Læsetid: 3 min.

Tornerose-landenes selvforherligelse

Velfærdsstatens vugge, et stærkt uddannelsessystem og stor social mobilitet er nogle af de værdier, man ofte hører i forbindelse med de nordiske lande. Men er den fælles nordiske identitet mere end blot en kunstig konstruktion, der skal give de små skandinaviske lande en følelse af at være store?
30. juni 2012

»Vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle bruge ordet ’identitet’. Det er et voldsomt ord, der ofte bliver misbrugt, og nationalismen ligger og lurer lige om hjørnet. Derfor har vi omgået det varsomt,« sagde Louisianas direktør Poul Erik Tøjner i sin tale ved pressefremvisningen af deres nye udstilling New Nordic – Arkitektur og Identitet i torsdags.

Den stort anlagte udstilling er en cadeau til den fælles nordiske arv og søger at illustrere, hvordan den kommer til udtryk gennem arkitektur og kultur og afsøge, om der er andet end strikkede sweatere og ensartede sprog og flag, der binder os sammen og adskiller os fra resten af Europa.

»Jeg plejer at sige, at der er én europæisk model med fem undtagelser. For identiteten ligger i dyrkelsen af de nationale forskelle, der i virkeligheden er det fællesskab, vi har. Så man kan lidt paradoksalt sige, at vi er forskellige fra de andre på den samme måde,« siger Uffe Østergård, professor i historie og national identitet ved Handelshøjskolen i København.

Ifølge ham er lutheranismen noget af det, vi i de nordiske lande har haft til fælles og ud fra den har vi skabt sociale demokratier med velfærdsstat, lighedsdyrkelse og en beskeden mængde korruption, der gør, at skandinaverne altid scorer højt på OECD’s lykkeindeks.

En manipulerende konstruktion

I kulturens verden forbinder man ofte de fælles nordiske værdier med blandt andet stilrent design, højskolesangbogen og IKEA. Ifølge Anders V. Munch, lektor, ph.d., i design og kulturøkonomi ved Syddansk Universitet, er der en række kulturelle fællestræk mellem de nordiske lande, men man skal passe på med at tale om en fælles kulturel identitet.

»Vi dyrker stadig noget fælles historie og har nogle fælles forbilleder i det design, vi omgiver os med. Men det, man peger på, viser sig tit som en helt masse floskler. Det betyder ikke, at der ikke er nogen fælles værdier, men man kan hele tiden pege på lige så mange forskelle som ligheder,« siger han og bemærker, at noget af det vigtigste, der er kommet ud af de fælles værdier, var stærke brand, man fik skabt omkring skandinavisk design i 1950’erne, hvor man skabte et billede af skandinaverne som dem, der kom godt ud af krigen og førte et håndværkssamfund ud som industrisamfund.

Men måske er det idylliske billede af det skandinaviske broderfolk blot noget, der eksisterer i vores egen verden. Det mener i hvert fald filosoffen Arno Victor Nielsen.

»Der findes en stor skat af fortællinger, der har været med til at bilde os ind, at vi har en særlig nordisk identitet, og de illustrerer sjovt nok altid, hvordan vi er bedre end alle de andre. At den nordisk race har nogle helt særlige værdier. Det er en slags forsvarsmekanisme, som man danner for at beskytte sig mod udviklingen,« siger han og fortsætter:

»Det er sådan nogle historier, der ikke har noget på sig, for hvorfor fik vi velfærdsstaten? Det gjorde vi jo ikke af egen fri vilje. Med marshall-hjælpen fik vi den foreskrevet af amerikanerne, fordi de var bange for at vi ville blive kommunister, så de tvang os ind i velfærdsstaten. Man kan ikke finde belæg for, at det var en særlig skandinavisk drøm. Det er en af de løgne, der hører med til ideen om den nordiske identitet.

Også ifølge Anders V. Munch kan man se idylliseringen af de nordiske lande som et kunstig konstruktion.

