death by a thousand passes.

Faren ved at dyrke en spillestil, der er så fokuseret på boldbesiddelse, er naturligvis, at holdene bliver gidsler af deres egen filosofi – at de begynder at dyrke boldbesiddelsen for dens egen skyld uden at skabe chancer eller foretage sig noget konstruktivt med klatten i øvrigt. Der har under EM været tydelige tegn på, at Spanien er ved at blive fanget i denne fælde. Flere af La Furia Rojas kampe har været rene langgabere. Og selv om man må anerkende, at spanierne har høstet store resultater med deres spillestil, har man også ved denne turnering haft indtrykket af, at tiki-takaen er på nippet til at udvikle sig til en parodi på sig selv.

Löws regler

Næh, så har der været mere tryk på tyskernes opgør; hvilket kan skyldes, at fodboldakademikeren over dem alle – den tyske landstræner Joachim Löw – har opstillet faste regler for, hvordan germanernes spil bør udforme sig inde på banen. Således har Löw dikteret, at hver bolderobring skal efterfølges af en afslutning inden for højest otte sekunder, og at hver spiller på det tyske hold maksimalt må bruge 0,9 sekunder på at skille sig af med bolden.

Man kan mene om den slags regler, hvad man vil, men de sikrer i hvert fald smæk for skillingen og et dynamisk spil med masser af afslutninger. Og de er en af grundene til, at Tyskland har været en af dette EM’s store oplevelser, mens hold som Hodgsons England (og Trappatonis Irland for den sags skyld) må rejse hjem til endnu en fase med dyb selvransagelse.

For den spillemæssige konklusion på dette EM er helt klar: Fremtiden tilhører de boldbesiddende hold på kontinentet.

Smerten sidder i England!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Tyskerne blev ofre for deres egen management-filosofi med to forskelige angrebs-trioer, der ligesom i erhvervslivet skulle "konkurrere". Kommentatorerne jublede over Løws personalechefstil, men mod Italien faldt det markedsøkonomiske koncept fra hinanden, fordi stabiliteten forsvandt, kaos meldte sig, og Özil begyndte pludselig at tænke på sin karriere i stedet for at aflevere bolden.

Johannes Nielsen

"Og dermed illustrerede opgøret mellem England og Italien et af de vigtigste nybrud på den taktiske front UNDER DETTE VM, nemlig værdien af boldbesiddelse."

VM - har jeg misset noget?

Christian Harder

I starten (EM 08) var jeg vældig benovet over den spanske spillestil – Det var flot og elegant – og qua min egen fodboldkarriere i de danske serier, ved jeg hvor svært sådant shortpassing spil er at udføre.
Men jeg må ærlig talt indrømme at jeg nu efter snart tre slutrunder med spansk dominans, i form af 1-0 sejre, begynder at finde det ganske kedsommeligt og har, til stor bestyrtelse i min omgangskreds, faktisk overvejet at bruge næstkommende søndag på andet end finalebold.

Tysklands direkte spil med afleveringer langs trekanternes sider blev dygtigt elimineret - og Spaniens cirkelpasninger vil helt sikkert ligeledes blive revet op, af italienernes modige offensive midtbane med de charmerende skruede parabelafleveringer bag om ryggen eller lige foran forbi modstandernes opdækninger. Og hvis nogen sportsjournalist efter Italiens kamp mod Tyskland igen fremdrager tidligere tiders italienske defensive spil - så vil jeg foreslå at vedkommende erkender sin forstening og kaster sig over et nyt stofområde - evt. dansk udenrigspolitik.
Jeg hepper på Balotelli og hans venner i aften – en gave til moderne fodbold.