Læsetid: 3 min.

Problemet med Lolita

’Lolita’ blev skabt af Nabokov som et moralsk selvopgør og filmatiseret af Kubrick som en sortkomisk udstilling af et fatalt selvbedrag. Siden er Humbert Humbert-figuren i en Lolita-dyrkende kultur blevet gjort til et rent monster uden (selvkritisk) stemme. Det gør ’Lolita’ vigtigere end nogensinde før
’Lolita’ blev skabt af Nabokov som et moralsk selvopgør og filmatiseret af Kubrick som en sortkomisk udstilling af et fatalt selvbedrag. Siden er Humbert Humbert-figuren i en Lolita-dyrkende kultur blevet gjort til et rent monster uden (selvkritisk) stemme. Det gør ’Lolita’ vigtigere end nogensinde før
12. juni 2012

Efter sigende halsede Vladimir Nabokov to gange ud til havekvasbrænderen i sin baghave på Seneca Street 802, Upstate New York, for at futte manuskriptet til sin pædofile nøgleroman, Lolita, af.

Begge gange nåede hans hustru, Véra, der var hans trofaste sekretær og kritiske læser, at ile efter ham og redde papirerne ud af flammerne. Puste, puste.

Lolita overlevede. Gudskelov. Og blev, trods disse afsenderkvaler og et efterfølgende publikationsbesvær, udgivet i Paris i 1955.

Resten er skandale- og litteraturhistorie. Og syv år senere, med Stanley Kubricks mesterlige filmatisering, dannede historien om Lolita også filmhistorie. Men hvad man gør med et emne som Lolita – det, som frustrerede Nabokov på vej mod havekvasbrænderen? Det spørgsmål er stadig i dag, hvis ikke mere, og på værre vis, brandfarligt.

Nabokovs onde

Romanen Lolita er en komplekst bekendende førstepersonsfortælling skrevet på et brandfarligt begær med barnet som offer.

»I sig selv er Lolita en voldsomt moralsk bog,« har forfatter og Nabokov-ekspert Martin Amis sagt i BBC’s biografisk-detektiviske Nabokov-dokumentar How Do You Solve a Problem Like Lolita? (2009).

»Men lillepige-emnet dukker op i både Fortrylleren, Lolita, Ada eller Ardor, Transparent Things og i den seneste The Original of Laura … Det er et så svært og afgørende problem, fordi ingen på jorden ser det onde i det mere klart end Nabokov selv,« siger Amis.

Læser man igennem forfatterskabet og inddrager forfatterens egen tvivl om sit værks karakter, rummer Lolita ikke blot en moralsk stillingtagen (som er påfaldende klar). Den er skrevet på et moralsk selvopgør og udstiller det selvbedrag, som begæret kan fremmane. Kubricks version trækker denne tragiske pædofile forblindelse frem i sortkomisk form.

Lolita-figuren i dag

Og hvor er Lolita siden blevet af? I romanen og filmene blev hun, til Humbert Humberts forfærdelse, voksen, mor, gravid og banal.

I populærkulturen er hun derimod forblevet i den pirrende zone mellem barnlig uskyld og voksen seksualitet. Hun er et forbudssymbol i en kultur, der anerkender barnets ret til barndom, men som samtidig seksualiserer forbuddet, og som hårdere end noget andet dømmer de, der overskrider grænsen.

Og Lolita er overalt: I vores sprogbrug, i den danske betegnelse for oppustelig sexdukke og i vores kommercielle billedbrug. Pigen med de hjerteformede briller og slikkepind ved mundvigen, Sue Lyon på Kubricks filmplakat, er blevet et billedikon for en eftertid af lignende pigeskikkelser.

En popstjerne som Britney Spears erklærede sig i 1998, som led i lanceringen som jomfru, mens hun gav den som masochistisk Lolita-figur i »(Hit Me Baby) One more time«. Inklusive Lolita’sk tyggegummi gnaskende og med skoleuniformens skjorte bundet lokkende op over navlehøjde. Hun er billede på en paradoksal kultur, der seksualiserer det forbudte, og som har genklang i en ungdomsfeticherende reklamebranche.

Kulturens affaldsprodukter

I David Schwimmers familiedrama, Trust (2010), arbejder familiefaren Will (Clive Owen), tydeligt sigende, for en modebranche (Academic Apparel), der seksualiserer de unge.

Filmen beskriver gennem ham, om end mere pædagogisk korrekt end filmisk interessant, et paradoks: en kultur, der balancerer en hård Lolita-seksualisering med en endnu hårdere hævnlyst mod Humbert.