»Efter Anden Verdenskrig skulle FN skabe en eller anden form for enhed i verden, og der brugte man det her lidt romantiske billede af det skandinaviske broderfolk, som havde et menneskeligt bud på et morderne samfund. Vi var lidt nogle torneroselande med moderne værdier og historisk tradition,« siger han og påpeger, at ideen om det nordiske fællesskab kan ses som en reaktion på globaliseringen. At man fokuserer på de regionale forskelle fremfor de globale ligheder, og netop reaktionen på globaliseringen er Arno Victor Nielsen enig i.

»Det er troen på, at vi ikke er totalt smeltet sammen med resten af verden. Og en af grundene til, at jeg aldrig har kunnet lide tanken om det fællesnordiske, er, at jeg altid har oplevet de mennesker, der fremfører den, som nogle, der bare har lyst til at gemme sig for den store komplekse verden,« siger han.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At det skulle være nationalistisk, at drømme om noget andet end globalismen er noget argt sludder, og iøvrigt er artiklen et klasseeksempel på manglende forståelse for samfundslagenes forskellighed: ja, overklassen har ført krige; ja, overklassen veg for nazisternes militærmaskine og tjente godt derpå; ja, overklassen ligger på maven for globaliseringen...
...men almindelige nordboer finder fælleskabet i natur, sprog, og i historien - på godt og ondt - med en flint af en fælles jernalder- og vikingeånd - og ja, overklassen var bange for at vi ville blive kommunister

Steffen Gliese

Den danske velfærdsstat begynder ikke med marshallhjælpen, den begynder med kanslergadeforliget og Steinckes socialreform.

carsten maasbull

Ja okay. Selv den mest tungnemme har efterhånden fattet budskabet: Alt dansk og nordisk er noget lort. Alt fremmed er pr. definition godt. Og jo mere fremmedartet des bedre.

Steffen Gliese

Hvem i alverden siger dog det, Carsten Maasbull? Tværtimod er det jo forfærdeligt, at erhvervstoppen og andre magtfulde grupper forsøger at strømline os som alle andre lande, selvom vi har grundlæggende andre måder at indrette os på.

Michael Kongstad Nielsen

Der er ikke ret meget nordisk sammenhold i dag, desværre. Danmark orienterer sig mod USA og Europa (bare se titlen på udstiillingen "New Nordic" - tal dog dansk!). Danskere har idag svært ved at forstå norsk og svensk (viser undersøgelser), Nordisk Råd er en hyggeklub (med p.t. Bertel Haarder som formand), som ingen medier eller andre interesserer sig for.

Men det er da muligt, man stadig kan finde nogle fællestræk i kulturproduktionen, arkitekturen, designet, kunsten. Det tror jeg gerne, fordi det ligger der lige nede under overfladen. Der er en dybere samhørighed et eller andet sted.. En samhørighed, som artiklens udspurgte ikke rigtig har fat i eller vil være ved.

Altså Norge og Danmark var sammen i 400 år. Hallo - det betyder sgu da noget. Vi mistede Norge i 1814, det er ikke længe siden. 1864 har stået i bevidstheden som et større tab, og overskygget 1814, men i virkeligheden var Norge et større tab. Christian d. 4. rejste Norge tyndt. Der findes et hav af byer i Norge opkaldt efter ham. Holdberg er det klassiske eksempel på en dansk nordmand.

Sverige var vi altid i krig med, men det passer heller ikke. Adskildt som det var af Smålands store skove, havde vi alligevel livlig kontakt ad søvejen rundt Østersøen. Samfundsudviklingerne har været nogenlunde ens.

Men i kunsten og kulturens verden ses måske sammenhængen bedst. Og så tror jeg sproget spiller en meget større rolle, end normalt antaget. Sproget er dybt. Ordene har dybde, deres betydning navnlig. Det binder sammen på en usynlig måde.

Man kan godt være tilhænger af det nordiske uden at gemme sig for verden, som det siges. Det er noget sludder. Hvad er det i vejen for stå som nordisk og se ud på verden, og deltage i den med bevidstheden om det nordiske? Det udelukker ikke hinanden.

Nic Pedersen

Vores velfærdsstat begynder faktisk som en efterligning af vores gamle "ven" Otto von Bismarck i Tyskland.

Som da ganske vist havde en del af sin forklaring i den angst, som Søren Lom er inde på.