Baggrund
Læsetid: 5 min.

Den mageløse Dr. Dee og den moderne videnskabs fødsel

En overset renæssanceskikkelse rehabiliteres i ny opera, men hvorfor blev Elizabeth I’s hofastronom skrevet ud af videnskabens historie?
Damon Alberns opera om den geniale, men forkætrede videnskabsmand ’Dr Dee’  har lige haft premiere på Coliseum i London. Dens debut var oprindelig i juli 2011 på Palace Theatre i Manchester.

Damon Alberns opera om den geniale, men forkætrede videnskabsmand ’Dr Dee’ har lige haft premiere på Coliseum i London. Dens debut var oprindelig i juli 2011 på Palace Theatre i Manchester.

Howard Barlow

Kultur
27. juni 2012

Det elizabethanske England har fået en sand renæssance i den offentlige bevidsthed med utallige nye Shakespeare-opsætninger som integreret del af 2012’s kulturelle olympiade og med britpopstjernen Damon Albarns opera Dr. Dee, om Elizabeth I’s enerådige astronom, der netop har haft premiere i Coliseum i London.

Men her er det værd at huske på, at renæssancetidens England var en plaget epoke: Den gennemsnitlige levealder var 35 år, over 80 procent af patienterne på St. Bartholomew Hospital havde syfilis, og datidens englændere gik rundt i evig angst for byldepest.

Overtro var udbredt, og heksejagt var almindelig. Ikke desto mindre var denne periode muligvis Storbritanniens intellektuelt mest frugtbare, og vi kan spore oprindelsen til den moderne videnskabs metodik tilbage til Elizabeth I’s regeringstid. Dr. John Dee (1527-1609) var reelt hendes majestæts videnskabelige rådgiver. Som astronom, matematiker, navigatør, alkymist, spion og åndemaner var Dee en virkelig renæssanceskikkelse, og formentlig har han dannet inspirationsforlæg for Christopher Marlowes karakter Doctor Faustus, for Ben Jonsons Alkymisten og for Shakespeares Prospero.

Dr. Dee rådgav også Elizabeths spionchef Francis Walsingham om den nationale sikkerhed og etablerede et netværk af spioner, ligesom hans indsats for kodebrydning bidrog til at afsløre katolske komplotter om at detronisere dronningen.

Han underskrev sig selv ’007’, hvilket inspirerede kodenavnet til Ian Flemings alter ego. Dee underviste Raleigh og Drake i »den perfekte kunst at navigere« ved at beregne længdegraden ud fra en iagttagelse af Månens afstand til Jorden, hvilket bidrog til etableringen af den britiske sømagt og det britiske imperium.

Udfordrede vedtagne normer

Berygtet i sin egen levetid var Dee både en chancerytter og en enestående lærd. Med blikket rettet mod hoffet afslog han en tryg stilling på Cambridge og foretrak at indsamle og kategorisere sine data uafhængigt.

Manisk bogsamler var han også og grundlagde et privat bibliotek, der blev det største i Storbritannien. Dee kortlagde planeternes bevægelse og turnerede i sin tidlige karriere rundt i Europa for holde foredrag om astronomi – en form for videnskabelig formidling, som dengang var helt ny.

Han var imod et differentieret uddannelsessystem, hvor de, som ikke kunne græsk og latin, blev holdt tilbage, så da hans oversættelse af Euklids matematik var færdig, gjorde han disse hidtil esoteriske oplysninger tilgængelige for ikke-universitetsuddannede håndværkere og ingeniører. I sit værk, General and Rare Memorials Pertaining to the Perfect Art of Navigation, argumenterede han for nytten af matematik som »Public Commodity« – et alment gode.

Dee var en mystiker, der forsøgte at tale med engle, men han mente også, at tallene dannede grundlag for alle fænomener og udtænkte geometriske algoritmer til at forstå solsystemet. Hans elever omfattede Francis Bacon, chefideologen for ’den videnskabelige metode’, og astronomen Thomas Diggs, der troede, at universet er uendeligt.

Trods geni udeladt af historien

Det er hos den gådefulde Dr. John Dee, at vi skal lede efter oprindelsen til Storbritanniens bidrag til den moderne vestlige videnskab, men Dee er i vidt omfang ladt ude af historiebøgerne. Hvorfor?