Da Wills datter lokkes og misbruges af en fremmed, jagter han ham hovedløst. Referencer til de populære amerikanske hjemmesider som Perverted-Justice.com er klar.

Vendetta-gruppen Perverted Justice bondefanger ved hjælp af lokkeduer mænd online, der vil i seksuel kontakt med unge teenagere. Og så udstiller de dem med navn og foto og chatudskrift på for hele verden – også selv om de ofte, juridisk set, intet ulovligt har gjort.

De potentielle Humbert Humbert’er bliver ofre for en dehumaniserende retfærdighedsfølelse i en sådan Lolita-kultur.

Samme logik går igen i David Slades kontroversielle Hard Candy (2005), hvor en lille, Lolita’sk flirtende Ellen Page hævner et pædofilmord ved at lokke sig tæt på gerningsmanden, tortere ham og psykosadistisk overtale ham til at tage sit eget liv.

I film som den gøres mænd til rene monstre uden stemme og uden plads til at spejle samfundets interne Lolita-kompleks. De bliver, snarere end selvrefleksioner over vores Lolita-seksualisering, kulturens affaldsprodukter, der kan skabe sjælefred for os andre.

Nabokovs roman, reddet fra tilintetgørelsens ild af Véra, er moralsk, fordi den utvetydigt markerer, at den erotiske besættelse indbefatter et offer, Lolita.

I Kubricks mesterværk står det lysende klart i slutsekvensen: Da Humbert vil henrette sin konkurrent og skyggeside, Quilty (en fantastisk rablende Peter Sellers), kryber Quilty ind bag et maleri af en ung kvinde. Humbert skyder både sin spejlingsfigur – og den symbolske pige på lærredet. Lolitas større moralske princip, udover offerskikkelsen, er imidlertid den troværdige fremstilling af mennesket som utroværdig hykler. Vores fobiske og tabuiserende afstandtagen til det mørke og dystre er hyklerisk. Den ærlige kamp mod det, omsat til kunstnerisk, selvspejlende, brandfarlig sortkomik, gør Lolita til den vigtigste fortælling om Lolita i vores monsterjagende og offer-erotiserende kultur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olaf Tehrani

Faktisk var der mere end ét offer i 'Lolita'.
Humbert Humbert er jo, når det kommer til stykket, den virkelig tragiske figur i romanen. Han kommer jo aldrig til at besidde objektet for sig begær og ender med at gå fuldstændig til grunde som konsekvens af begærets illegitime karakter.
I øvrigt er Nabokovs bog næppe en 'nøgleroman'.
Men usædvanlig god er den bestemt!

Hans Jørgen Lassen

Katrine H.Y. har vist ikke læst Lolita.

Som Tehrani påpeger ovenfor er det ikke en nøgleroman, og hvad vigtigere er, så har den intet som helst med pædofili at gør.

Hun har ikke forstået en brik af Nabokov, som elskede skakspillet.

Lolita var ikke offer, tvært imod.

Lassen: Det kommer vel an på øjnene der ser? Der er vel flere vinkler på en historie end een?
Jeg er enig i at begge karakterer er ofre for begæret og det blinde øje, men mener imidlertidigt at ansvar fordrer etik. Uden at fosimple den voksne mands dilemma eller underminere den unge piges kompleksitet og tørst efter magt eller ønske efter anderkendelse, her kanaliseret som ønsket efter at være objekt for mænds begær - så er der vel et etisk aspekt der også gør sig gældende og gør sagen klokkeklar - det er nix pille på den lille... Det er vel også denne bevidsthed som i det hele taget gør sagen så konfliktfyldt for den stakkels mand - eller hvad? Eller ser i konflikten som værende imellem mandens lyst kontra en samfundsmorale der befordrer forbud?

Der er faktisk en konflikt mere i bogen, som sjældent når frem, og som ikke når langt i bogen. Morens brug af datteren til at fange Humbert.

Karsten Aaen

Mht. USA og gruppen perverted-justice.com så bør man huske at i USA er selv 18-årige piger i visse stater no go zones for voksne mænd, og selv hvis pigen er 19 år kan der i visse stater også være no go zones her. Nogle stater har en seksuel aldersgrænse på 16 år, men det er vist de færreste...

Blot for at sætte den med de 'unge teenage-piger' en smule i perspektiv....

Hans Jørgen Lassen

Jeg vil anbefale folk at læse bogen, før de udtaler sig om den og Lolita. Eller, hvis man ikke kan læse, så dog i det mindste se filmen.

