Mine damer og herrer!Dagens mand kan prale af, at ingen ringere end Per Højholt har skrevet et meget smukt digt, hvis indledningslinjer det vil være passende at citere netop på Jørgens fødselsdag:
»Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker til sin gamle film ...«
Og selv vil jeg gerne have lov til at prale af at have oplevet, hvad vel kun de allerfærreste har, nemlig i Port-au-Prince at have været til gudstjeneste med Jørgen Leth, hvad der for ham uden tvivl har været lige så grænseoverskridende en oplevelse, som det for mig var overhovedet at befinde mig på Haiti.
Landet vrimler med kirker og for at glæde mig ved at opfylde mit ønske om at besøge en af dem, havde Jørgen aftalt med sin kok, Monique, at hun om søndagen ville tage os med i sin baptistkirke.
Inden vi gik derhen, tror jeg nok, at Jørgen havde været nervøs for, at vi ville blive bedt om at rejse os og bekende vore synder, hvad der jo godt kunne komme til at trække lidt ud, men vi slap med skrækken, og seancen viste sig at være særdeles smuk og levende og værdig, men for mig, der ikke kan kreolsk, var det mest uforglemmelige nok, at Jørgen i perfekt Tour de France-stil simultanoversatte hele forløbet for mig:
»Vi skal møde pastor Dupont fra Jacmel. Det er et bønnens menneske. Han vil prædike over Romerbrevets 8.kapitel. Det rummer hele teologien«.
Fantastisk at høre dén slags sætninger fra Mr. Cool himself, men faktisk har jeg tit tænkt på, at var der nogen, som ville have sans for gudstjenesten, måtte det da være Jørgen, eftersom der næppe findes noget så formalistisk, super timet og indstuderet, noget så til mindste detalje og gennem to tusind år gennemkoreograferet som den klassiske, liturgiske højmesse.
I forskellige blandingsforhold rummer de fleste mennesker i sig lidt af æstetikeren, noget af etikeren og en smule af den religiøse, men i nogle få tilfælde er et menneske næsten udelukkende bestemt af ét af aspekterne, og Jørgen er selvfølgelig så godt som hundrede procent til den æstetiske side.
Det ved vi fra hans erindringer, der hører til i den store litterære tradition for Bekendelser, men først og fremmest fra digtene og filmene, og fra den måde han bruger sin stemme på som et vidunderligt instrument. Sådan en person bliver let skydeskive for en bestemt kritik, nemlig at hans interesse for formen er udtryk for overfladiskhed. Men formen er jo altid form for noget, og er der ikke lige så meget betydning i overfladen, som i den såkaldte essens?
Når man bliver interviewet, kan man ofte mærke, at journalistens hedeste drøm er, at den interviewede vil sige noget, han havde besluttet sig til netop ikke at fortælle. Denne forhippethed er udtryk for en forestilling om, at sandheden ligger i det, vi skjuler, dét man ikke kan se på overfladen.
Men når folk så faktisk fortæller dét, de ellers havde besluttet at holde for sig selv, viser det sig som regel at være skuffende banalt.
Dét, man ikke vil fortælle, er nemlig næsten altid det samme, som alle de andre heller ikke vil fortælle: At man har kysset naboens kone, spist nervepiller og stjålet ti kroner af kassen o.s.v., men når æstetikeren Jørgen Leth laver film, véd han, at skal man have noget at vide om en mand, skal man ikke spørge, hvad han græder over i en stille nattetime, men hvordan han skiller sin cykel ad, hvilken skjorte, han går med og hvilken pen, han skriver sine digte med.
Ingen kan som Jørgen beskrive, hvordan en kvinde bærer sin kjole, eller i detaljer fortælle hvordan et måltid serveres på en bestemt restaurant; og med en så veludviklet fornemmelse for alt, hvad der kan sanses, følger naturligvis også den æstetiske idiosynkrasi, for til begejstringen over det fuldkomne hører afskyen for alt, der ikke falder i smag.
»Når jeg kommer til Danmark, går jeg straks ind i Tivoli-Hallen.Så siger tjeneren: ’I dag har vi ristet brød med svampe’ - det vil jeg slet ikke høre tale om,« siger han, og forud for en filmfestival har jeg hørt Jørgen fuld af barnagtig trods og ærgrelse udbryde:
»Jeg vil ikke se film om Finland. Det vil jeg altså ikke«.
Men ikke nok med dét, for eftersom alle æstetiske oplevelser for det første har en begrænset udstrækning i tid og for det andet taber i intensitet ved gentagelse, er også tomhedsfølelsen, rastløsheden og endog depressionen vilkåret for den ægte æstetiker, hvad Jørgen med sin mærkelige ærlighed da også har beskrevet indgående i sine erindringer.
