Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tidligere filmchef: ’Filmstøttens markedsordninger problematisk’

Den tidligere direktør for Filminstituttet Henning Camre har ingen sympati for en statslig filmstøtteordning, som udelukkende forholder sig til ansøgerfilmenes potentielle markedsværdi. Mangfoldighed og kvalitet går tabt, hvis man alene forsøger at give publikum det, man tror, de vil have, siger han i kølvandet på den såkaldte hudfarvesag
’Jeg synes, markedsordningen er meget problematisk, fordi den kun forholder sig til, om filmen har et marked, som er tilstrækkeligt stort til at kunne matche filmens budget,’ siger Henning Camre, der var direktør for Filminstituttet fra 1998 til 2006.

’Jeg synes, markedsordningen er meget problematisk, fordi den kun forholder sig til, om filmen har et marked, som er tilstrækkeligt stort til at kunne matche filmens budget,’ siger Henning Camre, der var direktør for Filminstituttet fra 1998 til 2006.

Kristine Killerich

Kultur
5. juni 2012

Der er brug for en reform af den måde, statslige filmstøttekroner forvaltes på i Danmark.

Det mener tidligere direktør for Det Danske Filminstitut Henning Camre, der i forlængelse af sagen om filminstituttets afvisning af MGP Missionen nu langer ud efter den såkaldte markedsordning, der årligt uddeler i omegnen af 50 millioner kroner til film med ’et særligt publikumspotentiale’.

»Jeg synes, markedsordningen er meget problematisk, fordi den kun forholder sig til, om filmen har et marked, som er tilstrækkeligt stort til at kunne matche filmens budget,« siger Henning Camre, der i dag er formand for en tværnational tænketank, der skal forbedre europæisk films vilkår og muligheder.

Markedsordningen, der blev indført under det seneste medieforlig, kom for alvor i søgelyset i forrige uge, da Information kunne afsløre, at redaktionen bag ordningen har givet afslag på støtte til filmen MGP Missionen med den begrundelse, at film med nydanske skuespillere ikke er »salgbare i provinsen«.

Formuleringen udstillede ikke bare en fordomsfuld tankegang – den udstillede også konsekvensen af en støtteordning, som udelukkende forholder sig til luftige forestillinger om markedets præferencer, mener Henning Camre.

»Hvis vi antager, at redaktionen bag markedsordningen rent faktisk havde haft et statistisk grundlag for at mene, at film med nydanske skuespillere ikke sælger i provinsen, så kan man sige, at de bare udførte deres arbejde – og det rejser spørgsmålet: Vil vi virkelig have en ordning, der i så høj grad baserer sig på markedets præmisser?«

Selv er han ikke i tvivl:

»Jeg synes ikke, det er rigtigt, for det udelukker fuldstændig en kvalitetsvurdering. Så kan man sige, at vi selvfølgelig stadig har konsulentordningen, hvor mere kunstneriske film kan søge om penge. Men det ændrer ikke ved, at omkring halvdelen af alle støttekronerne fordeles via markedsordningen,« siger han.

Romertalsfilm

I kriterierne for markedsordningen fremgår det, at filmprojekter skal vurderes efter deres økonomiske bæredygtighed:

»Redaktionens vurdering er en samlet kvalitativ vurdering af filmens publikumspotentiale,« som det hedder.

Henning Camre understreger, at han ikke har noget imod, at man stiller krav til, at en film skal have et publikum:

»Men jeg har store problemer med, at man ikke samtidig opstiller et kvalitetskriterium. Der udkommer i dag en lang række film – som jeg ikke behøver sætte navne på her, men som vi alle kender – der har et stort publikum, og som derfor opfylder kriteriet for at få støtte under markedsordningen, men som i sig selv er fuldstændig blottet for kvalitet,« siger Henning Camre, der blandt andet henviser til de såkaldte ’romertalsfilm’, som konstant gentager sig selv i nye versioner. Det gælder for eksempel film som Min søsters børn I-IX, Far til fire-filmene og Max Pinlig-serien.

To konkrete forslag

Konkret foreslår Henning Camre, at man ændrer markedsordningen på mindst to punkter: Dels bør det skrives ind i opdraget til redaktionens medlemmer, at deres vurdering ikke alene skal basere sig på filmenes potentielle markedsværdi, men i lige så høj grad på filmenes kunstneriske kvaliteter.

»Jeg har ikke noget imod, at der findes en støtteordning, hvor man især ser på film, der forventes at have et stort publikumspotentiale, men jeg mener samtidig, der skal stilles en række kvalitetskrav til filmene«.

Dels bør redaktionens sammensætning ændres, så den udelukkende består af uafhængige konsulenter, ansat af Filminstituttet.

I dag beklæder instituttet to pladser i redaktionen, mens de resterende tre pladser – og dermed flertallet – udgøres af brancherepræsentanter, indstillet af henholdsvis distributører, producenter og instruktører.

»Jeg synes ikke, det er nogen god idé, at man har folk udefra til at vurdere, om en film skal have støtte. Jeg er fortaler for, at man laver en markedsversion af konsulentordningen med nogle kompetente fagfolk ansat af Filminstituttet, så der ikke er nogen tvivl om, hvor beslutningerne og ansvaret ligger,« siger Henning Camre.

Selvopfyldende profeti

Han køber i øvrigt ikke den grundlæggende forestilling om, at man kan skelne mellem kunstfilm og markedsfilm.