Det er meget forlangt, jeg ved det godt, og jeg er klar over, at opfordringen næppe vil blive fulgt.

I øvrigt er det ikke Nabokovs bedste værk, blot det mest kendte. Hans erindringer er fortræffelige; de fås også i en udgave med nogle af hans skakkompositioner bagest.

Den mand kunne skrive.

Inger Sundsvald

For nogle mænd drejer det sig først og sidst om at spille offer for kvindens rænker, om det så er et barn på 12 år, er hun skyldig og har selv inviteret og lokket. Det er det samme pædofile mener, når en lille pige på 4 år gemmer ansigtet i kjolen, så man kan se hendes underbukser. Hun antages at have inviteret, og hun antages at have gavn af den ”kærlighed” manden kan tilbyde hende.

Hans Jørgen Lassen

Hvis man med forargelsen på fuldt blus læser Lolita som historien om en seksualforbrydelse, ja, så får man intet som helst ud af den bog.

Sørgeligt, for det er et kunstværk. Et af de mindre, indrømmet, men ikke desto mindre et kunstværk.

Selv Nabokovs mindre kunstværker er kunstværker. Som skribent var han næsten på niveau med Hemingway.

Jeg tilslutter mig Schuman, der opfatter Nabokov som surrealist i traditionen fra Gogol, Dostojevski og Kafka.

Derimod er jeg ikke enig med Robertson Davies (af hvem jeg har oversat en bog eller var det to?), der skriver, at temaet er

"not the corruption of an innocent child by a cunning adult, but the exploitation of a weak adult by a corrupt child. This is no pretty theme, but it is one with which social workers, magistrates and psychiatrists are familiar."

Også han har misforstået bogen, men i den modsatte retning.

Hans bemærkning kan være rigtig nok i sig selv, men den fanger ikke essensen, slet ikke.

...igen, der er altså flere vinkler på en sag - man kan sagtens have sexforbrydelsen for øje, uden at man bliver fuldkommen blind overfor andre perspektiver...

Inger Sundsvald

Ja, det er et kunstværk, men ikke desto mindre et kunstværk om udnyttelse af et barn, som beskriver et af mange lag.

Inger Sundsvald

Naturligvis er hr. Lassen den eneste der har fattet pointen i romanen, da det jo er ham der engang har oversat en bog af Nabokov, som han ikke lige kan huske hvad hedder (formentlig fra originalsproget).

Og selvfølgelig bliver det overhovedet ikke nævnt i romanen, Lolita, at den voksne mand er besat af og har samleje med et barn på 12 år, den ene gang efter den anden.

Hvad der foregår i filmen, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men jeg har muligvis misforstået noget i omtalen, hvis det ikke drejer sig om nogenlunde det samme som i romanen.

Udnyttelse af og samleje med et barn på 12 år er der muligvis flere fortolkninger af.

Olaf Tehrani

Det kan næppe bortforklares, at bogens fortæller er pædofil. Allerede på bogens første sider beretter han om sin erotiske besættelse af ’smånymfer’.
Det modige og dybt fascinerende ved romanen er imidlertid, at Nabokov lader forbryderen komme til orde og med sublim ironisk distance og aldeles ypperligt beskriver dilemmaer og skiftende magtforhold de to hovedpersoner imellem.
Bogen er simpelthen det mest pinagtige, hårrejsende og tragiske, jeg har læst.
Nabokov burde have haft Nobelprisen for den!

Søren Kristensen

Jeg arbejdede engang i en børnehave og nej, der var ikke noget seksuelt på færde, ej heller før eller siden, bare en dyb fornemmelse af gensidig tiltrækning. Pigen var i hvert fald lige så uforbeholden glad for lige præcis mig, som jeg var forbeholden og flov over at blive behandlet som om jeg var hendes far eller bedste ven - men på et dybere plan end det sædvanlige, hvor man som pædagog går ind og tager en forælderrolle på sig og alene qua sin erfaring scorer nemme point.

Den store forståelse mellem pigen og mig medførte en noget akavet situation, ikke mindst når hendes rigtige far dukkede op for at hente sin guldklump, for så var hun nemlig i sit es: som målet for nu ikke bare én, men to voksne mænds attrå, som hun spillede på og ud mod hinanden med chokerende tæft, alderen taget i betragtning: - Søren siger at... eller når vi var alene, med de andre børn: - min far siger at... hensigten var mere end oplagt.

