Interview
Læsetid: 5 min.

’En kunstner er som en psykoanalytiker’

Vi har en rædselsvækkende iboende tendens til ondskab, sagde Freud, hvis teorier om det dyriske i mennesket er omdrejningspunktet i David Cronenbergs film ’A Dangerous Method’. Den canadiske instruktør mener, at vi grundlæggende er primitive, men gennem kunsten kan vi blive en smule klogere
Kultur
20. juni 2012
’Folk spørger mig tit om, hvorvidt jeg har tænkt mig at cronenbergnize en film. Hvad vil det sige? Hvad er det for noget med, at jeg skal have blod og indvolde i mine film? Man skal give en film, hvad den har brug for,’ siger David Cronenberg.

’Folk spørger mig tit om, hvorvidt jeg har tænkt mig at cronenbergnize en film. Hvad vil det sige? Hvad er det for noget med, at jeg skal have blod og indvolde i mine film? Man skal give en film, hvad den har brug for,’ siger David Cronenberg.

Camera Press

Hestenes hove gungrer tungt på den jordede vej, og savl og sved strinter fra deres knirkende bidsler. Fra kabinen i den elegante vogn, de trækker, lyder groteske skrig fra en ung kvindelig passager.

Således gør det dyriske sin svedige og larmende entré i den puritanske østrigske forsker Carl Gustav Jungs liv. Og således åbner David Cronenberg sin film A Dangerous Method ved at lade dens altoverskyggende tema galoppere ind på scenen omsat til drama.

Kvinden er den seksuelt forstyrrede Sabina Spielrein, der blev Jungs patient i 1910 i et samarbejde med hans læremester Sigmund Freud. Et samarbejde, der førte til psykoanalysens undfangelse. Og til et moralsk dilemma, da Sabina Spielreins seksualitet udvikler sig til mere end en case study for Jung. Dramaets rivalisering gælder dog ikke kvinden, men Jungs udfordring af Freuds teorier.

Den 69-årige canadiske instruktør har castet Keira Knightley som Spielrein, Michael Fassbender som Jung og Viggo Mortensen som Freud til en film, der med Klimt-inspirerede figurer, interiører og solbeskinnede landskaber omkring Wien i usædvanlig grad for Cronenberg ligner et traditionelt periodedrama med cremefarvede corsager og matchende tapeter.

Da Information møder David Cronenberg til et gruppeinterview, må han besvare ikke så få spørgsmål, der sammenligner A Dangerous Method med hans tidligere værker, der i dansk presse har givet ham respektfulde øgenavne som ’kødkunstneren’ og ’blodbaronen’.

»Folk spørger mig tit om, hvorvidt jeg har tænkt mig at cronenbergnize en film. Hvad vil det sige? Hvad er det for noget med, at jeg skal have blod og indvolde i mine film? Man skal give en film, hvad den har brug for,« siger han.

Men det er da typisk, at han arbejder med den mørke side af sindet, siger en anden journalist, der har spottet en lighed mellem den nye og Cronenbergs tidligere titler.

»Du kan ikke skabe drama, hvis du ikke har konflikt, og som George Bernard Shaw sagde, ’Conflict is the essence of drama’. Og du kan ikke skabe konflikter, hvis du ikke forstår menneskers psyke. Jeg tænker kun på den film, jeg er i gang med. Indimellem sender folk mig et manuskript, og så takker jeg nej, hvis jeg ikke er passioneret omkring det.«

Christopher Hamptons manuskript blev det ikke nødvendigt at afvise. A Dangerous Method henter sin autenticitet i de massive mængder af breve, som virkelighedens Jung, Freud og Spielrein skrev til hinanden.

»På dette tidspunkt var der fem-seks daglige postleveringer i Wien. Det var den tids internet. Hvis du skrev et brev om morgenen, kunne du få svar om eftermiddagen. Så der er masser af breve, hvor de diskuterer: ’Du sagde sådan og sådan, og nu siger jeg sådan’. Christopher havde et overdådigt materiale i brevene,« siger David Cronenberg.

Han er ikke nostalgisk, påpeger han, men synes, der er en særlig attraktion i at se tilbage på begyndelsen af det 20. århundrede, hvor viden, veltalenhed og intellektuel refleksion var udbredte værdier. I modsætning til i dag, hvor »selv toppolitikere kan slippe af sted med at vrøvle og lire overfladiske slogans af sig«. At læse brevene fra Wiens tænkere var en afveksling:

»Jeg synes, de her mennesker er ufatteligt interessante. De var passionerede omkring ideer, og ideerne påvirkede hele deres liv. De blev jo alle sammen psykoanalytikere. Sabina Spielrein gjorde, og også Jungs kone Emma. Det er en forførende idé, at du kan tage denne magt i dine egne hænder og også bruge den til at hjælpe folk. I dag tager vi psykoanalyse for givet, men det var jo en stor nyskabelse dengang.«

Ikke alle bød dog Freuds tanker velkommen.

