Nyhed
Læsetid: 2 min.

Venstre vil kigge på filmstøtteordning

Venstre kalder Henning Camres tanker om markedsordningen for ’interessante’ og vil gerne starte en debat om den måde, vi uddeler filmstøtte på. Hverken opposition eller regering ønsker dog at ændre i filmforliget, før det skal genforhandles i 2014
Kultur
5. juni 2012

De seneste ugers dækning af Filminstituttets afslag på støtte til spillefilmen MGP Missionen, får nu Venstre kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, til at efterlyse en bred debat om hele filmstøtteområdet.

»Det er på tide, at der kommer en debat om den måde, vi uddeler filmstøtte på i Danmark,« siger ordføreren, som sammen med blandt andre Filminstituttet vil sparke diskussionen i gang til efteråret.

Tidligere direktør for Filminstituttet Henning Camre langer ud efter den såkaldte markedsordning, hvor film tildeles støtte primært ud fra deres salgspotentiale – og ikke kvaliteten. Det betyder, at sikre kassesucceser som Min Søsters Børn og Far til Fire tildeles millioner i støtte gennem markedsordningen.

Michael Aastrup Jensen vil vente med at tage endelig stilling til kritikken, indtil debatten om filmstøtten har fundet sted, men han har som udgangspunkt stor forståelse for Henning Camres synspunkt:

»De smalle og mere kunstneriske film skal måske have flere penge, og dem, der er sikre kassesucceser, skal måske ikke have så meget,« siger han.

De mere kunstneriske film støttes i dag i den såkaldte konsulentordning, som også hører hjemme i Filminstituttet. Hos regeringen har Socialdemokraternes film- og medieordfører, Mogens Jensen, større tillid til markedsordningen:

Ikke ændres endnu

»Jeg synes, det er for tidligt at vurdere, om markedsordningen er en succes eller ej. Det synes jeg, vi må vente med, til den har eksisteret i nogle flere år. Men jeg har som udgangspunkt fuld tillid til, at de folk, der sidder og vurderer fimene, gør deres arbejde godt – og at de også kigger på kvaliteten af filmene og ikke alene deres salgspotentiale,« siger Mogens Jensen.

Filmforliget blev indgået af alle folketingets partier i 2010, og markedsordningen trådte i kraft i 2011, hvor den afløste den såkaldte 60-40 ordning, som også støttede de mere kommercielle film.

»Jeg kan ikke se, at der er sket den store ændring i forhold til dengang, Henning Camre sad som direktør for Filminstituttet,« siger Mogens Jensen. Han vil derfor ikke være med til at ændre i forliget, før det skal genforhandles i 2014. Samme holdning har Venstre:

»Vi respekterer den måde, filmforliget er skruet sammen på. De kulturordførere, der sidder i Kulturudvalget nu, har ikke været med til at lave forliget, og det sætter os i en lidt speciel situation. Så jeg synes også, at der er brug for en diskussion i kulturudvalget. Og hvis vi så finder ud af, at der skal laves om i forliget, så har vi god tid til at arbejde hen imod det næste filmforlig,« siger Michael Aastrup Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her