Naturligvis holdt jeg ikke længe i jobbet som pædagogmedhjælper, idet jeg havde mareridt omkring hvad jeg skulle stille om med min upassende kærlighed, for jeg manglede helt klart den rette psykologiske programmering til, som det hedder i Stofa-reklamerne, at sætte følelserne på standby og agere professionelt omkring det. Samtidig havde jeg svært ved adressere problemet overfor kollegaer, for hvad skulle jeg sige. - Hør, jeg er altså blevet forelsket i lille Ida? Mener faktisk jeg sagde det og fik kun den kommentar: - Det er vi allesammen.

Jeg mener, når man kan gøre sig til bytte for en seks-årigs bevidste eller ubevidste manipulationer, så er man i hvert fald ikke professionel, i mine øjne. Derfor sagde jeg op i børnehaven. Heldigvis har jeg ikke siden være forelsket i piger under den kriminelle lavalder.

Bare for at sige at Lolita meget vel kan handle om lidt det samme, nemlig at bonding mellem to mennesker måske ikke altid er baseret på alder og hvad gør man så?

Hans Jørgen Lassen

Nabokov stiller brikkerne op til et spil, og så lader han spillet udfolde sig.

Han er først og fremmest humorist, men af den tragiske slags. Og han er skakspiller.

Dertil har han æstetisk sans.

Men næppe etisk. Etik interesserer ham kun i mindre grad.

Derfor er indædte feminister afskåret fra at nyde hans kunst. I hvert fald i denne bog. De kan så måske uden at få ideologisk tyndskid læse andre af hans værker.

Inger Sundsvald

Nej, så er man ikke professionel, Søren Kristensen, og så er det nok klogt at bakke ud.

Jeg ved naturligvis ikke, om mænd er anderledes end kvinder, hvad det angår, men jeg ved, at en seksårig dreng, som jeg udmærket var klar over var forelsket i mig som 14-årig, er en del mere påtrængende end en pige på den alder, som udmærket kan ”elske” en voksen mand, ene og alene fordi han f.eks. er god til at læse historier.

Og jeg ved også at der ikke er det mindste gran af seksualitet i den kærlighed – heller ikke selvom hun erklærer, at ham vil hun giftes med, når hun bliver stor.

Jeg har oplevet en lille pige klæde sig ud og danse rundt, og en voksen mand der mente at det var til ære for ham, og ligefrem kunne se at hun nok skulle blive ”god” engang.

Hvis det er helt almindeligt at mænd har det sådan, så kan de muligvis ikke gøre for det. Så må de bare lære det udenad.

Hans Jørgen Lassen

Hvis kunst skulle være som feminister, marxister, katolikker, fremskridtsfolk, muslimer og andre enøjede eller ideologisk blinde mennesker ønskede - ja, så ville der ikke findes kunst.

Olaf Tehrani

Livet er mangelunde og erotikken ligeså. Den lader sig ikke nødvendigvis tøjle af vedtagne normer.
Marina Cecilie Roné har i novellen ’Fjern hende’ fint beskrevet en meget lille piges barnligt-erotiske betagelse af sin fars ven.
Der er sikkert ikke noget i vejen for, at novellen har selvbiografiske træk.
I Nabokovs roman er Dolores jo også forelsket i en meget ældre person: Ikke Humbert Humbert, naturligvis – det ville gøre plottet trivielt - men i Claire Quilty (Klart Skyldig!).
Sådan noget kunne måske også ligefrem forekomme i virkeligheden?

Hans Jørgen Lassen

Faste, ja rigide normer, er en fin ting, hvis man ikke kan finde ud af livet på anden vis, hvis man har brug for styring, eventuelt Gud, som jo ganske vist er umoderne, men der findes substitutter for religion og Guds autoritet.

Os, der er håbløst gammeldags og endnu lever i drømmen om flower power, make love, not war, og så videre, ja, vi klarer os stadig uden Gud og evig fordømmelse.

Inger Sundsvald

Her i landet kan vi nøjes med at rette os efter hvad lovgivningen siger. Det er ikke nødvendigt med Gud eller andet. Alligevel er fængslerne fulde af lovovertrædere.

Hvad Gud og autoriteter har har med Nabokovs roman at gøre kan jeg ikke lige se.

Søren Kristensen

I mit tilfælde var det var ikke kun klogt, at bakke ud - det var ubetinget rigtigt, fordi der var tale om et barn. Alt andet lige ikke nogen svær beslutning.

