Læsetid: 5 min.

Sex og vold plus det løse

Paul Verhoeven udødeliggjorde Sharon Stones kønsdele i ’Basic Instinct’ og har orkestreret spektakulære lemlæstelser på lærredet. Nu er en sekretindsmurt og bloddryppende buket af den hollandske instruktørs tidlige værker udkommet på dvd
Sex. Den første times tid af Paul Verhoevens ’Tyrkisk konfekt’ sitrer af studentikos løssluppenhed med en kaskade af nøgne kroppe, billige jokes og påfaldende skingre, midaldrende autoritetsfigurer.

Sex. Den første times tid af Paul Verhoevens ’Tyrkisk konfekt’ sitrer af studentikos løssluppenhed med en kaskade af nøgne kroppe, billige jokes og påfaldende skingre, midaldrende autoritetsfigurer.

Fra filmen

7. juni 2012

En kvinde vugger sin babys barnevogn i takt med de underlivsstød, hendes elsker tildeler hende. Paul Verhoeven er mest kendt for voldelige, vovede og /eller samfundskritiske Hollywood-film som RoboCop, Basic Instinct og Starship Troopers, men Tyrkisk konfekt (1973) viser tydeligt, at han heller ikke som yngre leflede for den gode smag. Desværre er inspirerede uartigheder som den ovenstående ikke kendetegnende for filmen generelt.

Hovedpersonen er en tilsyneladende sexgal skulptør, som en ung Rutger Hauer spiller med en snert af Klaus Kinskisk vanvid. Hans adfærd over for kvinder er afstumpet, og via et langt flashback finder vi ud af, at det skyldes, at han har mistet sin store kærlighed.

Den første times tid af Tyrkisk konfekt, der var Verhoevens anden spillefilm, sitrer af rastløs energi og studentikos løssluppenhed. Det kommer til udtryk i en kaskade af nøgne kroppe, billige jokes og påfaldende skingre, midaldrende autoritetsfigurer samt en klichébefængt skildring af, hvordan kunstneren og hans førnævnte store kærlighed skændes, knepper, skændes, knepper, skændes, knepper osv.

Tidligt uskyldstab

Tyrkisk konfekt har muligvis haft en eller anden form for rebelsk appel engang, men små 40 år senere fremstår den primitiv og charmeforladt. Lavpunktet nås, da den kvindelige hovedpersons patter vælter ud af kjolen, da hun og gemalen skal møde dronningen.

Tragedieaspektet slår aldrig rod, for generelt er Verhoeven ikke en instruktør, der forløser figurer, man som tilskuer stakåndet lever sig ind i og føler med. Filmen har dog en enkelt flerdimensional bifigur, men de øvrige er næsten alle enten usympatiske og liderlige eller (hvis de er af hunkøn) simple, barnagtige og liderlige.

Ikke desto mindre købte mere end hver fjerde hollænder billet til Tyrkisk konfekt, og helt ubegribeligt blev den endda nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Dermed var Verhoevens karriere på skinner, og heldigvis var der bedre værker om hjørnet.

Verhoeven er født i 1938 og var altså barn under besættelsen. Det ligner en oplagt forklaring på voldsfikseringen i hans film, at han angiveligt var draget af synet af nedskudte fly og piloter. I den to en halv time lange Soldier of Orange (1977) tog den voksne Verhoeven da også fat på Anden Verdenskrig.

Titlen henviser til Hollands nationalfarve, og det er en både episk og intim historie om en flok venner, der får vidt forskellige skæbner, da deres land bliver besat. De to hovedpersoner, spillet af Hauer og Jeroen Krabbé, bliver modstandsmænd med base og fælles kæreste i England.

Forløsende overgreb

Fortælletonen er lidt blafrende og musikken lovlig pompøs, men navnlig de mange talentfulde og karismatiske skuespillere holder filmen flydende og interessen fanget.