»Dette var en afgørende periode i den vestlige civilisations historie. Det var lige før Første Verdenskrig. Man havde store illusioner om menneskeheden på grund af det, man kaldte ’fremskridtet’. Især i Østrig, fordi man havde stabilitet i Østrig-Ungarn med en populær kejser, og man så mennesket som rationelt og mente, at konflikter kan løses fredeligt. Illusionerne blev ødelagt af krigen. Der herskede en opfattelse af, at vores civilisation var på vej i den rigtige retning; at mennesket havde lagt det dyriske bag sig. Så kom Freud og påstod, at det findes lige under overfladen. Vi har en rædselsvækkende iboende tendens til vold og ondskab, sagde han. Og kort efter brød krigen ud,« siger David Cronenberg, der mener, at hans pointe er almengyldig.

»Tag nu krigen på Balkan. Nogle var chokerede over den form for brutalitet. Etnisk udrensning! Hvordan kunne det dog ske igen?! Men Freud ville have sagt: ’Hvad sagde jeg …’ Det sker.«

– Vi taler så meget om, at verden er kompleks for moderne kvinder, men Sabina Spielrein blev opdraget med, at de spirende seksuelle følelser, hun kunne mærke, skyldtes dæmoner. Det er vel også ret komplekst?

»Netop. Det er en af vores illusioner. At fordi vi har fået en teknologi, ingen af os kunne have forestillet os – vildere end Star Trek – er vi blevet mere sofistikerede i vores måde at kommunikere på. Marshall McLuhan talte om den globale landsby, og han havde ret, men han sagde, det er en landsby, og der kan være slemme ting i en landsby. Vi har alle de her teknologiske mirakler, men folk bruger dem også til at slå hinanden ihjel med og begå terror. Så hvad kan du gøre? Hvis man ser på den menneskelige hjerne, er den inddelt i flere lag med den rationelle øverst, men du kan ikke skille det ad.«

Til gengæld kan man forsøge at begribe det, mener han.

»En kunstner er lidt som en psykoanalytiker. Begge ser på den accepterede virkelighed, at vi interagerer og fungerer i samfundet, og siger: ’Handler livet ikke om mere end det?’ Hvad er det, der motiverer os? Er der ikke noget underneden? Ikke nødvendigvis noget mørkt. Men noget skjult. Eller ikke anerkendt. Eller noget, der ikke er forstået. Og det er det, en psykoanalytiker hjælper sine patienter med at finde frem til. Så når folk spørger mig, om jeg er inspireret af psykoanalysen, siger jeg: Det er ikke rigtig inspiration. Det handler mere om, at det, vi beskæftiger os med, og vores funktioner minder meget om hinanden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Vi er jo stort set et produkt af vores tidlige indlæring. Og af tv. Efter 100.000 - bare for at tage et tal - mord i tv, er vi 'parate' til at se et mord i virkeligheden, uden at det påvirker os særligt meget. Danmark er gået fra at være en neutral fredsnation til et krigerisk angrebsland. Men alligevel gyser vi ikke. For vi har far og mor i form af USA og NATO til at beskytte os. Mens helvede ville være løs, hvis tv skulle finde på at vise en filmisk henrettelse af et par små søde hunde. Man kunne jo hænge den ene og stikke og hakke benene af den anden. EkstraBladet og Politiken ville have dobbelte oplag den dag, og folk ville gå i demonstrationstog. Det er her kunsten og kunstneren har en væsentlig plads i et moderne samfund. At vise forlorenheden og falskheden i samfundet. At vi rask væk accepterer en million mennesker i Irak bliver kvæstet, smadret og ser deres børn blive henrettet er en ting. Men et par hundemord ville får os op ad sofaen. Bare tænk på dengang Marco Evaristtis satte guldfisk i en blender på kunstmuseet Trapholt i 2006. 'Politiet kommer blenderfisk til undsætning', 'Hærværk mod guldfisk', stod der i overskrifterne. Men om aftenen sad politifolkene og hærværkskvinderne alligevel og åd fisk, gris og ko. Eller dengang kunstnere Michael Brammer udstillede udstoppede hundhvalpe. Han fik over 50 dødstrusler! Er vi så skide humane som vi tror, eller er vi klar til at myrde naboen, hvis regeringen giver grønt lys for mord på sindslidende? Personligt tror jeg at svaret er et JA.

Vi har en tillidsvækkende iboende tendens til godhed, siger Ellen.

Hvorfor denne rædselsvækkende dyrkelse af ondskab og finden ondskaben frem i os, Først da bliver vi påstået at være normale ifølge gældende termer.

Jeg har også lagt mærke til denne dyrkelse af ondskab, for der bliver vist flere forrådnede lig i krimiserierne og måden de er blevet slået ihjel på bliver mere og mere markaber. Derfor ser jeg kun Foyle, Barnaby, Agathe Christie og Zen. Så kan resten havde deres forrådnede lig og perverse tendenser for sig selv.

Hvis et menneske bliver ondt, har der fundet en fejludvikling sted, det er blevet fornedret både psykisk og/eller fysisk. Hvorfor i alverden skal man dyrke det??????????

Nicolai Hansen

Freud er død.