Nabokovs genistreg er at han skaber Lolita som en mellemting mellem barn og voksen - en analogi for forkert og rigtigt. Snart det ene, snart det andet, hvilket filmen heldigvis også udmærket illustrerer. Kun i det limbo en Lolita mellem barn og voksen sætter os (mænd) i, bliver vi for alvor forvirrede og føler os nødet til at tænke os grundigt om og evt. afsige vores moralske og etiske domme, som også er snart det ene, snart det andet. At han så kan få os til at gøre det med frydefuldt velbehag, over et par hundrede sider, og sikkert også flere, hvis han havde haft lyst, det er kunsten. En mindre ånd kunne sagtens have ødelagt det hele. Nu var vi bare så heldige, at Nabokov kom først.

Hans Jørgen Lassen

Desværre er der mennesker, som fornægter virkeligheden.

Og derfor også Nabokovs litterære eksperimenteren med virkeligheden.

Nabokov og vel egentlig også Miller har jo nok forhindret sexforbrydelser.

Kaspar Olsen

Der spekuleres I USA på om Stanley Kubrick var pædofil.
Det hedder f.eks således i rygter og spekulationer at Stanley Kubrick i let forståelig kodeform og symbolik i sin Film "The Shining" på dansk "Ondskabens Hotel" gav publikum sit skriftemål; om da han filmede den altså forfalskede Apollo 11 månelanding for NASA.
Lægger man dertil mærke til figuren Jack i filmen der spilles af en dæmonisk Jack Nicholson bemærkes at specielt drengen Danny ligesom Jack's kone Wendy's i slutningen af filmen jagtes af en fremadskridende vanvittig Jack. Kubricks alter ego i filmen ?
Om Stanley Kubrick finter et lille hint til sin seksualitet ud gennem disse hovedpersoner må man selv vurdere næste gang man ser filmen.
Til gengæld er nemt at se Stanley Kubrick's hint i filmen til den forfalskede Apollo 11 - månelanding som han hemmeligt indspillede for NASA.
Den med den berømte sætning; "That's one small step for a man, a giant leap for mankind".

Jeg mener helt bestemt at bogen og den første film beskriver Lolita som en femtenårig. Den nyeste film lavede Lolita om til en tolvårig og de tre år betyder temmelig meget for tolkningen at om det drejer sig om ren pædofili eller den svingende opfattelse af hende som barn eller voksen. "nu er jeg pædofil....nu er jeg ikke.....nu er jeg pædofil....nu er jeg ikke"

Jeg ser ikke manden som pædofil, men som en der bliver så besat at han ikke ser barnet, der også er i hende og det er en katastrofe. Lolita er opvokset i et seksuelt forskruet miljø og moderen er bestemt ikke uden skyld i hendes valg.

Når et barn får en tydelig kønskarakter, er hun kropsligt ikke et barn mere. Men en så ung pige magter ikke en moden mands begær og derfor skal de fredes mod misbrug.

Hans Jørgen Lassen

Pædofile er vist nok begrebsmæssigt mænd, der generelt har seksuel hang til børn, og i en grad, der er sygelig.

Humbert Humbert har ikke hang til børn generelt. Men han, denne pæne mand, forelsker sig altså i Lolita, og kun hende. Ah, der har så muligvis været tilløb til noget lignende tidligere, men det står hen i det uvisse.

Det kan diskuteres, om hun kan kaldes et barn. I filmen er hun i hvert fald ikke et barn, og det viser sig jo også, da de skal sove sammen første gang, at hun jo altså ikke er jomfru.

Og det er, i filmen, hende der styrer foretagendet. Det er lidt mere uklart i bogen.

Men diskussionen er afsporet. Denne bog er et kunstværk og skal opfattes som sådan.

Hans Jørgen Lassen

Tillad mig at citere fra en artikel i The New York Review of Books (15. juli 2010):

"In considering the life of Vladimir Nabokov, all that should really count, for us, is the books, breathtaking in their loveliness, light and playful and deeply serious, the magical fashionings of a mysterious and great enchanter. "

Inger Sundsvald

Alle børn kan være beregnende og de ved hvordan de bedst får deres vilje. Humbert er fortælleren i romanen, og han fremstiller sig selv som et sørgmodigt offer for alverdens ting gennem livet, og nu igen som offer for den træske ”kvinde”. Han opfatter Lolita, som den der lokker det stakkels offer på afveje, samtidig med at han udmærket ved at det er helt galt.