Herefter vendte Verhoeven tilbage til nutiden. Sært nok har ungdomsfilmen Spetters (1980) ikke fået en dansk titel, men der er tale om et frækt gammelt slangudtryk. Den følger tre unge mænd, der bor i en gudfrygtig udkant af Rotterdam. En egn, de drømmer om at undslippe ved at få succes som motocrosskørere. Deres mandefællesskab er præget af nedsættende bemærkninger om kvinder, bøsser og sorte, men udfordres af et slagfærdigt proletarskår (spillet af Reneé Soutendijk) og hendes homoseksuelle bror. Førstnævnte er ikke fedtet med de seksuelle ydelser og gurgler i Heineken efter tandbørstning. Hun døbes da også ’Babylons hore’ af de religiøse i lokalsamfundet.

Filmen har både det kyniske menneskesyn, det pletvise overspil, de grafiske sexscener og det iltre filmsprog til fælles med Tyrkisk konfekt, og instruktøren indsniger da også en selvfed reference til sin egen publikumstræffer. Verhoeven tegner et vittigt billede af trioens kådhed, når han lader en af dem køre sin motorcykel over taget af en folkevognsboble. Der mere end antydes en sammenhæng mellem hestekræfter og seksuel formåen, og Spetters rummer også et grænseoverskridende Verhoeven-indslag i form af en scene, hvor en skabsbøsse brutalt gruppevoldtages, hvorefter han finder modet til at vedstå sig sin seksualitet.

Subtile er instruktøren og hans faste manuskriptforfatter Gerard Soeteman med andre ord sjældent, hvilket en stavepladedialogscene i filmens tredje akt slår yderligere fast. Men i næste udspil skulle Verhoeven vende sin virkelighedsfjerne stil til egen fordel.

Dødbringende blondine

François Truffaut lavede engang en fin filmhyldest til Alfred Hitchcock med Bruden var i sort, og hvis Luis Buñuel også havde begået en sådan, ville den sandsynligvis ligne Den fjerde mand (1983) til forveksling. Her har vi boksens sorte perle, en surrealistisk noir med en understrøm af ond komedie, som klart peger frem mod Basic Instinct – hvorfor jeg tillader mig at røbe dele af plottet.

Jeroen Krabbé spiller en katolsk, biseksuel, dødsangst og fordrukken forfatter, som til et foredrag møder en kølig-enigmatisk blondine (Soutendijk igen, perfekt castet samt sindsoprivende smuk i evakostume). Det viser sig, at hun sin unge alder til trods er tredobbelt enke. En ægtemand døde til lands, en anden til vands og en tredje i luften.

Den fjerde mand er skamløst stiliseret og bevidst symboltung, og dette kunstige univers fritager Verhoeven fra at skabe de psykologisk troværdige figurer, som ikke ligger til ham. Hans hang til at provokere når nye højder, da den hallucinerende hovedperson er i kirke og ser en ung mand, hvis legeme han hungrer efter, hænge på korset. I stedet for lændeklæde er begærets mål iført en lille rød badebuks – og kort efter er han ikke engang iført dem.

Distraheret af druk

Allerbedst er dog en scene, hvor en flig af den makabre sandhed går op for forfatteren. Hele sandheden byder sig faktisk til for ham, men han er travlt optaget af at snave med en whiskyflaske. Et umiskendeligt noir-tragikomisk billede af en mand med miserabel dømmekraft og dermed minimale overlevelseschancer.

Derudover disker filmen op med et djævelsk twist på det evige spørgsmål om, hvor grænsen går mellem løgn og fiktion.

I de kommende år tegnede Verhoeven sig sammen med Krabbé og sin filmfotograf Jan de Bont for en hollandsk miniinvadering af Hollywood. Alle tre blev kendte navne i USA, hvor Rutger Hauer allerede havde fået sit gennembrud. I 2006 gjorde Verhoeven dog comeback i hjemlandet med Black Book, der som Soldier of Orange foregår under Anden Verdenskrig.

Boksens ekstramateriale er beskedent: Biografier om instruktøren og hovedrolleindehaverne samt nogle trailere og billeder af filmenes originale plakatter. Dog rummer Soldier of Orange-dvd’en en feature om filmens tilblivelse.

Dvd-boksen er udkommet som Region 2-dvd fra Another World

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu