Med sit grå hår og fuldskæg, de stålindfattede briller, tweedjakken og jeansene ligner Robert Guédiguian det, han er: En fransk intellektuel fra venstrefløjen. Den 58-årige filmskaber med de armenske rødder har gennem 30 år og med værker som Marius og Jeanette, Byen er stille og Marie-Jo og hendes to elskere markeret sig som en af Frankrigs mest menneskeligt og politisk engagerede skikkelser.
Hans far var havnearbejder i Marseilles, hvorfra også Robert Guédiguians verden går, og instruktøren siger selv – da jeg møder ham på et fornemt hotel midt i Paris – at han laver film, som hans far ville kunne forstå og sætte pris på. Som nu Guédiguian jr.’s seneste film, Kilimanjaros sne, der har dansk premiere i dag og selvfølgelig foregår i Marseilles med Guédiguians faste trup af skuespillere i hovedrollerne.
Det er en solbeskinnet og hjertevarm, men også brutal og socialrealistisk fortælling om nogle helt almindelige mennesker, der alle rammes af den globale finansielle krise og reagerer meget forskelligt, nogle med optimisme og solidaritet, andre med vrede og aggressivitet.
Politikere er kretinere
Ideen til Kilimanjaros sne fik Robert Guédiguian, da han læste et digt af den franske forfatter og humanist Victor Hugo, »Les pauvre gens«, der handler om en fattig fisker og hans kone, der trods deres egen elendige situation beslutter sig for at tage sig af en afdød fiskers efterladte barn.
»Det er en meget smuk og melodramatisk historie om menneskers generøsitet, og det gav mig min films slutning,« siger Guédiguian.
»Jeg ringede til min manuskriptforfatter og sagde, ’jeg har slutningen. Jeg har ikke en titel endnu, men jeg ved, at filmen skal handle om fattige mennesker. Nu har vi bare brug for en begyndelse’.«
En anden historisk skikkelse, som betyder meget for Guédiguian og tilblivelsen af Kilimanjaros sne, er den franske politiker Jean Jaurès, der fra slutningen af 1800-tallet og frem til sin død i 1914 var med til at forme arbejderbevægelsen og samle socialisterne i Frankrig, og som en af hovedpersonerne i filmen, den tidligere fagforeningsmand og nu arbejdsløse havnearbejder Michel (Jean-Pierre Darroussin) ofte og gerne citerer.
»Jaurès er en meget kendt og afgørende skikkelse i Frankrig,« siger instruktøren.
»Han var også en stor taler, en stor forfatter, uddannet filosof, det er ikke som politikerne i dag, der alle er kretinere. Jeg ville gerne se tilbage på begyndelsen af arbejderbevægelsen, gentænke den. Victor Hugo skrev sit digt på et tidspunkt, hvor arbejderklassen begyndte at forene sig som klasse og ikke var splittet som i dag. Der er behov for at se tilbage på en tid, hvor arbejderklassen stod sammen.«
Robert Guédiguian er bekymret for den europæiske arbejderklasse, der både er splittet og gået i stå. Men han tvinger sig selv til at være optimistisk.
»Det svinger fra dag til dag. Hvis man læser aviserne, kan man se, at der sker lige så mange fantastiske ting i verden som forfærdelige. Så den ene dag, vil jeg sige ja, den næste nej. Antonio Gramsci (italiensk filosof, forfatter og kommunist, red.) sagde, at vi er nødt til at forlige viljens optimisme med åndens pessimisme.«
»Vi må genopfinde arbejderklassen. Nøgleordet er ’innovation’. Venstrefløjen skal ikke være i forsvarsposition eller blokere samfundet for at forsvare det, der engang var. Vi er nødt til at finde nye veje, nye politiske modeller for solidariteten. En af personerne i filmen, Christophe – og jeg ved godt, det er en film, en idé, ikke en løsning – siger (efter en fyringsrunde på havnen, red.), at ’vi skulle have gjort tingene på en anden måde. Vi skulle have prøvet dele det arbejde, vi havde, i stedet for at fyre 20 mennesker’. Det er den form for gentænkning og innovation, jeg taler om.«
Den franske filminstruktør tror, at den slags historier, han fortæller i Kilimanjaros sne, kun vil blive mere og mere aktuelle, efterhånden som den økonomiske krise bliver dybere, hvorfor det også er vigtigt at fortælle dem.