Og som vi alle ved, har netop denne ærlighed kostet ham dyrt. Især to ting virker udfordrende – Leths forhold til kvinder og mandens åbenlyse glæde ved den anerkendelse og berømmelse han nyder.
Som dreng blev Jørgen vækket om morgenen ved, at hans far råbte: »Vågn op, der er sorte piger på kajen!,« og det forklarer jo meget, men er Jørgens kritikere selvsagt i deres gode ret til at reagere på hans nok så bevidste provokationer, tror jeg simpelthen, at de tager fejl, når de mener, at Leths fryd ved de sorte kvinder er fryden ved magten over de magtesløse.
Kynismen ligger ham lige så fjernt som sentimentaliteten, og »jeg har altid været sød ved mine kærester,« som han fortvivlet sagde til mig, da sædelighedsfejden rasede, og han infamt var hængt ud på hver en avisforside, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han også her taler sandt, så meget desto mindre i tvivl som han heller aldrig har lagt skjult på, at det er en handel, han indgår med disse kvinder, som giver ham deres ungdom og skønhed til gengæld for materielle og økonomiske modydelser.
Og når Jørgen med utrættelig begejstring og beundring beretter om de haitianske kvinders sjove og opfindsomme forhandlingsstrategier, så der foruden kjolerne og parfumen og pengene til en uddannelse også lige bliver råd til både et nyt hus og en voodoolæge til deres gamle mor til gengæld for en sort pige på kajen, er det jo netop fordi dét faktum, at der er tale om en håndfast handel, virker så befriende og erotisk inspirerende på ham.
Og befrielsen ligger for mig at se i, at manden så kan nyde kvinden uden den trykkende følelse af at skylde hende et eller andet usagt og underforstået, som kun bliver artikuleret ved tavshed og sårede blikke og tapre miner.
Som jeg ser det, er pointen i handelen altså ikke at købe sig til en magt over et andet menneske, men at blive den evindelige skyldfølelse kvit.
Jørgen Leths forbrydelse består ikke i, hvad han har gjort, men i hvad han har synliggjort, for i kritikken af handelen mellem den ældre, hvide mand og den unge, sorte kvinde ligger der (udover en vis nedladenhed over for kvinderne, der fraskrives enhver selvstændighed og intelligent handlekraft) efter min mening ikke så lidt hykleri, for udveksles sex ikke altid omkring forskelle? – og hvor mange af vores på papiret ligeværdige, vesteuropæiske middelklasseægteskaber er ikke fyldt med implicitte handler og utrykte kontrakter, som vi, i modsætning til Jørgen Leth, bare holder os for (selv)gode til overhovedet at tale om?
Hvad der vel at mærke ikke udelukker, at parterne faktisk elsker hinanden, men det gør Jørgens forhold til sine elskerinder jo heller ikke, hvad enhver, der har set ham sidde på et hotelværelse med et foto af Dorothie på skrivebordet, nok vil give mig ret i.
Lad mig til allersidst undre mig over, at folk kan blive forargede over Jørgens åbenlyse glæde ved at være anerkendt og berømt og verdensmanden i centrum med en stilfuld Armani-jakke over armen.
For selv om jeg i al hemmelighed naturligvis nærer nøjagtigt de samme ambitioner som han, er jeg alt for udspekuleret til at gøre mig sårbar ved at vise dem, og stik imod opfattelsen af Jørgen som en depraveret krukke, ejer han en rørende uskyld, når han slet ikke kan lade være med selv at citere komplimenter og rosende anmeldelser og blære sig lidt med dette og hint, mens mange af os andre, der føler os for fine til dén slags (men ikke for fine til at iscenesætte os som beskedenheden selv), omvendt risikerer at blive alt for styrede af vores dunkle forfængelighed og begær efter anerkendelse, netop fordi vi ikke vil kendes ved det.
Så lad mig slutte med at citere en anden stor fan af Jørgen, nemlig min kone, Nanette:
»Det er utroligt, at man kan blive 75 år og stadig være så uskyldig!«
Fremragende tale, men jeg har stadig store kvaler med prostitutionen, for det er vel dét en byttehandel af den type er?
Ikke for at ville være kyniker, men: et eller andet sted, uden for forelskelsens banale og ofte kortvarige realitet, er vi vel alle prostituerede for hinanden i et eller andet omfang. Det være sig på arbejdet eller i privaten. Noget for noget, fx: - Vil du gifte dig med mig, hvis du får en diamantring, et kirkebryllup og et hus i Rungsted? Jo tak, siger den kønne ofte. Naturligvis. For nu at sætte det på spidsen og foreslå, at der altid er tale om en handel.