»Hvis vi kigger hen over årene, har der været masser af film, som aldrig ville være kommet i betragtning til markedsordningen, fordi de var for ’kunstneriske’, men som alligevel har haft et stort publikum. Så det er jo ikke sådan, at bare fordi en film er kunstnerisk ambitiøs, så kan den ikke sælge,« siger Henning Camre, der frygter, at en alt for rigid skelnen mellem de to kategorier kan få uheldige konsekvenser for udbudet i landets biografer.

»Der er i øjeblikket en tendens til, at biografernes repertoire bliver mere og mere koncentreret omkring de store film, mens der bliver mindre plads til de små. Og man kan let komme til at forstærke tendensen ved at agere i forhold til dét,« siger han og uddyber:»Det, der er farligt ved en alt for markedsorienteret støtteordning, er, at man let kommer til at forstærke de tendenser, som allerede er der. Og så glider vi længere og længere over i nogle film, som bliver mere og mere overfladiske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Esben Maaløe

Manden har ikke forstået af gode film er dem der sælger billetter og dermed skaber vækst ...

Det har jeg i øvrigt heller ikke

Esben Maaløe

"Fra manuskript til faktura"

Henrik L Nielsen

Hvis en film har markedsværdi, så har den sket ikke brug for skatteyder betalt støtte. Sådanne film skal nok blive støtte af en der kan lave flere penge ud af et sponsorat.
Giv i stedet for de skattepenge til fringefilm der ellers ikke ville kunne klare sig på den "forkerte" side af Valby Bakke. Man kunne måske forestille sig, at kulturen kunne blive beriget med "anderledes" film, eller måske ligefrem at nogen turde driste sig til at lave en familiefilm med en hovedrolleindehaver der var "brun".

LUK DFI. Mere er der ikke at sige til det.

DFI bør kun støtte film, der vil noget og tør noget. Resten kan finde penge via Tv mm.

Ålen og Lars har lever da fedt af DFI fortsat. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Og pudsigt nok giver Zentropa film vist aldrig overskud, om de så bliver solgt til hele verden!!!

http://mehmetozcelik.wordpress.com

Robert Kroll

Film er i konkurrence med en masse andre produkter, som ikke fandtes i filmens barndom og "storhedstid", hvor biografen vel var den centrale kilde til oplevelser ud over det sædvanlige.

Måske burde man udvide støtteområdet til udvikling af f eks kunstnerisk værdifulde computerspil o l IT-baseret materiale ???

Michael Kongstad Nielsen

Markedsordningen skulle skrottes omgående. Den er indført af den gamle regering, fordi man havde ondt i røven over, at filmstøtte gik til kvalitet og god kunst. Det hørte ingen steder hjemme i VKO-tidens univers, hvor smagsdommere og alle, der ikke fulgte markedets kommercielle smag, blev nedvurderet. Markedet var alt.

Jeg har bare aldrig forstået, at hvis markedet var alt, hvorfor skulle det så have støtte?

Henning Camre siger det på en pæn måde, at markedsstøtteordningen er en tåbelig misforståelse. Det er tilmed en fodring af et erhverv med skatteyderpenge, selvom det sagtens kunne klare sig selv.

Mustafa Hussain

Når det gælder de 'fejlfarvede', er det ikke kun i filmstøtte man ser borte fra kunst og kvalitet og lade markedet tage overhånden. Det sker også i almene journalistik, når der vælges hvilke nyhed/debat om etniske forhold vil sælge bedste, eller tiltrække fleste lytter og seere. Sådan har der været i de sidste 20 år. Objektivitet eller saglighed har næppe været kriterium. Og det er også set i mainstream politik. En hver siddende statsminister år efter år valgte netop de korte sætninger i deres nytårstaler og i andre sammenhæng når de kom ind på indvandrerproblematikken med markedet i tanker; hvilke budskab sælger bedste for at vinder danskernes tilslutning. Markedet er en abstraktion men blive til noget virkelige når kulturindustrien producerer og reproducerer selv det marked, som den formoder at markedet vil have. Med andre ord, markedet får skylden, selvom man har selv været medbestemmende om markedets udseende og dets tilblivelse.

Mustafa Hussain

Lad mig eksemplificere sammenhæng mellem den politisk kultur og den diskrimination som forekommer i kulturindustrien og som skaber et bestemt marked for filmen, som ikke kan sælges pga. skuespillere med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande. Læg mærke til følgende udtalelser (min bemærkninger i paranetese), som ikke er fremsatte i offentlighed af Pia & Co. men en socialdemokratisk, statsminister;
Det er et problem hvis danskerne følge sig fremmed i deres egen bydel. (flygtninge og indvandrere afhængig af social bolig bestemmer ikke selv, hvor de får tildelte en lejlighed)
Danmark skal aldrig være et multikulturel samfund (Danmark er de facto multietnisk)
Alle skal lære danske værdier (hvad mon det er?)
Det er et problem hvis nogen skulle bede 6 gange på arbejde. (a. kun en brøkdel muslimer forholder sig til denne rituelle dagligt b. Der er kun 5 bøntider i 24 timer, ikke 6; c. Kun 2 falder ind for daglig arbejdstid mellem kl. 7 og 16).
For at slutte cirklen af denne ”kulturel (re)produktion” som må der have medindflydelse på biografgængernes valg af film, her en fra Venstres statsminister;
Vi skal aldrig have Sharialov i Danmark. (Hvem havde forlangte det?)
Og hvad angår nyhedsformidling om samfundsborgere med en anden etnisk baggrund end dansk, er der nu efter hånden en del afhandlinger der har set systematisk på de sidse ca. 20 års produktion.
Filminstituttet har ikke været alene om det. Markedsøkonomer ved udmærket at afsætning af et bestemte produkt afhængige af kulturelle mønstre og præferencer.