»Løsningerne på problemerne kommer ikke fra en gruppe eksperter, som diskuterer, om renten skal justeres, eller om der skal forhandles om det og det. Svaret kan findes i historien. Protester og modstandsbevægelser har historisk set genereret projekter, der tilbyder et alternativ.«
Rummelige mennesker
Derfor er Robert Guédiguian også glad for de protestbevægelser, ikke mindst Occupy, som har manifesteret sig rundt om i verden oven på finanskrisen. Han håber dog, at de spontant opståede bevægelser bliver mere organiserede, så de kommer til at udgøre en reel opposition til magthaverne og storkapitalen.
»Protestbevægelserne bryder med tidligere tiders form for organisering, men jeg frygter, at hvis ikke de selv bliver mere organiserede, så bliver de blot et symptom på, at der er en masse mennesker, som er utilfredse med tingenes tilstand. Men det skal være mere end et symptom. Det skal være begyndelsen på noget nyt,« siger han.
Kilimanjaros sne tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, og det voldsomme hjemmerøveri, som fire af filmens personer udsættes for, har Robert Guédiguian og nogle af hans venner selv oplevet, fortæller han.
»Jeg har venner, som var socialarbejdere i det kvarter, jeg voksede op i, og som blev udsat for et røveri – dog ikke så voldsomt som det i filmen – af mennesker, de kendte ganske godt fra kvarteret, hvor de arbejdede. Filmen er baseret på egne oplevelser og på, hvad der skete for os, hvad vi tænkte og ikke tænkte, da det skete. ’Hvorfor angreb de os? Vi forsvarede jo de fattige’.«
I filmen beslutter to af ofrene sig for at hjælpe den ene røvers børn, og jeg spørger instruktøren, hvordan han selv ville reagere, hvis han fandt ud af, hvem der havde røvet ham.
»Jeg mødte aldrig selv røverne, så jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg ville reagere. Jeg vil gerne tro, at jeg er så rummelig som de to personer i filmen. Men jeg ved ikke, om jeg er det,« siger han og smiler skævt.
Mere end et ansvar
Robert Guédiguian definerer sig selv som intellektuel, og han føler et slægtskab med andre anfægtede, humanistisk tænkende og europæiske filmskabere som Mike Leigh, Ken Loach, Dardenne-brødrene, Aki Kaurismäki og Nanni Moretti.
»Filmskabere, der er bekymrede over verdens tilstand,« siger han.
»Vi udgør en slags 5. Internationale. Jeg er en intellektuel. En intellektuel er én, der arbejder med ideer, som han tilbyder andre mennesker, og billeder er ideer. Der er andre intellektuelle, som ikke nødvendigvis kommer fra arbejderklassen, men har besluttet sig for at tage dens parti, Jean Jaurès og Victor Hugo f.eks., og i al beskedenhed tillader jeg mig at sammenligne mig med dem.«
Spørgsmålet er, om franskmanden føler et ansvar som kunstner for at lave politisk og socialt engagerede film, der diskuterer emner som solidaritet, sammenhold og humanisme, og det bringer os tilbage til hans far.
»Min far tilhørte arbejderklassen og arbejdede på havnen i Marseilles, tæt på hvor filmen er optaget Jeg arbejdede sammen med ham indimellem, ikke som professionel havnearbejder, men da jeg studerede. Min far var ude for 36 arbejdsulykker i sit liv. Jeg forestiller mig, at jeg laver film, som han ville forstå og kunne lide. At jeg taler for ham og alle dem, som ikke selv kan tale eller har en stemme. Takket være mine forældres støtte var jeg så heldig, at jeg fik lov til at studere, og derfor kan jeg udtrykke mine ideer ved at lave film, og jeg føler, at jeg må fortælle historier om disse mennesker.«
Guédiguian holder en pause, inden han fortsætter.
»Det er mere end et ansvar. Det er min skæbne.«
Kilimanjaros sne har premiere i dag