Der hvor det moralske problem dukker op er når spillet, om du vil, på en eller anden måde ikke er jævnbyrdigt, når der er tale om at den ene udbytter den anden - eller udbruger den andens ressourcer og det er naturligvis ikke fair, uden en rimelig kompensation.
Alt tyder på at Leth forsøger at yde en rimelig materiel kompensation for sine eskapader. Hvilket sikkert også er forklaringen på at ikke er smidt ud af sit paradis for længst. Fred være med det, når man tænker på hvad folk ellers rager ud for på de kanter.
Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen Jørgen Leth.
Dit liv er fuld af modsætninger - men med din provokerende elegantier - vader du med tommetykke træskostøvler lige midt ind over den danske dobbeltmoral og akademiske tabuer - Godt gået!!
Folk forarges over din ærlighed og livsførsel - mens vi klapper i hænderne over Giro'en uddgår fra Herning - som i virkeligheden er grundlagt på et køleskab propfyldt med blodplasma - vor herre bevars!
Man er vel ikke langt fra virkeligheden, hvis man antager, at der specielt op ad kysten fra København til Helsingør er foretaget mange handler, hvor ældre, formuende mænd - med kirkens velsignelse - har købt kvindelig ungdom og skønhed. Blandt samfundets magtmennesker kalder man det ikke prostitution, men det adskiller sig ikke fra Jørgens Leths praktiske ordninger med sine elskerinder. Jørgen Leth er bare ærlig omkring det - og dét er jo så dejligt befriende.
Jeg forstår altså ikke den der handel: "Du får penge, jeg får din ungdom og en lækker krop". Og hvis der rent faktisk ER tale om forelskelse, som Søren Ulrik Thomsen jo påstår, så burde en sådan handel vel være overflødig.
Og ja, det kan da godt være at manden er ærlig omkring, at han køber kvinder på den måde. Men det gør det vel ikke mere rigtigt.
Søren Kristensen,
jeg vil nu mene, at det kan tænkes, at nogle mennesker simpelthen kan lide hinanden. Endda i intens grad. Uden at de har lommeregneren fremme for at finde ud, om de nu kan gøre en rimelig handel.
Forelskelse findes. Jeg har selv oplevet det.
Freud mente (lidt forsimplet), at alt handler om sex. Andre mener, at alt handler om materielle goder, status og så videre.
Men noget så simpelt, som at mennesker kan lide hinanden har der ikke været grundlag for at lave store teorier om. Romaner, nok, men ikke teorier.
Nu har jeg en tærtebund i ovnen. Konen har inviteret gæster, hvad hun har en tendens til. Hun spurgte så, om ikke jeg ville lave en tærtebund, til desserten. Jo, da. Jeg forventer ingen modydelse.
Men håber dog, at hun snart åbner rødvinen.
PS. Jeg skal sgu også lave rostbøffen. Hvad en mand ikke udsættes for i vore tider og dage. Heller ikke den, altså rostbøffen indbringer noget som helst på vores mellemregningskonto.
Men ... nu synes jeg sgu, at jeg hører lyden af en prop, der ryger op ... en smuk lyd!
Efter at have læst mange artikler og hørt meget i TV om Jørgen Leth, er jeg kommet til den overbevisning at han er overfladisk og mangler evnen til at elske nogen betingelsesløst.
Det gør ham ikke til et ondt menneske, for han har sine grænser og han behandler ikke sine kvinder så dårligt, som man ofte ser i de kredse.
At smide en kvinde ud fordi hun ikke er ung mere, er dog meget kynisk og alt her tyder på overfladisk relation. At han er æstetiker mener jeg ikke, for den begrundelse med at han kan nyde et velbetjent måltid, er ikke lige standarden for æstetik efter min mening
Helt ærligt forstår jeg ikke at nogen kan synes at han er et interessant menneske.
Apropos det med æstetikken. At manden har en forkærlighed for smukke kvinder, gør ham ikke til æstetiker, det gør ham til mand. Efter min mening er de, kvinder Jørgen tænder på, ikke lige højmålet af æstetik, for mit vedkommende. Men der har jo vi selvfølgelig alle hver vores smag.
Og så må jeg simpelthen opponere mod dette udsagn: "Ingen kan som Jørgen beskrive, hvordan en kvinde bærer sin kjole".
Med tanke på den nylige artikel om Lolita, så må jeg sige: jo, det kan og gør Vladimir Nabokov i storstilet grad i Lolita. Hele bogen er sprogligt langt over det niveau, som Jørgen har befundet sig på og befinder sig på. Efter min mening.
