Læsetid: 2 min.

Velstandsmodernisme

Når modernismen gøres alt for beboelig, fører det ofte til intellektuel dovenskab
Velfærdsboom. Det er ikke tilfældigt, at Klaus Rifbjerg blev forbundet med høj livsførelse,  lod sig fotografere i åben sportsvogn  og i det hele taget hyldede det at tage godt for sig af livets glæder.  Her ses Rifbjerg (tv.)  sammen med  Jørgen Gustava Brandt (i midten).

Velfærdsboom. Det er ikke tilfældigt, at Klaus Rifbjerg blev forbundet med høj livsførelse, lod sig fotografere i åben sportsvogn og i det hele taget hyldede det at tage godt for sig af livets glæder. Her ses Rifbjerg (tv.) sammen med Jørgen Gustava Brandt (i midten).

Gregers Nielsen

8. juni 2012

Jeg sidder lige og læser Anders Juhl Rasmussens bog om Arena-modernismen, der udkommer i næste uge. Hans anliggende er at give forsinket oprejsning til gruppering af forfattere som Peter Seeberg, Poul Vad, Per Højholt, Jens Smærup Sørensen, Henrik Bjelke, Peer Hultberg, Bent Vinn Nielsen, Michael Buchwald og Henning Mortensen, der alle udkom på forlaget Arena.

I tre årtier fra 1960’erne var disse forfattere, der var meget internationalt orienterede, afgørende for fornyelsen af dansk romanprosa. Denne afgørende fornyelse er først sent blevet anerkendt, fordi de levede i skyggen af de såkaldte konfrontationsmodernister anført af forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og kritikeren Torben Brostrøm. Denne version af modernismen har været den dominerende; det er den, der har skrevet litteraturhistorie og først satte sig på magten i Det Danske Akademi, ligesom den i undervisningsverdenen og i kulturpolitisk sammenhæng har ført taktstokken.

Det er et dramatisk stykke litteraturhistorie, Anders Juhl Rasmussen opruller. I bogen peger han, uden at gøre et nummer ud af det, på den tætte forbindelse mellem disse modernister og så det kulturelle velfærdsboom, man oplevede fra 1960’erne og frem. For de intellektuelle ideer under denne version af modernismen var jo også med til at sikre oprettelsen af et kulturministerium og etableringen af Statens Kunstfond. Den modernistiske kunst kunne ikke klare sig uden støtte fra staten, så det sørgede man for. Samtidig med at man argumenterede for, at den modernistiske kunst og ophøjelse af frisindet, som hang tæt sammen med kulturradikalismen, var god i forhold til opdragelsen af folket. Ja, velfærdsstaten havde ligefrem brug for det kritiske potentiale i den modernistiske kunst, som det blev hævdet. Sådan blev den forbindelse mellem kunst og stat knyttet, og udvalgte kunstnerne sikret økonomisk.

Høj livsførelse

Kunst blev også et levebrød. Og for nogle af de mest markante forfattere mere end bare det. Det er ikke tilfældigt, at en forfatter som Rifbjerg blev forbundet med høj livsførelse: lod sig fotografere i åben sportsvogn, blev associeret med dyre restauranter og i det hele taget hyldede det at tage godt for sig af livets glæder og goder. Jeg har ikke et ondt ord at sige om denne livsførelse. Rifbjerg fortjener alt og er et nødvendigt modstykke til dansk smålighed. I virkeligheden er dette måske den bedste danske pendant til den franske kaviarsocialisme og libertineri med Dominique Strauss-Kahn i spidsen. Og under alle omstændigheder en stærk kontrast til Arena-modernisternes udadtil langt mere åbne livsforståelse og indadtil beskedne livsførelse.

Den mindre sympatiske side af velbjergetheden er imidlertid arrogancen over for andre forfattere og den intellektuelle dovenskab, der eksempelvis helt aktuelt gennemsyrer Rifbjergs seneste bog Januar + med en hel del gamle fordomme og statisk forståelse af vores kultur. Men sådan er det nok også, når modernismen gøres alt for beboelig. Libertineren Rifbjerg kan man fortsat kun holde af, men den tankemæssigt lidt for forudsigelige kan man godt blive træt af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kjeld Jensen

Det kan da umuligt være den bovlamme Triumph Herald på billedet, I kalder en sportsvogn.
En kaleche gør ingen sportsvogn:)
Men åben, det er den da.

En fladpandet artikel blottet for analyse og argumentation.
Alene det at affærdige Rifbjergs seneste bog med lidt under een linje!???

Anne Albinus

"Denne version af modernismen har været den dominerende; det er den, der har skrevet litteraturhistorie og først satte sig på magten i Det Danske Akademi, ligesom den i undervisningsverdenen og i kulturpolitisk sammenhæng har ført taktstokken."

Sikke noget sludder!

Kristen Bjørnkjær skrev en artikel i Information om det:
Forlaget Arenas forfattere er ikke overset af litteraturhistorien, som ny afhandling hævder, og flytningen til Jylland handlede mest om økonomi og venskab med Peter Seeberg

http://www.information.dk/267938