Manden som offer køber nogle mænd så, for det er jo kun ”rigide normer” der tilsiger, at der er noget galt i et seksuelt forhold mellem en 12-årig og en voksen mand. Og hvis man mener noget andet, så er man formentlig forskruet, religiøs eller noget andet skrækkeligt.

Der er ikke nogen ”alvidende” forfatter i romanen, der fortæller, hvordan Lolita opfatter tingene. Det må man selv tænke sig til, ligesom med mange andre ting i romanen. Men man skal i hvert fald ikke tage Humberts opfattelse for sandheden.

Olaf Tehrani

@ Søren Kristensen
Det frydefulde består naturligvis i det forhold at man som læser fuldstændig må overgive sig til romanens fortæller.
Mens det, som Azhar Nafisi i sin udmærkede analyse af bogen gør opmærksom på, aldrig lykkedes Humbert Humbert at forføre Dolores, lykkes dette til fulde med hensyn til læseren!

Olaf Tehrani

Eller rettere sagt: Næste fuldstændig må overgive sig. For man er som læser naturligvis samtidig hele tiden klar over, at den på alle ledder er gruelig gal.
Denne dobbelthed giver romanen sin særlige kvalfulde suspence.

Steen Erik Blumensaat

I den reviderede grundlov fra 1850-60erne er pigens giftealder 12 år.
At hendes alder er sat op er noget nyt.
I Deepa Mehta`s film Water er pigen der har hovedrollen 8 år da hun bliver bortgift, handler om enkers rolle i Indien.

Det er Kongeligt for en mand at gifte sig med et barn, se blot på historien, selv paverne har deres lyst rettet mod drenge og piger.

Mænd tiltrækkes af unge
kvinder tiltrækkes af unge .
Mænd og kvinder vil være evige unge til pensionsalderen.

Det der tiltrækker os mest er uvidenheden, se blot vores begejstring nå vi står over for babyen.

Inger Sundsvald

Ja, kærlighed kan være smuk. Og jeg fatter ikke den sammenblanding med romanens Lolita og en mand på vildspor, og det forsvar for sex mellem voksne og børn og forsøget på at sige, at det bare er vore dages seksualmoral der er forkvaklet – for i gamle dage og i Indien…

Når man påstår at Lolita ikke er et offer ”tværtimod”, så er der noget der tyder på at man har misset noget i romanen, og ikke har fattet at den på alle leder og kanter er gruelig gal.

Lars Poulsen

Jeg vil gerne lige påpege at pædofili ikke har noget at gøre med en 12 årig!

Det hedder nemlig: hebefili
Se evt. her: http://en.wikipedia.org/wiki/Hebephilia

Pædofili er seksuel tiltrækning af ikke-kønsmodne børn, hvorimod en 12-årig (specielt i Lolita filmen) må antages at være kønsmoden. Det er en vigtig forskel, idet det kønsmodne barn jo netop rent fysisk er klar til sex.

Inger Sundsvald

Nå, skal vi nu til at diskutere hvornår et barn er kønsmoden (ved menstruationen/eriktion?) og dermed parat til sex med en voksen?

Anne Rasmussen

Lars Oulsen: Nej det er de ikke - der er piger på 8 år, der er kønsmodne fordi de har fået menstruation, bryster og hår diverse steder men bygningsmæssigt i bækken og underliv er de stadig for små.

Og skulle de gå hen og blive gravide, er der en kraftig forhøjet risiko for, at de dør af detl fordi deres krop slet ikke er udviklet nok til at kunne føde et barn.
Hvor slemt det er kan læses her:
"Maternal mortality statistics underscore how societies have failed women, especially young women in developing countries. As many as 529,000 women die each year from complications of pregnancy and childbirth.[1] Pregnancy is the leading cause of death for young women ages 15 through 19.[2] The reproductive health of adolescent women depends on biological, social, and economic factors. Programs must provide education, family planning services, and pre- and postnatal care to reduce morbidity and mortality among young women."

(....)

"Adolescents age 15 through 19 are twice as likely to die during pregnancy or child birth as those over age 20; girls under age 15 are five times more likely to die.["

http://www.advocatesforyouth.org/publications/436?task=view

Inger Sundsvald

Selvom det er mange år siden jeg læste bogen sidst, står visse scener stadig prentet i hukommelsen, og ikke mindst oplevelsen af skiftevis at have medlidenhed med Humbert, fascination og væmmelse over ham, og sandelig også forståelsen af hvordan Lolita har det, selvom det ikke beskrives med et ord, bortset fra gennem Humberts moralske kvababbelser og selverkendelse.

Sider