Og jeg kommer gerne med eksempler, hvis det skulle være.
Jørgen Leth jeg elsker at hade dig Jørgen Leth jeg hader at elske dig Jørgen Leth du udlever alle mine uopnåelige usagte drømme.
Tillykke med fødselsdagen Jørgen, Jeg håber og tror at du er befriende ligeglad med om Gita eller Ellen eller alle mulige andre bryder sig om dig og det du gør;).
Når et intelligent og interessant menneske skriver en bog der hedder det uperfekte menneske og bliver angrebet over sine bekendelser virker det sku lidt som at afskrive Picassos Guernica som irelevant fordi det er modbydeligt at se på.
Det handler ikke om at være pæm men at turde være ærlig.
Godt gået Jørgen, jeg ville ønske at du kunne forsætte 75 år endnu;)
@ Søren Nielsen
I starten tænkte jeg: "Hvad er det for et væsen". Så fandt jeg ud af at han betragtede sig som et uperfekt menneske, der gerne ville ses som værende perfekt. Så blev jeg først forvirret og ærlighed vil jeg slet ikke kalde det.
Jeg betragter ham ikke som ond, men bare for uinteressant til at fylde den ene spalteplads efter den anden og være journalisternes ynglingstema.
Jeg vil kalde han en seksualiseret mand, der har svært ved at give ubetinget kærlighed til en kvinde. Han er da ganske sikkert oplært af sin far, ifølge artiklen oghan er da sikkert et meget venlig gemyt. Hvad ved jeg.
I selve handlen mellem manden og kvinden er der måske en ærlighed som man ikke kan anfægte, og ja..det jo voksne mennesker.. Men i mine øjne går man på kompromis med kærligheden, som jeg kender den/idealiserer den.
Ærgeligt for dem der handler at de udelukker sig fra denne kærlighed, men måske indeholder aftalen de indgår, noglegange lige netop den dosis kærlighed de formår at give og/eller modtage?
Men andre gange er aftalen vel bare et udryk for fundalmentalistisk individualisme/nascicsme/Jeg-det forholdet jf Martin Bubber?
Uanset hvad, er det trist for mig at se på/høre om kærligheden mellem to mennesker, reduceret til en handel..men vel fint nok for dem der gør det uden samvittighedskvaler/behov for mere, Det er jo skønt for dem og befriende for dem når tabuet brydes, og når der på opstår undergrundskultur der forsøger at legalisere eller almengøre fænomenet...hvilket blot gør det endnu mere trist i mine øjne :-( På menneskehedens vejne - suk....
@ Ellen Kjær
Er vi alle i grunden ikke uperfekte mennesker der gerne vil ses som værende perfekte?
Vi vil allesammen gerne finde den store kærlighed, men er de mennesker der ikke opnår Titanic nivauet tvunget til at lade som om?
Det er ærlighed at turde løfte sløret til en verden hvor livets mangeartede behov reelt tilfredsstilles på måder der variere noget fra idealet.
(vi er vel alle er klar over at normen ikke er ubetinget kærlighed hverken globalt eller i Danmark)
Efter min mening er der alle mulige gradbøjninger af individuelle behov der sagtens kan vurderes uden at sammenligne med ens eget behov for at etablere positiv eller negativ værdi.
Alle mænd er seksualiserede, det er bare de færreste der er så ærlig om det som Jørgen er.
Med hensyn til ubetinget kærlighed; min svigerfar har været, gift 2 gange og er nu single igen med en thai kæreste på 43, I hans 84-årige liv har han givet (og fået) masser af ubetinget kærlighed, jeg tænker at det samme gør sig gældende for Jørgen Leth. Livet er vel for de færreste en konstant ubetinget kærligheds happening men snarere et forløb hvor den ubetingede kærlighed, varierer, kommer og går og nogen gange forsvinder for altid.
Tillykke til Leth
Jeg er lidt ked af at nogen tilsyneladende synes alle kærlighedsforhold mellem m/k skal nedgøres til en handel. Især hvis manden er europære og kvinden ikke er, eller hvis han er ældre end hende. Så er det altid for pengenes skyld kvinden er i det som en undertrykt part. Leth kan jo ikke føle ægte kærlighed for Doriothie skrives der. Findes der ikke kærlighed mere? Det er da så meget en skam. Jeg ved godt det er en romantisk opfindelse, men alligevel. Jeg er nok romantiker. Eller en gammel gris.