Fundamentet for moderne vestlig videnskab er den empiriske metode, hvor fænomener måles, og eksperimenter gentages. Men i Dees tid var det overvejende Gud og himmelske væsener, der gav mennesket svar.

Livet for en renæssance-videnskabsmand kunne være farligt. At iagttage stjerner og at gennemføre eksperimenter nødvendiggjorde ofte streng hemmeligholdelse. Og alkymi kunne let forveksles med trolddom – en forbrydelse, der medførte dødsstraf. I 1600 blev astronomen Giordano Bruno brændt på bålet, fordi han vovede at sige, at Solen var en stjerne.

Inden for Dees levetid blev Kopernikus’ heliocentriske kosmologi styrket af Galileos opdagelser.

I direkte modstrid med kristne og klassiske doktriner kunne astronomerne påvise, at mennesket og Jorden ikke var universtets centrum alligevel. Dees liv og hans personlige overbevisninger spændte over hele hans samtid. Behændigt blandede han fiktion og fakta, og han jonglerede ikke bare med astronomi og astrologi, men hittede også på metoder til at narre statens fjender.

Et meget åbent sind

Dee var af natur glad for samarbejdsprojekter og var en spirituel mand, der lader til at have været tiltrukket af debatter og stimuleret af fælles erfaringer.

Det var denne åbne tankegang, der gjorde ham til et sandt renæssancemenneske, men det var samme åbenhed over for ideer og udforskning, der førte til hans undergang. Mens astronomien åbnede himlen op for nye erkendelse ville Dee transcendere den viden, han fik til rådighed og finde guddommelige svar på den nye uendelighed – svar, som på dette tidspunkt, umiddelbart før Galileos stjernekikkert, kun kunne gives af almægtige himmelske væsener.

Okkultisten Edward Kelley var venner med Dee i 1580’erne, og de samarbejdede om alkymistiske og magiske undersøgelser.

Kelley afledte Dee fra hans andre interessområder og fik ham overtalt ham til at flytte til Polen og turnere landet rundt for at holde foredrag om magi og alkymi for adelen og på universiteterne. De polske katolikker blev opmærksom på parrets åndemaneri, og de blev nødsaget til at forsvare deres position over for kirken for at redde deres liv.

Endte fattig og i unåde

Det var i den tid, at Kelley fortalte Dee, at det var englenes ønske, at de skulle bytte koner.

Dee gik modvilligt ind på dette, og ni måneder senere fødte hans kone en søn, som han opfostrede som sin egen.

Sladderen og skandalerne blev en plage for Dee. Han fortrød tilsyneladende denne periode af sit liv og tog afsked med Kelley.

Ved hjemkomsten til England fandt han sit bibliotek ødelagt og dets indhold plyndret. Efter Elizabeths død faldt Dee i unåde ved James I’s hof, og han døde i dyb fattigdom som 82-årig, hvad der dengang var en meget høj alder.

I dagene op til generalprøven på Coliseum i London mødtes jeg med operaens direktør, Rufus Norris, og Marek Kukula, der er astronom på Royal Observatory, Greenwich.

Norris forklarede, at i nogle henseender har Albarn identificeret sig med Dees stræben efter erkendelse. Operaen forsøger også at opklare, hvad det vil sige at være engelsk, og hvordan vi kan kombinere fantasi og spiritualitet i vores liv ved siden af videnskabens reduktionisme.

Dees påstand om at kende englenes sprog og hans magiske brug af krystalkugler og sorte obsidian-spejle har været årsag til, at historikerne har nedtonet hans bidrag til den moderne vestlige videnskabs oprindelse og foretrukket at citere hans elever Bacon og Diggs.

I sin opera ønsker Albarn at sætte tingene på plads og samtidig udforske både Dees smertefulde sårbarhed og astronomens bemærkelsesværdige intellektuelle intuitioner.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På Dee's tid brændte man afvigere på bålet. Senere hen skrev man dem simpelthen ud af historien.

Det ville klæde både den humanistiske og naturvidenskabelige kanon om man begyndte at geninkluderede de fordømte...

http://www.resologist.net/damn01.htm