I mit tlfælde et jeg noget ældre end min kinesiske partner. Men knap så rig. Faktisk er hun rigtig mange gange mere rig end jeg er (og det ved hun godt). Jeg har ingen bestemmelse over hende eller hun over mig. Gad vide hvad vores forhold så er? Det er nok en kemisk ubalance.
@ Søren Nielsen
Jeg anerkender at han ikke evner at finde en dybere kærlighed til et andet menneske og jeg har tidligere skrevet at jeg ikke synes at han er ond af den grund. Han er nok mere tankeløs.
Han betaler for en ung fattig piges ungdom, hun ved at hun ryger ud ved første alderdomstegn. Måske. Nej nok helt sikkert, for han er jo en gammel mand med hængehud og det hele og da hun gennem ham, måske lærer at det eneste gyldige i denne verden er ungdom, så bliver hun måske lettet når forholdet slutter.
Det jeg harcelere imod er, at Jørgen Leth bliver dyrket som en Gud af nogle mennesker, bare fordi han siger at han er uperfekt, for hvem er ikke det. Mon ikke 90% af os indrømmer det, uden at vi deraf kommer på forsiden af alle aviser.
Han er blevet noget opreklameret
Han er klam!
Det forekommer mig komisk, hvordan Søren Ulrik Thomsen indledende kategoriserer Jørgen Leth som fuldblodsæstetiker, for derefter at bruge uforholdsmæssigt meget spalte/taleplads på at forholde sig etisk til Jørgen Leths liv og virke, ligesom ovenstående debattører i vid udstrækning er intenst optagede af at fælde dom over de etiske dimensioner af Leths livsførelse. Man forholder sig til om manden er "ond" og vurderer med uhørt indbildskhed værdien af hans private relationer. Søren Ulrik Thomsen stemmer på sin vis i, i en tale der mest af alt ligner et forsvarsskrift for Leth (til hvem?), hvor konen ovenikøbet afslutningsvis indkaldes som vidne. Man kunne måske forstå denne tilgang, hvis Jørgen Leth udgav sig for at være et kunstnerisk forbillede udi Kjerlighedens Gjerninger, men nu da Leths kunstneriske virke er af den karakter, som det er, fremstår det ærligt talt som et temmeligt sløvt og ufortjent fokus på en kunstner af Jørgen Leths format.
Jørgen Leth har med sine sportsdigte og sit engagement i cykelsporten haft et formidabelt øje for elitesportens mytiske væsen og dramatiske karakter, og han har som kommentator bibragt en bred, bred del af befolkningen sportsoplevelser, der træder langt ind i kunstens domæne.
Han er en af de ganske få danske filmskabere med internationalt snit, og han har skabt talrige værker, hvis særegne og rene udtryk kun bliver tydeligere med årene. Det er ingen tilfældighed, at unge mennesker (som mig selv) bliver ved med at genfinde hans film, det er ikke for ingenting at en film som Det Perfekte Menneske stadig 45 år efter optagelserne fremstår dugfrisk, levende og djævelsk charmerende, det skyldes ganske enkelt at manden har format. Den nøgne observation, det nøgterne blik, som han mestrer, rummer rytmiske glimt af dybe forståelser, og den gennemarbejdede forståelse for rammen, for formen, giver dybt originale værker, der som få andre danske film synes at rumme en vis tidløshed. Hans cykelfilm, hans portrætfilm, hans rejsefilm, eller - som noget af det seneste - hans spoken word-produktion med Simpson og Toksvig er gentagne eksempler på en kunstner, der formår at lægge det uventede og alligevel klinisk præcise snit på sit materiale, så det slår gnister og fremstår i al sin levende skønhed. At han samtidig er en særdeles produktiv herre, der i årtier har leveret kunst af høj kvalitet på adskillige platforme, understreger blot hvilket stof han er gjort af.
Når Lasse Jensen i sin artikel andetsteds på siden funderer over, hvordan Jørgen Leth dog har opnået den popularitet, som han har, så synes han at overse - gemt bag hans kulturpolitiske teorier - den mest oplagte forklaring: at Jørgen Leth er en stor kunstner i et lille land. At en en stor del af Informations debattører underkender Jørgen Leths værd, undrer mig ikke. Elementet af økonomisk udbytning i sine seksuelle eskapader, gør Jørgen Leth til oplagt skydeskive for en harmdirrende alliance af nypuritanere og gammelkommunister. Han beskæftiger sig med "substansløse" emner som cykling (eller sport i det hele taget). Han er politisk "ufarlig" (gudfaderbevares). Han kan ikke elske. Han er klam. Ak ja. At tale om en overfladisk tilgang til verden.
Herfra skal lyde et højt hurra til fødselaren og hans flamboyante utæmmelighed. Mvh